The Goldfinch – af Donna Tartt

Skærmbillede 2014-01-23 kl. 15.58.02Hvis jeg kunne, ville jeg betale dig for at læse denne roman. Så god er den. Den svæver øverst på New York Times bestseller liste, og jeg kan med sindsro sige, at den har indtaget førstepladsen på min personlige hitliste over de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Kan være fordi jeg er håbløst bagud med alle klassikerne og mest bruger min tid på nyere litteratur. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at det her er et krystalklart mesterværk.

The Goldfinch er noget helt for sig selv. Uden at være litteraturekspert er jeg fuldstændig overbevist om, at langt ude i fremtiden vil lige præcis denne murstensroman stå tilbage som en af de store litterære klassikere fra det 21. århundrede.

Theo Decker er kun tretten, da han med nød og næppe overlever et terrorangreb på Metropolitan museet i New York. Det gør hans højtelskede mor og eneste støttepæl i livet til gengæld ikke. Da socialrådgiverne spørger, hvem de kan ringe til, som holder af ham og kan tage ham til sig, står det snart klart, at svaret er ingen. Faren, en falleret C-skuespiller og gambler, er stukket af for længe siden, og bedsteforældrene har ikke “overskud”. De er fuldkommen ligeglade. Theo har mistet sin mor og er nu helt alene i verden. I en langvarig tilstand af chok, sorg og savn bliver Theo en semi-zombie og passiv tilskuer til sin egen tilværelse. Han bor først hos en kammerat på den dyreste del af Manhattan, men da han så småt er ved at falde til, bliver verden vendt på hovedet igen, og han bliver tvunget til at flytte til et usselt liv i Las Vegas. Theo bliver kostet rundt til den ene uholdbare situation efter den anden, indtil han som voksen endelig tager skeen i egen hånd og finder sin egen ikke helt ufarlige vej.

Det eneste, der holder ham kørende under opvæksten er, udover et eskalerende stofmisbrug og et par livsvigtige venskaber, det uvurderlige maleri af en lænket guldfinke, han kommer til at tage med sig ud af museet, efter bomberne er sprunget. The Goldfinch er Theos trøst, et smukt værk der får hans mørke hjerte til at lyse og forstærker mindet om hans mor. Men maleriet er også hans skæbne. Samtidig med at det lærer ham, hvordan stor kunst kan give alt mening i verden for den enkelte – selv når livet er meningsløst, bringer det også en helvedes masse bekymringer med sig og sender ham direkte i uføre i den kriminelle underverden.

Der er visse ligheder med Jonathan Safran Foers Ekstremt højt og utroligt tæt på, også en virkelig god roman, men bortset fra afsættet og det følelsesmæssige kaos efter tabet af en forældre, er den alligevel helt sin egen og efter min mening bedre.

The Goldfinch er en roman, hvor man holder vejret hele vejen igennem. Donna Tarrt har været ti år om at skrive den, og der er da heller ikke sat et eneste ord forkert eller for meget på de knap 771 sider. Den er så smukt og sanseligt skrevet, at man bare må bøje sig i støvet over hver eneste sætning. Det bliver aldrig påtaget, indforstået, højpandet eller værst af alt kedeligt. Ikke et eneste sekund. Det her er stor litterær kunst, der både gør dig klogere på livet og konstant skaber levende, klare billeder og sætter hele følelsesregisteret i spil, så man griner og græder. Bedst af alt er det en voldsomt medrivende, vild og vidunderlig fortælling om tab, sorg, frygt, besættelse, søgen efter mening, venskab og stor kærlighed i det moderne Amerika. Og oven i købet er det en højt begavet thriller, der kan få enhver skribent til at lægge pennen fra sig af bar benovelse og utilstrækkelighed. Det er der dog ingen grund til, for hvis The Goldfinch skulle sætte standarden, ville der kun udkomme en lille håndfuld romaner i verden hvert år. Den her fantastiske historie, og den visdom den strør om sig, har gjort næsten lige så stort indtryk på mig som læser, som Theos maleri gør på ham, og det er første gang, jeg har den holdning, at en roman på knap 800 sider godt må være længere. Du bliver simpelthen bare nødt til at læse den.

The Goldfinch er på vej i en dansk oversættelse med titlen Stillidsen fra Lindhardt og Ringhoff

Svalens Graf af Sissel-Jo Gazan

Skærmbillede 2014-01-22 kl. 15.36.48Hvis du er til sladder over hækken om genboens familiehemmeligheder, er der vel rigeligt at komme efter i Svalens Graf. Der er stort set ikke den tragedie, som ikke overgår biologen Marie Skovs familie, og der er ingen grænser for, hvor belejligt om end tilfældigt personernes fortid i denne historie spiller ind i hinanden. Marie er hovedperson i opfølgeren til Sissel-Jo Gazans forrige roman Dinosaurens Fjer. Da den udkom, var det en nyskabende form for krimi, der kombinerede videnskab med solid spænding, underholdning og familiedrama. Den var bare hamrende god. Svalens Graf fortsætter i samme spor men med langt tungere vægt på familiedramaet end krimiplottet. Historien er velfortalt og opfindsom men knap så spændende som i den forrige og også en smule for meget. Det videnskabelige tema, om hvorvidt DTP-vacciner kan være skadelige for børn i udviklingslandene og et mord forklædt som selvmord, der trækker spor til medicinalbranchens mastodonter med onde selviske hensigter, burde ellers gibbe endnu mere i læserne end i den forrige, hvor forskerstriden stod om, hvorvidt fugle nedstammer fra dinosaurer, men det synes jeg ikke, at det gør.

Svalens graf fængede mig da, og jeg læste den hurtigt til ende. Men der var mange lange passager, der kedede mig, irriterede mig og tenderede triviallitteratur. Det er uanfægtet, at Sissel-Jo Gazan skriver, så det fyger og flyder, og hun kan i den grad formidle tungt og svært tilgængeligt stof på en måde, der gør det nemt at forstå og spændende at følge. Men hele familiedramaet bliver pindet ud i lange forklarende passager, der levner en historie med for meget tell og for lidt show, også i dialogen mellem personerne hvor de skærer deres følelser ud i pap. Der er ingen antydningens kunst eller skjulte undertoner at hente mellem linjerne.

Jeg kunne også godt have ønsket, at det videnskabelige aspekt var foldet meget mere ud i Svalens Graf. For den levner unægtelig mange ubehagelige og vedkommende spørgsmål om, hvad der egentlig er op og ned med de vacciner. Især når nu en ægte vaccineforsker har leveret den del af historien til forfatteren. I stedet kunne en af romanens mange sidehistorier om parret fra Dinosaurens Fjer, politiforskeren Søren og hans dino-forsker kæreste Annas forhold, der er ved at gå i dødvande, så passende være skruet meget mere ned. Trods kritikken synes jeg bestemt, at fans af Dinosaurens Fjer skal hive fat i Svalens Graf. Den er ok god. Bare ikke ligeså god. Hvis du endnu ikke har læst Dinosaurens Fjer, så skynd dig og kom i gang!

Sort sne falder af Michael Katz Krefeld

Skærmbillede 2013-12-28 kl. 10.50.27Det blev til to halvdårlige og en helgod krimi op mod julen, og da bog bobler jo kun handler om bøger, jeg vil anbefale, kommer her et par linjer om den helt gode: Sort sne falder af Michael Katz Krefeld er en dansk thriller af klassisk, internationalt format. Spændende, velskrevet, detaljeret og med et originalt og flot konstrueret plot, der holder hele vejen igennem de mere end 600 sider.

En lettere depraveret politiker bliver udsat for et attentat under et valgmøde. Det ligner aktivisme fra den yderste venstrefløj men viser sig at være en del af en større konspiration begået af kræfter i magtens inderste korridorer. PET-Chef Nikolaj Storm og vicekriminalkommissær Kathrine Bergman fra politiets drabsafdeling er det usædvanlige makkerpar, der skal efterforske sagen, som snart spinder tråde ind i deres personlige liv og fortid. Sporene peger mod hemmelige, skrinlagte koldkrigsprojekter på Grønland og en mystisk magtfuld loge, som Storms nyligt afdøde far, en berømt arkitekt, viser sig at have været en del af. Målet er i bedste James Bond stil at opnå den totale magtfaktor og verdensherredømmet, uden at midlet på noget tidspunkt synes alt for langt ude. Tværtimod er der researchet igennem for at skabe en gedigen og troværdig historie. Karaktererne er solide og nuancerede omend typiske for genren. Kathrine balancerer på kanten af klichéen som den hårdkogte enspænder af en politikvinde, der benytter sig af ureglementerede metoder, har et iltert temperament og altid er klar med en slagkraftig replik. Hun er selvfølgelig jaget af indre dæmoner efter misbrug i barndommen og er derfor på konstant hævntogt mod alverdens forbrydere. Men indenunder læderjakken og det smukke men ikke-forfængelige og lidt punk-agtige ydre banker naturligvis et hjerte af guld. Personligt kunne jeg godt tænke mig lidt nytænkning i stedet for Lisbeth Salander version 37.2. På den anden side tror jeg, at det er lige præcis sådan traditionelle krimielskere vil have deres helte og heltinder, samtidig med at de kræver kvalitet, spænding og uforudsigelighed. Hvis du kan se dig selv i den gruppe, kan jeg kun opfordre til at lægge dig godt til rette i sofaen og gribe fat i Sort sne falder.

The Circle af Dave Eggers

Skærmbillede 2013-11-29 kl. 09.19.15“Fremtiden tilhører dem der deler.” Det kunne man læse i en kommentar på facebook forleden. Det vidner om, at Dave Eggers nye fremragende roman The Circle er uhyggelig relevant. For hvad gør det ved os, når vi bruger en stigende mængde af vores tid på de sociale medier, og hvad skal det hele så ende med? I The Circle ender det så galt, at jeg efter endt læsning havde lyst til at droppe ud af al digital aktivitet.

Den unge Mae Holland lander drømmejobbet hos software giganten The Circle, som har opslugt google, facebook, Twitter, LinkedIn og alle de andre og opnået monopol status på de sociale medier. TruYou hedder din konto og her er intet livsøjeblik for uinteressant til ikke at blive dokumenteret. Det er tværtimod et krav. ALL THAT HAPPENS MUST BE KNOWN er firmaets mantra. For hvis du ikke deler, så snyder du andre, der går glip af din oplevelse, uanset om det er en formidabel udsigt over Himalaya, eller når din syge far skider i sofaen. For tænk på alle dem, der ikke selv kan rejse, eller har lignende problemer der hjemme. De har brug for din erfaring. Og hvis du ikke deler, så deltager du jo ikke i fællesskabet. Så er du en asocial egoist.

The Circle er verdens mest attraktive arbejdsplads, hvor kun de bedste får job og i den påståede fritid kan boltre sig på firmaets enorme campus. Et Disneyland af fryns og personalegoder: fitness, golfbaner, teater, koncerter, comedy, you name it – they got it. Imens bliver de stille og roligt hjernevasket af firmaets stiftere De Tre Vise Mænd, der som snedige prædikanter og lumske diktatorer vender enhver lille fjerbold af kritik på hovedet med dygtige argumenter og kriminelle aktiviteter. Mae stiger hurtigt i graderne med sine spontane indfald af slogans til firmaets branding: SECRETS ARE LIES, SHARING IS CARING, PRIVACY IS THEFT. Imens mister hun kontakten til sine nærmeste og ikke mindst sig selv.

The Circle er dystopi, samfundskritik og satire i skønsom blanding. Det er også en thriller, der får dig til at sidde med stigende puls og ondt i maven af stress på personernes vegne i deres kamp for at bevare status og anseelse i firmaet med konstante ratings, vanvittige performance krav og overvågning i alle døgnets timer. Firmaets mission er at fuldende cirklen i logoet, og for at det kan ske, skal verden være 100 procent transparent. Hvordan det skal foregå, må du læse dig til, men det er temmelig skræmmende  – især fordi det er så pokkers vedkommende. Scenariet er overdrevet og komplet urealistisk – vil nogen sige. Men tænk på hvor meget der er sket på de sociale medier bare indenfor de sidste par år? Det er jo et krav, at vi deltager. “Gå digital eller dø”, læste jeg fornylig i mit fagblad. The Circles skræmmescenarie kunne meget vel vente lige om hjørnet og ikke i en fjern fremtid. Så læs The Circle, grib fat i egen tast og husk hvad der er vigtigt i dit liv, inden det er for sent.

Dave Eggers er en af USA’s allerbedste forfattere med en lang række romaner bag sig. For mange år siden læste jeg den selvbiografiske Et hjertegribende værk af overvældende genialitet. En af mine top ti romaner til dato. Den handler om, hvordan Eggers i en meget ung alder mister begge forældre og må tage sig af sin bror, mens han finder fodfæste i tilværelsen som ung og lidt for hurtigt voksen. Den er fantastisk og lever i den grad op til sin selvironiske titel.

Afsporet af Michael Katz Krefeld

Skærmbillede 2013-10-15 kl. 13.38.14Man skulle tro, at alt hvad der kan siges og skrives af grumme ting om trafficking allerede er beskrevet ned til værste detalje, men i krimien Afsporet får den lige en tand mere og det med en ubegribelig ondsindet opfindsomhed, der kun afhjælpes af galleriet af humoristiske og velrundede karakterer med vor ensomme anti-helt Thomas Ravn i spidsen. Generelt er jeg lidt træt af, at krimier efterhånden skal overgå hinanden i så meget splat og snuff, afstumpet- eller ja afsporethed at det næsten ikke er til at holde ud. Men Michael Katz Krefeld skriver så fermt, så spændende og med så tilpasse doseringer af gru og psykologisk forståelse for sine personer, at da jeg først var i gang, stoppede jeg ikke før sidste side var vendt og det med retfærdighedssansen intakt. Niveauet er højt i denne første af en ny serie med den drukfældige og selvdestruktive eks-panser Thomas Ravn i hovedrollen, der som navnet antyder udvikler sig til specialist i at finde bortkomne sager eller rettere forsvundne personer, mens han bøder i sit eget indre helvede, fordi hans elskede blev myrdet, og han hverken kunne forhindre eller opklare det. Jeg tror bestemt, at Ravn bliver interessant at følge. Det er første gang, jeg læser en krimi af Michael Katz Krefeld men så absolut ikke den sidste. De nordiske krimikonger Jussi Adler Olsen og Jo Nesbø får i den grad kamp til stregen.

Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn

Skærmbillede 2013-07-30 kl. 10.24.16Jeg har været top begejstret for amerikanske Gillian Flynn lige siden, jeg læste hendes blændende thriller Skarpe Genstande. Den kan klart anbefales. Men med Gone Girl, eller Kvinden der forsvandt, som den hedder på dansk, overgår Flynn sig selv med flere længder. Det er fuldt forståeligt, at den har placeret sig i toppen af bestsellerlisterne. Det her er en fuldblodsthriller, som er svær at slippe, men den er så meget mere. Flynn spidder det moderne parforhold i den kreative klasse så skarpt og dybt, at enhver med respekt for sit eget forhold må tage det op til revision. For hvad gemmer der sig bag motiverne, når vi vælger en partner? Og hvad sker der, når kærligheden skal stå sin prøve, hvis idyllen i de fashionable omgivelser med den hippe lejlighed i New York bliver brudt af  arbejdsløshed, tvangsflytning til rødderne i provinsen og deraf følgende kedsomhed, skænderier og desperation. Hovedpersonerne Nick og Amy gør sig mange foruroligende observationer i deres dagbogspassager, som vi følger, efter Amy på mystisk vis er forsvundet på deres fem års bryllupsdag, og Nick står tilbage som hovedmistænkt. Men tingene er langt mere komplekse end som så, og mens genkendeligheden og sympatien svinger fra den ene til den anden for så at svinde ind i takt med, at deres liv sammen ruller sig ud for læseren, stiger gruen til et niveau, der mod slutningen lagrer sig for evigt. Med tanke på den her historie vil du aldrig gentage sætningen:  – gid der var lidt mere spænding i mit parforhold. Det skal til gengæld blive spændende, om den film, der er på vej, kan indfange romanen med samme åndedrætssnappende virkning.