Det ligner et stykke chick-litt udfra coveret at dømme og fred være med det. Det var da også et nyskabende og fornøjeligt begreb dengang i 90’erne. Men Hvor blev du af Bernadette er langt mere, hvilket anbefalingen af Jonathan Franzen på bogens forside da også vidner om. Den her ramte mig faktisk en hel del mere i hjertet end Franzens egen Frihed, der blev udråbt til den største moderne amerikanske samtidsroman for et par år siden. Hvor blev du af Bernadette er en munter, faktisk ret sjov og ekstremt fantasifuld men også ret så rørende historie om, hvad der kan ske i et kvindeliv, hvis gnisten, passionen eller ens kald her på jorden bliver undertrykt enten af omgivelserne, skæbnen eller af en selv. Historien er fortalt i en original stil med en blanding af mail korrespondance mellem hovedpersonen Bernadette og de andre personligheder i bogen samt ikke mindst datteren Bees betragtninger og ukuelighed i at følge sporene efter hendes mor, da Bernadette som titlen antyder pludselig forsvinder ud i den blå luft. Historien bringer os fra speltmødre- helvede på en af byens privatskoler over Microsoft basen i Seattle til polarforskermiljø i Antarktis. Det er en fabelagtig bog, og selv om den foregår i et lettere karikeret og meget amerikansk upper middle-class miljø rammer den plet til et universelt publikum.
Tag: roman
De Ufuldkomne af Tom Rachman
De fleste avisjournalister med respekt for deres fag har sikkert allerede læst Tom Rachmans formidable debutroman De Ufuldkomne. Men jeg bliver nødt til at slå endnu et slag for Rachmans fuldkomne historier om de mennesker, der arbejder på en international avis i stil med International Herald Tribune, hvor forfatteren selv har arbejdet. Det må være ligeså interessant læsning for alle andre, der interesserer sig for den psykologiske drivkraft, der ligger bag de klassiske trykte medier, der i digitaliseringens tid kan se sig selv stille og roligt glide mod afgrunden, medmindre de formår at genopfinde sig selv på nettet.
Vi møder journalisten, korrespondenten, freelanceren, redaktionssekretæren, stifteren, regnskabschefen, chefredaktøren og andre skæbner, der kæmper hver deres indre og ydre kamp for at overleve og opnå anerkendelse i det fag og den benhårde branche, de føler sig født til at leve i. Enhver glamourisering af hvor fedt, det er at arbejde på en avis, er i overensstemmelse med den tid, vi lever i, erstattet af meget realistiske og genkendelige fortællinger, samtidig med at jeg godt forstår, at det bare er lige dér, midt i nyhedsstrømmen som formidlere af verdenshistoriens gang, mens den sker, at de gerne vil være. Det tror jeg, mange dagbladsjournalister vil være enige i.
Den som blinker er bange for døden af Knud Romer
Jeg bliver nemt rørt af en rigtig god roman, men det er ikke så tit, jeg græder våde tårer, der drypper og skæmmer siderne i min bog. Det skete så, da jeg læste Knud Romers semibiografiske Den som blinker er bange for døden. Vi følger lille Knüdchens ensomme, mobbefyldte barndom med sin besindige danske far og tyske, stolte mor, der på grund af morens baggrund aldrig bliver accepteret i det klaustrofobiske landsbysamfund i Nykøbing Falster. Romer fortæller sin slægts historie så levende og nådesløst, at man godt kan forstå, han bliver nødt til at kalde det fiktion.
Som voksen gør Knud op med den tunge bagage fra barndommens udstødelse og en sørgelig afsked med sin højtelskede og dominerende mor. Der er ikke det mindste tunge over Romers poetiske linjer, der flyder som små dråber årgangsvin i et værk, der kun fylder 176 sider. Det er en af de bedste danske romaner, jeg har læst, og jeg glæder mig til Romer engang har mod på at udgive noget igen, selv om den bliver svær at overgå. Og så har Romer jo også gang i så mange andre spændende ting.
Lad mig i den forbindelse også anbefale den ligeså rørende og stærkt personlige dokumentarfilm Et blad falder til himlen, der beskriver Romers mindst ligeså svære afsked med sin døende far og hans frustration over det danske velfærdssystems mangler, når det gælder behandlingen af vore ældre. Der sad jeg også og tudede.
Tæskeholdet banker på af Jennifer Egan
Det er ikke let at blive gammel, men det er helt sikkert bedre end at være død. Måske medmindre man er en afdanket rockstjerne, der hænger fast i naglerne for ikke at lade forfaldet og en sump af stoffer og fortrængning overtage den sidste chance for at skabe et comeback, inden det er for sent.
Jeg elsker en god generationsroman. Især i en amerikansk kontekst, fordi den i den grad skaber genklang i verden. Tænk Douglas Copeland og Generation X. Egans roman handler om generation x’ere i musikbranchen, der står på kanten af alderdom og med cirka tyve års forsinkelse må se i øjnene, at de er blevet voksne for alvor. Historien der på bedste Short Cuts manér fletter flere skæbner sammen over tid er en herlig fornyelse og en skønsom blanding af humor, skævhed og rørende dybsindigheder.
Byen & Øen af Benn Q. Holm
Der er få som Benn Q. Holm måske med undtagelse af Martin Hall, Den sidste romantiker, der kan skrive så rammende om 80’er ungdom, Nå- og punkgeneration, så man bliver beamet direkte tilbage til indre København med besøg i Saltlageret, på Dan Turell, Floss og Krasnapolsky og ikke mindst til modløs no-future attitude, håbløse drømme, sortsyn og selvdestruktion, hvor man enten dør af en overdosis eller et selvmord inden de 30. Eller ender i mængden af midaldrende parcelhusejere med bristede drømme, bitre toner af sarkasme og ironi over Weber og vino til enhver lejlighed. Holms tidligere generationsportrætter i romanerne Album og Hafnia Punk var fremragende og beskrev få nære venners skæbne og genvordigheder i København over flere generationer så genkendeligt, at det ligeså godt kunne handle om ens egen omgangskreds. I Byen og Øen bevæger personerne sig i løbet af de tre årtier, vi følger dem, udover landets grænser og indtager den globale landsby med større eller mindre held men med en hel del mere imaginær overflade og mindre socialrealisme end i Album. De fem personer, vi følger i Byen og Øen, er aldrig rigtige venner, og det virker derfor helt absurd, at de skulle genforenes en 25 år efter for at catche up. Men bortset fra det, er det stadig nogle interessante og i enkelte tilfælde ret så oprivende historier, der udspiller sig gennem livet for de fem. Det er absolut ikke kedelig læsning, selv om nogle anmeldere, mente det var noget bras. Jeg synes, det er en ferm fortælling, og Benn Q. Holm skriver, så man ikke har lyst til at lægge bogen fra sig, før historien er til ende.
Isabel Fluxá Rosado 
You must be logged in to post a comment.