Guds Bedste Børn af Morten Pape

Hvorfor ender nogle af de børn, der vokser op i underskudsfamilier som voldskriminelle og tabere, mens andre bryder den sociale arv og bliver velfungerende iværksættere eller forfattere? Det er blot et af mange spørgsmål, der trænger sig på under læsningen af Morten Papes nye roman Guds Bedste Børn. Der er ikke noget klart svar at hente, men med forfatterens nærmest overnaturlige indlevelsesevne i sin romans karakterer, får man som læser en dybere forståelse for, hvorfor meningsløse ting kan ske.

Historien udspringer af en virkelig hændelse tilbage i 2008, hvor et avisbud og hans kammerat blev sagesløst overfaldet, mens de spiste en pizza på en trappesten. Tre unge danske mænd stod pludseligt ud af en bil, og den yngste på 15 slog med en fastelavnskølle og ét slag til hovedet livet ud af avisbudet, en 16-årig dreng med tyrkiske aner. Den ubegribelige voldshandling var tydeligvis racistisk motiveret og skete i det berygtede Holmbladsgadekvarter på Amager, hvor bander, bøller og ballademagere bekæmper hinanden og den dag i dag jævnligt bliver jagtet af hylende sirener, når mørket er faldet på. Det er ikke mange år siden, at kvarteret var no-go. I dag er det renoveret og omdannet til middelklasseboliger, men der sker stadig ting og sager.

Som han nævner det i sin første roman Planen, var en af Morten Papes nære bekendte fra opvæksten i Urban Planen involveret i overfaldet, men forfatteren har her valgt at fiktionalisere hændelsen og skriver frit om to overfaldsmænd personificeret af karaktererne Simon og Mickey, samt ofret Zeki og hans ven og vidne Jamil. Vi følger dem gennem romanen før og efter overfaldet, og hvordan det påvirker deres liv.

Simon og Mickey er fætre men vokser op sammen hos Mickeys drukfældige og fortabte mor samt den kriminelle onkel Keller, der larmer i kulissen og opfører sig som en lokal mafiaboss. Fætrene bliver lokalkendte som brødrene Vold. En god dag for dem er kendetegnet af en hashtur på Staden efterfulgt af slåskamp – helst mod indvandrerdrenge, som de indlærte racister de er. Amagertrash af værste skuffe (Det må man godt sige, når man selv er Amagerkaner).

Simon har dog en samvittighed og vil gerne have et andet liv. Han forsøger at tage ansvar, da han skal være far som 17-årig og er færdig med at afsone sin voldsdom. Han angrer det, der er sket, men et reelt håb om et normalt familieliv er tæt på umuligt. Mickey, som svinger køllen er til gengæld udenfor pædagogisk rækkevidde. En afstumpet lille voldspsykopat, som verden og kommunekassen er bedre foruden, og som man har svært ved at føle noget for. Det gør man så alligevel, når han er under behandling af Papes pen. Hans liv er en lang konfrontation med det, omstændighederne har budt ham. I et af hans stræk midt i bogen skifter romanen synsvinkel fra tredje til første person, og vi får et indblik i Mickeys tankegang, mens han er indespærret i et sikret ungdomsfængsel:

…Og nu vi snakker om ham der gud så har jeg sagt til Eskild at jeg gerne vil begynde at tro, at jeg gerne vil tilgives for de dårlige ting jeg har gjort, at jeg gerne vil blive et bedre menneske, og jeg spørger ham om han kan hjælpe mig med at finde gud, hjælpe mig med at komme tættere på skaberen og tættere på mig selv, men det Eskild ikke ved er at jeg bare gerne vil tættere på hans nøglebundt og stikke af herfra, nu er det på tide at  komme videre og få fingrene i fucking Keller og Simon de forrædere men det tager tid, rigtig meget tid, næsten hele året går med snak om gud og Jesus og syndsforladelse og hvad fuck ved jeg, Eskild og mig snakker så længe og så meget om alt muligt at jeg næsten glemmer at narre ham, han hælder mere og mere Kristus i mig og læser højt fra det ene og andet testamente, og jeg tænker at ham her han mener det fandme, fuck hvor bliver han rundtosset når jeg en dag narrestreger ham i bund… 

Det man føler for Mickey er mest afmagt, og man må nok også betvivle, om virkelighedens Mickey ville være i stand til at føre tankebaner på et så relativt reflekterende niveau, men alligevel. Det stilistiske brud fungerer godt.

Som læser søger man forgæves efter formildende omstændigheder og undervejs må man stille nogle meget ubehagelige spørgsmål om, hvor meget af Mickeys psykopati er bestemt af arv og miljø, og hvor meget er genetisk. Kunne hans og hans ofres skæbne være ændret, hvis systemet havde grebet ind i tide eller i det mindste bare fungeret, eller var det håbløst fra starten? I en af mange tragikomiske replikker sætter Simon spørgsmålet på spidsen, da han pointerer, at Mickeys mor er blevet steriliseret. “Tænk, hvis hun havde sørget for det, før hun fik dig. Kæft, en masse bøvl, vi kunne have sparet os for.” “ Det havde sgu da været røvsygt uden mig,” replicerer Mickey.

Og hvad skal man mene om det? Er han født sådan? Havde Mickeys opførsel været anderledes, hvis ikke hans omgivelser, inklusive hans mor, havde hyldet ham som et lille fandenivoldsk individ og etnisk udrenser men i stedet havde opdraget ham? Havde det gjort en forskel, hvis systemet havde støttet på en mere fornuftig måde, end tilfældet var? Det vælger jeg at tro på.

Jamil er afdøde Zekis bedste ven. Han når ikke at reagere under overfaldet og bliver klandret af Zekis andre venner for ikke at forhindre det. Jamil døjer med voldsom PTSD og bliver indlagt på et psykiatrisk hospital. Hans kamp for at komme over på den anden side og se frem mod livet igen er hjerteskærende beskrevet. Han bliver en person, man aldrig glemmer.

Mit eneste problem med romanen er, at hændelsen stadig står skarpt i erindringen hos alle os, der kan huske den. Som læser får man en ubændig trang til at vide, hvad der skete i virkeligheden med de drenge, der var impliceret. Hvad vil de mon mene om denne fremstilling af deres liv, hvis det overhovedet interesserer dem. Og er det i det hele taget okay, at skrive fiktion om en sag, der formentlig har taget nogle helt andre drejninger end i romanen her? Den kunstneriske frihed er uanfægtelig, men jeg kunne godt ønske, at forfatteren udover at understrege, at dette er fiktion havde reflekteret mere åbent over processen og de implicerede i efterordet, når det nu er så velkendt en sag.

Bortset fra det overgår Morten Pape sig selv i sin roman nummer to efter den højt anpriste debut Planender af mange er betegnet som pligtlæsning til nye og kommende generationer. Det samme må gøre sig gældende for Guds Bedste Børn. Den gør ondt at læse fra første til sidste side, benhård og mere rystende end den selvbiografiske Planen. Der er også lidt at grine ad men langt mere at græde over.

Begge fortjener en plads som fast pensum i skolerne. Begge er vigtige bøger, man ikke slipper, efter de er læst. Pape er en af de vigtigste stemmer i dansk socialrealisme lige nu. Hans sans for den stærke fortælling, det gode sprog, skarpe replikker og ikke mindst hans indlevelsesevne er uovertruffen. Han skriver bare uforskammet godt.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

 

 

Reklamer

Planen af Morten Pape

Planen forsideHvor det dog glæder mit lille Amager hjerte, at det lige netop blev Morten Pape, der vandt årets debutantpris på Bogforum. Stort, stort tillykke! Aldrig før har jeg heppet på en bestemt vinder flere dage i forvejen, og det er ikke sådan, at jeg kender manden. Men Papes roman Planen har blæst mig bagover af benovelse. Den er vanvittigt velskrevet, helt vild i sit indhold, og jeg er helt vild med den på alle tænkelige planer. Sjov, sørgelig, rystende, skræmmende, oprørende og tankevækkende.

Planen handler om Morten Papes opvækst i ghettoen Urbanplanen på Amager. Det sociale boligbyggeri med lejligheder, rækkehuse, skole, kirke, daginstitutioner, grønne områder og eget butikscenter, der opstod i slut-tresserne og skulle have været en lille velfærdsoase for det arbejdende folk i overborgmester Urban Hansens socialdemokratiske København. Det blev også en ø i øen, men et sted som alle os, der boede udenfor hurtigt lærte at holde sig langt væk fra.

I teorien kunne man leve et helt liv uden nogensinde at have brug for at bevæge sig udenfor Urbanplanen.

Det ligger fire gader fra hvor jeg bor og er vokset op, og selv om man har haft sine forestillinger om livet i Urbanplanen, så overgår Papes beretning ens værste fordomme. Det er selvfølgelig trist, men hvor er det godt, det bliver fortalt, og hvor er det stort, at det bliver fortalt så godt!

Jeg gik i samme ungdomsklub som Pape og havde venner, der boede i Urbanplanen, men det var i 1980’erne cirka 15 år før bogens handling finder sted. Det var råt men ikke tilnærmelsesvis så råt, som det blev i løbet af 1990’erne og fra 2000 frem. Hold nu op, der er sket ting og sager og kun til det værre. Dog er det mit klare indtryk, at både Urbanplanen og Dyvekeskolen, der længe har haft et elendigt ry, i de sidste fem år har gennemgået en række forbedringer, men om det har gjort livet nemmere, hvis man bor i Planen, tør jeg ikke sige.

Pape vokser op i et splittet samfund mellem muslimer og taberdanskere, et sted hvor alle hader hinanden på kryds og tværs af nationaliteter men er tvunget til at omgås i skolen og i klubben men som også danner et fællesskab mod dem udenfor, der hader alle fra (T)Urbanplanen. De unge fra parcelhusmiljøer på Amager, som ikke er mindre taberagtige, og hvoraf en stor del er racister. Vold, afstumpet opførsel, kriminalitet, stoffer og ligegyldig sex er hverdag for de unge helt ned i 12-årsalderen.

Pape er for intelligent til det sted. Det samme er hans mor, men de er fanget i et trøstesløst liv ligesom alle de andre. For moren betyder det kronisk depression. For Pape bliver det en kamp for at komme væk. Men inden det lykkedes, forsumper han i afmagt, hashmisbrug og en vaklen mellem fløjene i Planen. Hvor hører han til? Er han perker-Pape eller kartoffel-pape?

“Hvad laver du”? siger Behrouz. “Hvad? Hvad har jeg gjort?” “Du lægger din hoved helt ned mod bordet, når du spiser.” “Det er så jeg ikke spilder ned af mig selv.” Behrouz smiler og ryster på hovedet af mig. “Endnu en forskel på danskere og perkere. Har du set en perker spise en dürum som om han var bange for at svine?” Jeg tænker mig længe om, men kan slet ikke følge Behrouz’ betragtninger. Han er klogere end de andre, en dreng der lægger mærke til resten af verden, ligesom mig(…..) Han tager sin shawarma op foran sig med to hænder som var det skæftet på et sværd, han skal til at stikke i sin fjende. “Lad maden komme til dig. Ikke noget med at bøje eller bukke sig ned og være forsigtig. En rigtig mand har altid sin hage oppe. Tag den op til din fjæs, og tag en bid. Sådan er det også med livet. Bare lade det komme, wallah. Ikke noget med at gemme sig.” Jeg stener længe på ham. “Er du blevet filosof nu, eller hvad?” “Hvad er en filosof?” “Sådan en som tænker over livet og sådan noget shit.” “Selvfølgelig gør jeg det. Tror du bare man kan klare sig uden? Jeg sværger, Pape. Den her nye årtusind vi lige er startet på, der gælder kune én regel:man må klare sig selv. Man kan ikke stole på nogen. Bare vent og se.” Han tager en bid af toppen og smider en klump stanniol ned i fletkurven. Han tygger af munden og nikker mod mig imens. “Den her verden eksploderer snart. Alle hader hinanden. Bare se på vores skole. Man skal være klar på det når det sker.”

Det hele kulminerer efter terrorangrebet i New York 11. September 2001, hvor hadet og modsætningerne eksploderer, og det kan man mærke, hvis man bor i Planen. Helt ind i klasseværelset.

Morten Pape vokser op med en tiltagende vrede over sit ophav og miljø og føler sig konstant fremmedgjort overfor sin familie og sine omgivelser. Alligevel er det en beretning fuld af kærlighed, forståelse og forsoning med rødderne, han har skrevet her ti år efter, han er sluppet ud og kommet videre.

Historien om Papes far og mor skærer helt ind i sjælen. En underskudsfamilie der egentlig ikke er mere dysfunktionelle end gennemsnittet og har kærlighed til de tre børn, men især farens svigt efter skilsmissen og mangel på selvindsigt er helt abnorm, samtidig med at man får lidt ondt af ham på grund af Papes nådesløse udlevering af hans pinlige adfærd.

Morens indre pinsler men også kamp for og styrke til at gøre det bedste, hun formår for sine børn er rørende læsning. Hendes historie bliver udleveret ligeså råt for usødet af sønnen, men selv om det er barskt og pinligt, mister man aldrig sympatien men får bare lyst til at sende hende på et meget langt kurophold. Pape er ligeså nådesløs ved sig selv og fortæller om barndommen og teenageårene og egne indre kampe med en hudløs, dybt troværdig og ucensureret ærlighed, der bare afføder endnu mere respekt. Det samme gør det eminente sprog, der synker let og ubesværet ind sammen med lidt klogskab fra både Morten og et par af hans få kvikke venner, og den underliggende samfundskritik som skinbarlige sandheder.

Kære litterater, I behøver ikke længere efterlyse den store danske dannelses- eller generationsroman. Den er lige her.

Planen er en vigtig bog, et stykke historisk socialrealisme, der bør indgå som pligtlæsning i skolerne fremover, indtage en plads i den danske litteraturkanon og modtage så mange hædersbevisninger som muligt.

Den har skubbet alt andet ned fra min personlige præmiehylde i bogreolen og står nu lysende klart på en førsteplads som min største læseoplevelse i 2015.

Planen er venligst tilsendt af Poltikens Forlag.