Tag: Merete Pryds Helle

Vi kunne alt af Merete Pryds Helle

~ isabelrosado

Vi kunne alt er den selvstændige opfølger til forfatterens barske og vidunderlige slægtsroman Folkets Skønhed.

Vi starter nogenlunde, hvor vi slap hos familien Pryds i parcelhuset i Værløse. Men handlingen udspiller sig i denne roman inde hos naboen, en familie vi følger op gennem 1970’erne.

Her bor teenageren Merle og hendes storesøster Klara. Deres grønlandske mor Ane er alvorligt syg med sclerose, og deres danske VVS far, Erling er noget helt for sig selv. Han kan ikke få sine behov dækket derhjemme, så han ordner fremmede damer gerne mod betaling. Sedlerne hober sig op i huset, for han er ovenikøbet nærig. Men Merle ved, hvor hun skal lede i nødens stund.

Mor Ane er forbitret og selvmedlidende, og som sygdommen skrider frem, glider værdigheden bort, og det tærer hårdt på pigerne. Klara gemmer sig bag sin intense gymnastiktræning, og Merle står med det meste af ansvaret. Takken er en uskøn blanding af fornedrelser og kærlighedserklæringer og utilregnelig opførsel fra begge forældre. “Du var så sød, da du var lille. Nu tager du virkelig revanche”, siger Ane til sin datter. “Jeg skulle have skyllet dig ud i toilettet, da du blev født,” siger Erling i et vredesudbrud, inden han kaster hende mod en væg..

Intet under at Merle med et selvværd der knapt er større end et Shake tyggegummi bliver forelsket i Jet, skolens bad boy, der fører sig frem på knallert. Han behandler hende så nederdrægtigt, at det er svært at holde ud, men Merle vil bare have mere med de masochistiske tendenser, hun har udviklet. Samtidig er hun den, der prøver at holde sammen på hjemmet, mens de andre nærmest giver op i afmagt over sygdommen.

Hos farmor og farfar og faster er der lidt mere hjælp og tryghed at hente, men kun når det hele virkelig brænder på. Farmor drikker i smug for at klare tilværelsen, og faster kæmper med ulykkelig kærlighed til kvinder. De kører fulde i bil efter en stranddag og uden sele naturligvis, og sådan er der meget moro over 70’er billederne på godt men mest på ondt.

Merle og Klara er så dybt svigtede af deres forældre, at det er svært at kapere. Vi er i et spirende velfærdsdanmark men tydeligvis før hjemmepleje og børneværn tog begrebet aflastning alvorligt.

Nabofamilien Pryds med døtrene Gitte og Merete fremstår som den perfekte overskudsfamilie ved siden af, selvom de har deres egne problemer. I begge familier er der høje forventninger til børnenes fremtid. Der er muligheder i vente, som ingen har haft før. Den nye generation kan blive til alt og de kan alt – så længe de ikke vokser for langt fra forældrene eller klarer sig så godt, at deres ophav føler sig underlegne.

Mange, der er vokset op i 1970’erne, vil måske mene, at de har følt sig klemt i dysfunktionelle familier. Det lå ligesom i tiden, hvad enten man levede skjult bag ligusterhækken i et småborgerligt parcelhus eller i et udfarende hippiekollektiv, mens man misundte hinanden. Familien her er beskrevet helt derude på kanten, hvor det nærmer sig en karikatur eller satire over perioden, og selvom man flere gange nødtvungent trækker på smilebåndet, særligt når de mange 70’er referencer skaber klare billeder fra ens egen barndom, er det alt for ondt og hårdt til at være sjovt.

Under studierne i manuskriptudvikling har jeg lært, at på film skal en historie være naturlig, den skal have en vis form for logik i sit eget univers, og den skal have en skandale for at skabe drama og interesse. I hvert eneste kapitel af Vi kunne alt, er der en skandale så forrykt, at den vil være svært at udholde at se på et lærred, og som roman er det noget af en tilstræbelse at kalde genren for socialrealisme. Hvad enten det er den grusomme og afstumpede mobning af Merle i skolen eller morens og farens afsindige handlinger mod deres børn. Visse steder minder det mere om magisk realisme, for Merle lever forståeligt i en slags parallel drømmeverden for at klare den.

Måske har det virkelig været sådan at vokse op med en så syg forældre på det tidspunkt. Hvis det her er socialrealisme fra 1970’erne, så er vi godt nok mange, der må trække væres opfattelse af en lettere dysfunktionel opvækst i os. I sammenligning med Merle har vi haft det nemt.

Vi kunne alt er en stærk og uafhængig fortsættelse af Folkets skønhed  – faktisk bedre. Måske fordi den er tættere på. Ved nærmere eftertanke kendte mange af os 70’er børn nok en Merle i klassen eller i nabolaget. Hendes mor var ikke syg, men der var så meget andet. Dårlig lugt i hjemmet. Rod og tomme flasker. Brugte kondomer der flød.

Merete Pryds Helle kan vitterligt alt med ord og fortælling, og mine forventninger til den næste roman om familien Pryds og deres venner og bekendte er nu uoverstigeligt høje. Jeg glæder mig allerede.

Som bogelsker bør du også give dig selv den fornøjelse at lytte til Merete Pryds Helles forfatterforedrag. Hun er ligeså levende, spændende og reflekterende en formidler som forfatter.

Bogen er venligst foræret til event af Lindhardt og Ringhof

 ★★★★★★

Folkets skønhed af Merete Pryds Helle

~ isabelrosado

Den store danske roman i 2016 bærer titlen Folkets skønhed, en sand læser darling der vandt både De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris. Nu har jeg også læst den, og jeg forstår helt og holdent begejstringen. Historien er en slægtsroman baseret på forfatterens egen familiehistorie, og den er grum og meget lidt skøn.

Vi befinder os på Langeland først i 1930’erne, op gennem besættelsen og senere 1960’erne. Marie bor med sine søskende, mor og far i et hus på landet. Alle må hjælpe til, køer skal malkes, der er kartofler og kød på bordet hver dag, men også ydmygelser, lussinger og nedsættende bemærkninger. Seksuelt misbrug fra både far og bror indgår som en nærmest naturlig del af hverdagen.

Det eneste skønne i familiens tilværelse er et maleri, der bærer titlen Folkets skønhed. Det forestiller to kvinder, der arbejder i marken med ryggen til og rumpen i vejret. Maries far er en dedikeret socialdemokrat og erhverver sig maleriet, der bærer signaturen Vincent, med enorm stolthed.

Da faren kommer ud for en alvorlig ulykke som arbejdsmand og bliver indlagt i København først med brækket ryg, senere på lukket psykiatrisk afdeling, ændrer det dynamikken i familien, men det bliver ikke nemmere med mor, der er trist, træt og streng.

Marie kommer ud at tjene på Frøken Videbæks hjem for piger, der er kommet i uføre herunder Frøken Mortensen: Elna satte Marie ind i, hvordan proceduren var. De skulle ikke lindre fødslen, for pigerne skulle ligge, som de havde redt, ellers ville de hore igen, og frøken Mortensen havde ikke engang lært det første gang.

Den ene ubærlige situation efter den anden præsenteres som hverdagskost, og personerne er ulykkeligt uvidende om al den dobbeltmoral og hykleriet, de gebærder sig i. Hver og en påtager sig sin skæbne uden at kny, for sådan var det nok dengang.

Marie vil noget andet og mere, og hendes udkårne elektrikerlærlingen Otto vil gerne give hende det, men Marie er brændt af barndommen og svær at gøre glad. Otto har temperament og kan blive ond i sulet. Han har en dårlig vane med at kalde Marie for ‘luder’, så snart noget går ham imod. Som da Marie bliver gravid første gang, og det ikke lige passer ind i planerne, selvom de på det tidspunkt er blevet gift og flyttet til København.

I takt med at Marie og Otto opnår større velstand, køber hus og materielle goder bliver de i stand til at konfrontere familiens dæmoner, men det bliver ægteskabet ikke lykkeligere af.

Folkets skønhed er dansk historie og socialrealisme af højeste kaliber, og hvis man vil kende vrangsiden af fattig-Danmark dengang og følge en families historie fra den spæde udvikling af velfærdsstaten og udflytningen fra land til by, så er det bare med at gå i gang med denne fantastisk velskrevne skønhed af en roman.

Romanen er venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.