Tag: roman

De sære børn

~ isabelrosado

Forfattermøde med Erik Valeur

Der er dage, hvor det er en ekstra stor fornøjelse at blogge om bøger. I går fik jeg mulighed for at møde et journalistisk og skønlitterært fyrtårn, jeg har beundret på afstand i mange år.

Erik Valeur og Politikens Forlag havde inviteret til forfattermøde med en lille udvalgt skare af dedikerede bogbloggere i anledning af hans nye roman Logbog fra et livforlis, der udkommer i dag. Det var en hyggelig og indholdsrig formiddag, hvor bogens mange spændende temaer blev vendt, og hvor Erik Valeur også fortalte om sin forrige roman Det syvende barn og selve arbejdet med bøgerne.

IMG_5484
Forfatteren Erik Valeur og Helle Skov Wacher fra Politikens Forlag

Nogle forfattere vægrer sig ved at dele ud af, hvor meget af deres værk der er hentet fra eget liv, og hvor meget der er fri fantasi. Sådan er det ikke med Erik Valeur, der på trods af at være et lidt sky element fortæller fuldstændig åbent og ærligt om sine erfaringer fra barndommen og voksenlivet som undersøgende journalist.

Det har sit formål, for Erik Valeur har et overordnet budskab, han gerne vil have ud: Vi voksne skal være bedre til at forstå vores børn og til at fornemme hvordan de egentligt har det, for kløften mellem børn og voksne er uundgåelig, og det er svigtet af dem også.

“De voksne overser tit børnenes særheder og den ensomhed, de føler. De ved instinktivt godt, at hvis de gør eller siger noget forkert, så bliver de voksne irriterede, vrede, kede af det eller bekymrede. Så børn lever i deres egne små tunneller, der dækker for alt det, de synes er pinligt, svært og gør dem bange  – for at hjælpe og beskytte de voksne. Vi skal være bedre til at opdage de ting,” siger han.

To års tortur

Erik Valeur var selv et frygtsomt barn. Han lå vågen om natten for at undgå uhyggelige drømme, og så tænkte han på døden i stedet . Om morgenen var hans øjne blodrøde af træthed, men der blev ikke spurgt ind til det.

“De dryppede mine øjne med borvand, og så var jeg jo bange for at blive blind.”

Han sagde ikke noget om det. Hans mor havde allerede været rigeligt igennem. Først da hun måtte overlade ham til spædbarnshjemmet Kongslund i hans første år, som er afsættet for historien i Det syvende barn, og senere da han som ti-årig fik konstateret en sjælden hoftesygdom. Han blev indlagt på kysthospitalet på Røsnæs i to år og lå på ryggen og i stræk i et helt år uden at kunne foretage sig andet end at læse.

“ Forældrene måtte kun komme på kort besøg om søndagen, for så mente man, at børnene netop ikke ville savne dem så meget. Og hospitalet var bevidst placeret langt væk fra den forstyrrende verden. Så lå jeg der og kiggede udover Kalundborg Fjord,” husker han.

Viggo er Valeur

Erik savnede sin mor, og det gør hovedpersonen Viggo i Logbog fra et livsforlis også, men for ham bliver omstændighederne endnu hårdere.

I bogen flytter den voksne Viggo ud til et forladt fyrtårn på Røsnæs for at være i fred, mens hans liv er ved at kæntre.

Et sted som Erik Viggo Valeur besøgte flere gange, efter han endelig blev udskrevet fra hospitalet. Jo Viggo er hans mellemnavn, og bogens Viggo er Erik, selv om voksne Viggo er betydeligt mere ensom og mindre succesfuld end Erik, der er far til fire voksne børn.

 Far vil have fred

Forfatteren er heller ikke bleg for at fortælle, hvordan han selv har svigtet sine børn. For han havde enormt travlt med at afsløre korrumperede magthavere og udstille samfundets svigt og uretfærdigheder.

“Da børnene var små, arbejdede jeg hjemme som journalist, for så var jeg jo hos dem. Men jeg havde travlt med at snakke i telefon og med skrivearbejde, og så blev jeg jo irriteret når de forstyrrede. Min lille datter hostede en del på et tidspunkt, og så fik hun nogle gange en halv codymagnyl for at være stille.”

Fem venners livsforlis

Som journalist og forfatter har Erik Valeur altid interesseret sig for dem, der har det værre end ham selv, og der var både de børn, der aldrig fik besøg på hospitalet og gik helt til grunde, alle de skæbner hvis liv han har berettet om som journalist, og de voksne der ikke kunne klare presset i mediebranchen eller i samfundet for den sags skyld.

“Vi har sådan en perfektheds- og konkurrencekultur, der er ved at tage livet af os. Jeg kender mange, der er helt blå i hovederne af at leve op til kravene om forandringsvillighed og effektivitet. Og så er der hele sundhedstrippet. Jeg har virkelig ondt af alle de arbejdspladser, der bliver kaldt til DHL-stafet,” siger Erik Valeur, der gør en dyd ud af at skrive samfundskritikken ind i sine historier.

“Jeg fik en del vrede ud, da jeg skrev Det syvende barn. Det var terapi, men der er jo stadig ting at hidse sig op over.”

Erik Valeur har tasken fuld af avisudklip om alle de svigt, vi som samfundsborgere bliver budt. Fra kummerlige forhold på plejehjem hvor beboerne føler sig som “indsatte,” og som lever fuldt ud op til betegnelsen “dødens forgård” til opgørelser over ministeriernes forbrug af milliarder til managementkonsulenter. Han har hovedet fuld af anekdoter om mennesker og magthavere, der har krydset hans vej, og flere af dem optræder i romanen.

Viggo og hans venner fra barndommen i Søborg mødes igen som voksne, og det er ikke kun Viggos liv, der er ved at kæntre. Men måske er det netop dem, der på overfladen har mest succes og styr på sagerne, der for alvor er ved at drukne, mens Viggo stadig har en chance for at blive på båden, selv om den gynger.

Læs mere om hvorfor jeg synes Logbog fra et livsforlis er et hit her

Du forsvinder af Christian Jungersen

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-09-14 kl. 12.21.20Det var nyheden om en kommende filmatisering af romanen Du forsvinder, der ansporede mig til langt om længe at læse den færdig efter et halvt år på natbordet – og det er jeg glad for. Christian Jungersen er en af Danmarks dygtigste forfattere, og som så mange andre blev jeg blæst væk af hans forrige roman Undtagelsen. Et studie af den ondskab der ulmer latent i os alle, og hvad der kan ske, når den får lov at spire og til sidst vokser udover potten og fortærer alt som en kødædende plante. Det starter med mobning og ender med mord blandt fire kvinder, der arbejder på Institut for Folkedrab, en institution i det nogle kalder “godhedsindustrien”, hvor der i teorien kun burde arbejde uselviske mennesker med rene motiver, men sådan er det naturligvis ikke. De er jo kun mennesker. Her dog lidt grummere end gennemsnittet. Det er ti år siden, at jeg læste Undtagelsen, men den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig og solgte helt forståeligt en masse verden over. Du forsvinder er Jungersens tredje roman, og som de forrige har han gjort sig ekstremt umage. Både i sin research og ikke mindst i opbygningen af sit plot. Det er eminent og overrasker helt frem til sidste side.

Du forsvinder er ikke en rendyrket thriller som Undtagelsen men uhyggeligt nok et hverdagsdrama om at leve med et menneske, der er syg i hjernen i bogstaveligste forstand. Under en familieferie til Mallorca bliver Mias mand Frederik indlagt efter en meget mærkelig opførsel, der blandt andet inkluderer hasarderet kørsel i bjergene med Mia og sønnen Niklas på bagsædet. Det viser sig, at Frederik er syg med en svulst i hjernen, der i løbet af de sidste tre år har ændret hans personlighed. Mia har nydt de år, for hun har aldrig fået så meget opmærksomhed fra Frederik før, men manden bliver tiltagende utilregnelig og svær at leve sammen med. Oveni det har han begået bedrageri for millioner på den privatskole, han er leder for og står til en længerevarende fængselsdom  – medmindre han kan bevise, at det hele er sygdommens skyld. I løbet af kort tid mister familien alt og må gå fra hus og hjem, og samtidig må Mia alene tage konfrontationerne med alle de mennesker, Frederik har svigtet i løbet af sin kriminelle løbebane.

I en støttegruppe for pårørende til hjerneskadede møder Mia advokaten Bernard, som hun falder hovedkulds for og nærmest bliver besat af, men Bernard har ikke tænkt sig at forlade sin syge hustru. Alt dette er blot en del af historien. For Frederiks sygdom ændrer ikke kun ham selv, men også hans nærmeste. Mias voksende indsigt i hjernesygdomme påvirker hendes egen personlighed, syn på omverden og ikke mindst på kærligheden. Hun udvikler sig fra lidt af en kedelig grå mus til en stærkere, handlekraftig men ikke synderligt sympatisk dame og bliver selv uigenkendelig især for sin søn. Romanen er tilført dokumentariske afsnit i form af kronikker, bogudsnit, mails og fotografier, som gør læseren klogere på neurologi og psykologi og højner troværdigheden af hele forløbet. Men da det meste er dygtigt opfundet af forfatteren omend baseret på research, bliver jeg i tvivl om, jeg skal tage det hele for gode varer, eller sortere i fakta, fiktion og fantasi, og det er lidt irriterende. Jeg vil gerne lære nyt og tilføre min egen hjerne faktuel viden, også når jeg læser en roman. Jeg synes også, at historiens midte trækker for langt ud, og Mias umodne besættelse af Bernard keder mig et langt stykke af vejen. Men da jeg efter en længere pause, så kom i gang med tredje del af romanen, gik det stærkt. Her bliver der serveret aha-oplevelser på stribe, og da jeg lukkede bogen var der virkelig noget for den lille hjerne at bearbejde. Derfor vil jeg i høj grad anbefale Du forsvinder, og jeg tror, at med de helt rigtige skuespillere vil filmudgaven kunne skabe mere af den spænding og det stærke menneskelige drama, der fiser lidt ud i nogle af bogens passager på grund af den subtile, langsommelige og socialrealistiske stil. Den fungerede dog helt perfekt i Undtagelsen, hvor ondskaben snoede sig op og ned af hver side men lidt mindre i det ægteskabelige drama her.

Store små løgne af Liane Moriarty

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-08-10 kl. 16.35.18Bestsellerforfatteren bag sidste års store succes Min mands hemmelighed australske Liane Moriarty har gjort det igen. Skrevet en kombi af chick litt og spænding med humor og alvor i skøn forening, leveret med et velkonstrueret plot og noget at tænke over. Store små løgne udspiller sig blandt forældrene på en skole ved den eksotiske Pirriwee halvø i Australien, men den kunne for så vidt ligeså godt have fundet sted på Østerbro eller Amager.

Jeg hentyder til hverdagsdramaet mellem de (os?) kontrollerende, overvågende, 24/7 bekymrede og småneurotiske speltmamaer og til dels papaer, for hvem børnene er det vigtigste i verden, og som derfor engagerer sig, læs blander sig alt for ivrigt i, alt det der foregår på skolen og i børnenes liv. Tre mødre i den lidt mere afbalancerede ende af skalaen finder sammen i et umage men fasttømret venskab. Madeline er en af løvinde-mødrene med tre børn (herunder en genstridig teenagedatter), en mand og en eksmand hun stadig er sur på, efter han forlod hende 14 år tilbage. Mest optaget af hæle og cremer, tilsyneladende overfladisk men med hjertet på rette sted, og så finder hun sig ikke i noget crap. Heller ikke i mødrejuntaen “de lyse pagers” fælles front for at få smidt lille femårige Ziggy ud af skolen, fordi han måske har mobbet et andet barn. Jane er mor til Ziggy. Enlig og langt yngre end de andre mødre, lidt af en grå mus, netop flyttet til området i håb om en ny start for hende og sønnen. Det spænder “de lyse pager” hurtigt ben for. Celeste er smuk, sød og gavmild, mor til tonsende tvillingedrenge og gift med en yderst velhavende verdensmand, typen der efter at have lagt et lækkert billede fra familiens juleferie i Canada på facebook – væk fra solen og over i sneen – banker hende sønder og sammen i kulissen. Men selvfølgelig sådan at det ikke kan ses. Celeste er ekspert i at holde facaden og i at lyve – især overfor sig selv. Som historien skrider frem hører vi bidder af interview med andre forældre fra skolen om det forestående højdepunkt; den store quizaften. Den ender med et tragisk dødsfald. Kommentarerne om de andre utilstedelige forældres opførsel i ugerne op til er skarpe og sjove, og hele scenariet er om end stærkt karikeret også håbløst genkendeligt. Optakten til den store quizaften med alle fædrene i Elvis-kostume og mødrene i Audrey Hepburn outfit måske knap så genkendeligt, men sjovt er det. Og så er der de lyserøde cocktails, som utvivlsomt er medvirkende årsag til aftenens tragiske afslutning.

De smagte guddommeligt. Det eneste problem var, at lærerne fra sjette regnede lidt forkert på mængden, så der var noget, der svarede til tre genstande, i hver drink. Det er for øvrigt de samme mennesker, der underviser vores børn i matematik.

På trods af flere af den slags guldkorn, der får en til at klukke når Store små løgne ikke helt de samme højder som Min mands hemmelighed, der rørte mig på flere planer. Og jeg skulle næsten 200 sider ind i læsningen, før den rigtig fængede, men derfra gik det så også derudaf i en vis fart med at få vendt siderne. Karaktererne er ikke ligeså dybe og empatisk beskrevet som i den forrige, men underholdningsværdien er i topklasse, og lammeøretæverne til generationen født i 70’erne og 80’erne, der som forældre ikke sjældent er mere barnlige end deres (vores) børn er så rammende og spot on.

Bemærk nu også det fine cocktailmatchende cover af den formidable Henriette Mørk.

Store små løgne er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

The Shock of the Fall af Nathan Filer

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-06-30 kl. 11.21.17Igen har jeg valgt en bog alene på grund af et formidabelt cover og en spændende titel uden at ane noget på forhånd. Og igen levede indholdet fuldt og helt op til forventningerne. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg har misforstået den engelske titel, da jeg troede, at den oversat til dansk kunne blive til “Chok over efteråret”, hvilket jeg nok havde fattet, at det ikke betød, hvis jeg havde været opmærksom på, at forfatteren er englænder og ikke amerikaner. Den handler altså om “Chok efter et fald.” Stupid me. 

Nathan Filers roman er endnu ikke udkommet på dansk. Jeg ved ikke, om den bliver det, men hvis jeg havde et forlag, ville jeg skynde mig at udgive den for hold da op, hvor den fortjener et stort og verdensomspændende publikum.

The Shock of the Fall er dog let læst på engelsk. Gribende, rørende og noget ganske særligt med sin spidse humor og overraskende sekvenser. En sørgelig, smuk, bittersød historie, der fik mig til at fælde tårer – og der skal efterhånden noget til.

Alene bagsideteksten giver en ganske fin fornemmelse for, hvad romanen har at byde på:

“I’ll tell you what happened because it will be a good way to introduce my brother. His name’s Simon, I think you’re going to like him. I really do. But in a couple of pages he’ll be dead. And he was never the same after that.”

Fortælleren Matthew Homes bliver heller aldrig helt den samme efter sin brors død – der altså sker efter et fald. Simon lever lystigt videre i Matts sind men ikke på nogen sund måde. Matt bliver alvorligt syg af en sygdom, “der lyder som en hvislende slange”, og et spørgsmål der virkelig rumsterer i mit lille læserhoved undervejs er, om hans tiltagende skizofreni kunne være undgået, hvis broren stadig havde været i live, eller om den er uundgåelig i og med, at den også er arveligt betinget?

Romanen handler om psykisk sygdom, og Matt fortæller sin historie fra en lukket afdeling med en stemme der skifter i form, font og tid og blander slående, kulsort socialrealisme med den ypperste magi. Udover at blive fyldt med medicin er Matt fuld af sarkastiske stikpiller men også fyldt med håb, evner og tro på en højere mening med det hele. Det er trist og sindssygt smukt på samme tid.  Vi får et yderst levende indblik i, hvordan det er at leve med en så svær og uforståelig lidelse som skizofreni. Og ikke mindst hvor hårdt det også er for de fortvivlede pårørende, forældre og venner. Hvis du som jeg har en stærk interesse for psykiatri, hvordan vi opfatter og behandler psykisk syge og ikke mindst, hvordan det er leve med en psykisk lidelse, så er denne fine, fine fortælling et såkaldt mustread. Men først og fremmest skal den have min klokkeklare anbefaling, fordi den er et litterært mesterværk med en historie, der er fornemt og originalt fortalt, og som griber fat om læserne fra første side og holder os fast til det sidste.

Nathan Filer har formået at skabe en udviklingsroman bygget op som en spændingsroman ved at tilbageholde information i tilpas rette doser, der bevirker, at du ikke kan slippe bogen men åndeløst bladrer forsigtigt videre, mens du reflekterer over den side, du netop har læst. Ved siden af Alt det lys vi ikke ser, er The Shock of the Fall den bedste læseoplevelse, jeg har haft i år. Den er med et lettere forpint men ikke desto mindre præcist udtryk: F.A.N.T.A.S.T.I.S.K.

Hvor intet bryder vinden af Leonora Christina Skov

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-05-28 kl. 10.50.31Der har desværre ikke været meget tid til at læse bøger på det seneste, men jeg kom da hurtigt igennem Leonora Christina Skovs seneste roman Hvor intet bryder vinden. Den har bredt sig som en steppebrand blandt danske bogbloggere, avisanmelderne klapper i hænderne, og det gjorde mig nysgerrig.

Forfatteren er kendt som skarp debattør og til tider barsk anmelder. Som jeg husker det, har hun dømt en række forfattere ud i kulden, før de overhovedet er blevet lukket ind i varmen. Men det er vel en anmelders gebet. Godt man holder sig til anbefalinger. Og den her vanvittige historie, som beskrives som en samtidsthriller med gotiske træk skal så absolut anbefales.

Leonora Christina Skovs pen er ligeså sylespids som romanforfatter, som den er, når hun anmelder, og det er simpelthen tragisk-komisk og top underholdende at følge med. Der bliver delt verbale øretæver ud til alle sider, når persongalleriet folder sig ud og portrætterer menneskets værste vrangsider. Personerne er enten selvhøjtidelige, selvhævdende, selvretfærdige, fordømmende, egoistiske, narcissistiske, hævngerrige, misundelige, perverse, snobbede, naive, afstumpede – eller det hele på en gang.

Det er de grimmeste karakteregenskaber, der kommer til fuld skue i denne spændende men også noget opskruede historie om syv semikunstnere, der bliver inviteret til den privatejede og isolerede ø Stormø af en anonym donor, som tilbyder arbejdsro i en måned som tak for deres bidrag til glæde for Danmark. De bliver installeret i et moderne glashus, hvor de hver især kan betragte hinanden, hvis de ikke trækker gardinerne for. Irritationen over de andre tiltager, mens de hidser sig op over manglende netforbindelse og kontakt til omverdenen. Hver og en er de på flugt fra en skummel fortid, hvor de har svigtet eller fortrængt deres synder. Hver og en er særligt udvalgt af samme årsag.

Historien er inspireret af Agatha Christies En af os er morderen, men personerne er efter sigende også inspireret af typer, forfatteren selv har mødt på sine mange skriveophold på refugier rundt i verden. Der er ikke én eneste sympatisk person at heppe på, mens de under opholdet én for en forsvinder fra selskabet på mystisk vis, og karaktererne virker på trods af deres kompleksitet nærmest som karikaturer af virkelige mennesker med så mange dårlige egenskaber samlet på et sted. Det sjoveste og sørgelige er, at de et godt stykke hen ad vejen er grumt genkendelige. Måske og heldigt nok mere i deres tanker end i deres handlinger.

Du skal ikke læse Hvor intet bryder vinden for plottets skyld. Det er om end flot komponeret og stærkt fantasifuldt også noget fortænkt, og som læser regner man rimelig hurtigt ud, hvad der ligger bag mystikken, selv om nye overraskelser om personerne og de utallige skeletter, de gemmer på, rasler ud af skabene til det allersidste. Du skal først og fremmest læse den, fordi den er helt utroligt velskrevet og nysgerrigheden efter at vide, hvad der driver disse mennesker, og hvem der hader dem som pesten får dig til at vende siderne i en vis fart.

Ingen kan beskylde Leonora Christina Skov for at være navlepillende som forfatter med fokus på egne erfaringer og sprogudfoldelser fremfor plot, som visse kritikere beskylder de danske forfattere for. Hun er en fremragende fortæller med både indsigt i mennesker og udsyn til verden. Hun er berejst og belæst, og det kommer fornemt til udtryk i sproget og i de referencer, hun bruger. Som læser kommer du vidt omkring fra Etiopien til Shanghai i de syv personers mange tilbageblik. Det er velresearchet og yderst godt gennemført.

Leonora Christina Skov fremstår som en unik og original forfatter i det danske litterære landskab, og når man følger hende på de sociale medier, er hun heller ikke bleg for at dele ud af sig selv på en vedkommende måde. Hun er en stærk stemme både som forfatter og debattør, og hvor jeg før har opfattet hende som typen, man bliver lidt bange for, har jeg nu kun beundring og respekt for hende, som en der står ved sig selv og tør sige, hvad hun mener, så det bliver hørt. Det håber jeg, hun bliver ved med, selv om hun har tænkt sig at trække sig som debattør og hellige sig forfatterskabet. Det bliver spændende at se, hvad det næste bliver, og indtil da kan man jo gå i gang med bagkataloget.

Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-04-09 kl. 14.45.26Denne smukke roman er den bedste, jeg har læst i år, og den bliver så svær at overgå, at det er med en let tristhed, jeg lægger anbefalingen her på bloggen. For hvad skal jeg så læse i det literære tomrum, jeg nu befinder mig i?

Det går nok. Jeg kan jo altid læse den igen og en gang til, for det fortjener den. Anthony Doerrs mesterværk Alt det lys vi ikke ser er lysende på så mange planer, at jeg faktisk mangler ord for det. Både sprog og historie er så smukt komponeret, at jeg holder vejret flere gange under læsningen. Med en detaljerigdom og et væld af enkle, unikke metaforer der får mig til at dvæle ved de fine sætninger, samtidig med at fortællingen bare flyder i korte overskuelige kapitler, der skifter i både tid og synsvinkel.

Historien foregår i Tyskland og Frankrig under besættelsen, men den handler om så meget mere end selve krigen. I høj grad om krigens grusomheder, og hvordan mennesker i krise virkelig forstår at sætte pris på tilværelsens små glæder og på livet som sådan og det at bruge sit liv til noget meningsfyldt og overvinde sin frygt, også selv om det er livsfarligt. Eksempelvis ved at slutte sig til modstandsbevægelsen. “Vil de ikke leve før de dør?,” spørger Madame Manec som spiller en central rolle deri, og om hvordan hun selv har det siger: “Seksoghalvfjerds år og jeg kan stadig få den her følelse. Som en lille pige med stjerner i øjnene.”

Romanen handler også om alle de daglige mirakler, alt det lys vi er omringet af uden at se det. I naturen, i relationerne mellem mennesker, i teknologien. Om videnskabens magi, og hvordan opfindelser i sig selv, for eksempel radioen skaber mirakler af kærlighed, ukuelighed og overlevelsesevne. Om den livsreddende effekt det kan have bare at kunne forbinde et par kobbertråde og lidt løsdele på den rigtige måde og opnå forbindelse med omverden. Alt det vi bare tager for givet i dag, mens vi vandrer rundt med vores smartphones konstant i forbindelse men måske uden egentligt at være forbundet?

Og så handler den om at kunne se lyset, når det gælder om at gøre det rigtige, også når alle i ens omgivelser vælger det forkerte, hvilket er den nemmeste men også den mest menneskelige ting at gøre. En stemme der holder illegale foredrag over radioen siger om lys og vores opfattelse af det: “ Hjernen, børn, er selvfølgelig lukket inde i fuldkommen mørke. Den svæver i en klar væske i vores kranium og ser aldrig lyset. Og alligevel er den verden som den skaber i vores forestilling, fuld af lys. Den flyder over af farver og bevægelse. Men hvordan tror I, børn, at hjernen der lever uden den mindste smule lys, kan vise os en verden, der er så fuld af lys?”

Vi følger to unge skæbner på hver sin side af krigen. Franske Marie-Laure LeBlanc er blind og flygter fra Paris til fæstningebyen Saint-Malo med sin far, da tyskerne invaderer Paris. Han er nøglemester på det naturhistoriske museum og med sig har de en myteombundet og muligvis forbandet juvel, der skal skjules fra nazisternes rovdrift af kunst og særlige genstande. Marie-Laures far bygger  komplette miniaturemodeller af byerne, så hans datter kan føle sig frem og derefter selv finde rundt i gaderne. På trods af sin blindhed ser den unge pige lyset, når det gælder om at handle.

Tyske Werner Pfennig vokser op på et børnehjem i en kulmineby sammen med sin søster Jutta. Han har et særligt talent for at bygge radioer, og det bliver hans vej væk fra at ende som minearbejder med kort levetid. I stedet kommer han på eliteskole for Hitlerjugend og finder snart ud af, at det er en skæbne, der er værre end at blive kvalt i en mineulykke. Mindst ligeså indelukket og begrænsende og uden anden udgang end at lade livet.

De to må på hver sin måde kæmpe for at overleve krigens rædsler, indtil den mod sin slutning bringer dem sammen i Saint-Malo, da de allierede bomber byen sønder og sammen, og tyskerne er tæt på kapitulation. Det bliver et møde, som hverken de eller deres efterkommere vil glemme.

Alt det lys vi ikke ser udkommer meget passende på dansk tæt på 75-dagen for besættelsen af Danmark 9. April 1940. Selv om du ikke skulle orke at læse, høre eller se mere om hverken 2. Verdenskrig eller krig i det hele taget, så må du ikke snyde dig selv for denne storslåede læseoplevelse. Den giver så meget mere end et indblik i krigen. Det er meget oppe i tiden, at vi travle mennesker i det moderne samfund skal lære at være tilstede i nuet. Det vil denne bog hjælpe dig med.

Alt det lys vi ikke ser er romankunst af højeste kaliber. 555 exceptionelt smukt skrevne sider. Læs den for himlens, historiens, litteraturens, for din egen og for verdensfredens skyld.

Sammen med andre gode bogbloggere fik jeg lejlighed til at møde forfatteren Anthony Doerr tidligere i dag. Det kan du læse mere om her.

Celestine af Olga Ravn

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-03-31 kl. 23.59.37Jeg indrømmer gerne, at det i første omgang var coveret, der drog mig til Olga Ravns romandebut Celestine. De marmorede blåtoner med bogstaver i glitrende sølvglimmer er noget af det fineste, jeg har set længe.

Efter at have læst bogen kan jeg kun sige det samme om Olga Ravns sproglige talent. Forfatteren er på linje med Yahya Hassan, Theis Ørntoft og Asta Olivia Nordenhof en af de nye, unge lyriske superstjerner, udklækket fra Forfatterskolen som befinder sig i en liga helt for sig selv. De skriver, så underkæben flyder ud over bordet, og deler nådesløst ud af et helt særegent sprogligt overskud. At læse romanen Celestine er derfor også som at læse et langt digt i prosaisk form. Hver eneste sætning danner billeder og metaforer på stribe, og den slags læsning kræver lidt koncentration. Derfor er jeg glad for, at romanen ikke er længere end sine 166 om end i særdeleshed smukt skrevne sider.

Den type romaner, der sprudler af sansninger, stemninger og følelse kan ofte mangle noget i handling og historie og blive en smule søvndyssende i længden. Sådan er det ikke med Celestine. Den har det hele.

Romanens jeg er en ung, navnløs kvinde, der får job som lærer på en kostskole. Med sig har hun sin depressive kæreste Kim, som hun forsøger at elske men nok mest hader. Hun bærer selv rundt på en evig tristesse af ensomhed som skilsmissebarn med op til flere skiftende bonusforældre og søskende i bagagen og en deraf noget omflakkende tilværelse mellem to hjem.

Jeg flyttede som barn frem og tilbage mellem mine forældre, og jeg tror, de må have glemt at bade mig. Jeg var sjældent ren, havde lus og lange negle, der opstod aldrig i denne konstante pendulering mellem far og mor, en rengøringens rytme, som fandtes der en forventning om, at renselsen blev klaret et andet sted….

…Som barn var jeg skilsmissens sted, skriver hun. Men også som voksen fortabt i en bestandig følelse af at være tilovers og lidt i vejen befinder hun sig i en slags svævende tilstand af levende død, som et spøgelse.

På kostskolen bliver hun besat af historien om et ægte spøgelse, Celestine, inspireret af myten fra Dragsholm Slot, om den 16-årig pige fra herregården, som blev muret levende ind i væggen af sin familie, da hun blev gravid med staldknægten, og som ikke har kunnet finde hvile siden –  og jo hun hjemsøger kostskolen og i hvert fald vor hovedperson.

Den unge lærer kan heller ikke sove om natten men flakker rundt på gangene i en stor, hvid kjole og lurer lidt på de eleverne. De er kun få år yngre end hende, men som lærer betragtes hun som et mærkeligt vel nærmest oldnordisk gemyt, og hun må naturligvis holde sig på behørig afstand, selv om hun forelsker sig i hver årgangs mest slidte fyr og brænder inde med heftige seksuelle fantasier i sit slutty hjerte.

Hun og kæresten glider stille og roligt fra hinanden, mens kærestens psykiske sygdom forværres. Det bliver på et tidspunkt beskrevet således:

Jeg så, at den psykisk syge fremavler ynkelige og dog sejlivede planter, som han værner om som var de livgivende masker. Og snart var denne faksimileagtige sorg blevet genuin i sin kopi, var blevet ægte og hul og udslettelig, som en have, der ved mødet med et overlegent angreb af ukrudt, på toppen af sit hysteri, beslutter sig for at give efter for invasionen, for ikke længere at være en have, men et anfald af galskab.

Det er lige før, jeg ikke kan være med her, men heldigvis er det langtfra alle sætninger, der skal vi sige overblomstrer på denne vis.

Jeg tror aldrig, jeg har læst en så indlevende historie om, hvordan det må være at være spøgelse og endnu mere rammende, hvordan det må være at være skilsmissebarn omgivet af skiftende stedforældre og søskende, man bliver tvunget til at dele liv med i en periode for derefter at skilles igen. At leve et intimt liv med mennesker man intet har tilfælles med, og som voksen aldrig ønsker at møde igen. En situation som snart halvdelen af danske unge kender. Hvis det er sådan, det er og med så traumatiske følger, kan jeg godt forstå, at der bliver født for få børn i Danmark. Uanset anbefaler jeg på det varmeste, at du læser Celestine. Hvis du er til det skrevne ord, vil du uundgåeligt blive imponeret af en af Danmarks dygtige unge digtere.

VIP-rummet af Jens Lapidus

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-02-07 kl. 15.23.16Stockholm är blivit kallt sang svenske Orup i 1990’erne og ifølge forfatteren til thrilleren VIP-rummet, Jens Lapidus, er Sveriges hovedstad blevet endnu koldere i 2015.

“ Jeg ved ikke, hvordan du er sluppet ind, men det her er VIP-rummet, her lukker vi virkeligheden ude. Det er ikke et sted for alle.” Så klar er beskeden til hovedpersonen Teddy, da han er på afveje i jagten efter oplysninger.

VIP-rummet er for de særligt udvalgte, jetsettet på byens hotte og hippe insteder i et stadig mere klasseopdelt Sverige. Men det er også et billede på det svenske samfund. Og det er svært at blive lukket ind i VIP-rummet. Især hvis man som vor helt Teddy har siddet i fængsel.

Efter otte år bliver Teddy, der i øvrigt stammer fra Balkan ligesom svenskernes nationale fodboldhelt Zlatan, lukket ud i samfundet. Dog uden job, uden bolig, uden penge og uden prestige men fast besluttet på, at han er færdig med kriminalitet. Imens bliver en ung, børshaj med tilbagestrøget overklasse-frisure og fast adgang til VIP-rummene omkring Stureplan kidnappet af nogle grumme typer. Hans stenrige forældre hyrer et velanset advokatfirma til at håndtere sagen diskret og uden pressens bevågenhed. Her arbejder romanens heltinde Emilie hårdt og ambitiøst på at stige i graderne som advokat. Firmaet hyrer Teddy, der har solid erfaring med kidnapningsbranchen, og det umage detektivpar skal sammen undersøge sagen, inden politiet bliver indblandet. Det kommer til at få uoverstigelige konsekvenser for dem begge.

VIP-rummet er første del af en ny krimiserie fra Lapidus, der selv er advokat og arbejder som sådan i Sverige ved siden af sit succesfulde forfatterskab. Han er kendt for Stockholm-noir trilogien Cash, Aldrig fucke op og Livet Deluxe, hvor især Cash bragte en hel del fornyelse til genren. På trods af at Lapidus er uddannet med lovtekst og tørre paragraffer, kan han noget helt særligt med sproget og veksler sikkert, troværdigt og cool i heftige dialoger fra ghetto-skitsnak blandt indvandrere til overklasse struntprat hos Cerutti klædte slipsedrenge med Patrick Bateman tendenser.

IMG_3483
Ja jag diggar!

Jeg var vild med sproget, tempoet og karaktererne i Lapidus’ krimidebut Cash, som også blev til en ganske udmærket film. Her fulgte vi tre personer på hver sin hylde af samfundet og lodret dybere ned i den kriminelle underverden i deres kamp for at nå drømmenes mål. Virkelig gode og empatiske skildringer om rigtige mennesker, der træffer alle de forkerte valg. Eller bliver tvunget til det.

VIP-rummet er mere afdæmpet i sprog og tempo og langt mere klassisk krimi i sin struktur. Lapidus har her valgt et modent udtryk, og jeg hører ikke indbildt gangster-rap i baggrunden, når jeg pløjer gennem siderne på samme måde, som da jeg læste Cash. Men spændende det er den.

Et fint persongalleri og et fast makkerpar, Teddy og Emilie, som jeg godt vil høre meget mere om. Plottet er fuldt af overraskelser og med en helt ubærlig slutning, der tvinger mig til at sige: jeg skal så absolut også læse den næste!

 

 

 

We are all completely beside ourselves af Karen Joy Fowler

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-01-06 kl. 16.12.43

Velkommen til et nyt bogår! Håber 2015 bliver forrygende for alle, og at I får oceaner af tid til at læse.

Jeg havde planer om at nå mindst fem bøger i juleferien, men det blev kun til denne ene perle, som jeg til gengæld kan anbefale på det varmeste.

Rosemary er en stille pige, der føler sig aparte på flere måder. Da hun var barn, snakkede hun hele tiden, men tabet af hendes søskende har forandret både hende og resten af familien for altid. Hun fortæller sin historie ved at starte i midten. Det har hun nemlig lært af sin far, for på den måde behøver man ikke at fortælle alt og slet ikke om sin baggrund, når man møder nye mennesker. I tilbageblik opruller hun familiens tragedie, og intet er, som man tror.

Da Rosemary skal på college flytter hun langt væk fra sine forældre for at få en frisk start, nye venner og forsøge at passe ind, men det lykkedes ikke rigtigt. Ved et tilfælde får hun en eneste veninde, Harlow som ikke er en rigtig ven, men som minder om søsteren Fern: vild, uhæmmet og uforudsigelig. Den eneste Rosemary tør være sig selv sammen med.

Det lyder måske trist, og det er det også men ikke på den måde, du umiddelbart vil tro. Rosemarys søskende er stadig i live, men den søster, som hun i sine første år er tæt forbundet med, sover med, leger med og laver narrestreger med, må forlade hjemmet, da Rosemary kun er fem år gammel. Det får deres bror Lowell til at stikke af hjemmefra uden at se sig tilbage.

Hele miseren sætter dybe spor i den traumatiserede familie, hvor Rosemary og hendes forældre lader som ingenting er hændt og lader tilværelsen køre videre, mens savnet stikker dybt i dem. Indtil en række begivenheder tvinger dem til at forholde sig til det, der hændte.

Det er synd at afsløre for meget, men plottet er fantastisk skruet sammen og sætter fokus på vigtige menneskelige såvel som etiske og politiske temaer i læserens bevidsthed. Man bliver tvunget til at tage stilling til svære emner, som mange af os behændigt undgår at bekymre os væsentligt om i dagligdagen. For eksempel, hvad gør et menneske til et menneske? Hvad betyder søskendekærlighed, og hvad gør det ved den, der bliver frarøvet den? Hvor langt skal man gå indenfor forskning og videnskab for at gavne menneskeheden og samtidigt leve med konsekvenserne? Hvor meget skal andre lide, for at nogle kan blive raske?

Karen Joy Fowler sætter alvorlige spørgsmål på spidsen, men hun gør det på den mest bevægende og begavede måde uden at fordømme. Men som Rosemary siger det: If stupid were fuel, we would never run out. Og det er altså menneskeheden, hun taler om.

Samtidig med det og andre nedslående fakta såsom where you succeed will never matter so much as where you fail, er der en god portion humor i denne pragtfulde og rørende roman, og historien er i sin helhed særdeles opløftende. Og så er den fantastisk velskrevet og ikke mindst gennemresearchet.

Der er så meget godt at sige om denne fremragende roman, men jeg synes bare, du skal gå i gang og lade dig overraske. Du får virkelig noget at tænke over – oveni i den gode læseoplevelse. Starten på mit personlige bogår kunne i hvert fald ikke være bedre.

We are all completely beside ourselves er endnu ikke oversat til dansk, men den fortjener et stort publikum også i Danmark, så det håber jeg, den bliver.

På gensyn i februar, hvor jeg gerne skulle være igennem en thriller, et par krimier og andre gode sager!

Effekten af Susan af Peter Høeg

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-11-25 kl. 09.34.20Jeg har længe glædet mig til Peter Høegs seneste roman Effekten af Susan. For mange år og længe siden, læste jeg ham med stor begejstring, og som resten af verden var jeg vild med Frøken Smillas Fornemmelse for Sne, og De måske egnede gjorde også stort indtryk på mig. Kvinden og Aben måske knap så meget. Efter den bevægede Peter Høeg sig ud af mainstream-litteraturen og vendte efter års tavshed tilbage med nogle sikkert mageløse men for mig mindre tilgængelige værker. Jeg ved det egentlig ikke. Jeg kom aldrig i gang med hverken Den stille pige eller Elefantpasserens Børn.

Nu er Peter Høeg stærkt tilbage for igen at ramme segmentet udenfor intelligentsiaen med en skarpt skåret thriller med bestsellerpotentiale, men det er Effekten af Susan bestemt ikke blevet mindre intelligent af.

Peter Høeg vil meget mere end at underholde og sælge bøger til masserne. Han har noget på hjerte, som man siger, og i Effekten af Susan er det blandt andet bekymringen for kloden og klimaets tilstand og et bud på et dystert fremtidsscenarie, der godt kunne lure lige om hjørnet, hvis ingen gør noget.

Heldigvis har Peter Høeg opfundet en kvindelig superhelt til at tage sig af sagen, og hun er både sej, skarp, sårbar og svær at blive klog på. Feminist og filosof på den fede måde og på intet tidspunkt kedelig.

Som en ægte superhelt har Susan særlige evner, og udover at hun kan nedlægge enhver mand hun møder på sin vej eller knuse ham med et solidt greb om kronjuvelerne, så fremkalder hun oprigtighed fra ethvert menneske i hendes nærhed. Så snart hun træder ind i et rum, betror folk sig til hende og udleverer deres indre liv og hemmeligheder. Det er effekten af Susan.

Det er en evne, som suspekte kræfter i regeringen kan bruge for at få oplysninger ud af medlemmerne af en hemmeligholdt Fremtidskommission, et særligt udvalg af personer, der simpelthen kan spå om fremtiden. Magthaverne har et godt greb om Susan og hendes familie, der hver på forskellig vis har klokket i det på en rejse til Indien og nu har udsigt til lange fængselsstraffe. Husbond Laban og tvillingerne Thit og Harald, der heller ikke er uefne i superevner og højintelligens, udgør sammen med Susan en atypisk drøm om den perfekte kernefamilie, der i tæt samspil kan sno sig ud af enhver sprængfarlig situation, som superagenter nu kan. Alle i familien bliver sat på prøve, da medlemmer af Fremtidskommissionen bliver myrdet, lige inden Susan når at få det oprigtige ud af dem, og snart er skurkene også på jagt efter Susan og resten af familien.

Det sjove ved Susan er hendes ultra rationelle tankesæt og forkærlighed for naturvidenskab og kvantefysik. Selv hendes magiske superkræfter finder hun en forklaring for via naturlovene ligesom de modstridende følelser overfor forældrene og Laban og den ubetingede kærlighed til sine børn. Her er hun en brølende løvemor, der forsvarer med næb og klør, men udover det har hun også langt mindre sympatiske og hensynsløse sider. Måske en del af arven fra en dysfunktionel baggrund med en narcissistisk mor og en fraværende og savnet far.

Hvis jeg vover at tage chancen og tage de videnskabelige forklaringer for gode varer, så er Effekten af Susan da absolut den bedste fysikbog, jeg nogensinde har læst. Den er så også nær ved den eneste, men lad det nu ligge. Man skal ikke læse romanen for at blive klogere på fysik. Historien taler forbilledligt til de sprogligt anlagte, for Peter Høeg er selv en superhelt hvad angår evnen til at skrive poetisk, dybt og ikke mindst uforudsigeligt. Det har han bevist hver gang i sine romaner, og det gør han bestemt også her.

Effekten af Susan er smukt skrevet, super spændende, medrivende og relevant, og den har fuldt fortjent at blive en verdensomspændende bestseller på linje med Frøken Smillas Fornemmelse for Sne. En international filmatisering burde også være i sigte, selv om det vil være noget af en bedrift af få alt det spændende ved Susans tankesæt med. Det vil dog også være en forudsætning for, at filmen kan lykkes. Men læs nu lige bogen først.