Savner dig af Harlan Coben

Skærmbillede 2015-08-20 kl. 11.16.09Findes der noget bedre end en hårdkogt New Yorker krimi? Med en tæskesej politikvinde i hovedrollen, tynget af et trist privatliv og familieskeletter i skabet? Ja det gør der nok. Men når selveste Gillian Flynn forfatteren bag Kvinden der forsvandt, siger, at Harlan Coben er en af de bedste forfattere nogensinde, og Stephen King udtaler, at han er jaloux, så lytter jeg efter. Og den er god nok. Med et skudsikkert, nytænkende og mega-uhyggeligt plot og en stejlt opadgående spændingskurve, leverer Harlan Coben med Savner dig i den grad varen, hvis du trænger til en thriller, du kan mærke op og ned langs rygraden.

Kriminalbetjent Kat Donovan er all work and no fun, da hendes veninde opretter en profil for hende på et datingsite. Kat giver det en chance og falder over sin ekskæreste Jeff, der atten år tidligere forlod hende og knuste hendes hjerte, endda kort efter hun mistede sin far.

Panserkvinden må modstræbende se følelserne havne udenpå tøjet igen og drister sig til at kontakte Jeff men får et mystisk svar og en kold afvisning tilbage. Noget er galt og i sammenfald med en række hændelser, som jeg ikke vil afsløre her, begynder Kat at efterforske, hvad der mon er sket med Jeff siden dengang. Sporene bringer hende faretruende tæt på en organisation med grumme, modbydelige planer, der nok vil forhindre enhver læser i at opsøge kærligheden på nettet nogensinde.

Det er ikke kun den uforbeholdne kærlighed til Jeff, der bliver udfordret. Det samme gør forholdet til Kats forældre og hele familiehistorien, som har udspillet sig på en helt anden måde, end Kat troede. I takt med at Kat rykker tættere på Jeff og hans nye liv, bliver den fulde sandhed om fortiden rullet ud, og Kat må tage sit liv, sin baggrund, sine fordomme og forestillinger op til kraftig revision.

Harlan Coben har skrevet en ordentlig bunke krimier, der i hvert fald på afstand ligner den slags samlebåndslitteratur, som der findes tilsvarende millioner af, blot med andre titler. Sprogligt ikke særligt sublime og skrevet på rutinen, fordi de tjener gode penge.

Men efter at have læst Savner dig skal jeg bestemt have fat i et par stykker af dem. Coben har også udgivet en ny krimi siden Savner dig var oppe at ringe som nummer 1 på New York Times bestseller liste. Nu rykker The Stranger deropad, og til efteråret udgiver Gads Forlag endnu en af hans tidligere udgivelser på dansk med titlen Seks år.

Når jeg læser omtalen af begge, er jeg ikke i tvivl om, at der er noget at glæde sig til. Lige nu er Harlan Coben nummer 1 på min internationale hitliste over krimiforfattere.

Savner dig er venligst tilsendt af Gads Forlag.

 

Hvor intet bryder vinden af Leonora Christina Skov

Skærmbillede 2015-05-28 kl. 10.50.31Der har desværre ikke været meget tid til at læse bøger på det seneste, men jeg kom da hurtigt igennem Leonora Christina Skovs seneste roman Hvor intet bryder vinden. Den har bredt sig som en steppebrand blandt danske bogbloggere, avisanmelderne klapper i hænderne, og det gjorde mig nysgerrig.

Forfatteren er kendt som skarp debattør og til tider barsk anmelder. Som jeg husker det, har hun dømt en række forfattere ud i kulden, før de overhovedet er blevet lukket ind i varmen. Men det er vel en anmelders gebet. Godt man holder sig til anbefalinger. Og den her vanvittige historie, som beskrives som en samtidsthriller med gotiske træk skal så absolut anbefales.

Leonora Christina Skovs pen er ligeså sylespids som romanforfatter, som den er, når hun anmelder, og det er simpelthen tragisk-komisk og top underholdende at følge med. Der bliver delt verbale øretæver ud til alle sider, når persongalleriet folder sig ud og portrætterer menneskets værste vrangsider. Personerne er enten selvhøjtidelige, selvhævdende, selvretfærdige, fordømmende, egoistiske, narcissistiske, hævngerrige, misundelige, perverse, snobbede, naive, afstumpede – eller det hele på en gang.

Det er de grimmeste karakteregenskaber, der kommer til fuld skue i denne spændende men også noget opskruede historie om syv semikunstnere, der bliver inviteret til den privatejede og isolerede ø Stormø af en anonym donor, som tilbyder arbejdsro i en måned som tak for deres bidrag til glæde for Danmark. De bliver installeret i et moderne glashus, hvor de hver især kan betragte hinanden, hvis de ikke trækker gardinerne for. Irritationen over de andre tiltager, mens de hidser sig op over manglende netforbindelse og kontakt til omverdenen. Hver og en er de på flugt fra en skummel fortid, hvor de har svigtet eller fortrængt deres synder. Hver og en er særligt udvalgt af samme årsag.

Historien er inspireret af Agatha Christies En af os er morderen, men personerne er efter sigende også inspireret af typer, forfatteren selv har mødt på sine mange skriveophold på refugier rundt i verden. Der er ikke én eneste sympatisk person at heppe på, mens de under opholdet én for en forsvinder fra selskabet på mystisk vis, og karaktererne virker på trods af deres kompleksitet nærmest som karikaturer af virkelige mennesker med så mange dårlige egenskaber samlet på et sted. Det sjoveste og sørgelige er, at de et godt stykke hen ad vejen er grumt genkendelige. Måske og heldigt nok mere i deres tanker end i deres handlinger.

Du skal ikke læse Hvor intet bryder vinden for plottets skyld. Det er om end flot komponeret og stærkt fantasifuldt også noget fortænkt, og som læser regner man rimelig hurtigt ud, hvad der ligger bag mystikken, selv om nye overraskelser om personerne og de utallige skeletter, de gemmer på, rasler ud af skabene til det allersidste. Du skal først og fremmest læse den, fordi den er helt utroligt velskrevet og nysgerrigheden efter at vide, hvad der driver disse mennesker, og hvem der hader dem som pesten får dig til at vende siderne i en vis fart.

Ingen kan beskylde Leonora Christina Skov for at være navlepillende som forfatter med fokus på egne erfaringer og sprogudfoldelser fremfor plot, som visse kritikere beskylder de danske forfattere for. Hun er en fremragende fortæller med både indsigt i mennesker og udsyn til verden. Hun er berejst og belæst, og det kommer fornemt til udtryk i sproget og i de referencer, hun bruger. Som læser kommer du vidt omkring fra Etiopien til Shanghai i de syv personers mange tilbageblik. Det er velresearchet og yderst godt gennemført.

Leonora Christina Skov fremstår som en unik og original forfatter i det danske litterære landskab, og når man følger hende på de sociale medier, er hun heller ikke bleg for at dele ud af sig selv på en vedkommende måde. Hun er en stærk stemme både som forfatter og debattør, og hvor jeg før har opfattet hende som typen, man bliver lidt bange for, har jeg nu kun beundring og respekt for hende, som en der står ved sig selv og tør sige, hvad hun mener, så det bliver hørt. Det håber jeg, hun bliver ved med, selv om hun har tænkt sig at trække sig som debattør og hellige sig forfatterskabet. Det bliver spændende at se, hvad det næste bliver, og indtil da kan man jo gå i gang med bagkataloget.

VIP-rummet af Jens Lapidus

Skærmbillede 2015-02-07 kl. 15.23.16Stockholm är blivit kallt sang svenske Orup i 1990’erne og ifølge forfatteren til thrilleren VIP-rummet, Jens Lapidus, er Sveriges hovedstad blevet endnu koldere i 2015.

“ Jeg ved ikke, hvordan du er sluppet ind, men det her er VIP-rummet, her lukker vi virkeligheden ude. Det er ikke et sted for alle.” Så klar er beskeden til hovedpersonen Teddy, da han er på afveje i jagten efter oplysninger.

VIP-rummet er for de særligt udvalgte, jetsettet på byens hotte og hippe insteder i et stadig mere klasseopdelt Sverige. Men det er også et billede på det svenske samfund. Og det er svært at blive lukket ind i VIP-rummet. Især hvis man som vor helt Teddy har siddet i fængsel.

Efter otte år bliver Teddy, der i øvrigt stammer fra Balkan ligesom svenskernes nationale fodboldhelt Zlatan, lukket ud i samfundet. Dog uden job, uden bolig, uden penge og uden prestige men fast besluttet på, at han er færdig med kriminalitet. Imens bliver en ung, børshaj med tilbagestrøget overklasse-frisure og fast adgang til VIP-rummene omkring Stureplan kidnappet af nogle grumme typer. Hans stenrige forældre hyrer et velanset advokatfirma til at håndtere sagen diskret og uden pressens bevågenhed. Her arbejder romanens heltinde Emilie hårdt og ambitiøst på at stige i graderne som advokat. Firmaet hyrer Teddy, der har solid erfaring med kidnapningsbranchen, og det umage detektivpar skal sammen undersøge sagen, inden politiet bliver indblandet. Det kommer til at få uoverstigelige konsekvenser for dem begge.

VIP-rummet er første del af en ny krimiserie fra Lapidus, der selv er advokat og arbejder som sådan i Sverige ved siden af sit succesfulde forfatterskab. Han er kendt for Stockholm-noir trilogien Cash, Aldrig fucke op og Livet Deluxe, hvor især Cash bragte en hel del fornyelse til genren. På trods af at Lapidus er uddannet med lovtekst og tørre paragraffer, kan han noget helt særligt med sproget og veksler sikkert, troværdigt og cool i heftige dialoger fra ghetto-skitsnak blandt indvandrere til overklasse struntprat hos Cerutti klædte slipsedrenge med Patrick Bateman tendenser.

IMG_3483
Ja jag diggar!

Jeg var vild med sproget, tempoet og karaktererne i Lapidus’ krimidebut Cash, som også blev til en ganske udmærket film. Her fulgte vi tre personer på hver sin hylde af samfundet og lodret dybere ned i den kriminelle underverden i deres kamp for at nå drømmenes mål. Virkelig gode og empatiske skildringer om rigtige mennesker, der træffer alle de forkerte valg. Eller bliver tvunget til det.

VIP-rummet er mere afdæmpet i sprog og tempo og langt mere klassisk krimi i sin struktur. Lapidus har her valgt et modent udtryk, og jeg hører ikke indbildt gangster-rap i baggrunden, når jeg pløjer gennem siderne på samme måde, som da jeg læste Cash. Men spændende det er den.

Et fint persongalleri og et fast makkerpar, Teddy og Emilie, som jeg godt vil høre meget mere om. Plottet er fuldt af overraskelser og med en helt ubærlig slutning, der tvinger mig til at sige: jeg skal så absolut også læse den næste!

 

 

 

DU af Caroline Kepnes

Skærmbillede 2015-02-07 kl. 15.22.42Enhver der har været udsat for stalking kan skrive under på, at det er en yderst ubehagelig oplevelse. Forfølgelsen sætter sig i krop og sind længe efter, at du har skiftet dit telefonnummer, fået hemmelig adresse, og i årevis efter at du har undgået enhver form for kontakt med din stalker. DU glemmer det aldrig. Det kan jeg desværre selv skrive under på, og det er grunden til, at jeg ikke har offentliggjort mit telefonnummer her på min hjemmeside. Ikke den smarteste salgsstrategi når man gerne vil være tilgængelig for nye kunder. Men sådan må det være.

Stalking antager mange former og motiver og kan bunde i alt fra had,  svig og ulykkelig kærlighed. En psykolog har engang sagt til mig, at en stalker suger næring og energi ud af konfrontation og konflikter med sit offer, og derfor skal du aldrig forsøge at tale vedkommende til rette. Der er kun én vej ud, og det er væk.

Der er mange uhyggelige historier derude. Bare spørg dansk anti-stalking forening. Når du har hørt dem, virker den fiktive roman DU af amerikanske Caroline Kepnes ganske så harmløs i sammenligning. Og så alligevel ikke.

Joe er boghandler, begavet, belæst og besat. Da forfatterspiren Beck træder ind i hans butik og både er smuk, kvik og oven i købet vælger den helt rigtige bog i modsætning til de andre “idiotiske” kunder, er han solgt. Hun er kvinden, han vil have.

Det starter som et bekendtskab, udvikler sig til et venskab og ender med et forhold. Men helt fra starten står det klart, at Joe har en plan, og at under hans pæne facade i samværet med Beck, hvor alting foregår i et naturligt og romantisk tempo, lurer det sygeste sind.

Læserne følger hele historien fra Joes synsvinkel. Han taler direkte til bogens du i en lang tankestrøm. En slags stalkerens stream of consiousness.

“Du har minsandten en evne til at få mig til at gøre ting, jeg normalt ikke gør,” siger Joe til Beck inde i sig selv, da han har klædt sig ud til et Charles Dickens kostumebal i sin forfølgelse af hende. Men det er langtfra toppen af skalaen. Han udspionerer Beck foran hendes bopæl, bryder ind i hendes hjem og hacker hendes e-mail, facebook og Twitter, som han overvåger døgnet rundt. Man kan virkelig godt undre sig over, hvordan Joe har tid til alt det pjat, når han også har et fuldtidsarbejde. Men lad det nu ligge.

Selv om Joe er creepy som ind i helvede, er han faktisk den eneste karakter, man får rigtig sympati for, og det er måske det mest foruroligende ved den her historie. Det er så også det, der gør den rigtig interessant.

Både Beck, hendes ekskæreste Benji og veninden Peach, som også får Joes kærlighed at føle, fremstår som solide repræsentanter for en narcissistisk, privilegeret, New Yorker-overklasse præget af egoisme og overfladiske pseudo-intellektuelle værdier, der i bund og grund kun handler om at blive set, hørt og anerkendt, uanset om man markedsfører sig selv som forfatter, kunstner eller miljørigtig kurvandsproducent.

Joe kan se lige igennem dem alle og spidde dem verbalt med sin humor og intellektuelle overlegenhed. Eller – er det i virkeligheden alene hans negative, subjektive fortolkning af deres personlighed, der får læseren til at heppe på ham, bære over med ham og lade sig forføre af ham i håb om, at han snart må besinde sig og få nogle sunde interesser? Lige indtil den grummeste sandhed dæmrer. I så fald er det djævelsk godt udført af forfatteren.

DU er særdeles velskrevet, spækket med referencer til bøger, film og musik der er eller har været oppe i tiden men også med et par velanbragte pegefingre på, hvordan storbymennesker ofte ukritisk følger med strømmen af, hvad opinionsdannerne har dømt hot og not i stedet for at lytte til sig selv.

DU er både lanceret som romantik på vrangen, psyko-thriller og samtidsportræt, og den har alle dele i sig, selv om jeg hverken blev opstemt eller rigtig bange af at læse den.

Måske snarere halvdeprimeret idet den på fornem vis udstiller de værste perspektiver ved de digitale og sociale mediers rasende vækst, og hvordan de kan påvirke og ødelægge det moderne, over-ambitiøse, forfængelige sind og i virkeligheden skabe dybere ensomhed.

 

Effekten af Susan af Peter Høeg

Skærmbillede 2014-11-25 kl. 09.34.20Jeg har længe glædet mig til Peter Høegs seneste roman Effekten af Susan. For mange år og længe siden, læste jeg ham med stor begejstring, og som resten af verden var jeg vild med Frøken Smillas Fornemmelse for Sne, og De måske egnede gjorde også stort indtryk på mig. Kvinden og Aben måske knap så meget. Efter den bevægede Peter Høeg sig ud af mainstream-litteraturen og vendte efter års tavshed tilbage med nogle sikkert mageløse men for mig mindre tilgængelige værker. Jeg ved det egentlig ikke. Jeg kom aldrig i gang med hverken Den stille pige eller Elefantpasserens Børn.

Nu er Peter Høeg stærkt tilbage for igen at ramme segmentet udenfor intelligentsiaen med en skarpt skåret thriller med bestsellerpotentiale, men det er Effekten af Susan bestemt ikke blevet mindre intelligent af.

Peter Høeg vil meget mere end at underholde og sælge bøger til masserne. Han har noget på hjerte, som man siger, og i Effekten af Susan er det blandt andet bekymringen for kloden og klimaets tilstand og et bud på et dystert fremtidsscenarie, der godt kunne lure lige om hjørnet, hvis ingen gør noget.

Heldigvis har Peter Høeg opfundet en kvindelig superhelt til at tage sig af sagen, og hun er både sej, skarp, sårbar og svær at blive klog på. Feminist og filosof på den fede måde og på intet tidspunkt kedelig.

Som en ægte superhelt har Susan særlige evner, og udover at hun kan nedlægge enhver mand hun møder på sin vej eller knuse ham med et solidt greb om kronjuvelerne, så fremkalder hun oprigtighed fra ethvert menneske i hendes nærhed. Så snart hun træder ind i et rum, betror folk sig til hende og udleverer deres indre liv og hemmeligheder. Det er effekten af Susan.

Det er en evne, som suspekte kræfter i regeringen kan bruge for at få oplysninger ud af medlemmerne af en hemmeligholdt Fremtidskommission, et særligt udvalg af personer, der simpelthen kan spå om fremtiden. Magthaverne har et godt greb om Susan og hendes familie, der hver på forskellig vis har klokket i det på en rejse til Indien og nu har udsigt til lange fængselsstraffe. Husbond Laban og tvillingerne Thit og Harald, der heller ikke er uefne i superevner og højintelligens, udgør sammen med Susan en atypisk drøm om den perfekte kernefamilie, der i tæt samspil kan sno sig ud af enhver sprængfarlig situation, som superagenter nu kan. Alle i familien bliver sat på prøve, da medlemmer af Fremtidskommissionen bliver myrdet, lige inden Susan når at få det oprigtige ud af dem, og snart er skurkene også på jagt efter Susan og resten af familien.

Det sjove ved Susan er hendes ultra rationelle tankesæt og forkærlighed for naturvidenskab og kvantefysik. Selv hendes magiske superkræfter finder hun en forklaring for via naturlovene ligesom de modstridende følelser overfor forældrene og Laban og den ubetingede kærlighed til sine børn. Her er hun en brølende løvemor, der forsvarer med næb og klør, men udover det har hun også langt mindre sympatiske og hensynsløse sider. Måske en del af arven fra en dysfunktionel baggrund med en narcissistisk mor og en fraværende og savnet far.

Hvis jeg vover at tage chancen og tage de videnskabelige forklaringer for gode varer, så er Effekten af Susan da absolut den bedste fysikbog, jeg nogensinde har læst. Den er så også nær ved den eneste, men lad det nu ligge. Man skal ikke læse romanen for at blive klogere på fysik. Historien taler forbilledligt til de sprogligt anlagte, for Peter Høeg er selv en superhelt hvad angår evnen til at skrive poetisk, dybt og ikke mindst uforudsigeligt. Det har han bevist hver gang i sine romaner, og det gør han bestemt også her.

Effekten af Susan er smukt skrevet, super spændende, medrivende og relevant, og den har fuldt fortjent at blive en verdensomspændende bestseller på linje med Frøken Smillas Fornemmelse for Sne. En international filmatisering burde også være i sigte, selv om det vil være noget af en bedrift af få alt det spændende ved Susans tankesæt med. Det vil dog også være en forudsætning for, at filmen kan lykkes. Men læs nu lige bogen først.

 

 

 

 

Den Hemmelige Historie af Donna Tartt

Skærmbillede 2014-06-26 kl. 11.50.24Efter at have læst Donna Tartts fantastiske mesterværk The Goldfinch, på dansk Stillidsen, som hun fornylig vandt Pullitzer-prisen for, har jeg sat mig for at læse hele Tartts forfatterskab. Det består indtil videre af tre værker, så det burde være en overkommelig opgave, også selv om hun skriver laaange romaner. Stillidsen er på cirka 800 sider, og det er ikke én side for meget, og jeg kedede mig ikke et eneste sekund, da jeg læste den, som jeg skriver i min anbefaling her.

The Secret History, Den Hemmelige Historie på dansk, er Donna Tartts debutroman fra 1992, og den fik også strålende anmeldelser verden over, da den udkom.

Som i Stillidsen følger vi en ung mands hårrejsende dannelseshistorie, og her bør enhver sammenligning mellem de to romaner så også stoppe.

Den unge Richard får studieplads på det finere Hampden college i Vermont ved hjælp af et uddannelseslegat. Han kommer fra en underklasse baggrund i Californien hos et par forældre, der får ham til at tænke på at træde ind i cockpittet på et fly, hvor piloterne er besvimet af druk, ingen har kontrol over flyet, og ingen ved, hvor det er på vej hen. Richard er en begavet og belæst fyr, der forstår at klare sig selv men savner en familie. Den finder han blandt en lille gruppe højintellektuelle, yderst velhavende, sære snegle, der studerer oldgræsk og klassisk filologi med en overbevisning om, at det er det eneste saliggørende i verden.

Deres karismatiske lærer og faderfigur Julian Morrow kræver 110 procents dedikation til faget, og det samme gør gruppens magnetiske, magtfulde og mystiske leder Henry, der har de andre i sin hule hånd. Der er kun seks studerende på holdet, og de danner snart et helt særligt sammenhold, der kommer til at besegle deres skæbne på linje med en græsk tragedie.

Gruppen holder sig mest for sig selv og langt væk fra campuslivets udskejelser. Det betyder dog ikke, at de lever et stille asketisk liv med snuden nede i bøgerne. De har derimod ry for at være en gruppe filosofinørder, der dyrker okkulte ritualer i fritiden. Og det viser sig snart, at der er noget om snakken.

Som den nye dreng i klassen bliver Richard lidt efter lidt indviet i studiekredsens hemmeligheder, og da der bliver begået et mord, er der ingen vej tilbage. Engagementet i studierne og i fællesskabet kommer til at koste på alle tænkelige planer.

Den Hemmelige Historie er en fremragende litterær thriller på “kun” lidt over 600 sider. Alligevel bliver den flere steder for langtrukken for mig med de mange indgående beskrivelser af alting samt gentagelser af personernes gøren, laden og laster. Følelsesmæssigt investerer jeg heller ikke i personerne. Karaktererne er interessante og nuancerede men for distancerede for læseren, og jeg kommer ikke rigtigt til at forstå dem. Det ændrer dog ikke ved, at Den Hemmelige Historie i sin helhed er en stærk og ret så uhyggelig historie i al sin langsommelige men sikre, snigende suspense, og at Donna Tartt var en ligeså blændende forfatter og storslået skribent, da hun debuterede, som hun er i dag.

Læs Den Hemmelige Historie for sproget og den subtile, nærmest gotiske uhygge men læs The Goldfinch først – uden i øvrigt at sammenligne.

 

 

Forfølgerne af A.J. Kazinski

Skærmbillede 2014-06-26 kl. 11.47.14Sommertid er lig med krimitid og dasedage under solen. Varme dage med behov for læse-let bøger med sider, der næsten vender sig selv – måske med lidt hjælp fra en svag brise. Det gør så heller ikke noget, at pulsen kommer lidt op under al dovneriet, og at læsningen er så spændende, at man sørger for at holde armene og bogen oppe, i stedet for at nappe endnu en lur under palmerne.

Sådan en krimi er Forfølgerne. Selv om vi nok bør kalde den en thriller, men who cares, så længe det virker, for det gør det.

Der er så mange dygtige krimiforfattere derude, der virkelig kæmper for at skabe originale, overraskende og nytænkende plots med interessante karakterer, der i form af deres handlinger leverer isnende spænding. Nogle lykkedes bedre end andre, og så er der dem på toppen. Blandt dem hører så absolut A.J. Kazinski, et forfatter pseudonym der dækker over makkerparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. Deres succesfulde samarbejde begyndte med krimien Den Sidste Gode Mand, som jeg (og resten af verden) var ret begejstret for, da den udkom i 2010. Her stillede de filosofisk anlagte forfattere spørgsmålet: Hvad vil det egentlig sige at være et godt menneske?

Forfølgerne er de erfarne forfatteres fjerde udgivelse sammen, og i den her heftige historie griber de fat i et vigtigt og højaktuelt tema nemlig: overvågning. Og det der er endnu værre: stalking. Altså personlig forfølgelse. En problematik der er så udbredt, at der fornylig blev indført en anti-stalking lov.

Det er ikke ligefrem en hemmelighed, at den digitale tidsalder giver os mulighed for at snage i hinandens liv som aldrig før. Men en ting er, hvad globale mekanismer som Snowden afsløringen af NSA-overvågningen gør ved os. En anden ting er, hvordan det at kunne følge med i de andres liv kan udvikle sig til ren og skær forfølgelse, der overskrider alle grænser?

For de fire hovedpersoner synes grænsen ingen ende at have, og det får selvfølgelig konsekvenser for dem selv og ikke mindst de personer de hver især er besat af.

De er naboer og mødes til en vejfest, hvor den forsmåede enlige mor Julie i sin brandert viser et lummert billede på sin telefon, som hun har taget af kvinden, hun hader men ikke kender. Kvinden der fik eks’en til at forlade familien. Da Julie tilfældigvis ser hende i Magasin begynder besættelsen og forfølgelsen. Julie har ét mål. Hun vil have magten over denne kvinde. Hun vil ødelægge hende. Hun vil have hende til at føle samme smerte som hun selv. De andre tre er først forargede men bliver snart inspirerede til at optage deres egen forfølgelse af mennesker for at forløse deres indre dæmoner, som bunder i håbet om kærlighed, hævn og hurtige penge.

Intet er selvfølgelig som det ser ud til at være, og i hvert eneste kapitel møder de fire nye overraskelser og mere modstand, der blot bringer stædigheden frem i stedet for at få dem til at opgive forfølgelsen. Det, der i starten får de fires handlinger til at fremstå som idioti for typer, der ikke har andet at lave, udvikler sig til nærmest skæbnebestemte heltegerninger.

Det er altså virkelig godt skruet sammen af Kazinski symbiosen. Det er imponerende, hvordan de fires historier væves ind og ud af hinanden i et sammenhængende stærkt plot uden at tabe en eneste tråd. Det hele kammer så en smule over mod slutningen, hvilket, jeg også syntes, var tilfældet med plottet i Den Sidste Gode Mand. Men det vælger jeg som læser at bære over med og siger i stedet tak for god og solid underholdning, der ovenikøbet giver noget at tænke over.