The Shock of the Fall af Nathan Filer

Skærmbillede 2015-06-30 kl. 11.21.17Igen har jeg valgt en bog alene på grund af et formidabelt cover og en spændende titel uden at ane noget på forhånd. Og igen levede indholdet fuldt og helt op til forventningerne. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg har misforstået den engelske titel, da jeg troede, at den oversat til dansk kunne blive til “Chok over efteråret”, hvilket jeg nok havde fattet, at det ikke betød, hvis jeg havde været opmærksom på, at forfatteren er englænder og ikke amerikaner. Den handler altså om “Chok efter et fald.” Stupid me. 

Nathan Filers roman er endnu ikke udkommet på dansk. Jeg ved ikke, om den bliver det, men hvis jeg havde et forlag, ville jeg skynde mig at udgive den for hold da op, hvor den fortjener et stort og verdensomspændende publikum.

The Shock of the Fall er dog let læst på engelsk. Gribende, rørende og noget ganske særligt med sin spidse humor og overraskende sekvenser. En sørgelig, smuk, bittersød historie, der fik mig til at fælde tårer – og der skal efterhånden noget til.

Alene bagsideteksten giver en ganske fin fornemmelse for, hvad romanen har at byde på:

“I’ll tell you what happened because it will be a good way to introduce my brother. His name’s Simon, I think you’re going to like him. I really do. But in a couple of pages he’ll be dead. And he was never the same after that.”

Fortælleren Matthew Homes bliver heller aldrig helt den samme efter sin brors død – der altså sker efter et fald. Simon lever lystigt videre i Matts sind men ikke på nogen sund måde. Matt bliver alvorligt syg af en sygdom, “der lyder som en hvislende slange”, og et spørgsmål der virkelig rumsterer i mit lille læserhoved undervejs er, om hans tiltagende skizofreni kunne være undgået, hvis broren stadig havde været i live, eller om den er uundgåelig i og med, at den også er arveligt betinget?

Romanen handler om psykisk sygdom, og Matt fortæller sin historie fra en lukket afdeling med en stemme der skifter i form, font og tid og blander slående, kulsort socialrealisme med den ypperste magi. Udover at blive fyldt med medicin er Matt fuld af sarkastiske stikpiller men også fyldt med håb, evner og tro på en højere mening med det hele. Det er trist og sindssygt smukt på samme tid.  Vi får et yderst levende indblik i, hvordan det er at leve med en så svær og uforståelig lidelse som skizofreni. Og ikke mindst hvor hårdt det også er for de fortvivlede pårørende, forældre og venner. Hvis du som jeg har en stærk interesse for psykiatri, hvordan vi opfatter og behandler psykisk syge og ikke mindst, hvordan det er leve med en psykisk lidelse, så er denne fine, fine fortælling et såkaldt mustread. Men først og fremmest skal den have min klokkeklare anbefaling, fordi den er et litterært mesterværk med en historie, der er fornemt og originalt fortalt, og som griber fat om læserne fra første side og holder os fast til det sidste.

Nathan Filer har formået at skabe en udviklingsroman bygget op som en spændingsroman ved at tilbageholde information i tilpas rette doser, der bevirker, at du ikke kan slippe bogen men åndeløst bladrer forsigtigt videre, mens du reflekterer over den side, du netop har læst. Ved siden af Alt det lys vi ikke ser, er The Shock of the Fall den bedste læseoplevelse, jeg har haft i år. Den er med et lettere forpint men ikke desto mindre præcist udtryk: F.A.N.T.A.S.T.I.S.K.

Advertisement