Folkets skønhed af Merete Pryds Helle

Den store danske roman i 2016 bærer titlen Folkets skønhed, en sand læser darling der vandt både De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris. Nu har jeg også læst den, og jeg forstår helt og holdent begejstringen. Historien er en slægtsroman baseret på forfatterens egen familiehistorie, og den er grum og meget lidt skøn.

Vi befinder os på Langeland først i 1930’erne, op gennem besættelsen og senere 1960’erne. Marie bor med sine søskende, mor og far i et hus på landet. Alle må hjælpe til, køer skal malkes, der er kartofler og kød på bordet hver dag, men også ydmygelser, lussinger og nedsættende bemærkninger. Seksuelt misbrug fra både far og bror indgår som en nærmest naturlig del af hverdagen.

Det eneste skønne i familiens tilværelse er et maleri, der bærer titlen Folkets skønhed. Det forestiller to kvinder, der arbejder i marken med ryggen til og rumpen i vejret. Maries far er en dedikeret socialdemokrat og erhverver sig maleriet, der bærer signaturen Vincent, med enorm stolthed.

Da faren kommer ud for en alvorlig ulykke som arbejdsmand og bliver indlagt i København først med brækket ryg, senere på lukket psykiatrisk afdeling, ændrer det dynamikken i familien, men det bliver ikke nemmere med mor, der er trist, træt og streng.

Marie kommer ud at tjene på Frøken Videbæks hjem for piger, der er kommet i uføre herunder Frøken Mortensen: Elna satte Marie ind i, hvordan proceduren var. De skulle ikke lindre fødslen, for pigerne skulle ligge, som de havde redt, ellers ville de hore igen, og frøken Mortensen havde ikke engang lært det første gang.

Den ene ubærlige situation efter den anden præsenteres som hverdagskost, og personerne er ulykkeligt uvidende om al den dobbeltmoral og hykleriet, de gebærder sig i. Hver og en påtager sig sin skæbne uden at kny, for sådan var det nok dengang.

Marie vil noget andet og mere, og hendes udkårne elektrikerlærlingen Otto vil gerne give hende det, men Marie er brændt af barndommen og svær at gøre glad. Otto har temperament og kan blive ond i sulet. Han har en dårlig vane med at kalde Marie for ‘luder’, så snart noget går ham imod. Som da Marie bliver gravid første gang, og det ikke lige passer ind i planerne, selvom de på det tidspunkt er blevet gift og flyttet til København.

I takt med at Marie og Otto opnår større velstand, køber hus og materielle goder bliver de i stand til at konfrontere familiens dæmoner, men det bliver ægteskabet ikke lykkeligere af.

Folkets skønhed er dansk historie og socialrealisme af højeste kaliber, og hvis man vil kende vrangsiden af fattig-Danmark dengang og følge en families historie fra den spæde udvikling af velfærdsstaten og udflytningen fra land til by, så er det bare med at gå i gang med denne fantastisk velskrevne skønhed af en roman.

Romanen er venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.