Orphan Black – klonernes kamp

Skærmbillede 2015-02-07 kl. 16.35.41Jeg er normalt ikke til science-fiction og fantasy. Jeg har endnu ikke set et eneste afsnit af Game of Thrones, og jeg orker hverken vampyrer, zombier, hobbitter eller andre mystiske og mytiske væsener. I hvert fald ikke lige nu. Jeg gemmer det bedste fra de genrer til min søn er gammel nok til at se det, så vi kan fornøje os med de historier, han falder for sammen. Ligesom vi senest har storhygget os med alle Star Wars filmene og ikke mindst Ghostbusters.

Indtil da holder jeg mig til mine favoritter blandt de eksistentielle, socialrealistiske, spændende, skæve og politiske tidslomme dramaer, som det bare vælter ud med fra tv-seriernes slaraffenland.

Og det i et antal så man sagtens kunne glemme alt om bøger de næste tre år og bare suge gode historier ud af skærmen. Det har jeg nu ikke tænkt mig. Men serier som Better Call Saul, True Detective, Broadchurch, Orange is The New Black, House of Cards, Mad Men, Sons of Anarchy og Breaking Bad, hvoraf få i øvrigt savner omtale i de store medier, har fået mig til at glemme alt om bogbunkerne i perioder og simpelthen bare stene skærm til øjnene blev fuldstændigt firkantede.

Ind i mellem er det som om, hele verden bare helst vil lade sig opsluge af det intense tv-drama, mens verden går af lave i det virkelige liv. Det lader til, at livets vrangsider er nemmere at forholde sig til og kapere i fiktionens verden, når det serveres som højtbegavet underholdning med et fantastisk plotmageri, end når vi vender os mod de grumme begivenheder, der sker på kloden, som hverken har en handling eller mening, og som vi ikke kan bruge til noget som helst i vores personlige liv. Virkeligheden er ren afmagt. Nutidens tv-serier er til gengæld af så høj en kvalitet, at jeg vil vove den påstand, at de er med til at udvikle os som mennesker. Ligesom den bedste litteratur.

Men tilbage til det med min manglende interesse for sci-fi. Der er nemlig klare undtagelser. Jeg har netop afsluttet to sæsoner af den canadiske serie Orphan Black, som faktisk er helt suveræn og fortjener mindst ligeså meget omtale, som de ovennævnte, selv om den har været lidt overset i mængden. Derfor skal den have lidt ekstra opmærksomhed her på bloggen.

Orphan Blacks hovedperson er den bedste kvindelige (anti)helt, jeg har mødt længe.

Sarah Manning, en rebelsk, goth-agtig type, modig, sej, fandenivoldsk med lidt berigelses- og bedragerikriminalitet på samvittigheden men med hjertet på rette sted. Enlig mor til en bedårende datter. Opvokset hos en plejemor, britiske Mrs. S sammen med sin plejebror fantastiske Felix, som er et kapitel for sig. Flagrende, frivol, fræk, sjov, kunstnerisk og Sarahs uvurderlige stenstøtte, når det hele ramler om ørerne på hende, og det gør det ofte.

En aften på en undergrundsstation møder Sarah en kvinde, der ligner et spejlbillede af hende selv. Få sekunder efter kaster kvinden sig ud foran et tog. Sarah er i chok men overlevelsesinstinktet får hende alligevel til at stjæle kvindens taske og efterfølgende hendes identitet. Hun håber, det er vejen ud af kriminalitet og hen mod en stabil og rolig tilværelse sammen med datteren. Sådan går det selvfølgelig ikke.

Mens Sarah forsøger at leve sig ind kvindens liv for at score den nemme gevinst, dukker nye forhindringer op. Det viser sig, at der er flere dobbeltgængere derude, og at de sammen er oppe imod en mastodontisk fjende: virksomheden som i sin tid skabte dem som kloner!

Jeg skal ikke afsløre meget mere, men du bør virkelig give den her serie en chance. Glæd dig til at falde ned af tv-stolen. Serien er fuld af overraskelser, twists & turns, og den er møghamrende spændende hele vejen igennem, men det er ikke kun derfor, du skal se den.

Den er nemlig også sjov. Lårklaskende sjov. Uden at være komedie fremstiller den de mest absurde men ofte genkendelige situationer. Hvad enten vi er desperate husmødre og emsige soccermoms med rod i parforholdet, enlige mødre der føler sig utilstrækkelige, punkrebeller med hang til stoffer og seksuelle udskejelser, sindssyge seriemordere med en seriøst dårligt barndom eller ulykkeligt forelskede lesbiske vidneskabsnørder med adgang til egen genpool, så rammer de her karakterer lige i hjertet og skaber adskillige momenter af spænding, humor og skævhed, som ikke er set før og ikke mindst store følelsesmæssige øjeblikke, hvor man bliver rørt til tårer.

Se klonernes forrygende dansefest og ikke mindst the making of her

Canadiske Tatiana Maslany er helt forrygende i sine mange rolleskift. Hun burde vinde alverdens tv-priser for sit skuespil. Det er dybt imponerende, hvordan hun ubesværet og fuldstændig overbevisende leverer varen som indtil videre syv vidt forskellige karakterer, der genetisk er helt ens og alligevel vidt forskellige, og når de er i samspil med hinanden eller ligefrem låner identitet for at hjælpes ad i kampen mod de onde – eller bare de mange de ikke kan stole på, bliver det endnu sjovere.

Der er indtil videre to sæsoner at hente på Netflix. Se traileren for sæson 3 af Orphan Black med premiere i april her. Jeg kan næsten ikke vente.

Serien er filmet i Toronto men foregår et uspecificeret sted i Nordamerika. De mange fascinerende locations får mig klart til at overveje, om det ikke snart er på tide med et besøg i   Canada. Det er edderdrøneme en god serie!

SOA – Eller “ Vil du med hjem og se mit klubhus?”

Skærmbillede 2013-10-30 kl. 10.39.53Den kan ikke slå Breaking Bad, som efter min og mange andres mening er den bedste tv-serie hidtil, men Sons of Anarchy (SOA) hører absolut med i superligaen af enestående, højspændt tv-drama med skarp dialog, overraskende handling og komplekse, interessante karakterer.

Vi følger en gruppe kriminelle bikere i den lille Californiske by Charming, der lever det vilde liv helt udover kanten som outlaws efter egne regler og moralkodeks, mens de tjener penge på våbensalg, pornoproduktion og narkodistribution.

Medlemmerne i “The Sons” er lige så tæt sammentømret som mafiosoerne i Sopranos. De er hengivne og loyale og hævner hinanden, om det så skal koste dem tid i spjældet. I hvert fald indtil de bliver presset til et punkt, hvor de må vælge mellem døden, eller værre endnu udstødelse af gruppen og det at dolke deres nære i ryggen. Og det gør de så. Intrigerne krydser klinger på kryds og tværs mellem bandemedlemmer, det lokale politi, FBI-folk, kærestepar, mødre, fædre, ægtefæller og sønner.

Når hovedpersonerne ikke er optaget af at uddele kærlige kram og kys og konstante “I love you”s, udtænker de snedige hævnaktioner mod deres egne eller rivaliserende bander og gangstere af værste skuffe. Det er brutalt, sindssygt og blodigt.

Vi får et indblik i en verden, der ellers er lukket land for udenforstående, og selv om mange sikkert mener, at det er dybt forkasteligt at sidde og se på den slags “glorificering” af vold og bandekriminelle, så er det jo ikke mere umoralsk end at mæske sig i film om mafiaen, bare fordi de går med jakkesæt og slips og beder om syndsforladelse i skriftestolen. Og det samme kan jo siges om de pænt polerede politikere i serier som House of Cards, som alle os serie-entusiaster venter spændt på sæson 2 af. Metoderne til at opnå magt, ære, penge, frihed, og hvad der ellers driver værket, er stort set lige brutale, lige korrumperede og måske endda endnu mere følelseskolde og kyniske blandt politikerne end hos banderne.

Sons of Anarchy er testosteron spækket til bristepunktet med hurtige, lækre motorcykler, villige damer og vanvittigt overgearede volds- og action scener.  Man skulle tro, serien primært var lavet med henblik på drengerøve, der aldrig fik opfyldt drømmen om det frie liv på kværnen.

Men tro mig, det er et faktum, at der sidder en masse normaltbegavede kvinder med familie og små børn og fryder sig i smug i nattemørket over den her serie, mens resten af huset sover i de ligestillede, veluddannede hjem. Imens vender en del af deres mænd faktisk ryggen mod fjernsynet med et fnys om, at de i hvert fald ikke gider se sådan noget voldsforherligende bras  – på trods af, at de både elsker Breaking Bad, House of Cards, og alle de andre sublime serier, der strømmer ud af skærmene i disse år. Hvordan kan det nu lige være?

Er det ene og alene misundelsen over, at hovedpersonen Jax Teller i form af mildt sagt smækre Charlie Hunnam har usædvanligt stort dametække og vitterligt ligner en lys engel i lædervest? Om nogen er han personificeringen af ungpige-fantasien om den vilde men elskelige fyr på motorcyklen.

Skærmbillede 2014-01-27 kl. 11.20.10
“Hunky Hunnam“ som i øvrigt er en blændende god skuespiller med en høj grad af integritet. Han blev castet til hovedrollen i den kommende blockbuster “50 shades of Grey” men bakkede ud af projektet. Godt for ham.

Jax er den sympatiske antihelt, historiens fortæller der kæmper sin indre kamp og konstant må bryde med sin i bund og grund ordentlige moral, høje loyalitetssans og (relativt) sunde værdier ved at træffe det ene grænseoverskridende valg efter det andet for at nå sit endelige mål: bryde ud af det kriminelle liv, skabe en legitim motorcykel klub og leve i fred med sin familie.

Eller er det de stålsatte og stærke kvindelige karakterer, der med Jax’ udspekulerede mor Gemma Teller i spidsen som hele bandens nedrige men også følsomme alma mater har en så skræmmende, dragende effekt på et kvindeligt publikum, der et eller andet sted dybt inde godt gad at sparke bare en lille smule røv på samme overlegne facon. Den rolle er i øvrigt formidabelt fremført af Katey Sagal, som vi ellers husker som den lidt kiksede, komiske mor i den skæve familie i senfirser-serien Vore værste år. Ligeså med Jax’ ultra seje kæreste Tara der i løbet af serien udvikler sig fra pæn pige i lægekittel til hårdkogt morder, løvemor og konspirator. Er det dem, mændene er bange for?

Eller er det fordi, at manden bag serien Kurt Sutter er en helt eminent storyteller, som udover at skabe “røven udover sædet højspænding” tør at tage grebet om det amerikanske hykleri og højaktuelle tabuer for eksempel omkring den urørlige våbenlov og dens fatale konsekvenser som skoleskyderier? Der ligger mange lag i de eksplicitte og dybt ubehagelige voldsscener, som jeg mere ser som en kritik af det amerikanske samfund end en forherligelse ved at vise præcis, hvor brutalt det reelt er, og hvordan det ødelægger de mennesker, der er med. Om de så er det frivilligt eller ej.

Samtidig formår Sutter at skabe empati for sine mildt sagt utilregnelige ofte afstumpede men også multi-dimensionelle og totalt uforudsigelige karakterer. Man ved aldrig, hvor man har dem, og de overrasker i hver sæson med at tage nye spændende drejninger i deres liv såvel som, når de cruiser derudaf på Harleyen.

Jeg tror fascinationen ved Sons of Anarchy og dens dragende effekt på et kvindeligt publikum er kombinationen af ovennævnte. Modstanderne har simpelthen ikke givet serien den chance, den fortjener, så snart de så, at det var noget med nogle klamme rockere og en masse vold. Jeg bryder mig slet ikke om vold – heller ikke den fiktive, men når den afspejler virkeligheden, er den ikke til at komme udenom, og personligt har jeg svært ved at vente til de kommende sæsoner af Sons of Anarchy er tilgængelige på Netflix.