Hvide blomster af Sissel-Jo Gazan

Når Sissel-Jo Gazan udgiver en roman, er der ofte garanti for en velfortalt og indlevende historie med en hovedkarakter, som beskæftiger sig med et videnskabeligt emne, der formidles på bedste nørdede vis og på en måde, der fænger den uvidende læser. Researchen er grundig, flot flettet ind i historien. Der er en imponerende detaljerigdom i fortællingen, og man lærer noget nyt hver gang.

Sådan er det også i den syvende roman Hvide blomster, der netop er udkommet, og her handler det om tatoveringer og botanik. I den forrige Blækhat var det Streetart, svampe, BZ-bevægelse og Aarhus i 1980’erne. Tidligere i de videnskabelige krimier med Dinosaurens fjer som verdensomspændende gennembrud har forfatteren beskrevet dinosaurer og fugle, og i Svalens graf vaccinationsbivirkninger og medicinalindustri. Sissel-Jo Gazan er selv biolog og har udover en dybdegående interesse i naturvidenskabelige emner også et bankende hjerte for de menneskelige relationer. For som gennemgående tema i flere af romanerne finder man også store familiedramaer om svigt, hemmeligheder og løgne. Dertil kommer et altid veltilrettelagt spændingsplot med adskillige overraskelser undervejs. 

Hvide blomster tillægger sig temaer som hævn og tilgivelse og har derudover en stærk socialrealistisk skildring af nogle af de mest sindsoprivende børneskæbner på dansk jord. Det er den fjerde roman, jeg læser af Sissel-Jo Gazan og efter min mening den bedste, siden Dinosaurens fjer

Hvide blomster starter på Samsø i 1993. En pige ved navn Bettina forsvinder, og lokalsamfundet er på den anden ende. Vi følger de to 14-årige kusiner Jenny og Tessa, der bor på Samsø og betragter forløbet og eftersøgningen af pigen. De er som nat og dag, og det samme er deres familier, men sammenholdet er stærkt. Jenny er kvik og dygtig til at tegne og nørder med botanik. Hun arver sin oldefars plantesamling, og det har en vægtig betydning for historien. Tessa er den rastløse, skoletrætte med det hårde ydre og det skrøbelige indre. Jennys mor Kisser er tatovør med et stort hjerte for svigtede børn, som hun hjælper udenfor lovens rammer. Hun er tvillingesøster til Jimmy, Tessas far, der også har et godt hjerte men en række alvorlige svagheder, der spænder ben, som det gennemsvigtede barn han er. Tato-Palle, der har egen legendarisk shop i Aarhus er deres far og pigernes højtelskede bedstefar. Hver især gemmer de på hemmeligheder fra fortiden og nutiden, der gennemsyrer familien i generationer.

Omkring dem et omfattende galleri af bipersoner fra den nysgerrige lokale betjent til de utallige halvsøskende og plejebørn, der er indlogeret hos Tessas mor Mona, der selv er en trøstesløs karakter med ret ringe forældreevne. Samt et væld af mystiske og mistænksomme typer fra øen, der skaber stigende uro omkring spørgsmålet, hvad er der sket med Bettina? 

Der er mange karakterer, og man kan godt blive lidt forvirret over, hvem der gør hvad mod eller for hvem, og nogle af bipersonernes bevæggrunde for deres handlinger flagrer lidt i vinden, men de centrale personer fremstår lyslevende og flerdimensionelle.

Romanen blander virkelige historier med fri og forrygende fantasi. Den er et yderst vellykket genremiks af spænding, socialrealisme, dannelsesroman, slægtsroman og tidsbillede, der på flere måder sætter nutidens debatter om for eksempel svigt og krænkelser i perspektiv. Det er i det mindste gået fremad. Opmærksomheden på børn der går for lud og koldt vand er noget større i dag, selvom alle problemer langt fra er løst. 

Jeg har haft en periode, hvor jeg gik kold i store murstensfortællinger men ikke denne gang. Ord og indhold flyder og fænger i et flow, man ikke har lyst til at afbryde trods 500 sider med 300 kapitler. Fortællingen kører derudaf med et herligt uprætentiøst men ikke desto mindre sprødt og sprudlende sprog, livagtig og humørfyldt dialog, og i modsætning til nogle af de tidligere romaner – uden overflødige sætninger og klichélignende fyld. Det er en fuldfed og fremragende roman, spækket med fantastiske detaljer, der leverer en helstøbt fortælling med vigtig samfundsrelevans samt indlevelse og hjertevarme for de svigtede og sårbare. 

Hvide Blomster er årets store fortællende roman. Den er ikke blot underholdende, den er vigtig. 

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

Advertisement

Blækhat af Sissel-Jo Gazan

I sommerferien lykkedes det overraskende nok at blive færdig med flere af de bøger, der længe har skulet til mig fra bunken: Læs mig og du vil ikke fortryde det. En af dem er Blækhat af Sissel Jo-Gazan, der udkom sidste efterår. En mursten af en 80’er roman og en bedre end god en af slagsen.

Romanen er længere end 500 sider med en imponerende detaljerigdom og en fortællekraft, så man tror på, at det hele faktisk er sket. Under læsningen måtte jeg lige google et par gange undervejs for at sikre, at der rent faktisk er tale om fiktion.

I starten af 1980’erne vokser Rosa op blandt de sidste hippier og de første punkere i de stejle gader i det indre Aarhus. Kollektivet møder BZ-bevægelsen, mens forelskede KU’ere med krokodille på trøjen og politi med panserskjolde lurer henne om hjørnerne.

Rosa bliver en af de første til at tagge sit navn på byens mure, mens hun noterer den Street art, der florerer i gaderne. Hendes mor Helle er lærer og en ivrig men ikke anerkendt svampeforsker, som bliver alvorligt syg i en alt for ung alder. Mormoren er også tæt på og giver penge til at sprayfarve værker i ly for ordensmagt og konkurrenter. De voksne bærer på en dunkel familiehemmelighed, som Rosa er lykkeligt forskånet for i sin barndom.

Sammen med veninden Sevim og andre venner i miljøet udvikler Rosa sig til Street art kunstner, og som voksen bliver hun forsker og formidler indenfor samme emne med en heftig rejseaktivitet. Hun følger i hælene på den mystiske Blækhat, der begår Street art med politiske undertoner verden rundt. Men inden da skal hun grueligt meget igennem.

Rosa ved ikke, hvem hendes far er. Der er tre mulige, som enten er døde eller umulige at finde, og så er der ham, der fungerer som far i det daglige, kunstneren Krudt, der introducerer Rosa for Street artens fantastiske univers. Han rejser til London og New York, og Rosa føler sig svigtet for første men ikke sidste gang. Hun forelsker sig i BZ-eren Tom, der er i politiets søgelys. Skæbnens vildveje er forunderlige, og Rosas passioner koster dyrt.

Romanen er skrevet som en sandfærdig familiekrønike med et hav af personer og referencer til Wikipedia opslag og gamle Ekstra Blads-artikler, og man tror som sagt flere  gange på hvert et ord, som var det virkelig sket, og forfatteren blot genfortæller egne erindringer. Det er nu ikke tilfældet, selvom der skulle være glimt fra forfatterens liv.

Det er historien også for fantastisk til, men med den grundige research tilsat en god portion nørderi og sat ind i en historisk og politisk kontekst er tidsbilledet fuldstændig overbevisende og mange steder beskrevet, som mange 80’er børn selv vil huske det.

Hvis man er til de store fortællinger med et velbygget plot, spækket med detaljer, begivenheder og et hav af personer, der passerer ind og ud af hovedpersonens liv,  så er det her Romanen.

Blækhat sprutter af fortælleglæde, og personer og dialog står lyslevende på hver side. Bogen kunne godt have været 100 sider kortere, men det er ok, at den ikke er det.

Den kunne også have været 100 sider længere. Tredje del starter med et gevaldigt tidshop og en underlig og lidt kedsommelig opremsning af, hvad der er sket på tyve år, som virker underligt påklistret. Historien tager heldigvis fat i en igen, og alle løse tråde bindes sammen på flot og fornemt vis  i en fin og forløsende slutning. Det er en roman, der vil rigtig meget og som lykkedes med det stort set hele vejen.

Sissel Jo-Gazan er en dygtig fortæller, og Blækhat er en underholdende roman om en subkultur, de færreste ved meget om samt de generelle politiske strømninger i tiden, der påvirker den. Efter læsning har man selv lyst til at gå rundt med en notesbog i hånden og nærstudere den efterhånden sjældne Street art, der er at finde i gaderne i 2018.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Lindhardt og Ringhof.

 

Svalens Graf af Sissel-Jo Gazan

Skærmbillede 2014-01-22 kl. 15.36.48Hvis du er til sladder over hækken om genboens familiehemmeligheder, er der vel rigeligt at komme efter i Svalens Graf. Der er stort set ikke den tragedie, som ikke overgår biologen Marie Skovs familie, og der er ingen grænser for, hvor belejligt om end tilfældigt personernes fortid i denne historie spiller ind i hinanden. Marie er hovedperson i opfølgeren til Sissel-Jo Gazans forrige roman Dinosaurens Fjer. Da den udkom, var det en nyskabende form for krimi, der kombinerede videnskab med solid spænding, underholdning og familiedrama. Den var bare hamrende god. Svalens Graf fortsætter i samme spor men med langt tungere vægt på familiedramaet end krimiplottet. Historien er velfortalt og opfindsom men knap så spændende som i den forrige og også en smule for meget. Det videnskabelige tema, om hvorvidt DTP-vacciner kan være skadelige for børn i udviklingslandene og et mord forklædt som selvmord, der trækker spor til medicinalbranchens mastodonter med onde selviske hensigter, burde ellers gibbe endnu mere i læserne end i den forrige, hvor forskerstriden stod om, hvorvidt fugle nedstammer fra dinosaurer, men det synes jeg ikke, at det gør.

Svalens graf fængede mig da, og jeg læste den hurtigt til ende. Men der var mange lange passager, der kedede mig, irriterede mig og tenderede triviallitteratur. Det er uanfægtet, at Sissel-Jo Gazan skriver, så det fyger og flyder, og hun kan i den grad formidle tungt og svært tilgængeligt stof på en måde, der gør det nemt at forstå og spændende at følge. Men hele familiedramaet bliver pindet ud i lange forklarende passager, der levner en historie med for meget tell og for lidt show, også i dialogen mellem personerne hvor de skærer deres følelser ud i pap. Der er ingen antydningens kunst eller skjulte undertoner at hente mellem linjerne.

Jeg kunne også godt have ønsket, at det videnskabelige aspekt var foldet meget mere ud i Svalens Graf. For den levner unægtelig mange ubehagelige og vedkommende spørgsmål om, hvad der egentlig er op og ned med de vacciner. Især når nu en ægte vaccineforsker har leveret den del af historien til forfatteren. I stedet kunne en af romanens mange sidehistorier om parret fra Dinosaurens Fjer, politiforskeren Søren og hans dino-forsker kæreste Annas forhold, der er ved at gå i dødvande, så passende være skruet meget mere ned. Trods kritikken synes jeg bestemt, at fans af Dinosaurens Fjer skal hive fat i Svalens Graf. Den er ok god. Bare ikke ligeså god. Hvis du endnu ikke har læst Dinosaurens Fjer, så skynd dig og kom i gang!