Aisha af Jesper Stein

Er du til klassisk krimi med en hårdkogt strømer der gør og siger, hvad det passer ham, har problemer med misbrug, dæmoner og kvinder men er blød som en bamse indeni og moralens højvogter, når det virkelig gælder, så er serien om Axel Steen det helt rigtige valg.

Aisha er den fjerde udgivelse i serien, og i sidste uge modtog forfatter Jesper Stein velfortjent den fornemme pris De Gyldne Laurbær af boghandlerne. Både læsere og anmeldere er vilde med den tætpakkede spænding Jesper Stein leverer gang på gang, samtidigt med at det lykkedes ham at gå udenom de værste kliché faldgruber. Det er tydeligt, at Jesper Stein gør sig umage, selv om han har skrevet fire romaner på tre år.

Jeg har tidligere læst den første Uro, som var rigtig god og meget Nørrebrosk. De næste to Bye, bye blackbird og Akrash skulle være endnu bedre, men dem er jeg ikke nået til endnu.

Jeg må indrømme, at jeg generelt er lidt mæt af krimier, medmindre de byder på noget mere såsom originalitet, psykologisk dybde, sproglig finesse, interessante karakterer, stærk dialog og naturligvis et godt plot. Især de tre sidste forventninger lever Aisha særdeles flot op til, og den kan sagtens læses uafhængigt af de andre.

Efter at Axel Steen har været tæt på at dø på Nørrebro, har han fortrukket sig til en lejlighed på Amager, hvor han prøver at samle sit liv sammen igen i et forhold med PET-agenten Henriette, der tidligere har reddet hans liv. Men en ny ubehagelig drabssag spænder hurtigt ben for deres forhold og for efterforskningen. En tidligere PET-agent bliver fundet myrdet i sin luksuslejlighed i Ørestaden med afklippede øjenlåg og opspærrede øjne. Bestialiteten har sit formål, og Axel Steen finder ud af, at sagen spinder tråde til en gammel terrorsag, og at Henriette ikke fortæller alt, hvad hun ved. Vi følger terrorsagen i tilbageblik, og vi kommer også i børnehøjde med Axels datter Emma, som er hundeangst for, at der skal ske hendes far noget – igen. De sider er ret fint beskrevet ud fra en ni-årigs synsvinkel.

Der er visse steder midtvejs, hvor efterforskningen og kærlighedskvalerne trækker lidt i langdrag, og pageturner-effekten aftager. Og så har forfatteren en tendens til at udpensle, hvordan personerne føler, tænker og har det med sig selv, og det der plager dem, selv om vi nok har fattet det længe inden.

Til gengæld bliver de lidt traurige passager hurtigt opvejet af stærke sætninger som:

“Han følte sig sørgelig. Som om livet var blevet farve- og lidenskabsløst. Som om han bare sugede smerte og sorger til sig som en stiv gammel kridtsvamp, der lå i et forladt klasseværelse.”

Eller denne venlige salut fra Axel om sine kollegaer til en fest:

“Han kunne se, hvordan de slikkede Jens i røven og grinte høfligt af alt, han sagde. I udkanten af gruppen mængede Josephsen sig. Hans pisgule øjne var våde af iver for at komme så tæt som muligt på cheftrojkaen fra PET. Axel fik brækfornemmelser, han følte sig omgivet af det værste han vidste, sleske karriereryttere i stramme italienske polotrøjer og sølvfarvede sommerjakkesæt, glatte skjorter på glatte mennesker, det hele kun overgået af deres våde magtliderlige søbemunde, som var parate til at spise dem, der var længere nede i fødekæden end dem selv, og æde lort fra dem ovenover.”

Man skulle næsten tro, det var en beskrivelse af mediebranchen, men bortset fra det er det et troværdigt billede Jesper Stein skaber af PET og hele politisamarbejdet eller mangel på samme. Jeg tror ihvertfald på det. Forfatterens fortid som kriminalreporter fornægter sig ikke. Samlet set hænger det hele bare fornemt godt sammen, velskrevet, letfordøjeligt og en fornøjelse at læse.

Plottet er nervepirrende veludført – især sidste del er så spændende, at det nærmest gør ondt.

Der er ingen tvivl om, at Jesper Stein har indtaget tronen som Danmarks krimikonge her og nu, og at han har fundet sin helt egen stil i godt selskab med Jussi Adler-Olsen, Jakob Melander, Michael Katz Krefeld og A.J. Kazinsky. Jeg ved godt, der er mange flere gode danske krimiforfattere, men der er heldigvis også plads til dem med så mange trofaste læsere. Ingen kan dog nå dem alle. Eller?

Aisha er venligst tilsendt af Politikens Forlag.