Byen & Øen af Benn Q. Holm

Der er få som Benn Q. Holm måske med undtagelse af Martin Hall, Den sidste romantiker, der kan skrive så rammende om 80’er ungdom, Nå- og punkgeneration, så man bliver beamet direkte tilbage til indre København med besøg i Saltlageret, på Dan Turell, Floss og Krasnapolsky og ikke mindst til modløs no-future attitude, håbløse drømme, sortsyn og selvdestruktion, hvor man enten dør af en overdosis eller et selvmord inden de 30. Eller ender i mængden af midaldrende parcelhusejere med bristede drømme, bitre toner af sarkasme og ironi over Weber og vino til enhver lejlighed. Holms tidligere generationsportrætter i romanerne Album og Hafnia Punk var fremragende og beskrev få nære venners skæbne og genvordigheder i København over flere generationer så genkendeligt, at det ligeså godt kunne handle om ens egen omgangskreds. I Byen og Øen bevæger personerne sig i løbet af de tre årtier, vi følger dem, udover landets grænser og indtager den globale landsby med større eller mindre held men med en hel del mere imaginær overflade og mindre socialrealisme end i Album. De fem personer, vi følger i Byen og Øen, er aldrig rigtige venner, og det virker derfor helt absurd, at de skulle genforenes en 25 år efter for at catche up. Men bortset fra det, er det stadig nogle interessante og i enkelte tilfælde ret så oprivende historier, der udspiller sig gennem livet for de fem. Det er absolut ikke kedelig læsning, selv om nogle anmeldere, mente det var noget bras. Jeg synes, det er en ferm fortælling, og Benn Q. Holm skriver, så man ikke har lyst til at lægge bogen fra sig, før historien er til ende.