De berusedes vej af Jakob Melander

Skærmbillede 2015-03-03 kl. 17.10.20Det her er en rigtig hyggekrimi, og det skal forstås som en ros, for den er også spændende og ikke mindst velskrevet. Jeg har sjældent læst en krimi, hvor jeg nærmest smagte på sætningerne og holdt små pauser for lige at danne et helt skarpt billede af ordene i mit indre i stedet for bare at ræse hen mod afslutningen og who did it-finalen. Sådan en krimi er De berusedes vej. Jakob Melander skriver simpelthen, så englene synger. Han kan noget helt særligt med stemninger og beskrivelser af sine personer, af omgivelserne, af himlen, af naturkræfterne, af røgen fra en cigaret, af byens lys og lyde. Og det er dét, der er hyggeligt. Også når det bliver uhyggeligt.

Et eksempel: Genskæret fra Irma-reklamerne sætter den stålgrå himmel i brand. Kastanieblade slår spiraler over Sortedamssøen ned mod Nørrebrogade. På Dronning Louises Bro falder den første bølge af gasgranater ned blandt demonstranterne. Brosten i slowmotion sejler den modsatte vej, mod politiets kæder. Demonstranterne løfter tørklæderne op for ansigtet. Gassen slår op fra asfalten, hvæser i det brølende inferno af skrig, fløjter og kommandoråb.

Melanders sprog er usædvanligt sanseligt og smukt af en krimi at være, tilpas doseret og en fornøjelse at læse. Man kan virkelig mærke, at forfatteren kender sin by og sit miljø. At han lever og ånder i København. Ja, De berusedes vej er en ægte københavnerkrimi.  Alt er genkendeligt og ofte poetisk beskrevet. Som københavner genfinder man sin by, og bor man et andet sted, må læsningen give lyst til et besøg.

Forfatteren har derudover en høj grad af indlevelsesevne, som jeg særligt bed mærke i, da jeg fornylig læste hans forrige krimi Serafine. Her fik læserne et overbevisende og rørende indblik i, hvordan det for eksempel er at være transkønnet og at skulle slås med de dæmoner, der følger med. Den er indtil videre nummer et på min hitliste over denne krimi-trilogi.

Første bind, debuten Øjesten, har jeg stadig til gode, selv om den kigger på mig dagligt med det afbildede offers tomme blik på forsiden, da jeg har været så heldig at vinde den i en konkurrence. Det skal ikke vare længe, før jeg går i gang, for foruden at levere den gedigne krimivare af høj kvalitet, så er hovedpersonen politiassistent Lars Winkler et sympatisk bekendtskab, en karakter som viger udenom de værste stereotyper for genren. Sådan da.

Som enhver dygtig og klarsynet detektiv ryger Lars Winkler mange smøger bevares. Lever i en rodet lejlighed med et tomt køleskab og hylderne fulde af vinyl fra sin ungdom. Han har så klart problemer med ekskonen, mens nye damer selvfølgelig er vilde i varmen, og så har han et mindre stofmisbrug, som hænger ved fra de unge, dystre dage og fortiden som punker i 1980’erne med koncerter i Ungdomshuset, gang i gaden på Nørrebro, BZ’ere, brosten og oprør.

Men han er også en følsom og empatisk fyr, en jordnær, ærlig type, der samarbejder med sine kollegaer og overordnede, sålænge de fortjener det uden at banke overdrevet på brystet med macho-attitude. En man kunne have kendt fra skolen, gymnasiet eller ungdomsklubben. Dét er forfriskende.

I De berusedes vej bliver vor helt indhentet af fortiden, da en af hans gamle venner fra punk-miljøet bliver fundet død. Sprængt i stumper og stykker på redaktionen for det venstreorienterede medie Modkraft, hvor han arbejder som journalist. Drabet rusker op i nogle hændelser 30 år tilbage, som Lars Winkler vil gøre alt for at glemme. Det kan han selvfølgelig glemme alt om.

Snart er han viklet ind i et spind af venstre- såvel som højreradikale kræfter, der muligvis planlægger et terrorangreb mod et EU-topmøde i Bella Centret.

Samtidig blusser en romance op med kollegaen Sanne, men også det forhold bliver der spændt ben for, så snart begivenhederne ruller sig op, og ånden fra fortiden puster Lars i nakken. En fortid som vi følger i flere tilbageblik til 1984. Vi oplever caféerne, barerne, koncerterne, stemningen og typerne. Det er en af de scener ovenstående beskrivelse stammer fra. Skrevet i nutid så det er som at være der lige nu.

Det kunne jeg personligt godt have brugt meget mere af, selv om det måske ville blive overflødigt for plottets fremdrift.

Tempoet er roligt og afdæmpet hele vejen igennem. Selv under den spændende slutning, hvor der ellers bliver bygget op til et gevaldigt brag. Det virker, og det er i orden takket være det gode sprog.

Jeg har nogle anker i forhold til selve plottet og det karakterskifte, der sker for nogle af de centrale personer. Jeg har lidt svært ved at godtage, at et menneske kan vende på en tallerken og fravige et helt livs principper for at få hævn på grund af noget, der forekommer ubetydeligt. Og så har jeg forhåbentlig ikke sagt for meget.

Men det er jo ofte tilfældet i krimier såvel som i det virkelige liv. Uforståelige og uforklarlige motiver. Mennesker der ikke er, hvad de giver sig ud for at være. Mennesker der begår ubegribelige handlinger på trods af det, de er rundet af. Som forfatteren så smukt skriver:

Mennesket er en afgrund, man bliver svimmel, når man kigger ned.

Og den præmis må vi nok godtage, hvis vi vil have flere fornyende krimier, hvor vi ikke på forhånd kan gætte, hvad der vil ske. Den er i hvert fald godtaget her.

 

 

 

Reklamer