Tag: skønlitteratur

Den som blinker er bange for døden af Knud Romer

~ isabelrosado

Skærmbillede 2013-10-03 kl. 16.21.30Jeg bliver nemt rørt af en rigtig god roman, men det er ikke så tit, jeg græder våde tårer, der drypper og skæmmer siderne i min bog. Det skete så, da jeg læste Knud Romers semibiografiske Den som blinker er bange for døden. Vi følger lille Knüdchens ensomme, mobbefyldte barndom med sin besindige danske far og tyske, stolte mor, der på grund af morens baggrund aldrig bliver accepteret i det klaustrofobiske landsbysamfund i Nykøbing Falster. Romer fortæller sin slægts historie så levende og nådesløst, at man godt kan forstå, han bliver nødt til at kalde det fiktion.

Som voksen gør Knud op med den tunge bagage fra barndommens udstødelse og en sørgelig afsked med sin højtelskede og dominerende mor. Der er ikke det mindste tunge over Romers poetiske linjer, der flyder som små dråber årgangsvin i et værk, der kun fylder 176 sider. Det er en af de bedste danske romaner, jeg har læst, og jeg glæder mig til Romer engang har mod på at udgive noget igen, selv om den bliver svær at overgå. Og så har Romer jo også gang i så mange andre spændende ting.

Lad mig i den forbindelse også anbefale den ligeså rørende og stærkt personlige dokumentarfilm Et blad falder til himlen, der beskriver Romers mindst ligeså svære afsked med sin døende far og hans frustration over det danske velfærdssystems mangler, når det gælder behandlingen af vore ældre. Der sad jeg også og tudede.

Byen & Øen af Benn Q. Holm

~ isabelrosado

Skærmbillede 2013-10-17 kl. 15.23.51Der er få som Benn Q. Holm måske med undtagelse af Martin Hall, Den sidste romantiker, der kan skrive så rammende om 80’er ungdom, Nå- og punkgeneration, så man bliver beamet direkte tilbage til indre København med besøg i Saltlageret, på Dan Turell, Floss og Krasnapolsky og ikke mindst til modløs no-future attitude, håbløse drømme, sortsyn og selvdestruktion, hvor man enten dør af en overdosis eller et selvmord inden de 30. Eller ender i mængden af midaldrende parcelhusejere med bristede drømme, bitre toner af sarkasme og ironi over Weber og vino til enhver lejlighed. Holms tidligere generationsportrætter i romanerne Album og Hafnia Punk var fremragende og beskrev få nære venners skæbne og genvordigheder i København over flere generationer så genkendeligt, at det ligeså godt kunne handle om ens egen omgangskreds. I Byen og Øen bevæger personerne sig i løbet af de tre årtier, vi følger dem, udover landets grænser og indtager den globale landsby med større eller mindre held men med en hel del mere imaginær overflade og mindre socialrealisme end i Album. De fem personer, vi følger i Byen og Øen, er aldrig rigtige venner, og det virker derfor helt absurd, at de skulle genforenes en 25 år efter for at catche up. Men bortset fra det, er det stadig nogle interessante og i enkelte tilfælde ret så oprivende historier, der udspiller sig gennem livet for de fem. Det er absolut ikke kedelig læsning, selv om nogle anmeldere, mente det var noget bras. Jeg synes, det er en ferm fortælling, og Benn Q. Holm skriver, så man ikke har lyst til at lægge bogen fra sig, før historien er til ende.