1971-1985 af Martin Hall

Uanset om man er opvokset i 70’erne og 80’erne eller senere, vil mange genkende en fremmedgjorthed i tiden og følelsen af at være særlig, når man er ung, sådan som Martin Hall oplevede det i sine unge – og dekadente år. Men til forskel fra de fleste af os, så var og er Martin Hall noget særligt.

Han var en af Danmarks første punkere og var naturligvis allerede videre, da punken blev mainstream. Han levede sin ungdom i overhalingsbanen af sex og stoffer midt i en AIDS tid med et depressivt syn på verden og fremtiden. Men i modsætning til flere af vennerne overlevede han. Måske på grund af sit kunstneriske talent og en nærmest overnaturlig arbejdsdisciplin og produktivitet. Inden han fyldte 21 havde han været frontløber på flere forskellige undergrundsbands og havde skrevet et hav af tekster.

Jeg kan huske første gang, jeg hørte Martin Halls musik i midt-firserne, at jeg tænkte: Det kan umuligt være en dansker, der står bag. Det internationale format var slående, og et sådant var stort set ikke eksisterende i den danske musikbranche på den tid.

Allerede dengang havde han opnået en nærmest mytisk og utilnærmelig karakter som hyper-intellektuelt ikon og multitalent indenfor musik, kunst og litteratur.

1971-1985 er Martin Halls erindringer om den tid, og selvom Hall oftest henvender sig til et publikum med sans for avantgarden, så er hans nye bog vedkommende for alle. Smukt skrevet, dybt personlig, vildt underholdende og ikke mindst troværdigt reflekterende om de efterhånden sagnomspundne år.

Som 70’erne skred frem, sivede farverne ud af billederne. Når jeg tænker på min barndom, erindrer jeg den altid i farver, mens billederne fra mine senere teenageår kategorisk toner frem i sort-hvid. Det var, som om det politiske fotografi var begyndt at smitte af på historiefortællingens tekstur.

Det lyder måske lidt højtravende, men det meste af bogen er skrevet med begge ben på jorden og fortalt i en let tilgængelig stil og et ikke desto mindre flot sprog fra en mand, der gerne flyver til fjernere og mere prætentiøse planeter.

I centrum af fortællingen står Martin Halls forældre Eigil og Beth. Langtfra idealet om de perfekte forældre i den solide kernefamilie men måske en slags ideal for at danne ballast for udviklingen af den ekstraordinære kreativitet hos sønnen.

Martins Halls portræt af sine forældre er kærligt, forstående og fyldt med anerkendelse af sit ophav. Både Eigil der altid var fuld af gode og mindre heldige ideer og indfald, og Beth som havde et stort hjerte, var god for en skarp bemærkning, og et humør der svingede fra det sprudlende til det dybt depressive. Beth ender med at tage livet af sig selv mod bogens slutning i 1985.

1971-1985 er på flere måder for 80’er generationen, hvad Dan Turélls Vangede Billeder er for 68’erne. Den er mørkere og hårdere i sit portræt af tidsånden men mindst ligeså humoristisk og meget rørende.

Det er længe siden, at jeg er fløjet så hurtigt gennem en bog med et ængsteligt blik på de alt for få resterende sider. Sådan havde jeg det også, da jeg med stor fornøjelse læste hans romanværk om 80’er generationen Den sidste romantiker, som jeg også uden tøven kan anbefale, selvom det er en del år siden, jeg læste den. Jeg håber, der kommer mere litteratur til det brede publikum fra Martin Hall, for han skriver både vidunderligt skarpt og præcist om sin generation og sit kulturelle og familiære ophav.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Tiderne Skifter.

 

Reklamer

The Night of the Gun

A reporter investigates the darkest story of his life. His own. David Carrs erindringer giver fuld valuta for den tagline. Den får lov at stå på engelsk i al sin styrke, for The Night of the Gun er af uforståelige årsager endnu ikke blevet oversat til dansk. Journalistens personlige historie er så vild, at den strider mod al logik. En yderst velskrevet biografi, der får selv det mest dramatiske stykke fiktion til at blegne.

David Carr igangsatte i en ung alder en lovende karriere som reporter i Minneapolis. Med et usædvanligt skrivetalent, hurtighed på tasterne, evnen til at stille syleskarpe spørgsmål og frygtløs konfrontation og diskussionslyst med alle slags kilder, havde han alle odds med sig.

Men han havde også en grænseløs svaghed for stoffer og alkohol og en afhængighed af beruselsen, der var ved at ødelægge det hele. Som ung reporter levede han et dobbeltliv i samme overhalingsbane som en Christiane F. og blev hooked på det hele; kokain, sprut, crack, heroin. Om dagen afslørede han korruption hos magthaverne, om natten hang han ud med kriminelle. Han røg ind og ud af afvænning, blev anholdt adskillige gange for kørsel under påvirkning, var en stodder overfor sine kærester, blev fyret og hyret igen og igen, og så var der den nat, han trak en pistol mod sin bedste ven. Eller gjorde han?

I sit erindringsværk undersøger Carr, hvad der er op og ned i hans engang konstant påvirkede hukommelse ved at opsøge og dybdeinterviewe alle dem, der kendte ham.

Vendepunktet kom, da hans kokain-pushende, narkoman kæreste blev gravid med tvillinger. Hun kunne ikke opgive the Life, men det formåede Carr, da parret stod til at få fjernet deres børn af myndighederne. Døtrene voksede op i hans varetægt med hjælp fra familie og venner. Stofferne blev lagt endegyldigt på hylden, og Carr koncentrerede sig fuldt ud om sin familie og sit job. Fik ny kone, et tredje barn og spændende jobtilbud. I mellemtiden måtte han som nyafvænnet også igennem et kræftforløb i en alder af 32, og senere da livet blev for idyllisk en ny periode som alkoholiker, der var tæt på at ende fatalt. Alle nedturene overvandt han. Carr ser dog langtfra sig selv som “et godt menneske”, der er kommet sikkert ud på den anden side. Afhængigheden lever videre i ham, men han lærer at kontrollere den. Vidnerne til hans historie beretter om en langtfra perfekt omend hæderlig far og utvivlsomt en hamrende dygtig journalist.

Hvis du har set den fremragende dokumentar Page One om arbejdslivet på New York Times, så husker du uden tvivl den markante reporter med den hæse stemme og lettere ironiske tilgang til livet. Journalistikken tog han derimod yderst seriøst.

Carr endte sine dage som yderst velanset stjernereporter på den hæderkronede avis og døde midt i karrierens højdepunkt i en alder af 58 af lungekræft.

The Night of the Gun er en af den slags historier, der er så forrykt, at den kun kan være sket i virkeligheden. Men den er også en fantastisk overlevelseshistorie og et modigt selvudleverende portræt af en mand, der ikke holder noget tilbage. Carr vil til bunds i sandheden om sine udåder, og han forsøger på intet tidspunkt at forsvare sig selv eller pynte på noget til sin egen fordel. Snarere tværtimod.

Også som forfatter skriver han rammende, rørende og usentimentalt og trods det dystre tema, er hans historie gennemsyret af ironi og humor, der letter og løfter, så det hele er til at holde ud.

Med sproglig overlegenhed reflekterer Carr klogt om emner som faderskab, parforhold, journalistik, afhængighedens væsen og erindringers vrangforestillinger:

Even so, my past is a phantom limb, something I feel the presence of but cannot touch. John Updike called it part of our ”dead unrecoverable selves.” When the past is shifted to the present moment, it is infected by a consistency bias that requires that all things fit together, whether they do or not. Examine your own family history and folklore if you don’t buy it. How many of those stories are literally, exactly true?

Mit eneste problem med bogen er, at Carr ikke rigtigt afsøger årsagen til, at han kunne komme så langt ud. Der er ikke nogen forklaring på, at en velbegavet mand med en universitetsgrad og gennemsnitlig middelklassebaggrund i en kernefamilie kan fucke sit liv op i så høj en grad. Men det er formentlig pointen. Afhængighed handler ikke om klasse eller social baggrund. Det handler om at være uheldigt disponibel for den sygdom afhængighed er.

Han nævner ungdommens rastløshed og en trang til at begive sig ud i farezonerne, og at der måske er noget med genetikken og anlæg for afhængighed i familien. Og så er der hele miljøet omkring Minneapolis og amerikanske storbyer i 1980’erne, hvor kokain åbenbart kunne fås på linje med sjusserne bag baren. Det lagde jeg nu ikke synderligt mærke til, da jeg selv boede i byen i 1990/91 og nøjedes med gin og tonic.

I sin helhed er Carrs historie en fremragende afsondring af mørket og lyset i en vildfaren sjæl, om at dykke dybt ned i sølet og rejse sig igen. Gennem journalistikken afsøger Carr sandheden om sit liv, og han gør det med en faglighed og professionalisme, som mange andre biografier kunne lære noget af.

Da jeg afsluttede bogen var det først og fremmest med en dyb undren over, at Carrs historie endnu ikke er blevet filmatiseret. Men det projekt er faktisk i gang. Som tv-serie med selveste Bob Odenkirk fra Better Call Saul i hovedrollen. Det kan næsten ikke gå galt.