Forfatter og anmelder Lotte Kirkeby har fornylig udgivet sin anden roman. Hvis man ikke vidste bedre, som er en lille tætpakket, sansemættet og særdeles smukt skrevet roman om en ældre, ensom kvinde, der søger tilbage til sin fortid og den lille by i provinsen, hvor hun engang havde en familie.

En mand og en datter, som hun boede sammen med i et hus, der nu er revet ned, mens grunden er sat til salg. Hvis man ikke vidste bedre, var alt idyl bag facaden dengang, de boede der, men kvinden var ikke glad og følte sig ikke forbundet til sin mand og heller ikke helt til datteren. Hvorfor, det forholder sig sådan, forbliver lidt af et mysterium. Men man aner, at der er et mønster, at hun er fra en familie, hvor man ikke går for tæt på. Hvor man ikke åbner op, men snarere sejler i sin egen sø.

Hvis man ikke spørger, sagde min mor altid, slipper man for at få svar, som man ikke vil have, og jeg troede længe, at hun havde ret, at det var en måde at være i verden på, og hvis nogen havde taget et billede af mig, på tærsklen til vores nye liv, ved jeg ikke, om jeg ville have haft lyst til at stille op, om jeg ville have smilet foran vores hoveddør og lignet en, der var lykkelig, som vi fortalte alle, at vi var blevet, efter vi flyttede til provinsen, og i begyndelsen fik han mig overbevist.

Der er en vedvarende indre konflikt i kvinden mellem at være fremmedgjort eller forbundet i eget liv, som hun kæmper med. Først i forhold til sin egen mor og senere til sin selvvalgte familie. Hun har trods en karriere som læge tilsyneladende ladet sit liv føre med af omstændighederne snarere end at træffe egne valg, fordi det var det, hun ville. Spørgsmålet er, om hun nogensinde har vidst, hvad hun ville. På et tidspunkt indgår kvinden et forhold til naboen, men det ser heller ikke ud til, at kvinden føler sig forbundet og tilpas i den relation. Selvom der er stærke følelser på spil i refleksionen over og tilbageblikket på sit liv, er hun underligt passiv som en tilskuer til egen tilværelse. Måske er det tragedien i hendes liv.

..jeg vidste godt, at jeg var begyndt at ligne min mor, at vi var begyndt at nærme os hinanden, da hun døde, selvom jeg havde skubbet hende væk, da hun levede, og hun var trådt til side, så jeg kunne blive til. Men hun vendte tilbage, det kunne jeg mærke, og jeg kunne kende hende i mig selv. Jeg kunne se hende i spejlet, når jeg kiggede derind, det var hendes ansigt, det var ikke mit, og jeg kunne ikke længere se Katrines, hverken når jeg smilede, eller når jeg var streng, som havde genkendelsen forskudt sig, og jeg vidste ikke, om det var hende, der forstødte mig sammen med sin barndom, eller om det var mig, der lagde afstand, som jeg troede, at man skulle, og jeg kunne aldrig se den sorg eller den smerte ved at vokse op, som jeg kunne huske, og som var blevet en del af mig, eller den kamp for at blive sig selv, for at vriste sig fri og finde sin plads, som jeg havde kæmpet. Den slags synes ikke at forstyrre Katrine, og jeg vidste, at jeg aldrig ville komme til at vide nok, uanset hvor meget jeg kiggede på hende.

Romanen står stærkt i sit sprog, i stemning og de smukke, stillestående sætninger og dvælende scener end i egentlig handling, der viser de eksakte hændelser eller følelser, som førte til familiens opløsning. Spørgsmål trænger sig på under læsningen, en del står ubesvarede hen. Vigtige dele af romanen står åbent for fortolkning – lidt for åben efter min smag men utvivlsomt til stor glæde for andres.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af Gutkind Forlag.