Planen af Morten Pape

Hvor det dog glæder mit lille Amager hjerte, at det lige netop blev Morten Pape, der vandt årets debutantpris på Bogforum. Stort, stort tillykke! Aldrig før har jeg heppet på en bestemt vinder flere dage i forvejen, og det er ikke sådan, at jeg kender manden. Men Papes roman Planen har blæst mig bagover af benovelse. Den er vanvittigt velskrevet, helt vild i sit indhold, og jeg er helt vild med den på alle tænkelige planer. Sjov, sørgelig, rystende, skræmmende, oprørende og tankevækkende.

Planen handler om Morten Papes opvækst i ghettoen Urbanplanen på Amager. Det sociale boligbyggeri med lejligheder, rækkehuse, skole, kirke, daginstitutioner, grønne områder og eget butikscenter, der opstod i slut-tresserne og skulle have været en lille velfærdsoase for det arbejdende folk i overborgmester Urban Hansens socialdemokratiske København. Det blev også en ø i øen, men et sted som alle os, der boede udenfor hurtigt lærte at holde sig langt væk fra.

I teorien kunne man leve et helt liv uden nogensinde at have brug for at bevæge sig udenfor Urbanplanen.

Det ligger fire gader fra hvor jeg bor og er vokset op, og selv om man har haft sine forestillinger om livet i Urbanplanen, så overgår Papes beretning ens værste fordomme. Det er selvfølgelig trist, men hvor er det godt, det bliver fortalt, og hvor er det stort, at det bliver fortalt så godt!

Jeg gik i samme ungdomsklub som Pape og havde venner, der boede i Urbanplanen, men det var i 1980’erne cirka 15 år før bogens handling finder sted. Det var råt men ikke tilnærmelsesvis så råt, som det blev i løbet af 1990’erne og fra 2000 frem. Hold nu op, der er sket ting og sager og kun til det værre. Dog er det mit klare indtryk, at både Urbanplanen og Dyvekeskolen, der længe har haft et elendigt ry, i de sidste fem år har gennemgået en række forbedringer, men om det har gjort livet nemmere, hvis man bor i Planen, tør jeg ikke sige.

Pape vokser op i et splittet samfund mellem muslimer og taberdanskere, et sted hvor alle hader hinanden på kryds og tværs af nationaliteter men er tvunget til at omgås i skolen og i klubben men som også danner et fællesskab mod dem udenfor, der hader alle fra (T)Urbanplanen. De unge fra parcelhusmiljøer på Amager, som ikke er mindre taberagtige, og hvoraf en stor del er racister. Vold, afstumpet opførsel, kriminalitet, stoffer og ligegyldig sex er hverdag for de unge helt ned i 12-årsalderen.

Pape er for intelligent til det sted. Det samme er hans mor, men de er fanget i et trøstesløst liv ligesom alle de andre. For moren betyder det kronisk depression. For Pape bliver det en kamp for at komme væk. Men inden det lykkedes, forsumper han i afmagt, hashmisbrug og en vaklen mellem fløjene i Planen. Hvor hører han til? Er han perker-Pape eller kartoffel-pape?

“Hvad laver du”? siger Behrouz. “Hvad? Hvad har jeg gjort?” “Du lægger din hoved helt ned mod bordet, når du spiser.” “Det er så jeg ikke spilder ned af mig selv.” Behrouz smiler og ryster på hovedet af mig. “Endnu en forskel på danskere og perkere. Har du set en perker spise en dürum som om han var bange for at svine?” Jeg tænker mig længe om, men kan slet ikke følge Behrouz’ betragtninger. Han er klogere end de andre, en dreng der lægger mærke til resten af verden, ligesom mig(…..) Han tager sin shawarma op foran sig med to hænder som var det skæftet på et sværd, han skal til at stikke i sin fjende. “Lad maden komme til dig. Ikke noget med at bøje eller bukke sig ned og være forsigtig. En rigtig mand har altid sin hage oppe. Tag den op til din fjæs, og tag en bid. Sådan er det også med livet. Bare lade det komme, wallah. Ikke noget med at gemme sig.” Jeg stener længe på ham. “Er du blevet filosof nu, eller hvad?” “Hvad er en filosof?” “Sådan en som tænker over livet og sådan noget shit.” “Selvfølgelig gør jeg det. Tror du bare man kan klare sig uden? Jeg sværger, Pape. Den her nye årtusind vi lige er startet på, der gælder kune én regel:man må klare sig selv. Man kan ikke stole på nogen. Bare vent og se.” Han tager en bid af toppen og smider en klump stanniol ned i fletkurven. Han tygger af munden og nikker mod mig imens. “Den her verden eksploderer snart. Alle hader hinanden. Bare se på vores skole. Man skal være klar på det når det sker.”

Det hele kulminerer efter terrorangrebet i New York 11. September 2001, hvor hadet og modsætningerne eksploderer, og det kan man mærke, hvis man bor i Planen. Helt ind i klasseværelset.

Morten Pape vokser op med en tiltagende vrede over sit ophav og miljø og føler sig konstant fremmedgjort overfor sin familie og sine omgivelser. Alligevel er det en beretning fuld af kærlighed, forståelse og forsoning med rødderne, han har skrevet her ti år efter, han er sluppet ud og kommet videre.

Historien om Papes far og mor skærer helt ind i sjælen. En underskudsfamilie der egentlig ikke er mere dysfunktionelle end gennemsnittet og har kærlighed til de tre børn, men især farens svigt efter skilsmissen og mangel på selvindsigt er helt abnorm, samtidig med at man får lidt ondt af ham på grund af Papes nådesløse udlevering af hans pinlige adfærd.

Morens indre pinsler men også kamp for og styrke til at gøre det bedste, hun formår for sine børn er rørende læsning. Hendes historie bliver udleveret ligeså råt for usødet af sønnen, men selv om det er barskt og pinligt, mister man aldrig sympatien men får bare lyst til at sende hende på et meget langt kurophold. Pape er ligeså nådesløs ved sig selv og fortæller om barndommen og teenageårene og egne indre kampe med en hudløs, dybt troværdig og ucensureret ærlighed, der bare afføder endnu mere respekt. Det samme gør det eminente sprog, der synker let og ubesværet ind sammen med lidt klogskab fra både Morten og et par af hans få kvikke venner, og den underliggende samfundskritik som skinbarlige sandheder.

Kære litterater, I behøver ikke længere efterlyse den store danske dannelses- eller generationsroman. Den er lige her.

Planen er en vigtig bog, et stykke historisk socialrealisme, der bør indgå som pligtlæsning i skolerne fremover, indtage en plads i den danske litteraturkanon og modtage så mange hædersbevisninger som muligt.

Den har skubbet alt andet ned fra min personlige præmiehylde i bogreolen og står nu lysende klart på en førsteplads som min største læseoplevelse i 2015.

Planen er venligst tilsendt af Poltikens Forlag.