Blækhat af Sissel-Jo Gazan

I sommerferien lykkedes det overraskende nok at blive færdig med flere af de bøger, der længe har skulet til mig fra bunken: Læs mig og du vil ikke fortryde det. En af dem er Blækhat af Sissel Jo-Gazan, der udkom sidste efterår. En mursten af en 80’er roman og en bedre end god en af slagsen.

Romanen er længere end 500 sider med en imponerende detaljerigdom og en fortællekraft, så man tror på, at det hele faktisk er sket. Under læsningen måtte jeg lige google et par gange undervejs for at sikre, at der rent faktisk er tale om fiktion.

I starten af 1980’erne vokser Rosa op blandt de sidste hippier og de første punkere i de stejle gader i det indre Aarhus. Kollektivet møder BZ-bevægelsen, mens forelskede KU’ere med krokodille på trøjen og politi med panserskjolde lurer henne om hjørnerne.

Rosa bliver en af de første til at tagge sit navn på byens mure, mens hun noterer den Street art, der florerer i gaderne. Hendes mor Helle er lærer og en ivrig men ikke anerkendt svampeforsker, som bliver alvorligt syg i en alt for ung alder. Mormoren er også tæt på og giver penge til at sprayfarve værker i ly for ordensmagt og konkurrenter. De voksne bærer på en dunkel familiehemmelighed, som Rosa er lykkeligt forskånet for i sin barndom.

Sammen med veninden Sevim og andre venner i miljøet udvikler Rosa sig til Street art kunstner, og som voksen bliver hun forsker og formidler indenfor samme emne med en heftig rejseaktivitet. Hun følger i hælene på den mystiske Blækhat, der begår Street art med politiske undertoner verden rundt. Men inden da skal hun grueligt meget igennem.

Rosa ved ikke, hvem hendes far er. Der er tre mulige, som enten er døde eller umulige at finde, og så er der ham, der fungerer som far i det daglige, kunstneren Krudt, der introducerer Rosa for Street artens fantastiske univers. Han rejser til London og New York, og Rosa føler sig svigtet for første men ikke sidste gang. Hun forelsker sig i BZ-eren Tom, der er i politiets søgelys. Skæbnens vildveje er forunderlige, og Rosas passioner koster dyrt.

Romanen er skrevet som en sandfærdig familiekrønike med et hav af personer og referencer til Wikipedia opslag og gamle Ekstra Blads-artikler, og man tror som sagt flere  gange på hvert et ord, som var det virkelig sket, og forfatteren blot genfortæller egne erindringer. Det er nu ikke tilfældet, selvom der skulle være glimt fra forfatterens liv.

Det er historien også for fantastisk til, men med den grundige research tilsat en god portion nørderi og sat ind i en historisk og politisk kontekst er tidsbilledet fuldstændig overbevisende og mange steder beskrevet, som mange 80’er børn selv vil huske det.

Hvis man er til de store fortællinger med et velbygget plot, spækket med detaljer, begivenheder og et hav af personer, der passerer ind og ud af hovedpersonens liv,  så er det her Romanen.

Blækhat sprutter af fortælleglæde, og personer og dialog står lyslevende på hver side. Bogen kunne godt have været 100 sider kortere, men det er ok, at den ikke er det.

Den kunne også have været 100 sider længere. Tredje del starter med et gevaldigt tidshop og en underlig og lidt kedsommelig opremsning af, hvad der er sket på tyve år, som virker underligt påklistret. Historien tager heldigvis fat i en igen, og alle løse tråde bindes sammen på flot og fornemt vis  i en fin og forløsende slutning. Det er en roman, der vil rigtig meget og som lykkedes med det stort set hele vejen.

Sissel Jo-Gazan er en dygtig fortæller, og Blækhat er en underholdende roman om en subkultur, de færreste ved meget om samt de generelle politiske strømninger i tiden, der påvirker den. Efter læsning har man selv lyst til at gå rundt med en notesbog i hånden og nærstudere den efterhånden sjældne Street art, der er at finde i gaderne i 2018.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Lindhardt og Ringhof.