1971-1985 af Martin Hall

Uanset om man er opvokset i 70’erne og 80’erne eller senere, vil mange genkende en fremmedgjorthed i tiden og følelsen af at være særlig, når man er ung, sådan som Martin Hall oplevede det i sine unge – og dekadente år. Men til forskel fra de fleste af os, så var og er Martin Hall noget særligt.

Han var en af Danmarks første punkere og var naturligvis allerede videre, da punken blev mainstream. Han levede sin ungdom i overhalingsbanen af sex og stoffer midt i en AIDS tid med et depressivt syn på verden og fremtiden. Men i modsætning til flere af vennerne overlevede han. Måske på grund af sit kunstneriske talent og en nærmest overnaturlig arbejdsdisciplin og produktivitet. Inden han fyldte 21 havde han været frontløber på flere forskellige undergrundsbands og havde skrevet et hav af tekster.

Jeg kan huske første gang, jeg hørte Martin Halls musik i midt-firserne, at jeg tænkte: Det kan umuligt være en dansker, der står bag. Det internationale format var slående, og et sådant var stort set ikke eksisterende i den danske musikbranche på den tid.

Allerede dengang havde han opnået en nærmest mytisk og utilnærmelig karakter som hyper-intellektuelt ikon og multitalent indenfor musik, kunst og litteratur.

1971-1985 er Martin Halls erindringer om den tid, og selvom Hall oftest henvender sig til et publikum med sans for avantgarden, så er hans nye bog vedkommende for alle. Smukt skrevet, dybt personlig, vildt underholdende og ikke mindst troværdigt reflekterende om de efterhånden sagnomspundne år.

Som 70’erne skred frem, sivede farverne ud af billederne. Når jeg tænker på min barndom, erindrer jeg den altid i farver, mens billederne fra mine senere teenageår kategorisk toner frem i sort-hvid. Det var, som om det politiske fotografi var begyndt at smitte af på historiefortællingens tekstur.

Det lyder måske lidt højtravende, men det meste af bogen er skrevet med begge ben på jorden og fortalt i en let tilgængelig stil og et ikke desto mindre flot sprog fra en mand, der gerne flyver til fjernere og mere prætentiøse planeter.

I centrum af fortællingen står Martin Halls forældre Eigil og Beth. Langtfra idealet om de perfekte forældre i den solide kernefamilie men måske en slags ideal for at danne ballast for udviklingen af den ekstraordinære kreativitet hos sønnen.

Martins Halls portræt af sine forældre er kærligt, forstående og fyldt med anerkendelse af sit ophav. Både Eigil der altid var fuld af gode og mindre heldige ideer og indfald, og Beth som havde et stort hjerte, var god for en skarp bemærkning, og et humør der svingede fra det sprudlende til det dybt depressive. Beth ender med at tage livet af sig selv mod bogens slutning i 1985.

1971-1985 er på flere måder for 80’er generationen, hvad Dan Turélls Vangede Billeder er for 68’erne. Den er mørkere og hårdere i sit portræt af tidsånden men mindst ligeså humoristisk og meget rørende.

Det er længe siden, at jeg er fløjet så hurtigt gennem en bog med et ængsteligt blik på de alt for få resterende sider. Sådan havde jeg det også, da jeg med stor fornøjelse læste hans romanværk om 80’er generationen Den sidste romantiker, som jeg også uden tøven kan anbefale, selvom det er en del år siden, jeg læste den. Jeg håber, der kommer mere litteratur til det brede publikum fra Martin Hall, for han skriver både vidunderligt skarpt og præcist om sin generation og sit kulturelle og familiære ophav.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Tiderne Skifter.

 

Reklamer