Solo af Jesper Stein

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg elsker en stærk og spændende krimi, men jo flere jeg læser (og ser på film og tv), jo mere kritisk bliver jeg. En krimi skal kunne noget særligt for at være kram, og det bliver ikke lettere at være krimiforfatter med de tusindvis af udgivelser, der strømmer ud over et publikum, der drukner i indhold.

Når Krimier forsøger at overgå sig selv med afstumpet, uforklarlig gru og gore (splatteri) er jeg stået af for længe siden. Eller når plottet er helt ude i skoven, og al troværdighed går tabt, eller når iveren efter at skabe særlige karakterer pådutter dem 27 diagnoser oveni en dårlig barndom og et forlist ægteskab – så bliver jeg træt på forhånd.

Forfatter Jesper Stein gør ingen af delene. Han skriver krimier i topkvalitet med troværdige, komplekse karakterer – ikke kun sin hovedperson men også dem omkring ham, han udviser relevant samfundskritik, et blik mod omverdenen og leverer hver gang en afslutning, der får læseren helt ud på kanten af stolen.Og så kan han lige det ekstra, som meget få kan:

For det første har Jesper Stein med Axel Steen skabt en karakter, som læserne kerer sig om – bare se på de sociale medier. For det andet skriver han stålsikker dialog i et spændstigt sprog, og for det tredje er det som om, at han har læst aviserne, inden de udkommer.

Højaktuelle emner som banderelaterede drab, skandaler i erhvervslivet, grådighed, flygtninge i skjul, Syrienskrigere, organiseret kriminalitet og efterretningsvæsen bliver behandlet med høj troværdighed. Det samme kan siges om politiets arbejdsmetoder og jargon.

Med omhu bygger Jesper Stein et troligt setup ud over første del, hvor siderne kan vendes i et roligt tempo for så i anden del at kulminere i et payoff, der giver fuld valuta for tid og penge spenderet, og nu vendes siderne i lynfart.

Sådan er det også denne gang med Solo, sjette selvstændige roman om politimanden Axel Steen, der udkom i oktober.

Solo fortsætter et par år efter, vi forlod Axel efter en hjerteskærende slutning i Papa. Axel har forladt politiet og arbejder nu som sikkerhedschef i en privat virksomhed med en slikket type af en chef, der får Gordon Gekko til at ligne en matrosdreng. Axel er gift med sit livs udkårne og bor sammen med sin datter på fuld tid i en villa på Amager, hvor han klipper roser i haven i weekenden. Familien forlanger ro og tryghed på hjemmebanen, og det får de med Axels nye job og solide indkomst. Men det må naturligvis få en ende.

En IT-medarbejder har svindlet firmaet for millioner, og Axel får til opgave at eskortere manden ud i diskretion. Kort efter forsvinder han, og det hele lugter af organisatorisk konspiration, der snart involverer kidnapning og mordtrusler.

I Urban Planen på Amager bliver en ung indvandrer med en kriminel fortid myrdet i en kælder under øens mest trøstesløse bygning. Han har forbindelser til de syriske oprørsbevægelser og er en bekendt af Axel fra hans tid i PET.

Axels tidligere kollega Vicki Thomsen leder efterforskningen og kontakter ham for at få hjælp.

Han er først modvillig, men snart har de begge brug for hinanden i opklaringen af de respektive sager, der fortælles i hvert sit spor, indtil de forenes. Makkerparret indgår en noget-for-noget-aftale. For at det ikke skal være løgn hænger, sagerne naturligvis sammen, men det er ikke det mest interessante i Solo. Det er derimod Axel og Vicki og menneskerne omkring dem.

Vicki er en gæv pige, man kun kan holde af. Et troværdigt forbillede for enhver ung kvinde, der måtte søge ind i politiet bortset fra, at Vicki ligesom Axel bærer rundt på dæmoner (men ingen diagnoser), der spænder ben i privatlivet.

Axel går som altid sine egne veje og kan flygte ud af politiet, men politiet kan ikke flygte ud af ham, og som udredningen af svindelhistorien skrider frem og med fare for liv og lemmer, træffer Axel en række valg, der fører ham direkte ind i ensomheden.

Han kunne mærke hullet i maven, et sug i mellemgulvet. Det føltes, som om han var forelsket, men han var ikke forelsket. Han var på jagt. Og han havde fået færten af sit bytte.

Som politimand har Axel længe gået solo og gjort, hvad der passede ham i retfærdighedens tjeneste. Nu går han solo ind i et mørke, hvor der ikke er rart at være. Det lover virkelig ikke godt men hold fast, hvor jeg glæder mig til at se, hvad der skal ske i næste roman om Danmarks mest besværlige og komplekse panser. Once a cop, always a cop. Sådan må det jo være.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag.