Forfølgerne af A.J. Kazinski

Sommertid er lig med krimitid og dasedage under solen. Varme dage med behov for læse-let bøger med sider, der næsten vender sig selv – måske med lidt hjælp fra en svag brise. Det gør så heller ikke noget, at pulsen kommer lidt op under al dovneriet, og at læsningen er så spændende, at man sørger for at holde armene og bogen oppe, i stedet for at nappe endnu en lur under palmerne.

Sådan en krimi er Forfølgerne. Selv om vi nok bør kalde den en thriller, men who cares, så længe det virker, for det gør det.

Der er så mange dygtige krimiforfattere derude, der virkelig kæmper for at skabe originale, overraskende og nytænkende plots med interessante karakterer, der i form af deres handlinger leverer isnende spænding. Nogle lykkedes bedre end andre, og så er der dem på toppen. Blandt dem hører så absolut A.J. Kazinski, et forfatter pseudonym der dækker over makkerparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. Deres succesfulde samarbejde begyndte med krimien Den Sidste Gode Mand, som jeg (og resten af verden) var ret begejstret for, da den udkom i 2010. Her stillede de filosofisk anlagte forfattere spørgsmålet: Hvad vil det egentlig sige at være et godt menneske?

Forfølgerne er de erfarne forfatteres fjerde udgivelse sammen, og i den her heftige historie griber de fat i et vigtigt og højaktuelt tema nemlig: overvågning. Og det der er endnu værre: stalking. Altså personlig forfølgelse. En problematik der er så udbredt, at der fornylig blev indført en anti-stalking lov.

Det er ikke ligefrem en hemmelighed, at den digitale tidsalder giver os mulighed for at snage i hinandens liv som aldrig før. Men en ting er, hvad globale mekanismer som Snowden afsløringen af NSA-overvågningen gør ved os. En anden ting er, hvordan det at kunne følge med i de andres liv kan udvikle sig til ren og skær forfølgelse, der overskrider alle grænser?

For de fire hovedpersoner synes grænsen ingen ende at have, og det får selvfølgelig konsekvenser for dem selv og ikke mindst de personer de hver især er besat af.

De er naboer og mødes til en vejfest, hvor den forsmåede enlige mor Julie i sin brandert viser et lummert billede på sin telefon, som hun har taget af kvinden, hun hader men ikke kender. Kvinden der fik eks’en til at forlade familien. Da Julie tilfældigvis ser hende i Magasin begynder besættelsen og forfølgelsen. Julie har ét mål. Hun vil have magten over denne kvinde. Hun vil ødelægge hende. Hun vil have hende til at føle samme smerte som hun selv. De andre tre er først forargede men bliver snart inspirerede til at optage deres egen forfølgelse af mennesker for at forløse deres indre dæmoner, som bunder i håbet om kærlighed, hævn og hurtige penge.

Intet er selvfølgelig som det ser ud til at være, og i hvert eneste kapitel møder de fire nye overraskelser og mere modstand, der blot bringer stædigheden frem i stedet for at få dem til at opgive forfølgelsen. Det, der i starten får de fires handlinger til at fremstå som idioti for typer, der ikke har andet at lave, udvikler sig til nærmest skæbnebestemte heltegerninger.

Det er altså virkelig godt skruet sammen af Kazinski symbiosen. Det er imponerende, hvordan de fires historier væves ind og ud af hinanden i et sammenhængende stærkt plot uden at tabe en eneste tråd. Det hele kammer så en smule over mod slutningen, hvilket, jeg også syntes, var tilfældet med plottet i Den Sidste Gode Mand. Men det vælger jeg som læser at bære over med og siger i stedet tak for god og solid underholdning, der ovenikøbet giver noget at tænke over.