Anden Person Ental af Daniel Dencik

Skærmbillede 2014-03-21 kl. 12.40.52Historien i Anden Person Ental er oprørende læsning, og det er den især, fordi vi ved, den er baseret på forfatterens egne erfaringer. Der står godt nok roman på omslaget, men hovedtrækkene er fra virkelighedens verden, og det gør, at man som læser i den grad kommer op af stolen og får trang til at gøre oprør mod det system, som hovedpersonen Alexander er oppe imod. Han er delefar til tvillinger, som bor hos deres mor i Sverige, og han selv bor i Danmark. Samvær og samarbejde fungerer tilsyneladende upåklageligt, indtil den dag børnenes mor beslutter sig for, at Alexander ikke længere skal se sine børn med beskyldninger om, at han har været voldelig mod dem.

Et bureaukratisk mareridt og en følelsesmæssig nedtur der strækker sig over måneder og år tager sin begyndelse og står den dag i dag uforløst. Daniel Dencik har som sin fortællerstemme Alexander ikke set sine børn i næsten to år. Forfatteren beskriver sit følelsesmæssige kaos, der svinger fra håb og optimisme til total magtesløshed og selvmordstanker. Han formår gennem hele forløbet at opføre sig civiliseret og efter reglerne, selv om hans indre rebel bliver vækket og fremmaner tanker om kidnapning og hævn samt forståelse for de værste massemordere, der føler sig snydt af systemet. Trods det at hans venner kalder ham for skvattet, holder han fast i sig selv. Han har som de fleste af os ikke personlighed til bøllemetoder og ved, at det intet nytter i det lange løb. Han bliver nødt til at spille efter reglerne, kæmpe for sin sag via rettens vej og holde ud. Processen med at skrive sig igennem smerten med denne uhyrlige og højt roste roman hjælper ham formentlig med at bevare sin forstand.

Som læser bliver man hurtigt overbevist om, at Alexander er uskyldig i anklagerne, blandt andet fordi han bliver renset for dem af anklagemyndighederne i løbet af historien. Det hjælper ham bare ikke, for da han endelig får mulighed for at se sine børn, er meldingen, at det ønsker de ikke. Alexander mener, de er underlagt en form for hjernevask, og at de siger det for at undgå konflikter med moren. Vi ved reelt intet om, hvad der foregår hos modparten, og det er bogens eneste svaghed. Vi hører kun historien fra hovedpersonens side. Den mulige forklaring, vi får, på morens besynderlige opførsel er, at hun gentager et svigt, hun selv har været udsat for i barndommen. Men selv om der skulle være det mindste hold i anklagerne mod Alexander, er det en fuldstændig urimelig modstand og mangel på forståelse, der venter, da han står overfor de svenske myndigheder i sagen.

– Åh hvor kommunalt, siger vi, når noget bliver for bureaukratisk, trækker i langdrag eller er for rigidt i system-Danmark. I Sverige har stadsdelsförvaltningen åbenbart fået den pædagogiske, politiske og regelrette korrekthed så galt i halsen, at man har lyst til at skrige. Man kan kun håbe, at romanen maner til eftertanke hos de implicerede parter, der sikkert vil kunne genkende sig selv. Daniel Denciks roman er ligeså vigtig, som den er velskrevet, og jeg vil kraftigt anbefale den til alle, der har børn, arbejder med børn eller med forældres rettigheder,  – såvel som til alle andre.

Den Danske Borgerkrig 2018-24 af Kaspar Colling Nielsen

Skærmbillede 2014-03-27 kl. 21.29.57Så er jeg også hoppet med på en bogbølge og har netop afsluttet Kaspar Colling Nielsens vilde og meget roste fortælling om en kommende borgerkrig i Danmark. Hvis man tog de virkeligt negative briller på, kunne den godt lure lige henne om hjørnet ovenpå grådighedens årti med finanskrise, umoralske banker, naive låntagere, lammede politikere og den gradvise afvikling af velfærdsstaten tilsat massearbejdsløshed og oprør, hvor politikere bliver halshugget foran Borgen og erhvervsbosserne torteret i deres Strandvejsvillaer. Det er ret så uhyggeligt, og hvis alt ender galt, kvalmende realistisk med tanke på de krige, der faktisk finder sted i verden, hvis det ikke lige var fordi, at historien bliver fortalt langt ude i fremtiden af en 475-årig gammel rigmand, der lever det evige liv som en af de få udvalgte i et stamcelleprogram. Han fortæller om krigen, der fandt sted i hans unge dage som hipster på Nørrebro og om sin nutidige overdådige tilværelse med luksus og jævnlig gruppesex i det globale jetset. Det gør han lidt på samme måde som Snobberne i Rytteriet fortæller om udnyttelse af deres au-pair piger som den mest naturlige ting i verden, og så har han en talende og tænkende hund ved navn Geoff. Hans eneste sande ven, der som et reflekterende og nu ofte ulykkeligt væsen må igennem de samme livskriser som sin herre.

Historien om tiden før, under og efter den danske borgerkrig er krydret med en række fuldstændigt langt ude og grumme men også helt fantastiske historier og fabler, man ikke lige umiddelbart kan gennemskue meningen med, udover at de er ret opfindsomme. Fra en suicidal grønlænder der belaster sundhedssystemet til en psykisk syg bjørn, der savner sin honningkrukke på en lukket afdeling. Den historie, der gjorde mest indtryk på mig, er beskrivelsen af en tomats personlige holocaust. Jeg kommer nok ikke til at åbne en dåse flåede tomater med samme ligegyldighed som før lige foreløbig. Man må så sandelig tage hatten af for forfatterens fabelagtige fantasi og ikke mindst hans formidable sprog. Romanen Den Danske Borgerkrig 2018-24 er en skønsom blanding af grum realisme og surrealistisk satire, der smækker nogle sandheder om menneskelig dårskab lige op i hovedet på os. Nogle ret så skræmmende sider af menneskeheden, vi ikke vil kendes ved, men som kommer til udtryk, når mennesket er under pres eller i krig eller bare keder sig og derfor er nødt til at skabe en eller anden form for krig eller drama i tilværelsen. Der er flere pointer i historien, der giver stof til eftertanke. Forestil dig for eksempel at alle de intelligente men ofte ret så voldelige tv-serier, mange af os jubler over i dette årti, leverer inspiration til den sadisme, der uundgåeligt rammer, hvis en krig bryder ud i et samfund, der ikke er vant til krig. Ikke en rar tanke, vel? Den her roman er så original, fantasifuld men også så uhyggeligt vedkommende og samfundsrelevant, at du bare skulle tage at læse den. Jeg håber også, at politikerne læser med.

The Goldfinch – af Donna Tartt

Skærmbillede 2014-01-23 kl. 15.58.02Hvis jeg kunne, ville jeg betale dig for at læse denne roman. Så god er den. Den svæver øverst på New York Times bestseller liste, og jeg kan med sindsro sige, at den har indtaget førstepladsen på min personlige hitliste over de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Kan være fordi jeg er håbløst bagud med alle klassikerne og mest bruger min tid på nyere litteratur. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at det her er et krystalklart mesterværk.

The Goldfinch er noget helt for sig selv. Uden at være litteraturekspert er jeg fuldstændig overbevist om, at langt ude i fremtiden vil lige præcis denne murstensroman stå tilbage som en af de store litterære klassikere fra det 21. århundrede.

Theo Decker er kun tretten, da han med nød og næppe overlever et terrorangreb på Metropolitan museet i New York. Det gør hans højtelskede mor og eneste støttepæl i livet til gengæld ikke. Da socialrådgiverne spørger, hvem de kan ringe til, som holder af ham og kan tage ham til sig, står det snart klart, at svaret er ingen. Faren, en falleret C-skuespiller og gambler, er stukket af for længe siden, og bedsteforældrene har ikke “overskud”. De er fuldkommen ligeglade. Theo har mistet sin mor og er nu helt alene i verden. I en langvarig tilstand af chok, sorg og savn bliver Theo en semi-zombie og passiv tilskuer til sin egen tilværelse. Han bor først hos en kammerat på den dyreste del af Manhattan, men da han så småt er ved at falde til, bliver verden vendt på hovedet igen, og han bliver tvunget til at flytte til et usselt liv i Las Vegas. Theo bliver kostet rundt til den ene uholdbare situation efter den anden, indtil han som voksen endelig tager skeen i egen hånd og finder sin egen ikke helt ufarlige vej.

Det eneste, der holder ham kørende under opvæksten er, udover et eskalerende stofmisbrug og et par livsvigtige venskaber, det uvurderlige maleri af en lænket guldfinke, han kommer til at tage med sig ud af museet, efter bomberne er sprunget. The Goldfinch er Theos trøst, et smukt værk der får hans mørke hjerte til at lyse og forstærker mindet om hans mor. Men maleriet er også hans skæbne. Samtidig med at det lærer ham, hvordan stor kunst kan give alt mening i verden for den enkelte – selv når livet er meningsløst, bringer det også en helvedes masse bekymringer med sig og sender ham direkte i uføre i den kriminelle underverden.

Der er visse ligheder med Jonathan Safran Foers Ekstremt højt og utroligt tæt på, også en virkelig god roman, men bortset fra afsættet og det følelsesmæssige kaos efter tabet af en forældre, er den alligevel helt sin egen og efter min mening bedre.

The Goldfinch er en roman, hvor man holder vejret hele vejen igennem. Donna Tarrt har været ti år om at skrive den, og der er da heller ikke sat et eneste ord forkert eller for meget på de knap 771 sider. Den er så smukt og sanseligt skrevet, at man bare må bøje sig i støvet over hver eneste sætning. Det bliver aldrig påtaget, indforstået, højpandet eller værst af alt kedeligt. Ikke et eneste sekund. Det her er stor litterær kunst, der både gør dig klogere på livet og konstant skaber levende, klare billeder og sætter hele følelsesregisteret i spil, så man griner og græder. Bedst af alt er det en voldsomt medrivende, vild og vidunderlig fortælling om tab, sorg, frygt, besættelse, søgen efter mening, venskab og stor kærlighed i det moderne Amerika. Og oven i købet er det en højt begavet thriller, der kan få enhver skribent til at lægge pennen fra sig af bar benovelse og utilstrækkelighed. Det er der dog ingen grund til, for hvis The Goldfinch skulle sætte standarden, ville der kun udkomme en lille håndfuld romaner i verden hvert år. Den her fantastiske historie, og den visdom den strør om sig, har gjort næsten lige så stort indtryk på mig som læser, som Theos maleri gør på ham, og det er første gang, jeg har den holdning, at en roman på knap 800 sider godt må være længere. Du bliver simpelthen bare nødt til at læse den.

The Goldfinch er på vej i en dansk oversættelse med titlen Stillidsen fra Lindhardt og Ringhoff

Forbandede Yngel af Anne-Cathrine Riebnitzsky

Skærmbillede 2014-01-27 kl. 12.17.24Først et stort tillykke til Anne-Cathrine Riebnitzsky som netop har  vundet boghandlernes pris De Gyldne Laurbær for sin tredje roman Forbandede Yngel. Det gav også mig tilskyndelse til at få læst bogen, som jeg har haft på hylden et stykke tid, og jeg kan kun tilslutte mig koret af de mange roser. Det er klart den bedste bog, jeg har læst af en dansk forfatter i lang tid. Den er så velskrevet og fornemt komponeret med et smukt, enkelt og poetisk sprog, der aldrig forsøger at være mere end det er, men som alligevel rager højt op i skyerne. Handlingen springer i tid og sted men på en yderst elegant måde, så man som læser aldrig er i tvivl om, hvor man er, og hvad det handler om.

Romanen afspejler som tidligere nævnt Riebnitzskys eget liv og fortæller historien om Lisa og hendes tre søskende, der vokser op i et dysfunktionelt hjem på landet med en afstumpet, voldelig far og en psykisk syg mor. De lever i konstant frygt for forældrenes utilregnelige opførsel og ved aldrig, hvad dagen byder på af tæsk, skænderier, psykisk terror, løgne og fortielser, eller om det lejlighedsvis bliver en god dag til alles overraskelse. De fire søskende har heldigt for dem et tæt sammenhold og hver deres overlevelsesmekanisme, selv om den grumme barndom præger dem for altid. Lisa og hendes ældste bror flygter ind i militæret og finder fred og frihed som udsendte i Afghanistan. Lisa kan samle et gevær, hoppe i faldskærm ti gange om dagen og foretage afhøringer, der skræmmer hende selv, men inderst inde kæmper hun med et temmelig dårligt selvværd.Den yngste søster hengiver sig til klaverspil men bryder som voksen sammen og bliver indlagt efter et selvmordsforsøg. I flyet på vej hjem for at besøge sin søster sidder Lisa sammen med en mand, hun tilfældigvis er forelsket i, og hun beslutter sig for at fortælle hele sin historie til ham. Måske som et forsøg på at overgive sig til kærligheden og sætte alt på spil, for at se om det vil briste eller bære. Om hun er værd at elske, når alle familiehemmelighederne er lagt på bordet.

Den her bog kan kun ramme enhver, der har siddet bare en smule “skævt på potten” og levet med frygt for sine forældres reaktioner, tvivlet på deres kærlighed og eget værd. Det handler ikke om misbrug og myndigheder, der burde have fjernet børnene. Men om et af de sikkert mange hjem hvor alt ser tilforladeligt ud på overfladen, men hvor forældrene svigter big time, fordi de ikke magter andet, uanset om det er af ond vilje eller ej.  Den form for dysfunktionalitet som udspiller sig bag kulisserne og som gør ondt, men som desværre nok er meget mere udbredt og genkendelig, end man lige skulle tro. Uanset om man er opvokset i den rene idyl eller det modsatte, vil bogen ramme rent hos de fleste. Det er en grum fortælling, men heldigvis er der også både humor og håb at løfte sig op ved. Så læs den. Læs den nu.

Bemærk så også lige det flotte omslag begået af knalddygtige grafiske designer og multitalent Henriette Mørk, der har skabt et fint billede på det skønne, der trods alt også er i Lisas opvækst på forsiden men med diskrete detaljer om det grumme, især på bagsiden – af livet kunne man tilføje.

Bryllupsintrigen af Jeffrey Eugenides

Skærmbillede 2013-12-31 kl. 14.43.52Hvor er jeg glad for, at jeg langt om længe fik læst Bryllupsintrigen, som er en perle af en dannelses-/kærlighedsroman. Den er skrevet af græsk-amerikanske Jeffrey Eugenides, der tidligere har vundet Pulitzerprisen for romanen Middlesex, og som også står bag The Virgin Suicides. Dem har jeg begge til gode.

Vi befinder os på Brown college i Providence, Rhode Island, USA i 1982 og følger netop dimitterede Madeleine, som elsker victoriansk og romantisk litteratur og derfor skriver hovedopgave om bryllupsintrigen, som man finder den i værker af Jane Austen. Ligesom en hovedperson i en Austen roman finder Madeleine snart sig selv som midtpunkt i et humoristisk men også en hel del mere realistisk og tidssvarende trekantsdrama, hvor hun må vælge mellem dragende, højtbegavede og maniodepressive Leonard med “det smuldrende sind” eller jordnære, søgende, intellektuelle Mitchell, der vil vide “hvorfor han er her, og hvordan han skal leve”. Der er Soft Cells Tainted Love i højtalerne, og hvis man vil vide, om fyren har tænkt sig at ringe, må man pænt vente hjemme med en rystende hånd på fastnettelefonen.

Vi følger de tre det første år efter college, og de kommer til at lære mere om meningen med livet og kærlighedens sande natur på det år, end de fleste når på en dekade. Romanen er fyldt med litterære og kulturhistoriske referencer, og så er den helt fantastisk velskrevet. Læsningen stryger bare af sted samtidig med, at man næsten på hver eneste side får mere substans til hjernearkivet i form af  simple men ikke desto mindre interessante, filosofiske og religiøse betragtninger, der er svære at modsige. For eksempel: “At alle kunstnere kun skaber for at fodre deres egen narcisisme. At ethvert brev der bliver skrevet fra en person til en anden er et kærlighedsbrev. At Guds rige ikke er et sted men en sindstilstand.” Og meget mere i samme dur. Derudover er sidehistorien om at leve som og med en maniodepressiv så indlevende og smertefuldt beskrevet, at det ikke bare gør ondt at læse men også giver et solidt indblik og en bedre forståelse.The Marriage Plot er historiens originale titel, og kærlighedshistorien mellem de tre er meget mere plot end intrige, i hvert fald ligeså spændende som en pageturner med et absolut veldrejet, uforudsigeligt plot og flere aha-oplevelser både undervejs og til sidst. Kort sagt og til både voksne drenge og piger, der gerne vil reflektere lidt over deres egen coming of age historie: læs den.

 

The Circle af Dave Eggers

Skærmbillede 2013-11-29 kl. 09.19.15“Fremtiden tilhører dem der deler.” Det kunne man læse i en kommentar på facebook forleden. Det vidner om, at Dave Eggers nye fremragende roman The Circle er uhyggelig relevant. For hvad gør det ved os, når vi bruger en stigende mængde af vores tid på de sociale medier, og hvad skal det hele så ende med? I The Circle ender det så galt, at jeg efter endt læsning havde lyst til at droppe ud af al digital aktivitet.

Den unge Mae Holland lander drømmejobbet hos software giganten The Circle, som har opslugt google, facebook, Twitter, LinkedIn og alle de andre og opnået monopol status på de sociale medier. TruYou hedder din konto og her er intet livsøjeblik for uinteressant til ikke at blive dokumenteret. Det er tværtimod et krav. ALL THAT HAPPENS MUST BE KNOWN er firmaets mantra. For hvis du ikke deler, så snyder du andre, der går glip af din oplevelse, uanset om det er en formidabel udsigt over Himalaya, eller når din syge far skider i sofaen. For tænk på alle dem, der ikke selv kan rejse, eller har lignende problemer der hjemme. De har brug for din erfaring. Og hvis du ikke deler, så deltager du jo ikke i fællesskabet. Så er du en asocial egoist.

The Circle er verdens mest attraktive arbejdsplads, hvor kun de bedste får job og i den påståede fritid kan boltre sig på firmaets enorme campus. Et Disneyland af fryns og personalegoder: fitness, golfbaner, teater, koncerter, comedy, you name it – they got it. Imens bliver de stille og roligt hjernevasket af firmaets stiftere De Tre Vise Mænd, der som snedige prædikanter og lumske diktatorer vender enhver lille fjerbold af kritik på hovedet med dygtige argumenter og kriminelle aktiviteter. Mae stiger hurtigt i graderne med sine spontane indfald af slogans til firmaets branding: SECRETS ARE LIES, SHARING IS CARING, PRIVACY IS THEFT. Imens mister hun kontakten til sine nærmeste og ikke mindst sig selv.

The Circle er dystopi, samfundskritik og satire i skønsom blanding. Det er også en thriller, der får dig til at sidde med stigende puls og ondt i maven af stress på personernes vegne i deres kamp for at bevare status og anseelse i firmaet med konstante ratings, vanvittige performance krav og overvågning i alle døgnets timer. Firmaets mission er at fuldende cirklen i logoet, og for at det kan ske, skal verden være 100 procent transparent. Hvordan det skal foregå, må du læse dig til, men det er temmelig skræmmende  – især fordi det er så pokkers vedkommende. Scenariet er overdrevet og komplet urealistisk – vil nogen sige. Men tænk på hvor meget der er sket på de sociale medier bare indenfor de sidste par år? Det er jo et krav, at vi deltager. “Gå digital eller dø”, læste jeg fornylig i mit fagblad. The Circles skræmmescenarie kunne meget vel vente lige om hjørnet og ikke i en fjern fremtid. Så læs The Circle, grib fat i egen tast og husk hvad der er vigtigt i dit liv, inden det er for sent.

Dave Eggers er en af USA’s allerbedste forfattere med en lang række romaner bag sig. For mange år siden læste jeg den selvbiografiske Et hjertegribende værk af overvældende genialitet. En af mine top ti romaner til dato. Den handler om, hvordan Eggers i en meget ung alder mister begge forældre og må tage sig af sin bror, mens han finder fodfæste i tilværelsen som ung og lidt for hurtigt voksen. Den er fantastisk og lever i den grad op til sin selvironiske titel.

Kvinden ved 1000 grader af Hallgrímur Helgason

Skærmbillede 2013-11-25 kl. 14.17.35“Vi begynder livet med at drømme om guld og grønne skove og ender med at glæde os over et enkelt træ.” Sådan lyder blot én af en lang perlerække af enkle men livskloge betragtninger fra hovedpersonen Herbjørg Maria Bjørnsson også kaldet Herra i Hallgrímur Helgasons mesterlige roman Kvinden ved 1000 grader. Lad mig sige det med det samme, mens jeg samler resterne af mit nedsmuldrende kæbeparti op fra gulvet. Det her er den bedste bog, jeg har læst længe. Det er nemt at forstå, at den i år var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Helgason leverer en overrumplende historie, der trykker på alle knapper i følelsesregisteret med en varig strøm af sproglige og indsigtsfulde genialiteter.

Herra er en gammel hejre, som bor i en garage i Reykjavik og lænket til sit sygeleje trækker vejret gennem sit livs sidste uundværlige smøgpinde i de KOL- og kræftinficerede lunger, mens hun venter på døden og turen til kremeringsovnen. Hun er bitter på livet og kynisk i sin anskuelse af verden men med humoren i ualmindelig god behold. Den udfolder hun blandt andet foran den bærbare computer på sengelejet ved at flirte med unge mænd i den globale landsby på “fjæsbogen” og ved at drive spas med sine arvinger, som hun har et anstrengt og distanceret forhold til. I hendes sidste dage tænker hun tilbage på sin dybt traumatiske og oprørende livshistorie, og vi lærer en person at kende, som får begrebet stærk kvinde til at lyde en smule underspillet.

“Jeg stod med det ene ben i havet og det andet på de bonede gulve og skrævede derfor tidligt over meget,” siger Herra i begyndelsen. Det kan man roligt bekræfte. Hun er barnebarn af Islands første præsident, men de få glamourøse og glædelige stunder, hun oplever i sit liv som verdensdame, kan på ingen måde opveje de rædsler, der møder hende hele vejen i løbet af sine 80 år. Først i Tyskland under 2. Verdenskrig, hvor hun lever som flygtning i krigens sidste par år. Den menneskelige drivkraft, der starter en krig til at begynde med, forklarer hun således opmuntrende:“I krigstid har alle det godt, for ingen kan bestemme noget. I fredstid gribes folk af ulykkelighed, for så bliver man nødt til at vælge og vrage. Al krig udspringer derfor af menneskets bundløse begær efter lykke. Der er ikke noget mennesker frygter mere end fred på jorden.”

Der er små glimt af lykke men mest ufattelige slag til Herra under krigen. Og mindst ligeså rystende begivenheder rammer hende senere i efterkrigsårene i Buenos Aires, og da hun efter mange år i udlandet vender tilbage til Island. Herra flakker, falder og rejser sig igen og igen, mens smerten prenter sig ned i hendes sjæl, og hendes overlevelsesmekanisme er at lange verbale øretæver ud til højre og venstre, mod egen og andres nationalitet, mænd og kvinder og verdens gang såsom krig og finanskriser. “Den menneskelige skabning har altid haft brug for katastrofer. Og hvis ikke den modtager dem fra naturens hånd prøver den at fremstille dem selv. Det er naturligvis den vigtigste grund til vores krak,” siger damen.

Hvis du kun får læst én roman om året og gerne vil have et stykke litteratur med gods i, så grib fat i Kvinden ved 1000 grader.

Og sådan blev det af Maren Uthaug

Skærmbillede 2013-10-23 kl. 11.22.40Lad mig slå fast med det samme. Jeg er stor fan af Marens striber og tankestreger som Ellers går det godt. Derfor var forventningerne også store til debutromanen Og sådan blev det. Det er bogen, alle taler om for tiden. De fleste er vilde med den. Jeg har det blandet med den. Og så alligevel. Den skal med som en af bog boblerne her. For selv om jeg ærligt talt kedede mig lidt undervejs i romanen, der ellers ikke er særlig lang og hurtigt læst, så var slutningen både særdeles overraskende og meget rørende.

Historien handler kort fortalt om den halvt norske, halvt samiske pige Risten, der bliver hevet væk fra sin mor og rødderne i Nordnorge, flytter til Danmark og det meste af sin barndom må lide under en mildest talt irriterende dansk stedmor i det Sønderjyske og en slapsvans af en far. Maren Uthaug skriver historien i en minimalistisk og meget nøgtern, skandinavisk stil, som passer godt til denne fortælling. Sproget er lige ud af landevejen, og trods den bevidst kølige tone ligger der en masse uforløste følelser og sorg mellem linjerne. Der er ikke ret mange stænk af humor men en hel del nordisk tungsind, som jeg ser det. Det skuffede mig lidt, for Maren Uthaug skriver ofte, så man griner højt. Men fair nok at en forfatter har behov for at vise andre sider af sig selv og forståeligt nok med tanke på hvor sørgelig en historie, det egentlig er. Romanen er virkelig velskrevet uden svinkeærinder. Desværre bliver personerne ikke rigtig vedkommende for mig  – altså før til allersidst, hvor dramaet spænder til, og der endelig bliver åbnet op for sluserne, uden at det bliver for meget. Uanset så er jeg sikker på, at der kommer mange flere guldkorn fra Maren Uthaug, om det så er i romaner, klummer eller tegneserier, og dem vil jeg uden tvivl følge med i.

Hvor blev du af Bernadette af Maria Semple

Hvor blev du af BernadetteDet ligner et stykke chick-litt udfra coveret at dømme og fred være med det. Det var da også et nyskabende og fornøjeligt begreb dengang i 90’erne. Men Hvor blev du af Bernadette er langt mere, hvilket anbefalingen af Jonathan Franzen på bogens forside da også vidner om. Den her ramte mig faktisk en hel del mere i hjertet end Franzens egen Frihed, der blev udråbt til den største moderne amerikanske samtidsroman for et par år siden. Hvor blev du af Bernadette er en munter, faktisk ret sjov og ekstremt fantasifuld men også ret så rørende historie om, hvad der kan ske i et kvindeliv, hvis gnisten, passionen eller ens kald her på jorden bliver undertrykt enten af omgivelserne, skæbnen eller af en selv. Historien er fortalt i en original stil med en blanding af mail korrespondance mellem hovedpersonen Bernadette og de andre personligheder i bogen samt ikke mindst datteren Bees betragtninger og ukuelighed i at følge sporene efter hendes mor, da Bernadette som titlen antyder pludselig forsvinder ud i den blå luft. Historien bringer os fra  speltmødre- helvede på en af byens privatskoler over Microsoft basen i Seattle til polarforskermiljø i Antarktis. Det er en fabelagtig bog, og selv om den foregår i et lettere karikeret og meget amerikansk upper middle-class miljø rammer den plet til et universelt publikum.

De Ufuldkomne af Tom Rachman

Skærmbillede 2013-10-20 kl. 10.46.17De fleste avisjournalister med respekt for deres fag har sikkert allerede læst Tom Rachmans formidable debutroman De Ufuldkomne. Men jeg bliver nødt til at slå endnu et slag for Rachmans fuldkomne historier om de mennesker, der arbejder på en international avis i stil med International Herald Tribune, hvor forfatteren selv har arbejdet. Det må være ligeså interessant læsning for alle andre, der interesserer sig for den psykologiske drivkraft, der ligger bag de klassiske trykte medier, der i digitaliseringens tid kan se sig selv stille og roligt glide mod afgrunden, medmindre de formår at genopfinde sig selv på nettet.

Vi møder journalisten, korrespondenten, freelanceren, redaktionssekretæren, stifteren, regnskabschefen, chefredaktøren og andre skæbner, der kæmper hver deres indre og ydre kamp for at overleve og opnå anerkendelse i det fag og den benhårde branche, de føler sig født til at leve i. Enhver glamourisering af hvor fedt, det er at arbejde på en avis, er i overensstemmelse med den tid, vi lever i, erstattet af meget realistiske og genkendelige fortællinger, samtidig med at jeg godt forstår, at det bare er lige dér, midt i nyhedsstrømmen som formidlere af verdenshistoriens gang, mens den sker, at de gerne vil være. Det tror jeg, mange dagbladsjournalister vil være enige i.