Frysende våde vejbaner af Jan Sonnergaard

Nå-generationen er i midtvejskrise i Jan Sonnergaards seneste roman Frysende våde vejbaner.

Forfatteren kalder selv romanen for en psycho-thriller, og der er da klare elementer, der kvalificerer den til at være en slags Kvinden der forsvandt for mænd, selv om plottet er knap så raffineret. Til gengæld er der mere at hente på andre planer. Hovedpersonen er en mand i starten af 50’erne, der ovenpå sin ungdomsvens alt for tidlige død vandrer Københavns gader tynde, mens han i sit indre ulmer over byens tilstand, sit fortabte liv, sit forfald og sin nye status som arbejdsløs, mens han drikker sig halvt ihjel og drømmer sig tilbage til fortiden. Dengang musik betød noget, man sygnede hen i Ramones og Lou Reed, koncerterne var uforglemmelige, pigerne og vennerne ligeså. Alt det grimme fra dengang er fortrængt og tilbage i erindringen står kun det skønne, sorte der var i hans storhedstid i 80’erne, da han var med blandt det halvpunkede parnas, som regerede på caféerne i Pisserenden.

Sonnergaard fortalte på bogforum, at romanen handler om en mand i frit fald. Hans liv er inkarnationen af Sonnergaards værste mareridt, om hvordan hans eget liv som midaldrende kunne have spillet sig ud, hvis ikke han formåede at dreje uden om de værste glidebaner i form af misbrug, meningsløshed, ensomhed og total opgivenhed overfor det der venter i livets anden halvdel.

Hovedpersonen Jesper, en egoistisk og ikke særlig elskelig type, er ude på et skråplan og på selvmordets rand, da et mirakel indtræffer i hans håbløse og ensomme liv. Han bliver forelsket. Til en fest blandt påtaget litterære ævlehoveder møder han hende. Julia. Inkarnationen af den intellektuelle tabermands våde drøm. En åndsfælle med styr på referencerne der oven i købet er ung, smuk, begavet, skæv, skør og klar på det hele i sengen og fuldstændig henført af hans uopdagede genialiteter, som hun straks kan se. Det er komik på højt plan.

Endelig lever han igen, alt det der før var grimt viser sig fra sin smukkeste side, og mens de sammen ødsler de sidste rester af hans fratrædelsesordning op på gourmetmiddage og en Europarejse på første klasse, vrider man sig som læser over hans skingrende naivitet. Alarmklokkerne om Julias motiver bimler og bamler om ørerne på ham, men det går selvfølgelig først op for staklen, da det er for sent. Mod enden er der kun én vej, og det er direkte udover kanten, dog ikke lige på den måde, man skulle tro.

Jeg har altid været fan af Sonnergaards ligefremme sprog og knivskarpe observationer om alt fra et København, der drukner i modernitet til menneskers dårlige opførsel i bussen eller krampagtige forsøg på at være intellektuelt overlegne med sætninger som denne, der udveksles til et selskab:

“Det er en fascinerende pointe. En materialistisk kausalitet der først bliver teoretisk fungibel i en teologisk optik…eller omvendt!”

Som Jesper taler Sonnergaard også med en ligefrem men nogle steder lidt gammeldags stemme, som var han et moderne svar på Ole Jastrau i Tom Kristensens Hærværk. Jeg ved ikke, om det er tilfældigt, men det har en charme, når han i år 2015 siger om Sydhavnen: ..“der var et fravær af alt hvad der indimellem kan gøre livet lidt morsomt.” Simpelt og sandt.

Sonnergaard kan i det hele taget skrive ganske enkle sætninger med en meget stærk effekt. Som beskrivelsen af den pistol, den i tiltagende grad ynkelige Jesper mod slutningen kommer i besiddelse af: “Den er ondskab. Den byder sig ikke til, den lader ikke som om, den ér. Ond. Ren ondskab. Sort og tung, massiv og kraftfuld. Og ond. Nøjagtigt det jeg efterspurgte.”

De faste læsere af denne blog har nok opdaget, at jeg er en sucker for 80’er nostalgi og de følelser, der er forbundet med at have været ung dengang. De forventninger bliver til fulde indfriet. Dog er kærlighedsaffæren mellem Julia og Jesper lige lovlig langstrakt med endeløse beskrivelser af smarte insteder, dyre restauranter og levemandsmåltider. Slutningen derimod er vidunderlig og sorthumoristisk, helt frem til allersidste geniale sætning.

Hvis du aldrig har læst Sonnergaard før, så er det ikke denne roman, du skal starte med men derimod novellesamlingerne Radiator, Sidste Søndag i Oktober og Jeg er Stadig bange for Caspar Michael Petersen. Af hans tidligere romaner er jeg også begejstret for Om Atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom. Sonnergaard er en stærk og særegen stemme i dansk litteratur.

Frysende våde vejbaner er venligst tilsendt af Forlaget Gyldendal.