Orphan Black – klonernes kamp

Skærmbillede 2015-02-07 kl. 16.35.41Jeg er normalt ikke til science-fiction og fantasy. Jeg har endnu ikke set et eneste afsnit af Game of Thrones, og jeg orker hverken vampyrer, zombier, hobbitter eller andre mystiske og mytiske væsener. I hvert fald ikke lige nu. Jeg gemmer det bedste fra de genrer til min søn er gammel nok til at se det, så vi kan fornøje os med de historier, han falder for sammen. Ligesom vi senest har storhygget os med alle Star Wars filmene og ikke mindst Ghostbusters.

Indtil da holder jeg mig til mine favoritter blandt de eksistentielle, socialrealistiske, spændende, skæve og politiske tidslomme dramaer, som det bare vælter ud med fra tv-seriernes slaraffenland.

Og det i et antal så man sagtens kunne glemme alt om bøger de næste tre år og bare suge gode historier ud af skærmen. Det har jeg nu ikke tænkt mig. Men serier som Better Call Saul, True Detective, Broadchurch, Orange is The New Black, House of Cards, Mad Men, Sons of Anarchy og Breaking Bad, hvoraf få i øvrigt savner omtale i de store medier, har fået mig til at glemme alt om bogbunkerne i perioder og simpelthen bare stene skærm til øjnene blev fuldstændigt firkantede.

Ind i mellem er det som om, hele verden bare helst vil lade sig opsluge af det intense tv-drama, mens verden går af lave i det virkelige liv. Det lader til, at livets vrangsider er nemmere at forholde sig til og kapere i fiktionens verden, når det serveres som højtbegavet underholdning med et fantastisk plotmageri, end når vi vender os mod de grumme begivenheder, der sker på kloden, som hverken har en handling eller mening, og som vi ikke kan bruge til noget som helst i vores personlige liv. Virkeligheden er ren afmagt. Nutidens tv-serier er til gengæld af så høj en kvalitet, at jeg vil vove den påstand, at de er med til at udvikle os som mennesker. Ligesom den bedste litteratur.

Men tilbage til det med min manglende interesse for sci-fi. Der er nemlig klare undtagelser. Jeg har netop afsluttet to sæsoner af den canadiske serie Orphan Black, som faktisk er helt suveræn og fortjener mindst ligeså meget omtale, som de ovennævnte, selv om den har været lidt overset i mængden. Derfor skal den have lidt ekstra opmærksomhed her på bloggen.

Orphan Blacks hovedperson er den bedste kvindelige (anti)helt, jeg har mødt længe.

Sarah Manning, en rebelsk, goth-agtig type, modig, sej, fandenivoldsk med lidt berigelses- og bedragerikriminalitet på samvittigheden men med hjertet på rette sted. Enlig mor til en bedårende datter. Opvokset hos en plejemor, britiske Mrs. S sammen med sin plejebror fantastiske Felix, som er et kapitel for sig. Flagrende, frivol, fræk, sjov, kunstnerisk og Sarahs uvurderlige stenstøtte, når det hele ramler om ørerne på hende, og det gør det ofte.

En aften på en undergrundsstation møder Sarah en kvinde, der ligner et spejlbillede af hende selv. Få sekunder efter kaster kvinden sig ud foran et tog. Sarah er i chok men overlevelsesinstinktet får hende alligevel til at stjæle kvindens taske og efterfølgende hendes identitet. Hun håber, det er vejen ud af kriminalitet og hen mod en stabil og rolig tilværelse sammen med datteren. Sådan går det selvfølgelig ikke.

Mens Sarah forsøger at leve sig ind kvindens liv for at score den nemme gevinst, dukker nye forhindringer op. Det viser sig, at der er flere dobbeltgængere derude, og at de sammen er oppe imod en mastodontisk fjende: virksomheden som i sin tid skabte dem som kloner!

Jeg skal ikke afsløre meget mere, men du bør virkelig give den her serie en chance. Glæd dig til at falde ned af tv-stolen. Serien er fuld af overraskelser, twists & turns, og den er møghamrende spændende hele vejen igennem, men det er ikke kun derfor, du skal se den.

Den er nemlig også sjov. Lårklaskende sjov. Uden at være komedie fremstiller den de mest absurde men ofte genkendelige situationer. Hvad enten vi er desperate husmødre og emsige soccermoms med rod i parforholdet, enlige mødre der føler sig utilstrækkelige, punkrebeller med hang til stoffer og seksuelle udskejelser, sindssyge seriemordere med en seriøst dårligt barndom eller ulykkeligt forelskede lesbiske vidneskabsnørder med adgang til egen genpool, så rammer de her karakterer lige i hjertet og skaber adskillige momenter af spænding, humor og skævhed, som ikke er set før og ikke mindst store følelsesmæssige øjeblikke, hvor man bliver rørt til tårer.

Se klonernes forrygende dansefest og ikke mindst the making of her

Canadiske Tatiana Maslany er helt forrygende i sine mange rolleskift. Hun burde vinde alverdens tv-priser for sit skuespil. Det er dybt imponerende, hvordan hun ubesværet og fuldstændig overbevisende leverer varen som indtil videre syv vidt forskellige karakterer, der genetisk er helt ens og alligevel vidt forskellige, og når de er i samspil med hinanden eller ligefrem låner identitet for at hjælpes ad i kampen mod de onde – eller bare de mange de ikke kan stole på, bliver det endnu sjovere.

Der er indtil videre to sæsoner at hente på Netflix. Se traileren for sæson 3 af Orphan Black med premiere i april her. Jeg kan næsten ikke vente.

Serien er filmet i Toronto men foregår et uspecificeret sted i Nordamerika. De mange fascinerende locations får mig klart til at overveje, om det ikke snart er på tide med et besøg i   Canada. Det er edderdrøneme en god serie!

Reklamer