VIP-rummet af Jens Lapidus

Stockholm är blivit kallt sang svenske Orup i 1990’erne og ifølge forfatteren til thrilleren VIP-rummet, Jens Lapidus, er Sveriges hovedstad blevet endnu koldere i 2015.

“ Jeg ved ikke, hvordan du er sluppet ind, men det her er VIP-rummet, her lukker vi virkeligheden ude. Det er ikke et sted for alle.” Så klar er beskeden til hovedpersonen Teddy, da han er på afveje i jagten efter oplysninger.

VIP-rummet er for de særligt udvalgte, jetsettet på byens hotte og hippe insteder i et stadig mere klasseopdelt Sverige. Men det er også et billede på det svenske samfund. Og det er svært at blive lukket ind i VIP-rummet. Især hvis man som vor helt Teddy har siddet i fængsel.

Efter otte år bliver Teddy, der i øvrigt stammer fra Balkan ligesom svenskernes nationale fodboldhelt Zlatan, lukket ud i samfundet. Dog uden job, uden bolig, uden penge og uden prestige men fast besluttet på, at han er færdig med kriminalitet. Imens bliver en ung, børshaj med tilbagestrøget overklasse-frisure og fast adgang til VIP-rummene omkring Stureplan kidnappet af nogle grumme typer. Hans stenrige forældre hyrer et velanset advokatfirma til at håndtere sagen diskret og uden pressens bevågenhed. Her arbejder romanens heltinde Emilie hårdt og ambitiøst på at stige i graderne som advokat. Firmaet hyrer Teddy, der har solid erfaring med kidnapningsbranchen, og det umage detektivpar skal sammen undersøge sagen, inden politiet bliver indblandet. Det kommer til at få uoverstigelige konsekvenser for dem begge.

VIP-rummet er første del af en ny krimiserie fra Lapidus, der selv er advokat og arbejder som sådan i Sverige ved siden af sit succesfulde forfatterskab. Han er kendt for Stockholm-noir trilogien Cash, Aldrig fucke op og Livet Deluxe, hvor især Cash bragte en hel del fornyelse til genren. På trods af at Lapidus er uddannet med lovtekst og tørre paragraffer, kan han noget helt særligt med sproget og veksler sikkert, troværdigt og cool i heftige dialoger fra ghetto-skitsnak blandt indvandrere til overklasse struntprat hos Cerutti klædte slipsedrenge med Patrick Bateman tendenser.

Jeg var vild med sproget, tempoet og karaktererne i Lapidus’ krimidebut Cash, som også blev til en ganske udmærket film. Her fulgte vi tre personer på hver sin hylde af samfundet og lodret dybere ned i den kriminelle underverden i deres kamp for at nå drømmenes mål. Virkelig gode og empatiske skildringer om rigtige mennesker, der træffer alle de forkerte valg. Eller bliver tvunget til det.

VIP-rummet er mere afdæmpet i sprog og tempo og langt mere klassisk krimi i sin struktur. Lapidus har her valgt et modent udtryk, og jeg hører ikke indbildt gangster-rap i baggrunden, når jeg pløjer gennem siderne på samme måde, som da jeg læste Cash. Men spændende det er den.

Et fint persongalleri og et fast makkerpar, Teddy og Emilie, som jeg godt vil høre meget mere om. Plottet er fuldt af overraskelser og med en helt ubærlig slutning, der tvinger mig til at sige: jeg skal så absolut også læse den næste!