Kategori: Bog bobler

Kvinden ved 1000 grader af Hallgrímur Helgason

~ isabelrosado

Skærmbillede 2013-11-25 kl. 14.17.35“Vi begynder livet med at drømme om guld og grønne skove og ender med at glæde os over et enkelt træ.” Sådan lyder blot én af en lang perlerække af enkle men livskloge betragtninger fra hovedpersonen Herbjørg Maria Bjørnsson også kaldet Herra i Hallgrímur Helgasons mesterlige roman Kvinden ved 1000 grader. Lad mig sige det med det samme, mens jeg samler resterne af mit nedsmuldrende kæbeparti op fra gulvet. Det her er den bedste bog, jeg har læst længe. Det er nemt at forstå, at den i år var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Helgason leverer en overrumplende historie, der trykker på alle knapper i følelsesregisteret med en varig strøm af sproglige og indsigtsfulde genialiteter.

Herra er en gammel hejre, som bor i en garage i Reykjavik og lænket til sit sygeleje trækker vejret gennem sit livs sidste uundværlige smøgpinde i de KOL- og kræftinficerede lunger, mens hun venter på døden og turen til kremeringsovnen. Hun er bitter på livet og kynisk i sin anskuelse af verden men med humoren i ualmindelig god behold. Den udfolder hun blandt andet foran den bærbare computer på sengelejet ved at flirte med unge mænd i den globale landsby på “fjæsbogen” og ved at drive spas med sine arvinger, som hun har et anstrengt og distanceret forhold til. I hendes sidste dage tænker hun tilbage på sin dybt traumatiske og oprørende livshistorie, og vi lærer en person at kende, som får begrebet stærk kvinde til at lyde en smule underspillet.

“Jeg stod med det ene ben i havet og det andet på de bonede gulve og skrævede derfor tidligt over meget,” siger Herra i begyndelsen. Det kan man roligt bekræfte. Hun er barnebarn af Islands første præsident, men de få glamourøse og glædelige stunder, hun oplever i sit liv som verdensdame, kan på ingen måde opveje de rædsler, der møder hende hele vejen i løbet af sine 80 år. Først i Tyskland under 2. Verdenskrig, hvor hun lever som flygtning i krigens sidste par år. Den menneskelige drivkraft, der starter en krig til at begynde med, forklarer hun således opmuntrende:“I krigstid har alle det godt, for ingen kan bestemme noget. I fredstid gribes folk af ulykkelighed, for så bliver man nødt til at vælge og vrage. Al krig udspringer derfor af menneskets bundløse begær efter lykke. Der er ikke noget mennesker frygter mere end fred på jorden.”

Der er små glimt af lykke men mest ufattelige slag til Herra under krigen. Og mindst ligeså rystende begivenheder rammer hende senere i efterkrigsårene i Buenos Aires, og da hun efter mange år i udlandet vender tilbage til Island. Herra flakker, falder og rejser sig igen og igen, mens smerten prenter sig ned i hendes sjæl, og hendes overlevelsesmekanisme er at lange verbale øretæver ud til højre og venstre, mod egen og andres nationalitet, mænd og kvinder og verdens gang såsom krig og finanskriser. “Den menneskelige skabning har altid haft brug for katastrofer. Og hvis ikke den modtager dem fra naturens hånd prøver den at fremstille dem selv. Det er naturligvis den vigtigste grund til vores krak,” siger damen.

Hvis du kun får læst én roman om året og gerne vil have et stykke litteratur med gods i, så grib fat i Kvinden ved 1000 grader.

Bog fornøjelser 2013

~ isabelrosado ~ 1 kommentar

Skærmbillede 2013-11-11 kl. 15.44.30Så er weekendens Bogforum 2013 veloverstået, og der var mange gode indslag på programmet. Det var første gang, jeg var med siden 2007, hvor jeg nærmest fik klaustrofobi i den tætpakkede vrimmel af bog-entusiaster, litterære krukker og kanoner.

Jeg synes – og ikke kun fordi jeg bor på Amager, at Bella Centret er det helt rigtige sted for bogmessen, som trækker så mange bog glade til hvert år. Dejligt luftigt med god plads, åndehuller og let adgang til at spæne fra det ene interview til det andet. Forlagene havde gjort rigtigt meget ud af at skabe hygge og stemning omkring deres stande, så det var faktisk kun, når man skulle låne en stol eller have noget til ganen i café områderne, at omgivelserne blev kedeligt industrielle med lidt for højt til loftet. Men det var der alligevel ikke meget tid til. Jeg pendlede fra det ene spændende indlæg til det andet uden ret mange pauser.

For mig var et af højdepunkterne fredagens meget fine samtale mellem Merete Trap og Anne-Cathrine Riebnitzsky, som har skrevet bogen Forbandede Yngel, der står meget højt placeret på min skal-have-læst-liste. Mange forfattere har virkelig noget på spil i år og har “trukket af hovedstolen”, som de siger i litterære kredse, med stærke, personlige fortællinger der blander det selvbiografiske med fiktionen og forvandler egne oplevelser og ar på sjælen til store romaner. Det helt gennemgående spørgsmål ved adskillige af de interviews, jeg hørte, handlede om andelen mellem fakta og fiktion. Hvor meget af hovedpersonen er der i dig?  Hvor meget af det, dine karakterer oplever, har du selv oplevet og i den dur. Det er også et interessant spørgsmål, når forfatterne i forvejen har åbnet op for posen og er hudløst ærlige om, at deres historier faktisk er baseret på virkelige hændelser. Riebnetzsky er en mega sej dame, der har været udstationeret som sprogofficer i Afghanistan og skrevet højt roste romaner om det. Men hendes søgen mod brændpunkterne har også været et tilflugtssted og et helle fra opvæksten i en dysfunktionel familie, hvilket Forbandede Yngel handler om. Hovedpersonen Lisa, som Riebnetzsky har meget til fælles med, beslutter sig i bogen for, at hun ikke skal have børn som et slags værn mod at bringe den onde cirkel og smerten fra barndommen videre.  – Det stopper der, siger hun til sin mor. Jeg tror ikke, der var et øje tørt blandt publikum, da intervieweren fik fremstammet, at hun var sikker på, at Lisa alligevel ville blive en god mor, hvis hun skulle ændre mening. Riebnitzsky virker som et overordentligt sympatisk menneske. Jeg ved ikke, om hun har børn eller ønsker at få det, men hvis hun skulle sætte de samme hindringer for sig selv som sin hovedperson, så håber jeg, hun ved, at det er de færreste, der ikke har en eller anden form for bagage med fra barndommen, som de for alt i verden vil forhindre at give videre til deres egne børn. Og selv om det lykkedes vil de fleste af os alligevel uforudset bringe noget mindre heldigt af os selv videre til de næste generationer  – men forhåbentlig også en masse godt.

Også Hallgrímur Helgason den islandske forfatter af den fænomenale Kvinden ved 1000 grader (som jeg er ved at læse) blev spurgt om sandhedsfordelingen i hans roman. Den er baseret på en virkelig historie om en islandsk kvinde med et noget heftigt liv bag sig men tilsat ikke så lidt fiktivt og effektfuldt krydderi, der har skabt et brag af en historie. Efter kvindens død bad Helgason hendes familie om at læse romanen igennem. De bad ham så til gengæld om at skrive den om. Men det kunne han ikke: “Jeg måtte gøre op med mig selv, om jeg ville være et godt menneske eller skrive en god roman. Jeg tror ikke, man både kan være et godt menneske og en god forfatter. ” Tyg lige på den, tænkte den indre forfatterspire. Det kan være, han har ret. Jeg synes nu, han virkede som en helt ok person. Men det vil han nok være uenig i, for Helgason er indiskutabelt en blændende god forfatter.

Temaet fakta vs. fiktion gik igen i flere interessante interview blandt andet med Hanne Vibeke Holst, der senest har skrevet om sin far i romanen Knud den store og hos Maren Uthaug forfatteren til Og sådan blev det.

Og så var der digterne. Som Henrik Nordbrandt og Yahya Hassan. “Jeg kunne have været kriminel ligesom Yahya,” sagde den ældre, statelige Nordbrandt. Det er åbenbart et helt særligt brændstof sande poeter er gjort af. Der er sagt og skrevet meget om Yahya, som blæste alle omkuld til Bogforums afslutning. Noget af det, jeg synes, er allermest fantastisk er, hvis han er den, der får mange flere (inklusive mig selv) til at læse digte. Af flere forskellige digtere. Jeg har læst Dan Turélls samlede, og det er stort set det. Men det skal der gøres noget ved nu.

This is how you lose her af Junot Díaz

~ isabelrosado

Skærmbillede 2013-09-20 kl. 14.24.06No wonder at Díaz suveræne novellesamling om kærlighed i alle afskygninger og særligt hans alterego Yuniors fortrædeligheder i relationerne med kvinder og familie i det dominikansk-amerikanske samfund endnu ikke er oversat til dansk.

Det lykkedes ellers ret godt med den mindst lige så blændende roman Oscar Waos korte forunderlige liv, som Díaz vandt Pullitzer-prisen for i 2008. Men med novellerne her ville det være noget af et kunststykke at fordanske Díaz’ kontante originale stil, der taler direkte til læseren med et uovervindeligt sprogligt overskud krydret med Spanglish og ghetto-slang samt kulturelle referencer, der får dig til at rokke med til rytmen i sproget, som om der bragede hip hop musik ud af siderne. Det er ikke alene sproget, der mikser poesi med elegant prosa men lige så meget den følelsesmæssige dybde i de her historier, der i al deres enkelhed rammer rent og universelt, mens personerne prenter sig fast i bevidstheden i al deres genkendelige imperfektionisme. Hver eneste sætning er så velkomponeret, at man læser flere af dem igen og igen i håb om aldrig at glemme. Eksempel: He doesn’t speak for a moment, as if the silence is the elastic that will bring his next words forward. Om This is how you lose her skrev avisen The Observer: “Writing this good comes along, if we’re lucky, once or twice in a generation.” Jeg tror på det.

PS. Det forlyder nu, at en dansk oversættelse fra Gyldendal er på vej i november med titlen: Sådan mister du hende.

Og sådan blev det af Maren Uthaug

~ isabelrosado

Skærmbillede 2013-10-23 kl. 11.22.40Lad mig slå fast med det samme. Jeg er stor fan af Marens striber og tankestreger som Ellers går det godt. Derfor var forventningerne også store til debutromanen Og sådan blev det. Det er bogen, alle taler om for tiden. De fleste er vilde med den. Jeg har det blandet med den. Og så alligevel. Den skal med som en af bog boblerne her. For selv om jeg ærligt talt kedede mig lidt undervejs i romanen, der ellers ikke er særlig lang og hurtigt læst, så var slutningen både særdeles overraskende og meget rørende.

Historien handler kort fortalt om den halvt norske, halvt samiske pige Risten, der bliver hevet væk fra sin mor og rødderne i Nordnorge, flytter til Danmark og det meste af sin barndom må lide under en mildest talt irriterende dansk stedmor i det Sønderjyske og en slapsvans af en far. Maren Uthaug skriver historien i en minimalistisk og meget nøgtern, skandinavisk stil, som passer godt til denne fortælling. Sproget er lige ud af landevejen, og trods den bevidst kølige tone ligger der en masse uforløste følelser og sorg mellem linjerne. Der er ikke ret mange stænk af humor men en hel del nordisk tungsind, som jeg ser det. Det skuffede mig lidt, for Maren Uthaug skriver ofte, så man griner højt. Men fair nok at en forfatter har behov for at vise andre sider af sig selv og forståeligt nok med tanke på hvor sørgelig en historie, det egentlig er. Romanen er virkelig velskrevet uden svinkeærinder. Desværre bliver personerne ikke rigtig vedkommende for mig  – altså før til allersidst, hvor dramaet spænder til, og der endelig bliver åbnet op for sluserne, uden at det bliver for meget. Uanset så er jeg sikker på, at der kommer mange flere guldkorn fra Maren Uthaug, om det så er i romaner, klummer eller tegneserier, og dem vil jeg uden tvivl følge med i.

Afsporet af Michael Katz Krefeld

~ isabelrosado

Skærmbillede 2013-10-15 kl. 13.38.14Man skulle tro, at alt hvad der kan siges og skrives af grumme ting om trafficking allerede er beskrevet ned til værste detalje, men i krimien Afsporet får den lige en tand mere og det med en ubegribelig ondsindet opfindsomhed, der kun afhjælpes af galleriet af humoristiske og velrundede karakterer med vor ensomme anti-helt Thomas Ravn i spidsen. Generelt er jeg lidt træt af, at krimier efterhånden skal overgå hinanden i så meget splat og snuff, afstumpet- eller ja afsporethed at det næsten ikke er til at holde ud. Men Michael Katz Krefeld skriver så fermt, så spændende og med så tilpasse doseringer af gru og psykologisk forståelse for sine personer, at da jeg først var i gang, stoppede jeg ikke før sidste side var vendt og det med retfærdighedssansen intakt. Niveauet er højt i denne første af en ny serie med den drukfældige og selvdestruktive eks-panser Thomas Ravn i hovedrollen, der som navnet antyder udvikler sig til specialist i at finde bortkomne sager eller rettere forsvundne personer, mens han bøder i sit eget indre helvede, fordi hans elskede blev myrdet, og han hverken kunne forhindre eller opklare det. Jeg tror bestemt, at Ravn bliver interessant at følge. Det er første gang, jeg læser en krimi af Michael Katz Krefeld men så absolut ikke den sidste. De nordiske krimikonger Jussi Adler Olsen og Jo Nesbø får i den grad kamp til stregen.

Hvor blev du af Bernadette af Maria Semple

~ isabelrosado

Hvor blev du af BernadetteDet ligner et stykke chick-litt udfra coveret at dømme og fred være med det. Det var da også et nyskabende og fornøjeligt begreb dengang i 90’erne. Men Hvor blev du af Bernadette er langt mere, hvilket anbefalingen af Jonathan Franzen på bogens forside da også vidner om. Den her ramte mig faktisk en hel del mere i hjertet end Franzens egen Frihed, der blev udråbt til den største moderne amerikanske samtidsroman for et par år siden. Hvor blev du af Bernadette er en munter, faktisk ret sjov og ekstremt fantasifuld men også ret så rørende historie om, hvad der kan ske i et kvindeliv, hvis gnisten, passionen eller ens kald her på jorden bliver undertrykt enten af omgivelserne, skæbnen eller af en selv. Historien er fortalt i en original stil med en blanding af mail korrespondance mellem hovedpersonen Bernadette og de andre personligheder i bogen samt ikke mindst datteren Bees betragtninger og ukuelighed i at følge sporene efter hendes mor, da Bernadette som titlen antyder pludselig forsvinder ud i den blå luft. Historien bringer os fra  speltmødre- helvede på en af byens privatskoler over Microsoft basen i Seattle til polarforskermiljø i Antarktis. Det er en fabelagtig bog, og selv om den foregår i et lettere karikeret og meget amerikansk upper middle-class miljø rammer den plet til et universelt publikum.

De Ufuldkomne af Tom Rachman

~ isabelrosado

Skærmbillede 2013-10-20 kl. 10.46.17De fleste avisjournalister med respekt for deres fag har sikkert allerede læst Tom Rachmans formidable debutroman De Ufuldkomne. Men jeg bliver nødt til at slå endnu et slag for Rachmans fuldkomne historier om de mennesker, der arbejder på en international avis i stil med International Herald Tribune, hvor forfatteren selv har arbejdet. Det må være ligeså interessant læsning for alle andre, der interesserer sig for den psykologiske drivkraft, der ligger bag de klassiske trykte medier, der i digitaliseringens tid kan se sig selv stille og roligt glide mod afgrunden, medmindre de formår at genopfinde sig selv på nettet.

Vi møder journalisten, korrespondenten, freelanceren, redaktionssekretæren, stifteren, regnskabschefen, chefredaktøren og andre skæbner, der kæmper hver deres indre og ydre kamp for at overleve og opnå anerkendelse i det fag og den benhårde branche, de føler sig født til at leve i. Enhver glamourisering af hvor fedt, det er at arbejde på en avis, er i overensstemmelse med den tid, vi lever i, erstattet af meget realistiske og genkendelige fortællinger, samtidig med at jeg godt forstår, at det bare er lige dér, midt i nyhedsstrømmen som formidlere af verdenshistoriens gang, mens den sker, at de gerne vil være. Det tror jeg, mange dagbladsjournalister vil være enige i.

Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn

~ isabelrosado

Skærmbillede 2013-07-30 kl. 10.24.16Jeg har været top begejstret for amerikanske Gillian Flynn lige siden, jeg læste hendes blændende thriller Skarpe Genstande. Den kan klart anbefales. Men med Gone Girl, eller Kvinden der forsvandt, som den hedder på dansk, overgår Flynn sig selv med flere længder. Det er fuldt forståeligt, at den har placeret sig i toppen af bestsellerlisterne. Det her er en fuldblodsthriller, som er svær at slippe, men den er så meget mere. Flynn spidder det moderne parforhold i den kreative klasse så skarpt og dybt, at enhver med respekt for sit eget forhold må tage det op til revision. For hvad gemmer der sig bag motiverne, når vi vælger en partner? Og hvad sker der, når kærligheden skal stå sin prøve, hvis idyllen i de fashionable omgivelser med den hippe lejlighed i New York bliver brudt af  arbejdsløshed, tvangsflytning til rødderne i provinsen og deraf følgende kedsomhed, skænderier og desperation. Hovedpersonerne Nick og Amy gør sig mange foruroligende observationer i deres dagbogspassager, som vi følger, efter Amy på mystisk vis er forsvundet på deres fem års bryllupsdag, og Nick står tilbage som hovedmistænkt. Men tingene er langt mere komplekse end som så, og mens genkendeligheden og sympatien svinger fra den ene til den anden for så at svinde ind i takt med, at deres liv sammen ruller sig ud for læseren, stiger gruen til et niveau, der mod slutningen lagrer sig for evigt. Med tanke på den her historie vil du aldrig gentage sætningen:  – gid der var lidt mere spænding i mit parforhold. Det skal til gengæld blive spændende, om den film, der er på vej, kan indfange romanen med samme åndedrætssnappende virkning.

Den som blinker er bange for døden af Knud Romer

~ isabelrosado

Skærmbillede 2013-10-03 kl. 16.21.30Jeg bliver nemt rørt af en rigtig god roman, men det er ikke så tit, jeg græder våde tårer, der drypper og skæmmer siderne i min bog. Det skete så, da jeg læste Knud Romers semibiografiske Den som blinker er bange for døden. Vi følger lille Knüdchens ensomme, mobbefyldte barndom med sin besindige danske far og tyske, stolte mor, der på grund af morens baggrund aldrig bliver accepteret i det klaustrofobiske landsbysamfund i Nykøbing Falster. Romer fortæller sin slægts historie så levende og nådesløst, at man godt kan forstå, han bliver nødt til at kalde det fiktion.

Som voksen gør Knud op med den tunge bagage fra barndommens udstødelse og en sørgelig afsked med sin højtelskede og dominerende mor. Der er ikke det mindste tunge over Romers poetiske linjer, der flyder som små dråber årgangsvin i et værk, der kun fylder 176 sider. Det er en af de bedste danske romaner, jeg har læst, og jeg glæder mig til Romer engang har mod på at udgive noget igen, selv om den bliver svær at overgå. Og så har Romer jo også gang i så mange andre spændende ting.

Lad mig i den forbindelse også anbefale den ligeså rørende og stærkt personlige dokumentarfilm Et blad falder til himlen, der beskriver Romers mindst ligeså svære afsked med sin døende far og hans frustration over det danske velfærdssystems mangler, når det gælder behandlingen af vore ældre. Der sad jeg også og tudede.

Tæskeholdet banker på af Jennifer Egan

~ isabelrosado

Skærmbillede 2013-10-15 kl. 13.34.06Det er ikke let at blive gammel, men det er helt sikkert bedre end at være død. Måske medmindre man er en afdanket rockstjerne, der hænger fast i naglerne for ikke at lade forfaldet og en sump af stoffer og fortrængning overtage den sidste chance for at skabe et comeback, inden det er for sent.

Jeg elsker en god generationsroman. Især i en amerikansk kontekst, fordi den i den grad skaber genklang i verden. Tænk Douglas Copeland og Generation X.  Egans roman handler om generation x’ere i musikbranchen, der står på kanten af alderdom og med cirka tyve års forsinkelse må se i øjnene, at de er blevet voksne for alvor. Historien der på bedste Short Cuts manér fletter flere skæbner sammen over tid er en herlig fornyelse og en skønsom blanding af humor, skævhed og rørende dybsindigheder.