Hvis man ikke vidste bedre af Lotte Kirkeby

Forfatter og anmelder Lotte Kirkeby har fornylig udgivet sin anden roman. Hvis man ikke vidste bedre, som er en lille tætpakket, sansemættet og særdeles smukt skrevet roman om en ældre, ensom kvinde, der søger tilbage til sin fortid og den lille by i provinsen, hvor hun engang havde en familie.

En mand og en datter, som hun boede sammen med i et hus, der nu er revet ned, mens grunden er sat til salg. Hvis man ikke vidste bedre, var alt idyl bag facaden dengang, de boede der, men kvinden var ikke glad og følte sig ikke forbundet til sin mand og heller ikke helt til datteren. Hvorfor, det forholder sig sådan, forbliver lidt af et mysterium. Men man aner, at der er et mønster, at hun er fra en familie, hvor man ikke går for tæt på. Hvor man ikke åbner op, men snarere sejler i sin egen sø.

Hvis man ikke spørger, sagde min mor altid, slipper man for at få svar, som man ikke vil have, og jeg troede længe, at hun havde ret, at det var en måde at være i verden på, og hvis nogen havde taget et billede af mig, på tærsklen til vores nye liv, ved jeg ikke, om jeg ville have haft lyst til at stille op, om jeg ville have smilet foran vores hoveddør og lignet en, der var lykkelig, som vi fortalte alle, at vi var blevet, efter vi flyttede til provinsen, og i begyndelsen fik han mig overbevist.

Der er en vedvarende indre konflikt i kvinden mellem at være fremmedgjort eller forbundet i eget liv, som hun kæmper med. Først i forhold til sin egen mor og senere til sin selvvalgte familie. Hun har trods en karriere som læge tilsyneladende ladet sit liv føre med af omstændighederne snarere end at træffe egne valg, fordi det var det, hun ville. Spørgsmålet er, om hun nogensinde har vidst, hvad hun ville. På et tidspunkt indgår kvinden et forhold til naboen, men det ser heller ikke ud til, at kvinden føler sig forbundet og tilpas i den relation. Selvom der er stærke følelser på spil i refleksionen over og tilbageblikket på sit liv, er hun underligt passiv som en tilskuer til egen tilværelse. Måske er det tragedien i hendes liv.

..jeg vidste godt, at jeg var begyndt at ligne min mor, at vi var begyndt at nærme os hinanden, da hun døde, selvom jeg havde skubbet hende væk, da hun levede, og hun var trådt til side, så jeg kunne blive til. Men hun vendte tilbage, det kunne jeg mærke, og jeg kunne kende hende i mig selv. Jeg kunne se hende i spejlet, når jeg kiggede derind, det var hendes ansigt, det var ikke mit, og jeg kunne ikke længere se Katrines, hverken når jeg smilede, eller når jeg var streng, som havde genkendelsen forskudt sig, og jeg vidste ikke, om det var hende, der forstødte mig sammen med sin barndom, eller om det var mig, der lagde afstand, som jeg troede, at man skulle, og jeg kunne aldrig se den sorg eller den smerte ved at vokse op, som jeg kunne huske, og som var blevet en del af mig, eller den kamp for at blive sig selv, for at vriste sig fri og finde sin plads, som jeg havde kæmpet. Den slags synes ikke at forstyrre Katrine, og jeg vidste, at jeg aldrig ville komme til at vide nok, uanset hvor meget jeg kiggede på hende.

Romanen står stærkt i sit sprog, i stemning og de smukke, stillestående sætninger og dvælende scener end i egentlig handling, der viser de eksakte hændelser eller følelser, som førte til familiens opløsning. Spørgsmål trænger sig på under læsningen, en del står ubesvarede hen. Vigtige dele af romanen står åbent for fortolkning – lidt for åben efter min smag men utvivlsomt til stor glæde for andres.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af Gutkind Forlag.

Jubilæum af Lotte Kirkeby

Skærmbillede 2016-08-26 kl. 10.11.18Bloggen har ligget lidt stille henover sommeren. Det er ikke fordi, jeg ikke har læst noget. Eller at jeg ikke har læst noget godt, jeg kan anbefale. Jeg har endda også læst lidt skrammel, jeg ikke kan anbefale, men det vil jeg jo helst ikke belemre jer med her på bogbobler. Det er mere det, at jeg ikke har fundet tid (overskud) til at skrive om de bøger, der har begejstret mig, da jeg har snuden nede i egne skriveprojekter. Men nu skal det være.

Måske hører du med i forsamlingen af ellers så bogglade mennesker, der læser for få noveller? Sådan en er jeg, og det skal der laves om på..

For det første er noveller perfekt sommerlæsning, der tåler ferieafbrydelserne i familiens favn og giver tid til fordøjelse og eftertanke med kortfattede og skarptskårne små historier, der kan ramme, bevæge og oprøre mindst ligeså meget som en dybsindig roman. For det andet er jeg endnu ikke blevet skuffet, når jeg har taget fat i en novelleforfatter som Alice Munro, Naja Marie Aidt, Adda Djørup, Dorthe Nors eller Jan Sonnergaard. Og der er jo mange flere.

De der virkelig mestrer at levere den gode novelle, hvor essensen skal fanges mellem linjerne, dramaet ligger i det usagte og i foruroligende vibrationer og spændinger mellem personerne på trods af deres korte, stramme form, kan noget ekstraordinært.

Til dem hører også Lotte Kirkeby som med samlingen Jubilæum tager fat i et gennemgående tema om at miste i forskellige faser af livet. Novellerne er ikke vilde og surrealistiske som nogle af de forfattere, jeg nævner ovenfor. De afspejler hverdagen og virkeligheden. Men de har kant midt i deres afdæmpede hverdagsrealisme, om livet når det gør ondt. Det bliver jeg ikke en trist læser af, for de her noveller er særdeles velskrevne.

Lotte Kirkeby har udpræget sans for perfekt doserede beskrivelser og detaljer, så man på ganske få sider virkelig kan mærke det rum, man træder ind i og de mennesker hvis liv man får indblik i omend for en kort stund. Varianterne af tab er samlingens røde tråd bundet omkring vidt forskellige mennesker.

Tab af tryghed, af det der var, og som nu kun lever i barndomsminder, tab af uskyld – især den moralske, tab af kærlighed og evnen til at elske i det hele taget, tab af drømme og håb, skilsmisse, utroskab, de ubærlige tab, alvorlig sygdom og død. Velkendte, vigtige temaer men her som nyskabte, opfindsomme små fortællinger med uforudsigelige drejninger og overraskende paradokser, der kan gemme sig i blot en enkelt sætning:

Hun plejede at forelske sig i grimme mænd, og det var han ikke.

Eller her forklaringen på hvorfor en kvinde bevidst glemmer at tage noget tilbehør med til grillaften hos vennerne, som hun lige bliver nødt til at nævne, de mangler og dermed sætter manden i forlegenhed.

For hun kan godt lide at mangle noget. Og det ville Kim aldrig kunne forstå. Når man mangler noget, så kan man blive ved med at længes. Og så kan man blive ved med at tænke på det, som man ikke har, men som man måske engang får. Man kan flytte ind i forventningen, og det er der, hvor hun bedst kan lide at være.

Det er fint, fængende, finurligt og lidt farligt. Som gode noveller skal være.

Jubilæum er venligst tilsendt af forlaget Rosinante.