De berusedes vej af Jakob Melander

Skærmbillede 2015-03-03 kl. 17.10.20Det her er en rigtig hyggekrimi, og det skal forstås som en ros, for den er også spændende og ikke mindst velskrevet. Jeg har sjældent læst en krimi, hvor jeg nærmest smagte på sætningerne og holdt små pauser for lige at danne et helt skarpt billede af ordene i mit indre i stedet for bare at ræse hen mod afslutningen og who did it-finalen. Sådan en krimi er De berusedes vej. Jakob Melander skriver simpelthen, så englene synger. Han kan noget helt særligt med stemninger og beskrivelser af sine personer, af omgivelserne, af himlen, af naturkræfterne, af røgen fra en cigaret, af byens lys og lyde. Og det er dét, der er hyggeligt. Også når det bliver uhyggeligt.

Et eksempel: Genskæret fra Irma-reklamerne sætter den stålgrå himmel i brand. Kastanieblade slår spiraler over Sortedamssøen ned mod Nørrebrogade. På Dronning Louises Bro falder den første bølge af gasgranater ned blandt demonstranterne. Brosten i slowmotion sejler den modsatte vej, mod politiets kæder. Demonstranterne løfter tørklæderne op for ansigtet. Gassen slår op fra asfalten, hvæser i det brølende inferno af skrig, fløjter og kommandoråb.

Melanders sprog er usædvanligt sanseligt og smukt af en krimi at være, tilpas doseret og en fornøjelse at læse. Man kan virkelig mærke, at forfatteren kender sin by og sit miljø. At han lever og ånder i København. Ja, De berusedes vej er en ægte københavnerkrimi.  Alt er genkendeligt og ofte poetisk beskrevet. Som københavner genfinder man sin by, og bor man et andet sted, må læsningen give lyst til et besøg.

Forfatteren har derudover en høj grad af indlevelsesevne, som jeg særligt bed mærke i, da jeg fornylig læste hans forrige krimi Serafine. Her fik læserne et overbevisende og rørende indblik i, hvordan det for eksempel er at være transkønnet og at skulle slås med de dæmoner, der følger med. Den er indtil videre nummer et på min hitliste over denne krimi-trilogi.

Første bind, debuten Øjesten, har jeg stadig til gode, selv om den kigger på mig dagligt med det afbildede offers tomme blik på forsiden, da jeg har været så heldig at vinde den i en konkurrence. Det skal ikke vare længe, før jeg går i gang, for foruden at levere den gedigne krimivare af høj kvalitet, så er hovedpersonen politiassistent Lars Winkler et sympatisk bekendtskab, en karakter som viger udenom de værste stereotyper for genren. Sådan da.

Som enhver dygtig og klarsynet detektiv ryger Lars Winkler mange smøger bevares. Lever i en rodet lejlighed med et tomt køleskab og hylderne fulde af vinyl fra sin ungdom. Han har så klart problemer med ekskonen, mens nye damer selvfølgelig er vilde i varmen, og så har han et mindre stofmisbrug, som hænger ved fra de unge, dystre dage og fortiden som punker i 1980’erne med koncerter i Ungdomshuset, gang i gaden på Nørrebro, BZ’ere, brosten og oprør.

Men han er også en følsom og empatisk fyr, en jordnær, ærlig type, der samarbejder med sine kollegaer og overordnede, sålænge de fortjener det uden at banke overdrevet på brystet med macho-attitude. En man kunne have kendt fra skolen, gymnasiet eller ungdomsklubben. Dét er forfriskende.

I De berusedes vej bliver vor helt indhentet af fortiden, da en af hans gamle venner fra punk-miljøet bliver fundet død. Sprængt i stumper og stykker på redaktionen for det venstreorienterede medie Modkraft, hvor han arbejder som journalist. Drabet rusker op i nogle hændelser 30 år tilbage, som Lars Winkler vil gøre alt for at glemme. Det kan han selvfølgelig glemme alt om.

Snart er han viklet ind i et spind af venstre- såvel som højreradikale kræfter, der muligvis planlægger et terrorangreb mod et EU-topmøde i Bella Centret.

Samtidig blusser en romance op med kollegaen Sanne, men også det forhold bliver der spændt ben for, så snart begivenhederne ruller sig op, og ånden fra fortiden puster Lars i nakken. En fortid som vi følger i flere tilbageblik til 1984. Vi oplever caféerne, barerne, koncerterne, stemningen og typerne. Det er en af de scener ovenstående beskrivelse stammer fra. Skrevet i nutid så det er som at være der lige nu.

Det kunne jeg personligt godt have brugt meget mere af, selv om det måske ville blive overflødigt for plottets fremdrift.

Tempoet er roligt og afdæmpet hele vejen igennem. Selv under den spændende slutning, hvor der ellers bliver bygget op til et gevaldigt brag. Det virker, og det er i orden takket være det gode sprog.

Jeg har nogle anker i forhold til selve plottet og det karakterskifte, der sker for nogle af de centrale personer. Jeg har lidt svært ved at godtage, at et menneske kan vende på en tallerken og fravige et helt livs principper for at få hævn på grund af noget, der forekommer ubetydeligt. Og så har jeg forhåbentlig ikke sagt for meget.

Men det er jo ofte tilfældet i krimier såvel som i det virkelige liv. Uforståelige og uforklarlige motiver. Mennesker der ikke er, hvad de giver sig ud for at være. Mennesker der begår ubegribelige handlinger på trods af det, de er rundet af. Som forfatteren så smukt skriver:

Mennesket er en afgrund, man bliver svimmel, når man kigger ned.

Og den præmis må vi nok godtage, hvis vi vil have flere fornyende krimier, hvor vi ikke på forhånd kan gætte, hvad der vil ske. Den er i hvert fald godtaget her.

 

 

 

VIP-rummet af Jens Lapidus

Skærmbillede 2015-02-07 kl. 15.23.16Stockholm är blivit kallt sang svenske Orup i 1990’erne og ifølge forfatteren til thrilleren VIP-rummet, Jens Lapidus, er Sveriges hovedstad blevet endnu koldere i 2015.

“ Jeg ved ikke, hvordan du er sluppet ind, men det her er VIP-rummet, her lukker vi virkeligheden ude. Det er ikke et sted for alle.” Så klar er beskeden til hovedpersonen Teddy, da han er på afveje i jagten efter oplysninger.

VIP-rummet er for de særligt udvalgte, jetsettet på byens hotte og hippe insteder i et stadig mere klasseopdelt Sverige. Men det er også et billede på det svenske samfund. Og det er svært at blive lukket ind i VIP-rummet. Især hvis man som vor helt Teddy har siddet i fængsel.

Efter otte år bliver Teddy, der i øvrigt stammer fra Balkan ligesom svenskernes nationale fodboldhelt Zlatan, lukket ud i samfundet. Dog uden job, uden bolig, uden penge og uden prestige men fast besluttet på, at han er færdig med kriminalitet. Imens bliver en ung, børshaj med tilbagestrøget overklasse-frisure og fast adgang til VIP-rummene omkring Stureplan kidnappet af nogle grumme typer. Hans stenrige forældre hyrer et velanset advokatfirma til at håndtere sagen diskret og uden pressens bevågenhed. Her arbejder romanens heltinde Emilie hårdt og ambitiøst på at stige i graderne som advokat. Firmaet hyrer Teddy, der har solid erfaring med kidnapningsbranchen, og det umage detektivpar skal sammen undersøge sagen, inden politiet bliver indblandet. Det kommer til at få uoverstigelige konsekvenser for dem begge.

VIP-rummet er første del af en ny krimiserie fra Lapidus, der selv er advokat og arbejder som sådan i Sverige ved siden af sit succesfulde forfatterskab. Han er kendt for Stockholm-noir trilogien Cash, Aldrig fucke op og Livet Deluxe, hvor især Cash bragte en hel del fornyelse til genren. På trods af at Lapidus er uddannet med lovtekst og tørre paragraffer, kan han noget helt særligt med sproget og veksler sikkert, troværdigt og cool i heftige dialoger fra ghetto-skitsnak blandt indvandrere til overklasse struntprat hos Cerutti klædte slipsedrenge med Patrick Bateman tendenser.

IMG_3483
Ja jag diggar!

Jeg var vild med sproget, tempoet og karaktererne i Lapidus’ krimidebut Cash, som også blev til en ganske udmærket film. Her fulgte vi tre personer på hver sin hylde af samfundet og lodret dybere ned i den kriminelle underverden i deres kamp for at nå drømmenes mål. Virkelig gode og empatiske skildringer om rigtige mennesker, der træffer alle de forkerte valg. Eller bliver tvunget til det.

VIP-rummet er mere afdæmpet i sprog og tempo og langt mere klassisk krimi i sin struktur. Lapidus har her valgt et modent udtryk, og jeg hører ikke indbildt gangster-rap i baggrunden, når jeg pløjer gennem siderne på samme måde, som da jeg læste Cash. Men spændende det er den.

Et fint persongalleri og et fast makkerpar, Teddy og Emilie, som jeg godt vil høre meget mere om. Plottet er fuldt af overraskelser og med en helt ubærlig slutning, der tvinger mig til at sige: jeg skal så absolut også læse den næste!

 

 

 

DU af Caroline Kepnes

Skærmbillede 2015-02-07 kl. 15.22.42Enhver der har været udsat for stalking kan skrive under på, at det er en yderst ubehagelig oplevelse. Forfølgelsen sætter sig i krop og sind længe efter, at du har skiftet dit telefonnummer, fået hemmelig adresse, og i årevis efter at du har undgået enhver form for kontakt med din stalker. DU glemmer det aldrig. Det kan jeg desværre selv skrive under på, og det er grunden til, at jeg ikke har offentliggjort mit telefonnummer her på min hjemmeside. Ikke den smarteste salgsstrategi når man gerne vil være tilgængelig for nye kunder. Men sådan må det være.

Stalking antager mange former og motiver og kan bunde i alt fra had,  svig og ulykkelig kærlighed. En psykolog har engang sagt til mig, at en stalker suger næring og energi ud af konfrontation og konflikter med sit offer, og derfor skal du aldrig forsøge at tale vedkommende til rette. Der er kun én vej ud, og det er væk.

Der er mange uhyggelige historier derude. Bare spørg dansk anti-stalking forening. Når du har hørt dem, virker den fiktive roman DU af amerikanske Caroline Kepnes ganske så harmløs i sammenligning. Og så alligevel ikke.

Joe er boghandler, begavet, belæst og besat. Da forfatterspiren Beck træder ind i hans butik og både er smuk, kvik og oven i købet vælger den helt rigtige bog i modsætning til de andre “idiotiske” kunder, er han solgt. Hun er kvinden, han vil have.

Det starter som et bekendtskab, udvikler sig til et venskab og ender med et forhold. Men helt fra starten står det klart, at Joe har en plan, og at under hans pæne facade i samværet med Beck, hvor alting foregår i et naturligt og romantisk tempo, lurer det sygeste sind.

Læserne følger hele historien fra Joes synsvinkel. Han taler direkte til bogens du i en lang tankestrøm. En slags stalkerens stream of consiousness.

“Du har minsandten en evne til at få mig til at gøre ting, jeg normalt ikke gør,” siger Joe til Beck inde i sig selv, da han har klædt sig ud til et Charles Dickens kostumebal i sin forfølgelse af hende. Men det er langtfra toppen af skalaen. Han udspionerer Beck foran hendes bopæl, bryder ind i hendes hjem og hacker hendes e-mail, facebook og Twitter, som han overvåger døgnet rundt. Man kan virkelig godt undre sig over, hvordan Joe har tid til alt det pjat, når han også har et fuldtidsarbejde. Men lad det nu ligge.

Selv om Joe er creepy som ind i helvede, er han faktisk den eneste karakter, man får rigtig sympati for, og det er måske det mest foruroligende ved den her historie. Det er så også det, der gør den rigtig interessant.

Både Beck, hendes ekskæreste Benji og veninden Peach, som også får Joes kærlighed at føle, fremstår som solide repræsentanter for en narcissistisk, privilegeret, New Yorker-overklasse præget af egoisme og overfladiske pseudo-intellektuelle værdier, der i bund og grund kun handler om at blive set, hørt og anerkendt, uanset om man markedsfører sig selv som forfatter, kunstner eller miljørigtig kurvandsproducent.

Joe kan se lige igennem dem alle og spidde dem verbalt med sin humor og intellektuelle overlegenhed. Eller – er det i virkeligheden alene hans negative, subjektive fortolkning af deres personlighed, der får læseren til at heppe på ham, bære over med ham og lade sig forføre af ham i håb om, at han snart må besinde sig og få nogle sunde interesser? Lige indtil den grummeste sandhed dæmrer. I så fald er det djævelsk godt udført af forfatteren.

DU er særdeles velskrevet, spækket med referencer til bøger, film og musik der er eller har været oppe i tiden men også med et par velanbragte pegefingre på, hvordan storbymennesker ofte ukritisk følger med strømmen af, hvad opinionsdannerne har dømt hot og not i stedet for at lytte til sig selv.

DU er både lanceret som romantik på vrangen, psyko-thriller og samtidsportræt, og den har alle dele i sig, selv om jeg hverken blev opstemt eller rigtig bange af at læse den.

Måske snarere halvdeprimeret idet den på fornem vis udstiller de værste perspektiver ved de digitale og sociale mediers rasende vækst, og hvordan de kan påvirke og ødelægge det moderne, over-ambitiøse, forfængelige sind og i virkeligheden skabe dybere ensomhed.

 

Effekten af Susan af Peter Høeg

Skærmbillede 2014-11-25 kl. 09.34.20Jeg har længe glædet mig til Peter Høegs seneste roman Effekten af Susan. For mange år og længe siden, læste jeg ham med stor begejstring, og som resten af verden var jeg vild med Frøken Smillas Fornemmelse for Sne, og De måske egnede gjorde også stort indtryk på mig. Kvinden og Aben måske knap så meget. Efter den bevægede Peter Høeg sig ud af mainstream-litteraturen og vendte efter års tavshed tilbage med nogle sikkert mageløse men for mig mindre tilgængelige værker. Jeg ved det egentlig ikke. Jeg kom aldrig i gang med hverken Den stille pige eller Elefantpasserens Børn.

Nu er Peter Høeg stærkt tilbage for igen at ramme segmentet udenfor intelligentsiaen med en skarpt skåret thriller med bestsellerpotentiale, men det er Effekten af Susan bestemt ikke blevet mindre intelligent af.

Peter Høeg vil meget mere end at underholde og sælge bøger til masserne. Han har noget på hjerte, som man siger, og i Effekten af Susan er det blandt andet bekymringen for kloden og klimaets tilstand og et bud på et dystert fremtidsscenarie, der godt kunne lure lige om hjørnet, hvis ingen gør noget.

Heldigvis har Peter Høeg opfundet en kvindelig superhelt til at tage sig af sagen, og hun er både sej, skarp, sårbar og svær at blive klog på. Feminist og filosof på den fede måde og på intet tidspunkt kedelig.

Som en ægte superhelt har Susan særlige evner, og udover at hun kan nedlægge enhver mand hun møder på sin vej eller knuse ham med et solidt greb om kronjuvelerne, så fremkalder hun oprigtighed fra ethvert menneske i hendes nærhed. Så snart hun træder ind i et rum, betror folk sig til hende og udleverer deres indre liv og hemmeligheder. Det er effekten af Susan.

Det er en evne, som suspekte kræfter i regeringen kan bruge for at få oplysninger ud af medlemmerne af en hemmeligholdt Fremtidskommission, et særligt udvalg af personer, der simpelthen kan spå om fremtiden. Magthaverne har et godt greb om Susan og hendes familie, der hver på forskellig vis har klokket i det på en rejse til Indien og nu har udsigt til lange fængselsstraffe. Husbond Laban og tvillingerne Thit og Harald, der heller ikke er uefne i superevner og højintelligens, udgør sammen med Susan en atypisk drøm om den perfekte kernefamilie, der i tæt samspil kan sno sig ud af enhver sprængfarlig situation, som superagenter nu kan. Alle i familien bliver sat på prøve, da medlemmer af Fremtidskommissionen bliver myrdet, lige inden Susan når at få det oprigtige ud af dem, og snart er skurkene også på jagt efter Susan og resten af familien.

Det sjove ved Susan er hendes ultra rationelle tankesæt og forkærlighed for naturvidenskab og kvantefysik. Selv hendes magiske superkræfter finder hun en forklaring for via naturlovene ligesom de modstridende følelser overfor forældrene og Laban og den ubetingede kærlighed til sine børn. Her er hun en brølende løvemor, der forsvarer med næb og klør, men udover det har hun også langt mindre sympatiske og hensynsløse sider. Måske en del af arven fra en dysfunktionel baggrund med en narcissistisk mor og en fraværende og savnet far.

Hvis jeg vover at tage chancen og tage de videnskabelige forklaringer for gode varer, så er Effekten af Susan da absolut den bedste fysikbog, jeg nogensinde har læst. Den er så også nær ved den eneste, men lad det nu ligge. Man skal ikke læse romanen for at blive klogere på fysik. Historien taler forbilledligt til de sprogligt anlagte, for Peter Høeg er selv en superhelt hvad angår evnen til at skrive poetisk, dybt og ikke mindst uforudsigeligt. Det har han bevist hver gang i sine romaner, og det gør han bestemt også her.

Effekten af Susan er smukt skrevet, super spændende, medrivende og relevant, og den har fuldt fortjent at blive en verdensomspændende bestseller på linje med Frøken Smillas Fornemmelse for Sne. En international filmatisering burde også være i sigte, selv om det vil være noget af en bedrift af få alt det spændende ved Susans tankesæt med. Det vil dog også være en forudsætning for, at filmen kan lykkes. Men læs nu lige bogen først.

 

 

 

 

Bogforum 2014 – En fest for alle bogentusiaster

logo-2014Og med alle mener jeg ALLE. For det er både festligt, folkeligt og fornøjeligt at være på Bogmesse, og det var det så absolut også i år. Der er bestemt meget at komme efter, uanset om man er højlitterær debattør, sci-fi- og fantasynørd, krimisluger, topstjerne forfatter eller bare generelt glad for bøger.

Jussi, I ved godt hvem, ejede Bogforum i år, og det er ham så vel undt. Der var sat fuld skrue på promoveringen af sjette del af Afdeling Q, Den Grænseløse med Carl Dark, som hovedpersonen muligvis kommer til at hedde, når serien med Mørck, Assad og Rose bliver omsat til tv-serie i USA. Det er ret fantastisk, så godt det er gået for Jussi Adler-Olsen og hans krimier, som topper alverdens bestsellerlister. De er også hver gang originale, fornyende, spændende og af høj kvalitet, og ligesom resten af lemmingerne glæder jeg mig til at læse den nye. Jussi har en utrolig god kontakt til sit publikum, et utrætteligt engagement og en vedholdende evne til at bevare jordforbindelsen. Det må man bare tage hatten af for. Men der er jo også andre gode, som Jussi selv så fint pointerede i sin åbningstale, da han åbnede Bogforum 2014.

Derfor var det også en ekstra cadeau, at debutantprisen gik til en indtil nu ubemærket krimi, Eremitten af Thomas Rydahl, som er udkommet på det lille enmandsforlag Bindslev. Endnu et tegn på at bogbranchen er i opbrud og i forandring, og at det ikke nødvendigvis er skidt. Hvordan bogmarkedet ser ud om ti år, er der vist ingen, der har det endegyldige svar på.

Det var på mange måder en bogmesse i krimiens tegn, selv om der jo også var rigeligt med skønlitterære indslag. Jeg sprang på forhånd kokkene, livsstilsguruerne og de fleste af biografierne over. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at høre om Renee, Qvortrup, Puk og Linse og find dig selv og kend dig selv og sig fra og sig til. Jeg er journalist og interesserer mig vældigt for fagbøger men altså ikke helt på samme måde, som jeg brænder for litteraturen og fiktionen, som tager mig med til steder, jeg aldrig har været før.

Det var umuligt at være med til det hele i så tætpakket et program med så mange kvalitetsindslag. Flere gange skøjtede jeg rundt fra det ene til det andet for til sidst at træffe nogle valg og slå rumpetten i sædet og lytte til de kloge mennesker i stedet for at tænke på alt det, jeg gik glip af.

For der er meget at lære af de bedste forfattere. De har noget på hjerte, og de er beundringsværdigt villige til at dele ud af det, også foran et summende publikum med støj i baggrunden fra de bogspækkede rullekufferter. Og også selv om teknikken i flere tilfælde drillede med mikrofoner, der skulle justeres eller skiftes ud, så tiden gik fra det væsentlige. Der var i det hele taget ret elendige lydforhold, og publikum var ved at træde hinanden over tæerne for at høre med.

IMG_3049Højdepunktet for mig i år var at lytte til Peter Høeg. Jeg er godt i gang med hans seneste roman Effekten af Susan, der ligesom Frøken Smillas Fornemmelse for sne kombinerer det finlitterære med spænding i højeste gear. Peter Høeg er, hvis nogen skulle have glemt det Danmarks største litterære verdensstjerne. Han har ry for at være lukket og mystisk, men det var en åbenhjertig, dybt poetisk og ikke mindst stærkt underholdende forfatter, der mødte op på Bogforum. Han fortalte en fantastisk historie om sin farmor, der lærte ham at fortælle. Hun var en klog, stærk og underfundig dame, som sagde: “Man skal aldrig give en dreng en springkniv, før han har lært at danse.” Hendes godnathistorier var ikke for sarte sjæle, men den, vi fik, vil jeg ikke beskrive her. Blot opfordre enhver til at skynde sig ud at høre Peter Høeg næste gang, han optræder. Jeg hørte ham to gange på Bogforum med lige stor fornøjelse.

Peter Høeg taler lige så smukt, som han skriver: “Jeg vil gerne gøre sløret mellem mennesker tyndere,” sagde han for eksempel om, hvorfor han skriver. Det er ikke alle, der kan slippe afsted med at sige sådan. Men det kan han.

IMG_3035Helle Helle var også super interessant. Hun belyste i sine samtaler mange ting om sine bøger, som måske har været uklart for os læsere, som i øvrigt er begejstrede for hende. Blandt andet: “Jeg skriver ikke om kvinder eller mænd men om mennesker.” Og til spørgsmålet om hvor samfundet er i hendes romaner, der mest beskriver de nære relationer, svarede hun: “Sprog er samfund.”

Det kan man i den grad også sige om den svenske (og temmeligt pæne) forfatter Jens Lapidus’ bøger. De hårdtslående krimier i Stockholm Noirtrilogien Cash, Aldrig Fucke op og Livet Deluxe er alt andet end pæne, men indeholder et sprog, der afspejler samfundet.

IMG_3046Fra den nederste bund i et ghetto- og gangstermiljø til den øverste eksklusive top i et Sverige, der er blevet mere klasseopdelt med årene, og ifølge forfatteren er ved at gå i opløsning. Lapidus, som selv er forsvarsadvokat, mestrer street-slang, advokat-formaliteter og det poetiske om livet og kærligheden i sine krimier på samme høje niveau, alt efter hvilken synsvinkel vi følger. Nu er han aktuel med en helt ny krimi: VIP-Rummet, den første af en ny serie, som skulle være mere moden i sit udtryk. Den lyder mycket spännande, og jeg glæder mig til at læse den.

IMG_3032Udover Lapidus fik jeg også lejlighed til at møde en svensk forfatterduo Mons Kallentoft og Markus Lutteman, som med deres nye serie om kriminalinspektør Zack fortsætter stilen fra Stockholm Noir. Den har jeg også på natbordet for tiden, og den tegner særdeles godt. Zack er ung, kvik og dygtig men lidt af en antihelt med sin dystre fortid og trang til at give los i kokainrus og ravefester. Han kommer til at opklare nogle gruopvækkende sager fra den stockholmske underverden, og han må nødvendigvis konfrontere sine indre dæmoner undervejs. Serien er bygget på Herkules-myten, så det bliver interessant at se, hvordan den udspiller sig i det moderne Sverige. Jeg mødte de to meget sympatiske forfattere til et morgenmøde om lørdagen arrangeret af Politikens forlag sammen med andre gode bogbloggere, og det var jätte trevligt og inspirerende.

Skærmbillede 2014-11-12 kl. 11.22.53Og så var der Bodil. Skuespilleren Bodil Jørgensen er udkommet med den ene biografi, jeg bare måtte høre om. En rejse gennem bly og græs, som jeg glæder mig til at læse.

De fleste, der har mødt Bodil Jørgensen, falder pladask for hende, og det gjorde jeg også, da jeg mødte hende i sommers et par uger før den frygtelige traktorulykke, der næsten kostede hende livet og førligheden. Nu er hun gudskelov stærkt tilbage og om muligt endnu sejere og mere inspirerende og i hvert fald lige så sjov som før. Bodil Jørgensen er sødme, skævhed og skarphed i smuk forening, og så er hun oprigtigt interesseret i sine medmennesker, imødekommende, åben og ærlig på en måde, jeg tror, ligger langt fra de fleste andre skuespillere, men som hun siger: “Hvis man er selvoptaget, så møder man jo kun…sig selv”.

Bodil Jørgensen er ikke bleg for at levere et par af de vanvittigt skægge og sjofle replikker, vi kender fra Rytteriet og Frokost med mor, hvis nogen beder hende om det i bussen. Og det på trods af at hun har haft et ekstremt hårdt år, hvor hun har mistet begge sine forældre og så været igennem en hel fantastisk helingsproces efter ulykken. Når man ser, hvor hurtigt hun er kommet på benene igen, kan man egentlig godt forstå, at hun trods al den modgang stadig er stærk i troen, som altid har været en stor del af hendes liv. Da hun blev spurgt, om ulykken havde ændret hendes forhold til Gud, svarede hun: “Jeg har altid troet, at Gud var i lyset, men han er lige der, hvor der er allermørkest.”

Jeg hører altid efter, når Bodil Jørgensen taler, og det samme gælder forfatteren Knud Romer, som fortalte om sin nye Børne ABC.

Han har sin egen form for hudløst ærlig skarphed og ved at udstille alle sine egne svagheder, indre kampe og alt det der er galt i samfundet, så man både griner og græder, er det selvfølgelig helt i orden, når han tordner: “Man må aldrig svigte sine børn ved at lyve.” Og senere til alle os med forfatteraspirationer:

“Hvis du ikke har noget på hjerte, så hold kæft.”

Skærmbillede 2014-11-12 kl. 11.23.51Men inden jeg gør det, vil jeg lige nævne et lavpunkt fra årets bogmesse. Nemlig at digtere som for eksempel Theis Ørntoft ikke fik helt samme grad af opmærksomhed under sin oplæsning, som Yahya Hassan fik sidste år. Han er mindst ligeså god, hvis ikke bedre. Og på sin helt egen globalt udfarende måde. Jeg skriver ikke så meget om digte her på bloggen, fordi jeg ikke er kvalificeret til at anmelde dem, men jeg er begyndt at læse flere digtsamlinger som så mange andre og netop på grund af Yahya-effekten, hvilket selvfølgelig er en god ting.

Tak for et godt Bogforum. Vi ses næste år.

Hændelsen af Anne Sofie Allarp

Skærmbillede 2014-07-27 kl. 18.51.26Indimellem bliver jeg lidt overvældet af min alenlange must read liste med alle de bøger, jeg gerne vil læse eller genlæse, og så hjælper det lidt at trodse sig selv med en overspringshandling, for eksempel ved at gribe fat i en bog, der slet ikke er med på listen.

Jeg faldt lige over denne hurtigt læste gyser på biblioteket, og den er ganske god. Den er skrevet af forfatteren Anne Sofie Allarp, som bor i Madrid og har stiftet familie med en spansk mand. Historien tager udgangspunkt i samme situation, så der er nogle erfaringer at trække på.

Danske Cecilie Holmgaard er flyttet ind i en flot gammel lejlighed i det centrale Madrid med sin mand Gabriel, klar til barsel og deres første barn. Men livet i det sydlandske bliver ikke helt som forventet. Vejret er måske varmt, men menneskene er kolde.

Først bliver fødslen en dårlig oplevelse i et ubehageligt hospitalsmiljø med nedladende læger og hårdhændede jordmødre. Svigermor er fra helvede med konstante negative bemærkninger og irettesættelser, typen der bliver møgfornærmet, når hun ikke får sin vilje. Veninder er der heller ikke mange af. De spanske kvinder er ikke så åbne overfor en smuk, blond en af slagsen fra det høje nord.

Værst af alt Gabriel begynder at ændre sig. Fra at være den elskelige, forstående mand bliver han snart til et alkoholiseret monster. Det meste af tiden er Cecilie alene med sin søn i den kæmpestore lejlighed, og her begynder der at ske mystiske ting og sager.

Ud fra balkonen har hun udsigt til den smukke by men også en masse larm fra baren og de rumænske gademusikanter på torvet nedenfor, som hun heller ikke har meget til overs for.

Gennem klip med politi- og nyhedsrapporter bliver læseren snart bekendt med, at der kommer til at ske noget frygteligt på netop dette torv. Noget der har forbindelse til Cecilies bopæl. Brrr.

Fantasien har fået frit spil, mens forfatteren vist nok selv har kedet sig lidt i en stor lejlighed i Madrid i løbet af sin egen barsel. Resultatet er en langt ude men alligevel ret så spændende pageturner med en uventet slutning.

Læs den også for Allarps skarpe portræt af spansk kultur, visse spanieres nostalgi over Franco-fascismen og gammeldags børneopdragelse med sukker bombardementer og hårde “Godnat og Sov Godt” – metoder. Jeg kan godt genkende noget af det, men det er alligevel et ensidigt og fordomsfuldt billede i forhold til det Spanien, jeg selv kender. På den anden side behøver der jo ikke altid være plads til de store kulturelle og menneskelige nuancer i en roman – og slet ikke i en gyser. Og så har Allarp jo noget at have det i. Hun har boet i Spanien meget længere, end jeg har, og hun er blond fuldblodsdansker, mens jeg er mørk halvspanier, så kulturkløften har nok været til at tage og føle på.

 

Den Hemmelige Historie af Donna Tartt

Skærmbillede 2014-06-26 kl. 11.50.24Efter at have læst Donna Tartts fantastiske mesterværk The Goldfinch, på dansk Stillidsen, som hun fornylig vandt Pullitzer-prisen for, har jeg sat mig for at læse hele Tartts forfatterskab. Det består indtil videre af tre værker, så det burde være en overkommelig opgave, også selv om hun skriver laaange romaner. Stillidsen er på cirka 800 sider, og det er ikke én side for meget, og jeg kedede mig ikke et eneste sekund, da jeg læste den, som jeg skriver i min anbefaling her.

The Secret History, Den Hemmelige Historie på dansk, er Donna Tartts debutroman fra 1992, og den fik også strålende anmeldelser verden over, da den udkom.

Som i Stillidsen følger vi en ung mands hårrejsende dannelseshistorie, og her bør enhver sammenligning mellem de to romaner så også stoppe.

Den unge Richard får studieplads på det finere Hampden college i Vermont ved hjælp af et uddannelseslegat. Han kommer fra en underklasse baggrund i Californien hos et par forældre, der får ham til at tænke på at træde ind i cockpittet på et fly, hvor piloterne er besvimet af druk, ingen har kontrol over flyet, og ingen ved, hvor det er på vej hen. Richard er en begavet og belæst fyr, der forstår at klare sig selv men savner en familie. Den finder han blandt en lille gruppe højintellektuelle, yderst velhavende, sære snegle, der studerer oldgræsk og klassisk filologi med en overbevisning om, at det er det eneste saliggørende i verden.

Deres karismatiske lærer og faderfigur Julian Morrow kræver 110 procents dedikation til faget, og det samme gør gruppens magnetiske, magtfulde og mystiske leder Henry, der har de andre i sin hule hånd. Der er kun seks studerende på holdet, og de danner snart et helt særligt sammenhold, der kommer til at besegle deres skæbne på linje med en græsk tragedie.

Gruppen holder sig mest for sig selv og langt væk fra campuslivets udskejelser. Det betyder dog ikke, at de lever et stille asketisk liv med snuden nede i bøgerne. De har derimod ry for at være en gruppe filosofinørder, der dyrker okkulte ritualer i fritiden. Og det viser sig snart, at der er noget om snakken.

Som den nye dreng i klassen bliver Richard lidt efter lidt indviet i studiekredsens hemmeligheder, og da der bliver begået et mord, er der ingen vej tilbage. Engagementet i studierne og i fællesskabet kommer til at koste på alle tænkelige planer.

Den Hemmelige Historie er en fremragende litterær thriller på “kun” lidt over 600 sider. Alligevel bliver den flere steder for langtrukken for mig med de mange indgående beskrivelser af alting samt gentagelser af personernes gøren, laden og laster. Følelsesmæssigt investerer jeg heller ikke i personerne. Karaktererne er interessante og nuancerede men for distancerede for læseren, og jeg kommer ikke rigtigt til at forstå dem. Det ændrer dog ikke ved, at Den Hemmelige Historie i sin helhed er en stærk og ret så uhyggelig historie i al sin langsommelige men sikre, snigende suspense, og at Donna Tartt var en ligeså blændende forfatter og storslået skribent, da hun debuterede, som hun er i dag.

Læs Den Hemmelige Historie for sproget og den subtile, nærmest gotiske uhygge men læs The Goldfinch først – uden i øvrigt at sammenligne.

 

 

Forfølgerne af A.J. Kazinski

Skærmbillede 2014-06-26 kl. 11.47.14Sommertid er lig med krimitid og dasedage under solen. Varme dage med behov for læse-let bøger med sider, der næsten vender sig selv – måske med lidt hjælp fra en svag brise. Det gør så heller ikke noget, at pulsen kommer lidt op under al dovneriet, og at læsningen er så spændende, at man sørger for at holde armene og bogen oppe, i stedet for at nappe endnu en lur under palmerne.

Sådan en krimi er Forfølgerne. Selv om vi nok bør kalde den en thriller, men who cares, så længe det virker, for det gør det.

Der er så mange dygtige krimiforfattere derude, der virkelig kæmper for at skabe originale, overraskende og nytænkende plots med interessante karakterer, der i form af deres handlinger leverer isnende spænding. Nogle lykkedes bedre end andre, og så er der dem på toppen. Blandt dem hører så absolut A.J. Kazinski, et forfatter pseudonym der dækker over makkerparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. Deres succesfulde samarbejde begyndte med krimien Den Sidste Gode Mand, som jeg (og resten af verden) var ret begejstret for, da den udkom i 2010. Her stillede de filosofisk anlagte forfattere spørgsmålet: Hvad vil det egentlig sige at være et godt menneske?

Forfølgerne er de erfarne forfatteres fjerde udgivelse sammen, og i den her heftige historie griber de fat i et vigtigt og højaktuelt tema nemlig: overvågning. Og det der er endnu værre: stalking. Altså personlig forfølgelse. En problematik der er så udbredt, at der fornylig blev indført en anti-stalking lov.

Det er ikke ligefrem en hemmelighed, at den digitale tidsalder giver os mulighed for at snage i hinandens liv som aldrig før. Men en ting er, hvad globale mekanismer som Snowden afsløringen af NSA-overvågningen gør ved os. En anden ting er, hvordan det at kunne følge med i de andres liv kan udvikle sig til ren og skær forfølgelse, der overskrider alle grænser?

For de fire hovedpersoner synes grænsen ingen ende at have, og det får selvfølgelig konsekvenser for dem selv og ikke mindst de personer de hver især er besat af.

De er naboer og mødes til en vejfest, hvor den forsmåede enlige mor Julie i sin brandert viser et lummert billede på sin telefon, som hun har taget af kvinden, hun hader men ikke kender. Kvinden der fik eks’en til at forlade familien. Da Julie tilfældigvis ser hende i Magasin begynder besættelsen og forfølgelsen. Julie har ét mål. Hun vil have magten over denne kvinde. Hun vil ødelægge hende. Hun vil have hende til at føle samme smerte som hun selv. De andre tre er først forargede men bliver snart inspirerede til at optage deres egen forfølgelse af mennesker for at forløse deres indre dæmoner, som bunder i håbet om kærlighed, hævn og hurtige penge.

Intet er selvfølgelig som det ser ud til at være, og i hvert eneste kapitel møder de fire nye overraskelser og mere modstand, der blot bringer stædigheden frem i stedet for at få dem til at opgive forfølgelsen. Det, der i starten får de fires handlinger til at fremstå som idioti for typer, der ikke har andet at lave, udvikler sig til nærmest skæbnebestemte heltegerninger.

Det er altså virkelig godt skruet sammen af Kazinski symbiosen. Det er imponerende, hvordan de fires historier væves ind og ud af hinanden i et sammenhængende stærkt plot uden at tabe en eneste tråd. Det hele kammer så en smule over mod slutningen, hvilket, jeg også syntes, var tilfældet med plottet i Den Sidste Gode Mand. Men det vælger jeg som læser at bære over med og siger i stedet tak for god og solid underholdning, der ovenikøbet giver noget at tænke over.

 

Sandheden om Harry Quebert sagen af Joël Dicker

Skærmbillede 2014-03-31 kl. 13.05.12Hvem myrdede Nola Kellergan? Det spørgsmål er motoren, der får læseren til at fræse igennem de knap 700 sider i den stærkt hypede verdensomspændende bestseller-roman Sandheden om Harry Quebert sagen.

Den unge succesforfatter Marcus Goldman er gået helt i stå med at få skrevet den svære to’er. Han opsøger sin gamle mentor Harry Quebert også en forfatter, som har været berømt i mange år for sine romaner og lever et stille liv i den lille fredelige by Aurora i New Hampshire. Idyllen bliver brudt, da der en dag bliver fundet et lig i Harry Queberts baghave. Det viser sig at være resterne af den unge Nola, som forsvandt 33 år tidligere og var forfatterens store kærlighed. Harry Quebert bliver anholdt for mordet men nægter sig skyldig. Marcus Goldman sætter sig for at undersøge sagen til bunds og rense sin vens navn. Han dykker ned i en guldgrube af en historie, der leverer alt stoffet til hans næste store roman – ja flere endda, for i Aurora er ingen, hvad de giver sig ud for at være. Med velkonstruerede spring i tid og sted får vi serveret en kærlighedshistorie, løst mordgåden samt et indblik i forfattergerningens kvaler og glæder.

Selv om hovedpersonerne er store litterater, er der dog ikke meget at komme efter hverken sprogligt eller litterært. Sproget er jævnt og lige ud af landevejen. Dialogen er stærkt svingende mellem det interessante og troværdige og det håbløst klichéfyldte. Karaktererne er flade, og især kvinderne fremstår komplet idiotiske og karikerede. Beskrivelsen af 15-årige Nola som den mandlige våde forfatterdrøm om den hengivne muse, opvarter og dørmåtte er lige til at skære tænder over. Heldigvis overrasker hun som en af de få undervejs.

Handlingen pløjer derudaf uden for mange sidespring, hvilket er en god ting, når det mest er plottet, der fænger. Jeg kan nu også godt lide historien om Harrys og Marcus venskab, og hvordan forfatterspiren suger til sig af den erfarnes gode råd. Det er mange af de samme råd man kan finde i fagbøger om kreativ skrivning, men det er fornyende at få lidt genopfriskning i romanform.

Sandheden om Harry Quebert sagen er absolut ikke det mesterværk, den i mange, især udenlandske, medier er udråbt til, men den er i sin helhed en top underholdende krimi med et forrygende plot, der tager utallige overraskende drejninger undervejs og holder læseren fanget helt frem til sidste side. Det er romanens store styrke. Jeg kan godt forstå, at den kun 29-årige schweiziske debutant Joël Dicker har høstet mange roser for at holde styr på sine plot twists og binde alle de løse tråde sammen i en flot buket. Det er ret godt gået.

The Goldfinch – af Donna Tartt

Skærmbillede 2014-01-23 kl. 15.58.02Hvis jeg kunne, ville jeg betale dig for at læse denne roman. Så god er den. Den svæver øverst på New York Times bestseller liste, og jeg kan med sindsro sige, at den har indtaget førstepladsen på min personlige hitliste over de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Kan være fordi jeg er håbløst bagud med alle klassikerne og mest bruger min tid på nyere litteratur. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at det her er et krystalklart mesterværk.

The Goldfinch er noget helt for sig selv. Uden at være litteraturekspert er jeg fuldstændig overbevist om, at langt ude i fremtiden vil lige præcis denne murstensroman stå tilbage som en af de store litterære klassikere fra det 21. århundrede.

Theo Decker er kun tretten, da han med nød og næppe overlever et terrorangreb på Metropolitan museet i New York. Det gør hans højtelskede mor og eneste støttepæl i livet til gengæld ikke. Da socialrådgiverne spørger, hvem de kan ringe til, som holder af ham og kan tage ham til sig, står det snart klart, at svaret er ingen. Faren, en falleret C-skuespiller og gambler, er stukket af for længe siden, og bedsteforældrene har ikke “overskud”. De er fuldkommen ligeglade. Theo har mistet sin mor og er nu helt alene i verden. I en langvarig tilstand af chok, sorg og savn bliver Theo en semi-zombie og passiv tilskuer til sin egen tilværelse. Han bor først hos en kammerat på den dyreste del af Manhattan, men da han så småt er ved at falde til, bliver verden vendt på hovedet igen, og han bliver tvunget til at flytte til et usselt liv i Las Vegas. Theo bliver kostet rundt til den ene uholdbare situation efter den anden, indtil han som voksen endelig tager skeen i egen hånd og finder sin egen ikke helt ufarlige vej.

Det eneste, der holder ham kørende under opvæksten er, udover et eskalerende stofmisbrug og et par livsvigtige venskaber, det uvurderlige maleri af en lænket guldfinke, han kommer til at tage med sig ud af museet, efter bomberne er sprunget. The Goldfinch er Theos trøst, et smukt værk der får hans mørke hjerte til at lyse og forstærker mindet om hans mor. Men maleriet er også hans skæbne. Samtidig med at det lærer ham, hvordan stor kunst kan give alt mening i verden for den enkelte – selv når livet er meningsløst, bringer det også en helvedes masse bekymringer med sig og sender ham direkte i uføre i den kriminelle underverden.

Der er visse ligheder med Jonathan Safran Foers Ekstremt højt og utroligt tæt på, også en virkelig god roman, men bortset fra afsættet og det følelsesmæssige kaos efter tabet af en forældre, er den alligevel helt sin egen og efter min mening bedre.

The Goldfinch er en roman, hvor man holder vejret hele vejen igennem. Donna Tarrt har været ti år om at skrive den, og der er da heller ikke sat et eneste ord forkert eller for meget på de knap 771 sider. Den er så smukt og sanseligt skrevet, at man bare må bøje sig i støvet over hver eneste sætning. Det bliver aldrig påtaget, indforstået, højpandet eller værst af alt kedeligt. Ikke et eneste sekund. Det her er stor litterær kunst, der både gør dig klogere på livet og konstant skaber levende, klare billeder og sætter hele følelsesregisteret i spil, så man griner og græder. Bedst af alt er det en voldsomt medrivende, vild og vidunderlig fortælling om tab, sorg, frygt, besættelse, søgen efter mening, venskab og stor kærlighed i det moderne Amerika. Og oven i købet er det en højt begavet thriller, der kan få enhver skribent til at lægge pennen fra sig af bar benovelse og utilstrækkelighed. Det er der dog ingen grund til, for hvis The Goldfinch skulle sætte standarden, ville der kun udkomme en lille håndfuld romaner i verden hvert år. Den her fantastiske historie, og den visdom den strør om sig, har gjort næsten lige så stort indtryk på mig som læser, som Theos maleri gør på ham, og det er første gang, jeg har den holdning, at en roman på knap 800 sider godt må være længere. Du bliver simpelthen bare nødt til at læse den.

The Goldfinch er på vej i en dansk oversættelse med titlen Stillidsen fra Lindhardt og Ringhoff