Anden Person Ental af Daniel Dencik

Historien i Anden Person Ental er oprørende læsning, og det er den især, fordi vi ved, den er baseret på forfatterens egne erfaringer. Der står godt nok roman på omslaget, men hovedtrækkene er fra virkelighedens verden, og det gør, at man som læser i den grad kommer op af stolen og får trang til at gøre oprør mod det system, som hovedpersonen Alexander er oppe imod. Han er delefar til tvillinger, som bor hos deres mor i Sverige, og han selv bor i Danmark. Samvær og samarbejde fungerer tilsyneladende upåklageligt, indtil den dag børnenes mor beslutter sig for, at Alexander ikke længere skal se sine børn med beskyldninger om, at han har været voldelig mod dem.

Et bureaukratisk mareridt og en følelsesmæssig nedtur der strækker sig over måneder og år tager sin begyndelse og står den dag i dag uforløst. Daniel Dencik har som sin fortællerstemme Alexander ikke set sine børn i næsten to år. Forfatteren beskriver sit følelsesmæssige kaos, der svinger fra håb og optimisme til total magtesløshed og selvmordstanker. Han formår gennem hele forløbet at opføre sig civiliseret og efter reglerne, selv om hans indre rebel bliver vækket og fremmaner tanker om kidnapning og hævn samt forståelse for de værste massemordere, der føler sig snydt af systemet. Trods det at hans venner kalder ham for skvattet, holder han fast i sig selv. Han har som de fleste af os ikke personlighed til bøllemetoder og ved, at det intet nytter i det lange løb. Han bliver nødt til at spille efter reglerne, kæmpe for sin sag via rettens vej og holde ud. Processen med at skrive sig igennem smerten med denne uhyrlige og højt roste roman hjælper ham formentlig med at bevare sin forstand.

Som læser bliver man hurtigt overbevist om, at Alexander er uskyldig i anklagerne, blandt andet fordi han bliver renset for dem af anklagemyndighederne i løbet af historien. Det hjælper ham bare ikke, for da han endelig får mulighed for at se sine børn, er meldingen, at det ønsker de ikke. Alexander mener, de er underlagt en form for hjernevask, og at de siger det for at undgå konflikter med moren. Vi ved reelt intet om, hvad der foregår hos modparten, og det er bogens eneste svaghed. Vi hører kun historien fra hovedpersonens side. Den mulige forklaring, vi får, på morens besynderlige opførsel er, at hun gentager et svigt, hun selv har været udsat for i barndommen. Men selv om der skulle være det mindste hold i anklagerne mod Alexander, er det en fuldstændig urimelig modstand og mangel på forståelse, der venter, da han står overfor de svenske myndigheder i sagen.

– Åh hvor kommunalt, siger vi, når noget bliver for bureaukratisk, trækker i langdrag eller er for rigidt i system-Danmark. I Sverige har stadsdelsförvaltningen åbenbart fået den pædagogiske, politiske og regelrette korrekthed så galt i halsen, at man har lyst til at skrige. Man kan kun håbe, at romanen maner til eftertanke hos de implicerede parter, der sikkert vil kunne genkende sig selv. Daniel Denciks roman er ligeså vigtig, som den er velskrevet, og jeg vil kraftigt anbefale den til alle, der har børn, arbejder med børn eller med forældres rettigheder,  – såvel som til alle andre.