Hummerens skjold af Caroline Albertine Minor

En fortælling om en splittet familie, der ikke kan undsige sig deres indbyrdes relation og blodets bånd, hvorend de gerne vil. Selv ikke døden kan fjerne den påvirkning, familiemedlemmer har på hinanden. Herunder indgår en række andre tematikker om forældreskab og svigt, moderhjerter og søskendeforhold der ikke kan brydes på trods af store afstande og års adskillelse.

Romanen fortælles i fem spor. Vi følger tre søskende Ea, Sidsel og Niels, deres afdøde forældre, som mødes i det hinsides og den clairvoyante Bee, der bor i San Francisco. Det samme gør danske Ea. Hun forlod Danmark langt tilbage, og lever nu i den amerikanske storby sammen med den oversete kunstner Hector og hans datter Coco. Ea skal aldrig have børn:

Så længe hun kan huske, har tanken om at en dag at skulle føde et barn føltes som en hånd for munden; et hus uden vinduer.

Men Ea vil gerne i kontakt med sin egen mor, for hun forstyrrer i hendes sind. Forklaringen forsøger hun at få gennem Bee. Kæresten Hector bemærker på et tidspunkt:

Ea virker ramt af den samme melankoli, der greb hans demente mormor i hendes sidste tid. Som om hun efter årevis med selvvalgt amnesi faktisk har glemt noget, hun ville ønske, hun kunne huske.

Bee har selv en voksen datter, der ikke fik lov til at kende sin far. Hun har en ret speciel beskæftigelse, som vækker glæde hos søvnløse Niels helt på den anden side af Atlanten. Niels er en rastløs sjæl og lever så frit som muligt af at sætte plakater op og bo hos venner og bekendte. Han var ganske ung, da forældrene var væk og blev overladt hos en tante, da de to søstre rejste ud i verden. Den mellemste Sidsel er tilbage i København nu enlig mor til Laura, som hun har fået med en uanende gift mand, hun havde en affære med i London. Det umiddelbart eneste fællesskab, de tre søskende har, er, at de er enspændere, har meget få venner, isolerer sig med de nære, de trods alt har, mens de venter – som en sårbar hummer venter på udskiftningen af sit skjold, inden den atter bevæger sig ud i verden. De tre søskende deler en vrede eller snarere end tomhed måske endda en kronisk depression over opvæksten og fortiden.

Selv føler Niels sig tung som et ondt år. Det er, som om det, der ligger bag ham, vejer det tidobbelte af nutiden og fremtiden tilsammen, som om han ville blive ved med at falde, hvis han tillod sig at slappe af, bare et øjeblik.

Når de genoptager kontakten indbyrdes, er den sporadisk og flygtig. Som da Ea besøger Sidsel efter fødslen:,

Hun rejste tilbage til Californien og efterlod sin søster til den lille riflede krop og en udmattelse, der virkede så privat og uigennemtrængelig som en ny forelskelse.

Sidsel må selv rejse fra sin datter, da hun skal på arbejde i London. Hun er nødt til at bede Niels om at passe Laura, og de må begge agere imod deres natur for familiens skyld. Det samme sker for nogle af de andre personer i historien.

Hummerens skjold er en særlig og lidt en særling af en roman, der vrimler med karakterer, metaforer og sidehistorier. Grunden til at jeg citerer flere passager er, at det er dem, der griber mig snarere end historien som helhed. Som læser bliver jeg i tvivl om, hvor forfatteren vil hen. Jeg søger en klarere sammenhæng og et mere logisk narrativ for, at jeg helt kan engagere mig i personernes liv. Der spilles på mange tangenter, og løse ender opstår. Slutningen sættes ind fra sidelinjen og flagrer uforløst i forhold til hovedhistorien. Det kan tænkes, at jeg simpelthen ikke forstår hensigten og dybderne af eksempelvis det åndelige aspekt, som har en central rolle i romanen. Nogle dele virker som tilfældigt indskudte anekdoter og fænomener, forfatteren har oplevet, opfundet eller hørt om og synes kunne være sjove at få med og skrive om.

Skrive det kan hun og på sin helt egen måde. Smukt, skarpt, rørende og sanseligt, som hun også viste det i novellesamlingen Velsignelser. Sproget er romanens styrke, fyldt op af vidunderlige sætninger, man kan glæde sig længe over.

Som i starten af romanen hvor Sidsel har fået børneorm, og man kan mærke det som en fantomsmerte:

Der var det igen. Fornemmelsen af at nogen skriver med en fin pen på indersiden af hendes endetarm, broderer på den mindste pude.

Caroline Albertine Minor er en hamrende dygtig prosaist, og der er en sikkerhed, substans og originalitet i hver eneste sætning. Det hele flyder fint og let, og gør romanen til en fornøjelse at læse trods de nævnte uklarheder. Det er selvfølgelig også et spørgsmål om fortolkning. Hvad vil læseren selv have ud af den? Læs den i det mindste for sprogets skyld og måske også din egen.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.