Med værket Inkubation bevæger Martin Hall sig dybt ind i den inderste afkrog af et sinds ubehagelige erkendelser og en smerte, som rammer universelt. Det er både dragende og deprimerende.
Inkubation i boks består af en glittet bog med seks lyriske essays suppleret af kunstfotografier af forladte rum, en CD samt dobbelt lp, hvor Martin Hall fremfører sin tekst til lyden af dyster, drømmende elektronisk musik komponeret af den musikalske makker Thomas Li. Inkubation kan tilføjes en imponerende lang liste af begavede udgivelser. Denne gør faktisk lidt ondt at høre. Men det er nok aldrig for sjov, når det er Martin Hall.
Jeg var ret benovet over at få tilsendt den æstetisk nydelige boks fra Halls pladeselskab, da den kun er udkommet i 250 eksemplarer. Dog kan både e-bog og lydbog rekvireres i uanede mængder, og hvis man interesserer sig for spoken-word, bør man ikke gå glip af udgivelsen.
Da jeg første gang åbner boksen og sætter den summende, sitrende lyd på anlægget, træder min søn ind i rummet.
– Er det en gyser? spørger han.- Nej. Eller måske. Livets gyser. Det er Martin Hall, svarer jeg. – Hvem er det?- Forfatter, musiker, komponist, sanger, digter, multikunstner, performanceartist, megadygtig med høj kunstnerisk integritet. – Han lyder ret ung. – Han har udgivet musik og bøger siden 1980. – Hvorfor kan du godt lide ham? – Han siger nogle ting, jeg genkender men ikke selv kan sætte ord på, og så er jeg glad for hans romaner og en hel del af hans musik, forklarer jeg og afspiller senere et par numre fra albummet Presence, som var en del af soundtracket til min ungdom. – Uh, det er ret godt. – Ja det er ret godt. – Hvorfor er han ikke mere kendt? – Jeg tror ikke, han orker det.
Min søn vil videre til dagens gaming-session, mens jeg lytter til Inkubation og musik og ord kryber så småt op under huden og levner en nærmest ubehagelig følelse af noget uundgåeligt, der trænger sig på, og som snart vil gøre det af med os Generation X’ere. Måske er det vores egen selvforståelse. Alder og udviskelse. Håbet der sander til. Ironien der dør.
Som en teatergæst, der råber “bravo” de mest upassende steder, er man ikke længere bleg for at give sine meninger tilkende – udsagnene er jo alligevel så indlysende mangelfulde, at man skal være idiot for at tage dem alvorligt. Omvendt er der heller ingen grund til at iscenesætte sig sig selv som beskeden…der er allerede mere end nok lidenskabelig kulde i verden. Man bliver i stedet en varm fortaler for det sande, det gode og det skønne, selvom man ikke har det fjerneste begreb om noget af det.
De stærke linjer intensiveres af musikken og Halls fløjlsbløde stemme, der i et følsomt leje men med skarpslebet klinge fortæller smertende sandheder om livet og forgængeligheden. Kærligheden. Og tabet af den. Erfaringens komik, selvbedraget og erindringens misledning. Splittelsen mellem persona og personlighed. Moderen og tabet af hende.
Som så mange gange før forsøgte du at vække hende, denne gang uden held; livet havde udmattet hende i en sådan grad, at selv pulsslaget havde tabt kontrollen med hende.
Hver sætning er gennemtænkt, dyster, smuk og rammende, så det kan mærkes, men der er også en tristesse grænsende til det deprimerende, som gør, at man ikke ligefrem har lyst til at svælge i det, omend værket fortjener fordybelsen men også at nå ud til et publikum og afbryde al anden støj og strøm af ord og lyd, der fylder op, afleder og forstyrrer.
Inkubation er et meditativt værk af høj kaliber der egner sig fortrinligt til en Spoken Word festival og som kunstinstallation. Jeg håber, det får mulighed for at leve videre i en scenisk sammenhæng. Inkubation er et værk der skal opleves og ikke overses.
★★★★★☆
Inkubation er venligst tilsendt af Moondrop Records.
Isabel Fluxá Rosado 
You must be logged in to post a comment.