Hørt på Bogforum 2017

Bloggen lever et hensygnende liv i disse travle tider, men jeg skal nok få pustet liv i den igen på den anden side af nytår. Heldigvis nåede jeg en del af Bogforum i år, så her er en lille lynvisit med nogle af de mange kloge og inspirerende forfatterstemmer, jeg nåede at høre.

img_4721.jpg

“Vedkender du dig, at du er en ikonisk figur?” “Der skal ikke så meget til i Danmark, så ja!” Martin Hall i herligt selskab med Master Fatman.

Det absolutte litterære højdepunkt for mig i år var forfatter og musiker Martin Hall i veloplagt samtale med Master Fatman. Danmarks førende elegantier delte ud med en overflod af humor og selvironi og fortalte om at vokse op i 70’erne, være ung i 80’erne, om punken, om musikkens betydning, om at være lysende begavet, bedøve sig i stoffer og opnå succes, selvom kun få kender værkerne, om et par charmerende utilregnelige forældre, der aldrig stod i vejen og om at være evigt ung og overleve en tid, et sind og en livsstil, som har kostet mange livet.

Alle der interesserer sig for den tid skulle skynde sig at læse Martin Halls levende og meget rørende biografi.

”Man skal først beskrive det, der har betydet meget for en, når det er på afstand. Når det er lang nok tid siden, kan det private blive alment – hvis man lægger hjertet på bordet.”

Og senere: Jeg har levet mange år i smerten, og jeg kommer til at leve i den i mange år mere – så det skal I også.” Gerne Martin Hall – bred din smerte udover publikum for du gør det så godt.

Bogtitel afspejler på ingen måde de mange gode forfattersamtaler på årets Bogforum

80’erne slog mange ihjel også en del medlemmer af den subkultur, vi kalder for rockerne. Forfatterparret Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen har talt med tidligere medlemmer og ikke mindst deres kvinder fra rockerbanden Bullshit, der udsprang i et hjørne af det yderste Amager.

”De voksede op i vold og levede med vold. Mange af dem, der ikke blev dræbt under bandekrigene, er nu ved at dø af usund livsstil.”

En uhyggelig aktuel og sært fascinerende fortælling, som jeg snarest må læse. Hvem husker ikke Ekstra Bladets fotos af Makrellens enke, der bærer kisten ud med en flok rygmærker fra Tårnby Kirke.

Kasper Colling Nielsen har fat i den lange ende, når det drejer sig om at skrive dystopiske romaner, der er uhyggeligt tæt på realiteterne i vores samfund, også selvom de indeholder talende dyr. Man kan kun håbe, at han tager fejl i sine forestillinger om fremtiden. Han fortalte om sin nye roman Det Europæiske forår.

” I 90’erne diskuterede vi, om vi skulle afskaffe den kvarte liter mælk i folkeskolen. Nu er den politiske diskussion blevet lidt mere alvorlig. Vores tro på at demokratiet kan løse vores problemer er i opbrud. Vi er på vej mod katastrofen.”

Bemærk den vilde collage i Kamilla Hega Holsts mesterværk Rud. (På trods af billedkvaliteten).

Kamilla Hega Holst har skrevet det nok stærkeste værk, jeg har læst i år og fortalte om RUD:

”Det handler om at løsrive sig. Om dilemmaet mellem at give slip på sine børn og samtidig passe på dem. Men også om at bryde ubehagelige mønstre og tankemønstre. Kan det lade sig gøre at bryde de mønstre, og kan vi undgå at ligne vores forældre?”

Undersøg selv ved at læse RUD, som er en på en gang forfærdende og blændende roman.

 

Katrine Marie Guldager er en anden klog dame, der skriver bøger og nu også klummer om livet og verden. Hendes seneste roman En uskyldig familie har også været en af de helt store læseoplevelser for mig i år.

”Jeg kan lide alle de personer, jeg skriver om, selvom de ikke altid er lige sympatiske. Det bliver ikke spændende, hvis man bare skriver ud fra sine fordomme. Man skal ind under de fordomme.”

 

Der var også et interessant gensyn med Michael Larsen, som var en af de første danske forfattere, der brød internationalt igennem med en thriller i midten af halvfemserne. Jeg husker, jeg med iver læste med på Uden Sikker Viden og Slangen i Sydney. Nu er jeg meget spændt på den nye Dødens Kode, som er en del af en serie men kan læses uafhængigt. Rettighederne er allerede solgt til en film eller serie i en snarlig fremtid.

”Man kan ikke finde på noget, der ikke findes. Man må ramme noget i fiktionen, der ligner virkeligheden, der skal bare et ekstra tryk på pedalen.”

Når Rasmus Brohave taler, er der mange børn der lytter. “Jeg synes forældre skal sætte sig ind i, hvad deres børn ser på You Tube.”

Mit personlige højdepunkt var, da min søn efter en hel lørdag og for første gang på Bogforum sagde : ”Jeg skal så meget på Bogforum næste år.” Det hjalp selvfølgelig, at Børnebogsforum ved, hvad der rører sig blandt de helt unge og bød på masser af gode indslag toppet af You Tube stjernen Rasmus Brohave. Dog ret ærgerligt at RobinSamse parret havde aflyst. Hvis du ikke ved hvem jeg taler om, så don’t worry det skal nok gå alligevel.

 

 

Ligeså herligt for moren, der jævnligt forsøger at nudge til den indre læsehest fremfor Gameren, var, at han selv fandt en sjov bog, jeg aldrig har hørt om, og som han ikke har kunnet slippe siden. Hurra for Tom Gates! #BooksvsYouTube

Der var uundgåeligt en ”smule” jeg gik glip af på Bogforum, hvem gjorde ikke det? Men det hjalp lidt, at Politikens Forlag, vist som det eneste, var så fremsynet at livestreame alle interviews, så jeg hele søndagen har kunnet følge med hjemmefra i god ro og afstand af larm og menneskemængde. Det har været en fornøjelse at følge interviews med Michael Robak, Michael Enggaard, Jesper Stein, Julie Hastrup, Elsebeth Egholm, Mette Sø – som jeg havde glædet mig ekstra meget til, men hvor lyden desværre glippede og sidst men ikke desto mindre ret så underholdende Jussi Adler Olsen og Jonas Langvad Nilsson i muntert parløb. Alle interview og mange flere kan ses via forlagets facebook.

Den mest storslåede forfatterbegivenhed for mig i år, oplevede jeg dog et helt andet sted end Bogforum. Nemlig den 30. Oktober i Den Sorte Diamant, hvor Junot Díaz gav et par gode velplacerede spark, der hvor det gør mest ondt til både verdenssamfundet og andedammen i forbindelse med en særudstilling om dansk kolonialisme og Danmark som slavenation.

Det er svært at vælge blandt den strøm af guldkorn, Junot Díaz kan hælde ud af ærmet i løbet af en samtale. Men her er den, jeg husker bedst:

“If every fuckin’ dude would just shup for a year, they would learn so much about themselves, that society does not want to hear.”

Gå ikke glip af interviewet som du finder i fuld længde her:

http://www.kb.dk/da/dia/ord/forfatterscene/171030_junot_diaz.html

 

Reklamer

1971-1985 af Martin Hall

Uanset om man er opvokset i 70’erne og 80’erne eller senere, vil mange genkende en fremmedgjorthed i tiden og følelsen af at være særlig, når man er ung, sådan som Martin Hall oplevede det i sine unge – og dekadente år. Men til forskel fra de fleste af os, så var og er Martin Hall noget særligt.

Han var en af Danmarks første punkere og var naturligvis allerede videre, da punken blev mainstream. Han levede sin ungdom i overhalingsbanen af sex og stoffer midt i en AIDS tid med et depressivt syn på verden og fremtiden. Men i modsætning til flere af vennerne overlevede han. Måske på grund af sit kunstneriske talent og en nærmest overnaturlig arbejdsdisciplin og produktivitet. Inden han fyldte 21 havde han været frontløber på flere forskellige undergrundsbands og havde skrevet et hav af tekster.

Jeg kan huske første gang, jeg hørte Martin Halls musik i midt-firserne, at jeg tænkte: Det kan umuligt være en dansker, der står bag. Det internationale format var slående, og et sådant var stort set ikke eksisterende i den danske musikbranche på den tid.

Allerede dengang havde han opnået en nærmest mytisk og utilnærmelig karakter som hyper-intellektuelt ikon og multitalent indenfor musik, kunst og litteratur.

1971-1985 er Martin Halls erindringer om den tid, og selvom Hall oftest henvender sig til et publikum med sans for avantgarden, så er hans nye bog vedkommende for alle. Smukt skrevet, dybt personlig, vildt underholdende og ikke mindst troværdigt reflekterende om de efterhånden sagnomspundne år.

Som 70’erne skred frem, sivede farverne ud af billederne. Når jeg tænker på min barndom, erindrer jeg den altid i farver, mens billederne fra mine senere teenageår kategorisk toner frem i sort-hvid. Det var, som om det politiske fotografi var begyndt at smitte af på historiefortællingens tekstur.

Det lyder måske lidt højtravende, men det meste af bogen er skrevet med begge ben på jorden og fortalt i en let tilgængelig stil og et ikke desto mindre flot sprog fra en mand, der gerne flyver til fjernere og mere prætentiøse planeter.

I centrum af fortællingen står Martin Halls forældre Eigil og Beth. Langtfra idealet om de perfekte forældre i den solide kernefamilie men måske en slags ideal for at danne ballast for udviklingen af den ekstraordinære kreativitet hos sønnen.

Martins Halls portræt af sine forældre er kærligt, forstående og fyldt med anerkendelse af sit ophav. Både Eigil der altid var fuld af gode og mindre heldige ideer og indfald, og Beth som havde et stort hjerte, var god for en skarp bemærkning, og et humør der svingede fra det sprudlende til det dybt depressive. Beth ender med at tage livet af sig selv mod bogens slutning i 1985.

1971-1985 er på flere måder for 80’er generationen, hvad Dan Turélls Vangede Billeder er for 68’erne. Den er mørkere og hårdere i sit portræt af tidsånden men mindst ligeså humoristisk og meget rørende.

Det er længe siden, at jeg er fløjet så hurtigt gennem en bog med et ængsteligt blik på de alt for få resterende sider. Sådan havde jeg det også, da jeg med stor fornøjelse læste hans romanværk om 80’er generationen Den sidste romantiker, som jeg også uden tøven kan anbefale, selvom det er en del år siden, jeg læste den. Jeg håber, der kommer mere litteratur til det brede publikum fra Martin Hall, for han skriver både vidunderligt skarpt og præcist om sin generation og sit kulturelle og familiære ophav.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Tiderne Skifter.