Frysende våde vejbaner af Jan Sonnergaard

Skærmbillede 2016-01-20 kl. 14.05.20Nå-generationen er i midtvejskrise i Jan Sonnergaards seneste roman Frysende våde vejbaner.

Forfatteren kalder selv romanen for en psycho-thriller, og der er da klare elementer, der kvalificerer den til at være en slags Kvinden der forsvandt for mænd, selv om plottet er knap så raffineret. Til gengæld er der mere at hente på andre planer. Hovedpersonen er en mand i starten af 50’erne, der ovenpå sin ungdomsvens alt for tidlige død vandrer Københavns gader tynde, mens han i sit indre ulmer over byens tilstand, sit fortabte liv, sit forfald og sin nye status som arbejdsløs, mens han drikker sig halvt ihjel og drømmer sig tilbage til fortiden. Dengang musik betød noget, man sygnede hen i Ramones og Lou Reed, koncerterne var uforglemmelige, pigerne og vennerne ligeså. Alt det grimme fra dengang er fortrængt og tilbage i erindringen står kun det skønne, sorte der var i hans storhedstid i 80’erne, da han var med blandt det halvpunkede parnas, som regerede på caféerne i Pisserenden.

Sonnergaard fortalte på bogforum, at romanen handler om en mand i frit fald. Hans liv er inkarnationen af Sonnergaards værste mareridt, om hvordan hans eget liv som midaldrende kunne have spillet sig ud, hvis ikke han formåede at dreje uden om de værste glidebaner i form af misbrug, meningsløshed, ensomhed og total opgivenhed overfor det der venter i livets anden halvdel.

Hovedpersonen Jesper, en egoistisk og ikke særlig elskelig type, er ude på et skråplan og på selvmordets rand, da et mirakel indtræffer i hans håbløse og ensomme liv. Han bliver forelsket. Til en fest blandt påtaget litterære ævlehoveder møder han hende. Julia. Inkarnationen af den intellektuelle tabermands våde drøm. En åndsfælle med styr på referencerne der oven i købet er ung, smuk, begavet, skæv, skør og klar på det hele i sengen og fuldstændig henført af hans uopdagede genialiteter, som hun straks kan se. Det er komik på højt plan.

Endelig lever han igen, alt det der før var grimt viser sig fra sin smukkeste side, og mens de sammen ødsler de sidste rester af hans fratrædelsesordning op på gourmetmiddage og en Europarejse på første klasse, vrider man sig som læser over hans skingrende naivitet. Alarmklokkerne om Julias motiver bimler og bamler om ørerne på ham, men det går selvfølgelig først op for staklen, da det er for sent. Mod enden er der kun én vej, og det er direkte udover kanten, dog ikke lige på den måde, man skulle tro.

Jeg har altid været fan af Sonnergaards ligefremme sprog og knivskarpe observationer om alt fra et København, der drukner i modernitet til menneskers dårlige opførsel i bussen eller krampagtige forsøg på at være intellektuelt overlegne med sætninger som denne, der udveksles til et selskab:

“Det er en fascinerende pointe. En materialistisk kausalitet der først bliver teoretisk fungibel i en teologisk optik…eller omvendt!”

Som Jesper taler Sonnergaard også med en ligefrem men nogle steder lidt gammeldags stemme, som var han et moderne svar på Ole Jastrau i Tom Kristensens Hærværk. Jeg ved ikke, om det er tilfældigt, men det har en charme, når han i år 2015 siger om Sydhavnen: ..“der var et fravær af alt hvad der indimellem kan gøre livet lidt morsomt.” Simpelt og sandt.

Sonnergaard kan i det hele taget skrive ganske enkle sætninger med en meget stærk effekt. Som beskrivelsen af den pistol, den i tiltagende grad ynkelige Jesper mod slutningen kommer i besiddelse af: “Den er ondskab. Den byder sig ikke til, den lader ikke som om, den ér. Ond. Ren ondskab. Sort og tung, massiv og kraftfuld. Og ond. Nøjagtigt det jeg efterspurgte.”

De faste læsere af denne blog har nok opdaget, at jeg er en sucker for 80’er nostalgi og de følelser, der er forbundet med at have været ung dengang. De forventninger bliver til fulde indfriet. Dog er kærlighedsaffæren mellem Julia og Jesper lige lovlig langstrakt med endeløse beskrivelser af smarte insteder, dyre restauranter og levemandsmåltider. Slutningen derimod er vidunderlig og sorthumoristisk, helt frem til allersidste geniale sætning.

Hvis du aldrig har læst Sonnergaard før, så er det ikke denne roman, du skal starte med men derimod novellesamlingerne Radiator, Sidste Søndag i Oktober og Jeg er Stadig bange for Caspar Michael Petersen. Af hans tidligere romaner er jeg også begejstret for Om Atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom. Sonnergaard er en stærk og særegen stemme i dansk litteratur.

Frysende våde vejbaner er venligst tilsendt af Forlaget Gyldendal.

Kantslag af Dorthe Nors

Nors__Dorthe_Kantslag_300Det er tid til at slå et slag for novellerne, der ligesom digtsamlinger alt for ofte bliver overset til fordel for romanerne. Det er synd, for novellers skarptskårne form indeholder, når de er allerbedst, nogle sindsoprivende historier, der er mindst lige så stærke som i de bedste romaner. Hvis de var skrevet som romaner, ville flere af dem faktisk ikke være til at holde ud, for noveller kan være ret hård kost, der skal indtages i små bidder sætning for sætning og tygges godt igennem, inden man kaster sig over den næste.

Af nogle af de bedste og mest anbefalelsesværdige novellesamlinger jeg har læst – og det er desværre alt for få, vil jeg lige nævne Bavian af Naja Marie Aidt og Jan Sonnergaards trilogi Radiator, Sidste søndag i oktober og Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen (det er jeg også). Det er virkelig psykologisk horror forklædt som hverdagsfortællinger, der graver dybt og ondt i de mindst flatterende sider af menneskesindet. Historier der både er vildt originale, foruroligende, og helt fantastiske.

Det samme gør sig gældende med denne lille, fine sart rosa sag med den hårdtslående titel, Kantslag, som Dorthe Nors har skrevet. Dobbeltheden mellem det sarte, skrøbelige og det knaldhårde går igen i novellerne. Historierne er skrevet i et enkelt, jordnært sprog, de er korte og afdæmpede og komplet uforudsigelige. Hver gang man tror, man har regnet pointen ud, bliver det hele vendt på hovedet. Nors noveller overrasker for hver sætning. De er simpelthen geniale.

Som selveste Oprah har beskrevet det:

I denne bog fremstår dansk skønlitteratur som dansk møbeldesign: enkel og sublim.

Danske Nors har nemlig fået strålende anmeldelser worldwide og er blevet et stort navn i USA. Hun har som den første danske forfatter nogensinde haft en af sine noveller i The New Yorker, og det er faktisk en bedrift som i sig selv burde få flere til at læse med herhjemme.

Hvad handler historierne så om? Det vurderer du bedst selv som læser. Men for mig handler de i sin helhed om følelser og om handlinger som følge deraf. Kærlighed der begynder. Kærlighed der dør. Overgreb, forstillelse, selvbedrag, opløsning, magtesløshed, resignation, ensomhed, håb og ikke mindst grusomhed. De er subtile og livskloge men ikke for sarte sjæle. Det skal du på ingen måde lade dig skræmme af.

Så tag denne lille lyserøde sag med det dystre og tankevækkende indhold med i sommertasken og læs Nors noveller i parken, på stranden eller på caféen. Hold en lang pause mellem hver og kig på menneskene omkring dig. Hvad mon der foregår bag facaden?