Forfattermøde med Anthony Doerr

april 10, 2015 ~ isabelrosado ~ 1 kommentar

Politikens Forlag var så venlige at invitere en gruppe af os bogbloggere til forfattertræf med Anthony Doerr, der har skrevet den vidunderlige roman Alt det lys vi ikke ser.

Ti år har det taget Anthony Doerr at skrive sit mesterværk.

Han fik ideen en dag i toget, hvor en mand bag ved ham brokkede sig højlydt over, at hans mobilforbindelse gik ud under en tunnel, mens han hamrede løs på tasterne i frustration. I stedet for at tænke over hvor fantastisk det egentlig er, at vi overhovedet kan tale med hinanden over lange afstande ved hjælp af radiobølger.

“ Jeg vidste, at jeg ville skrive en historie om en dreng, der er indespærret efter et krigsbombardement og klarer sig ved at lytte til en historie i radioen. Et år efter jeg fik ideen, besøgte jeg den smukke by Saint-Malo i Bretagne i Frankrig. Min forlægger fortalte mig, at byen var blevet bombet af amerikanerne i 1944. Da vidste jeg, hvor historien skulle foregå.”

Det er bare en fornøjelse at få lov til at møde en stjerneforfatter – især når han er så flink som Anthony Doerr.

Anthony Doerr er selv amerikaner men har ved hjælp af omfattende research og sit enorme literære talent skrevet sin roman set ud fra to unge europæeres synsvinkel, og det gør han fuldstændigt overbevisende.

“Jeg gjorde det ikke nemt for mig selv. Der medvirker ikke en eneste amerikaner i historien, og inden jeg besøgte Saint-Malo, troede jeg, at Bretagne var en del af Storbritannien. Nogle gange var jeg tæt på at give op, og jeg skrev to bøger imellem arbejdet med denne bog.”

Heldigvis fortsatte Anthony Doerr, og Alt det lys vi ikke ser har nu tronet på New York Times bestsellerliste i snart et år. Priserne er regnet ned over forfatteren, og mon ikke også der kunne være en Pullitzer-nominering i sigte? Det håber jeg.

Propaganda på nettet

Mange spændende spørgsmål blev vendt på bogbloggermødet. Vi talte blandt andet om radioen og internettet som propaganda maskine, og om 2. Verdenskrig kunne ske igen. Det er mindst ligeså let at flytte holdninger på nettet i dag, som det var over radioen dengang. Så jo det kunne det nok.

Vi talte om den ene hovedperson Werner, som et langt stykke hen ad vejen ikke formår at gøre det rigtige, som en del af nazi-hæren, selv om han føler det er forkert, og hvor menneskeligt det er ikke at turde protestere, især hvis man er så uheldig at være født ind i et totalitært samfund.

“ I virkeligheden er det svært at forstå, hvordan folk formår at gøre det rigtige specielt i en krigstid, hvor de fleste andre gør det forkerte. Men det gør vi jo også i dag, selv i de lande hvor der ikke er krig. Jeg flyver for eksempel over kontinenterne for at promovere min bog, selv om flyvning ikke er godt for klimaet. Det kommer jeg måske til at høre for af mine børn i fremtiden.”

Anthony Doerr har skrevet i over tyve år og har flere udgivelser bag sig. På trods af at han nemt bliver distraheret, er han meget disciplineret omkring sin skrivning og sørger for at få skrevet hver dag. Han får det dårligt, hvis han ikke har gjort det, også når det er en af de mindre gode skrivedage.

“ Min familie er meget overbærende. Men jeg tror også, at vi skylder vores familier at sørge for at vi er lykkelige ved at gøre det, der gør os lykkelige.”

Læs min anbefaling og hvorfor jeg synes, du skal give dig selv årets indtil videre bedste læseoplevelse med Alt det lys vi ikke ser her.

Celestine af Olga Ravn

april 1, 2015februar 28, 2016 ~ isabelrosado

Jeg indrømmer gerne, at det i første omgang var coveret, der drog mig til Olga Ravns romandebut Celestine. De marmorede blåtoner med bogstaver i glitrende sølvglimmer er noget af det fineste, jeg har set længe.

Efter at have læst bogen kan jeg kun sige det samme om Olga Ravns sproglige talent. Forfatteren er på linje med Yahya Hassan, Theis Ørntoft og Asta Olivia Nordenhof en af de nye, unge lyriske superstjerner, udklækket fra Forfatterskolen som befinder sig i en liga helt for sig selv. De skriver, så underkæben flyder ud over bordet, og deler nådesløst ud af et helt særegent sprogligt overskud. At læse romanen Celestine er derfor også som at læse et langt digt i prosaisk form. Hver eneste sætning danner billeder og metaforer på stribe, og den slags læsning kræver lidt koncentration. Derfor er jeg glad for, at romanen ikke er længere end sine 166 om end i særdeleshed smukt skrevne sider.

Den type romaner, der sprudler af sansninger, stemninger og følelse kan ofte mangle noget i handling og historie og blive en smule søvndyssende i længden. Sådan er det ikke med Celestine. Den har det hele.

Romanens jeg er en ung, navnløs kvinde, der får job som lærer på en kostskole. Med sig har hun sin depressive kæreste Kim, som hun forsøger at elske men nok mest hader. Hun bærer selv rundt på en evig tristesse af ensomhed som skilsmissebarn med op til flere skiftende bonusforældre og søskende i bagagen og en deraf noget omflakkende tilværelse mellem to hjem.

Jeg flyttede som barn frem og tilbage mellem mine forældre, og jeg tror, de må have glemt at bade mig. Jeg var sjældent ren, havde lus og lange negle, der opstod aldrig i denne konstante pendulering mellem far og mor, en rengøringens rytme, som fandtes der en forventning om, at renselsen blev klaret et andet sted….

…Som barn var jeg skilsmissens sted, skriver hun. Men også som voksen fortabt i en bestandig følelse af at være tilovers og lidt i vejen befinder hun sig i en slags svævende tilstand af levende død, som et spøgelse.

På kostskolen bliver hun besat af historien om et ægte spøgelse, Celestine, inspireret af myten fra Dragsholm Slot, om den 16-årig pige fra herregården, som blev muret levende ind i væggen af sin familie, da hun blev gravid med staldknægten, og som ikke har kunnet finde hvile siden – og jo hun hjemsøger kostskolen og i hvert fald vor hovedperson.

Den unge lærer kan heller ikke sove om natten men flakker rundt på gangene i en stor, hvid kjole og lurer lidt på de eleverne. De er kun få år yngre end hende, men som lærer betragtes hun som et mærkeligt vel nærmest oldnordisk gemyt, og hun må naturligvis holde sig på behørig afstand, selv om hun forelsker sig i hver årgangs mest slidte fyr og brænder inde med heftige seksuelle fantasier i sit slutty hjerte.

Hun og kæresten glider stille og roligt fra hinanden, mens kærestens psykiske sygdom forværres. Det bliver på et tidspunkt beskrevet således:

Jeg så, at den psykisk syge fremavler ynkelige og dog sejlivede planter, som han værner om som var de livgivende masker. Og snart var denne faksimileagtige sorg blevet genuin i sin kopi, var blevet ægte og hul og udslettelig, som en have, der ved mødet med et overlegent angreb af ukrudt, på toppen af sit hysteri, beslutter sig for at give efter for invasionen, for ikke længere at være en have, men et anfald af galskab.

Det er lige før, jeg ikke kan være med her, men heldigvis er det langtfra alle sætninger, der skal vi sige overblomstrer på denne vis.

Jeg tror aldrig, jeg har læst en så indlevende historie om, hvordan det må være at være spøgelse og endnu mere rammende, hvordan det må være at være skilsmissebarn omgivet af skiftende stedforældre og søskende, man bliver tvunget til at dele liv med i en periode for derefter at skilles igen. At leve et intimt liv med mennesker man intet har tilfælles med, og som voksen aldrig ønsker at møde igen. En situation som snart halvdelen af danske unge kender. Hvis det er sådan, det er og med så traumatiske følger, kan jeg godt forstå, at der bliver født for få børn i Danmark. Uanset anbefaler jeg på det varmeste, at du læser Celestine. Hvis du er til det skrevne ord, vil du uundgåeligt blive imponeret af en af Danmarks dygtige unge digtere.

Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz

marts 30, 2015marts 30, 2015 ~ isabelrosado

Det vælter ud med spændingsromaner om selvbedrageriske, forliste og skræmmende parforhold, der slår sig stort an som den næste Gone Girl/Kvinden der forsvandt, Gillian Flynns storhittende mesterværk, og jeg har tænkt mig at læse en del af dem, selv om jeg tvivler på, at nogen af dem kan nå helt samme højder.

Forventningerne var alligevel store, da jeg fik fat i Det burde du have vidst, for det er Gads Forlag, der udgiver den. Samme forlag som spottede Gone Girl og sikrede sig en af de helt store bestseller-succeser sidste år. Se min anbefaling her.

Lad mig sige det med det samme. Det her er ikke den næste Gone Girl. Den er ikke i nærheden af at være ligeså spændende. Plottet er langtfra ligeså raffineret og skrækindjagende, og hverken sproget eller evnen til at fange tidsånden ligeså syleskarpt og dybsindigt som Gillian Flynns. Hvis du har læst den så tænk på Amys cool-girl monolog. Helt exceptionel, blændende god. Det burde du have vidst når ikke Gone Girl til sokkeholderne. Men der er altså også langt op. Romanen er faktisk værd at læse, hvis du skruer forventningerne lidt ned.

Hovedpersonen Grace lever et ubekymret liv som psykoterapeut i de øvre lag på Manhattan. Hun er gift på 18. år med en børnelæge og sammen har de deres vidunderlige vidunderbarn Henry, som spiller violin og går på en af byens fineste, dyreste skoler. Grace er ved at få udgivet sin første bog Det burde du have vidst som baseret på sine erfaringer med forvildede klienter skal belære knuste hjerter om, at de skal lytte til de indre alarmklokker, når de bliver bedraget af deres ægtefæller, for de bimler lige fra starten af et nyt forhold. Er din mand en egoist, så ved du det. Er din mand homoseksuel, så ved du det. Er din mand notorisk utro, så ved du det. Eller du burde i hvert fald have vidst det, hvis du havde lyttet til din intuition. Grace har selv valgt sin mand, fordi hun bare vidste, at det skulle være ham, og de har levet sådan nogenlunde lykkeligt siden da. På overfladen er hendes eget ægteskabelige liv perfekt. Lige indtil det ikke er det, og alle Graces fasttømrede teorier rammer som en boomerang lige i nakken.

En mor til en af skoleleverne på Henrys eliteskole bliver myrdet, og kort efter er Graces mand Jonathan sporløst forsvundet. Alle spor peger på ham som mistænkt morder. Graces perfekte liv går i opløsning, og hun må tage alle sin forudindtagede holdninger og dogmer om, hvem hun er, og hvem hendes familie er til alvorlig revision.

Som psykologisk portræt er det interessant et godt stykke hen ad vejen. Grace udvikler sig fra at være et selvoptaget, snobbet, bedrevidende overklasseløg til at blive et helt, fornuftigt og sympatisk menneske mod slutningen. Men hold da op hvor skal vi igennem mange af hendes indre betragtninger om dette og hint, før vi når derhen. Og hold da fest hvor er det irriterende med Graces konstante selvfornægtelse og manglende vilje til at se tingene i øjnene. Hun lukker totalt af og nægter et alt for langt stykke ind i historien at tage den viden til sig, som resten af New York og omegn besidder, og det er enerverende at være vidne til som læser. Romanen er velskrevet men langtrukken, og mindst 100 sider kunne med rette have været skåret ud. Selve krimiplottet er kedsommeligt og forudsigeligt i det lange løb. Alligevel er der mange gode afsnit om et new yorker kvindeliv og et forhold, der krakelerer, som gør det værd at holde ud til sidste side. Så læs den gerne hvis du ikke kan få nok af Manhattan personager men lad være med at sammenligne med Gone Girl.

De berusedes vej af Jakob Melander

marts 5, 2015marts 11, 2015 ~ isabelrosado

Det her er en rigtig hyggekrimi, og det skal forstås som en ros, for den er også spændende og ikke mindst velskrevet. Jeg har sjældent læst en krimi, hvor jeg nærmest smagte på sætningerne og holdt små pauser for lige at danne et helt skarpt billede af ordene i mit indre i stedet for bare at ræse hen mod afslutningen og who did it-finalen. Sådan en krimi er De berusedes vej. Jakob Melander skriver simpelthen, så englene synger. Han kan noget helt særligt med stemninger og beskrivelser af sine personer, af omgivelserne, af himlen, af naturkræfterne, af røgen fra en cigaret, af byens lys og lyde. Og det er dét, der er hyggeligt. Også når det bliver uhyggeligt.

Et eksempel: Genskæret fra Irma-reklamerne sætter den stålgrå himmel i brand. Kastanieblade slår spiraler over Sortedamssøen ned mod Nørrebrogade. På Dronning Louises Bro falder den første bølge af gasgranater ned blandt demonstranterne. Brosten i slowmotion sejler den modsatte vej, mod politiets kæder. Demonstranterne løfter tørklæderne op for ansigtet. Gassen slår op fra asfalten, hvæser i det brølende inferno af skrig, fløjter og kommandoråb.

Melanders sprog er usædvanligt sanseligt og smukt af en krimi at være, tilpas doseret og en fornøjelse at læse. Man kan virkelig mærke, at forfatteren kender sin by og sit miljø. At han lever og ånder i København. Ja, De berusedes vej er en ægte københavnerkrimi. Alt er genkendeligt og ofte poetisk beskrevet. Som københavner genfinder man sin by, og bor man et andet sted, må læsningen give lyst til et besøg.

Forfatteren har derudover en høj grad af indlevelsesevne, som jeg særligt bed mærke i, da jeg fornylig læste hans forrige krimi Serafine. Her fik læserne et overbevisende og rørende indblik i, hvordan det for eksempel er at være transkønnet og at skulle slås med de dæmoner, der følger med. Den er indtil videre nummer et på min hitliste over denne krimi-trilogi.

Første bind, debuten Øjesten, har jeg stadig til gode, selv om den kigger på mig dagligt med det afbildede offers tomme blik på forsiden, da jeg har været så heldig at vinde den i en konkurrence. Det skal ikke vare længe, før jeg går i gang, for foruden at levere den gedigne krimivare af høj kvalitet, så er hovedpersonen politiassistent Lars Winkler et sympatisk bekendtskab, en karakter som viger udenom de værste stereotyper for genren. Sådan da.

Som enhver dygtig og klarsynet detektiv ryger Lars Winkler mange smøger bevares. Lever i en rodet lejlighed med et tomt køleskab og hylderne fulde af vinyl fra sin ungdom. Han har så klart problemer med ekskonen, mens nye damer selvfølgelig er vilde i varmen, og så har han et mindre stofmisbrug, som hænger ved fra de unge, dystre dage og fortiden som punker i 1980’erne med koncerter i Ungdomshuset, gang i gaden på Nørrebro, BZ’ere, brosten og oprør.

Men han er også en følsom og empatisk fyr, en jordnær, ærlig type, der samarbejder med sine kollegaer og overordnede, sålænge de fortjener det uden at banke overdrevet på brystet med macho-attitude. En man kunne have kendt fra skolen, gymnasiet eller ungdomsklubben. Dét er forfriskende.

I De berusedes vej bliver vor helt indhentet af fortiden, da en af hans gamle venner fra punk-miljøet bliver fundet død. Sprængt i stumper og stykker på redaktionen for det venstreorienterede medie Modkraft, hvor han arbejder som journalist. Drabet rusker op i nogle hændelser 30 år tilbage, som Lars Winkler vil gøre alt for at glemme. Det kan han selvfølgelig glemme alt om.

Snart er han viklet ind i et spind af venstre- såvel som højreradikale kræfter, der muligvis planlægger et terrorangreb mod et EU-topmøde i Bella Centret.

Samtidig blusser en romance op med kollegaen Sanne, men også det forhold bliver der spændt ben for, så snart begivenhederne ruller sig op, og ånden fra fortiden puster Lars i nakken. En fortid som vi følger i flere tilbageblik til 1984. Vi oplever caféerne, barerne, koncerterne, stemningen og typerne. Det er en af de scener ovenstående beskrivelse stammer fra. Skrevet i nutid så det er som at være der lige nu.

Det kunne jeg personligt godt have brugt meget mere af, selv om det måske ville blive overflødigt for plottets fremdrift.

Tempoet er roligt og afdæmpet hele vejen igennem. Selv under den spændende slutning, hvor der ellers bliver bygget op til et gevaldigt brag. Det virker, og det er i orden takket være det gode sprog.

Jeg har nogle anker i forhold til selve plottet og det karakterskifte, der sker for nogle af de centrale personer. Jeg har lidt svært ved at godtage, at et menneske kan vende på en tallerken og fravige et helt livs principper for at få hævn på grund af noget, der forekommer ubetydeligt. Og så har jeg forhåbentlig ikke sagt for meget.

Men det er jo ofte tilfældet i krimier såvel som i det virkelige liv. Uforståelige og uforklarlige motiver. Mennesker der ikke er, hvad de giver sig ud for at være. Mennesker der begår ubegribelige handlinger på trods af det, de er rundet af. Som forfatteren så smukt skriver:

Mennesket er en afgrund, man bliver svimmel, når man kigger ned.

Og den præmis må vi nok godtage, hvis vi vil have flere fornyende krimier, hvor vi ikke på forhånd kan gætte, hvad der vil ske. Den er i hvert fald godtaget her.

VIP-rummet af Jens Lapidus

februar 19, 2015februar 19, 2015 ~ isabelrosado

Stockholm är blivit kallt sang svenske Orup i 1990’erne og ifølge forfatteren til thrilleren VIP-rummet, Jens Lapidus, er Sveriges hovedstad blevet endnu koldere i 2015.

“ Jeg ved ikke, hvordan du er sluppet ind, men det her er VIP-rummet, her lukker vi virkeligheden ude. Det er ikke et sted for alle.” Så klar er beskeden til hovedpersonen Teddy, da han er på afveje i jagten efter oplysninger.

VIP-rummet er for de særligt udvalgte, jetsettet på byens hotte og hippe insteder i et stadig mere klasseopdelt Sverige. Men det er også et billede på det svenske samfund. Og det er svært at blive lukket ind i VIP-rummet. Især hvis man som vor helt Teddy har siddet i fængsel.

Efter otte år bliver Teddy, der i øvrigt stammer fra Balkan ligesom svenskernes nationale fodboldhelt Zlatan, lukket ud i samfundet. Dog uden job, uden bolig, uden penge og uden prestige men fast besluttet på, at han er færdig med kriminalitet. Imens bliver en ung, børshaj med tilbagestrøget overklasse-frisure og fast adgang til VIP-rummene omkring Stureplan kidnappet af nogle grumme typer. Hans stenrige forældre hyrer et velanset advokatfirma til at håndtere sagen diskret og uden pressens bevågenhed. Her arbejder romanens heltinde Emilie hårdt og ambitiøst på at stige i graderne som advokat. Firmaet hyrer Teddy, der har solid erfaring med kidnapningsbranchen, og det umage detektivpar skal sammen undersøge sagen, inden politiet bliver indblandet. Det kommer til at få uoverstigelige konsekvenser for dem begge.

VIP-rummet er første del af en ny krimiserie fra Lapidus, der selv er advokat og arbejder som sådan i Sverige ved siden af sit succesfulde forfatterskab. Han er kendt for Stockholm-noir trilogien Cash, Aldrig fucke op og Livet Deluxe, hvor især Cash bragte en hel del fornyelse til genren. På trods af at Lapidus er uddannet med lovtekst og tørre paragraffer, kan han noget helt særligt med sproget og veksler sikkert, troværdigt og cool i heftige dialoger fra ghetto-skitsnak blandt indvandrere til overklasse struntprat hos Cerutti klædte slipsedrenge med Patrick Bateman tendenser.

Jeg var vild med sproget, tempoet og karaktererne i Lapidus’ krimidebut Cash, som også blev til en ganske udmærket film. Her fulgte vi tre personer på hver sin hylde af samfundet og lodret dybere ned i den kriminelle underverden i deres kamp for at nå drømmenes mål. Virkelig gode og empatiske skildringer om rigtige mennesker, der træffer alle de forkerte valg. Eller bliver tvunget til det.

VIP-rummet er mere afdæmpet i sprog og tempo og langt mere klassisk krimi i sin struktur. Lapidus har her valgt et modent udtryk, og jeg hører ikke indbildt gangster-rap i baggrunden, når jeg pløjer gennem siderne på samme måde, som da jeg læste Cash. Men spændende det er den.

Et fint persongalleri og et fast makkerpar, Teddy og Emilie, som jeg godt vil høre meget mere om. Plottet er fuldt af overraskelser og med en helt ubærlig slutning, der tvinger mig til at sige: jeg skal så absolut også læse den næste!

DU af Caroline Kepnes

februar 14, 2015 ~ isabelrosado

Enhver der har været udsat for stalking kan skrive under på, at det er en yderst ubehagelig oplevelse. Forfølgelsen sætter sig i krop og sind længe efter, at du har skiftet dit telefonnummer, fået hemmelig adresse, og i årevis efter at du har undgået enhver form for kontakt med din stalker. DU glemmer det aldrig. Det kan jeg desværre selv skrive under på, og det er grunden til, at jeg ikke har offentliggjort mit telefonnummer her på min hjemmeside. Ikke den smarteste salgsstrategi når man gerne vil være tilgængelig for nye kunder. Men sådan må det være.

Stalking antager mange former og motiver og kan bunde i alt fra had, svig og ulykkelig kærlighed. En psykolog har engang sagt til mig, at en stalker suger næring og energi ud af konfrontation og konflikter med sit offer, og derfor skal du aldrig forsøge at tale vedkommende til rette. Der er kun én vej ud, og det er væk.

Der er mange uhyggelige historier derude. Bare spørg dansk anti-stalking forening. Når du har hørt dem, virker den fiktive roman DU af amerikanske Caroline Kepnes ganske så harmløs i sammenligning. Og så alligevel ikke.

Joe er boghandler, begavet, belæst og besat. Da forfatterspiren Beck træder ind i hans butik og både er smuk, kvik og oven i købet vælger den helt rigtige bog i modsætning til de andre “idiotiske” kunder, er han solgt. Hun er kvinden, han vil have.

Det starter som et bekendtskab, udvikler sig til et venskab og ender med et forhold. Men helt fra starten står det klart, at Joe har en plan, og at under hans pæne facade i samværet med Beck, hvor alting foregår i et naturligt og romantisk tempo, lurer det sygeste sind.

Læserne følger hele historien fra Joes synsvinkel. Han taler direkte til bogens du i en lang tankestrøm. En slags stalkerens stream of consiousness.

“Du har minsandten en evne til at få mig til at gøre ting, jeg normalt ikke gør,” siger Joe til Beck inde i sig selv, da han har klædt sig ud til et Charles Dickens kostumebal i sin forfølgelse af hende. Men det er langtfra toppen af skalaen. Han udspionerer Beck foran hendes bopæl, bryder ind i hendes hjem og hacker hendes e-mail, facebook og Twitter, som han overvåger døgnet rundt. Man kan virkelig godt undre sig over, hvordan Joe har tid til alt det pjat, når han også har et fuldtidsarbejde. Men lad det nu ligge.

Selv om Joe er creepy som ind i helvede, er han faktisk den eneste karakter, man får rigtig sympati for, og det er måske det mest foruroligende ved den her historie. Det er så også det, der gør den rigtig interessant.

Både Beck, hendes ekskæreste Benji og veninden Peach, som også får Joes kærlighed at føle, fremstår som solide repræsentanter for en narcissistisk, privilegeret, New Yorker-overklasse præget af egoisme og overfladiske pseudo-intellektuelle værdier, der i bund og grund kun handler om at blive set, hørt og anerkendt, uanset om man markedsfører sig selv som forfatter, kunstner eller miljørigtig kurvandsproducent.

Joe kan se lige igennem dem alle og spidde dem verbalt med sin humor og intellektuelle overlegenhed. Eller – er det i virkeligheden alene hans negative, subjektive fortolkning af deres personlighed, der får læseren til at heppe på ham, bære over med ham og lade sig forføre af ham i håb om, at han snart må besinde sig og få nogle sunde interesser? Lige indtil den grummeste sandhed dæmrer. I så fald er det djævelsk godt udført af forfatteren.

DU er særdeles velskrevet, spækket med referencer til bøger, film og musik der er eller har været oppe i tiden men også med et par velanbragte pegefingre på, hvordan storbymennesker ofte ukritisk følger med strømmen af, hvad opinionsdannerne har dømt hot og not i stedet for at lytte til sig selv.

DU er både lanceret som romantik på vrangen, psyko-thriller og samtidsportræt, og den har alle dele i sig, selv om jeg hverken blev opstemt eller rigtig bange af at læse den.

Måske snarere halvdeprimeret idet den på fornem vis udstiller de værste perspektiver ved de digitale og sociale mediers rasende vækst, og hvordan de kan påvirke og ødelægge det moderne, over-ambitiøse, forfængelige sind og i virkeligheden skabe dybere ensomhed.

We are all completely beside ourselves af Karen Joy Fowler

januar 9, 2015 ~ isabelrosado

Velkommen til et nyt bogår! Håber 2015 bliver forrygende for alle, og at I får oceaner af tid til at læse.

Jeg havde planer om at nå mindst fem bøger i juleferien, men det blev kun til denne ene perle, som jeg til gengæld kan anbefale på det varmeste.

Rosemary er en stille pige, der føler sig aparte på flere måder. Da hun var barn, snakkede hun hele tiden, men tabet af hendes søskende har forandret både hende og resten af familien for altid. Hun fortæller sin historie ved at starte i midten. Det har hun nemlig lært af sin far, for på den måde behøver man ikke at fortælle alt og slet ikke om sin baggrund, når man møder nye mennesker. I tilbageblik opruller hun familiens tragedie, og intet er, som man tror.

Da Rosemary skal på college flytter hun langt væk fra sine forældre for at få en frisk start, nye venner og forsøge at passe ind, men det lykkedes ikke rigtigt. Ved et tilfælde får hun en eneste veninde, Harlow som ikke er en rigtig ven, men som minder om søsteren Fern: vild, uhæmmet og uforudsigelig. Den eneste Rosemary tør være sig selv sammen med.

Det lyder måske trist, og det er det også men ikke på den måde, du umiddelbart vil tro. Rosemarys søskende er stadig i live, men den søster, som hun i sine første år er tæt forbundet med, sover med, leger med og laver narrestreger med, må forlade hjemmet, da Rosemary kun er fem år gammel. Det får deres bror Lowell til at stikke af hjemmefra uden at se sig tilbage.

Hele miseren sætter dybe spor i den traumatiserede familie, hvor Rosemary og hendes forældre lader som ingenting er hændt og lader tilværelsen køre videre, mens savnet stikker dybt i dem. Indtil en række begivenheder tvinger dem til at forholde sig til det, der hændte.

Det er synd at afsløre for meget, men plottet er fantastisk skruet sammen og sætter fokus på vigtige menneskelige såvel som etiske og politiske temaer i læserens bevidsthed. Man bliver tvunget til at tage stilling til svære emner, som mange af os behændigt undgår at bekymre os væsentligt om i dagligdagen. For eksempel, hvad gør et menneske til et menneske? Hvad betyder søskendekærlighed, og hvad gør det ved den, der bliver frarøvet den? Hvor langt skal man gå indenfor forskning og videnskab for at gavne menneskeheden og samtidigt leve med konsekvenserne? Hvor meget skal andre lide, for at nogle kan blive raske?

Karen Joy Fowler sætter alvorlige spørgsmål på spidsen, men hun gør det på den mest bevægende og begavede måde uden at fordømme. Men som Rosemary siger det: If stupid were fuel, we would never run out. Og det er altså menneskeheden, hun taler om.

Samtidig med det og andre nedslående fakta såsom where you succeed will never matter so much as where you fail, er der en god portion humor i denne pragtfulde og rørende roman, og historien er i sin helhed særdeles opløftende. Og så er den fantastisk velskrevet og ikke mindst gennemresearchet.

Der er så meget godt at sige om denne fremragende roman, men jeg synes bare, du skal gå i gang og lade dig overraske. Du får virkelig noget at tænke over – oveni i den gode læseoplevelse. Starten på mit personlige bogår kunne i hvert fald ikke være bedre.

We are all completely beside ourselves er endnu ikke oversat til dansk, men den fortjener et stort publikum også i Danmark, så det håber jeg, den bliver.

På gensyn i februar, hvor jeg gerne skulle være igennem en thriller, et par krimier og andre gode sager!

Effekten af Susan af Peter Høeg

december 1, 2014december 1, 2014 ~ isabelrosado

Jeg har længe glædet mig til Peter Høegs seneste roman Effekten af Susan. For mange år og længe siden, læste jeg ham med stor begejstring, og som resten af verden var jeg vild med Frøken Smillas Fornemmelse for Sne, og De måske egnede gjorde også stort indtryk på mig. Kvinden og Aben måske knap så meget. Efter den bevægede Peter Høeg sig ud af mainstream-litteraturen og vendte efter års tavshed tilbage med nogle sikkert mageløse men for mig mindre tilgængelige værker. Jeg ved det egentlig ikke. Jeg kom aldrig i gang med hverken Den stille pige eller Elefantpasserens Børn.

Nu er Peter Høeg stærkt tilbage for igen at ramme segmentet udenfor intelligentsiaen med en skarpt skåret thriller med bestsellerpotentiale, men det er Effekten af Susan bestemt ikke blevet mindre intelligent af.

Peter Høeg vil meget mere end at underholde og sælge bøger til masserne. Han har noget på hjerte, som man siger, og i Effekten af Susan er det blandt andet bekymringen for kloden og klimaets tilstand og et bud på et dystert fremtidsscenarie, der godt kunne lure lige om hjørnet, hvis ingen gør noget.

Heldigvis har Peter Høeg opfundet en kvindelig superhelt til at tage sig af sagen, og hun er både sej, skarp, sårbar og svær at blive klog på. Feminist og filosof på den fede måde og på intet tidspunkt kedelig.

Som en ægte superhelt har Susan særlige evner, og udover at hun kan nedlægge enhver mand hun møder på sin vej eller knuse ham med et solidt greb om kronjuvelerne, så fremkalder hun oprigtighed fra ethvert menneske i hendes nærhed. Så snart hun træder ind i et rum, betror folk sig til hende og udleverer deres indre liv og hemmeligheder. Det er effekten af Susan.

Det er en evne, som suspekte kræfter i regeringen kan bruge for at få oplysninger ud af medlemmerne af en hemmeligholdt Fremtidskommission, et særligt udvalg af personer, der simpelthen kan spå om fremtiden. Magthaverne har et godt greb om Susan og hendes familie, der hver på forskellig vis har klokket i det på en rejse til Indien og nu har udsigt til lange fængselsstraffe. Husbond Laban og tvillingerne Thit og Harald, der heller ikke er uefne i superevner og højintelligens, udgør sammen med Susan en atypisk drøm om den perfekte kernefamilie, der i tæt samspil kan sno sig ud af enhver sprængfarlig situation, som superagenter nu kan. Alle i familien bliver sat på prøve, da medlemmer af Fremtidskommissionen bliver myrdet, lige inden Susan når at få det oprigtige ud af dem, og snart er skurkene også på jagt efter Susan og resten af familien.

Det sjove ved Susan er hendes ultra rationelle tankesæt og forkærlighed for naturvidenskab og kvantefysik. Selv hendes magiske superkræfter finder hun en forklaring for via naturlovene ligesom de modstridende følelser overfor forældrene og Laban og den ubetingede kærlighed til sine børn. Her er hun en brølende løvemor, der forsvarer med næb og klør, men udover det har hun også langt mindre sympatiske og hensynsløse sider. Måske en del af arven fra en dysfunktionel baggrund med en narcissistisk mor og en fraværende og savnet far.

Hvis jeg vover at tage chancen og tage de videnskabelige forklaringer for gode varer, så er Effekten af Susan da absolut den bedste fysikbog, jeg nogensinde har læst. Den er så også nær ved den eneste, men lad det nu ligge. Man skal ikke læse romanen for at blive klogere på fysik. Historien taler forbilledligt til de sprogligt anlagte, for Peter Høeg er selv en superhelt hvad angår evnen til at skrive poetisk, dybt og ikke mindst uforudsigeligt. Det har han bevist hver gang i sine romaner, og det gør han bestemt også her.

Effekten af Susan er smukt skrevet, super spændende, medrivende og relevant, og den har fuldt fortjent at blive en verdensomspændende bestseller på linje med Frøken Smillas Fornemmelse for Sne. En international filmatisering burde også være i sigte, selv om det vil være noget af en bedrift af få alt det spændende ved Susans tankesæt med. Det vil dog også være en forudsætning for, at filmen kan lykkes. Men læs nu lige bogen først.

The Book of Unknown Americans af Cristina Henríquez

november 14, 2014 ~ isabelrosado

Indrømmet. Jeg har en svaghed for latino-forfattere og social realistisk immigrantlitteratur og gerne den amerikanske af slagsen.

Jeg havde aldrig hørt om Cristina Henríquez, men alene omslaget til paperback udgaven af hendes roman The Book of Unknown Americans er så fint, at jeg blev nødt til at købe bogen, da jeg stødte på den hos boghandleren. Never judge a book by it’s cover, siger man på engelsk. Men i dette tilfælde hjalp det altså, og indholdet viste sig at leve fuldt op til forventningerne.

For det er både en smuk og vigtig bog Henríquez har skrevet. Handlingen er centreret om kærlighedshistorien mellem teenagerne Maribel og Mayor. En kærlighed der i en moderne udgave af Romeo og Julie har ret så dårlige odds. De bor i samme forfaldne bygning et sted i udkants-USA nærmere betegnet Newark, Delaware med deres immigrant forældre fra henholdsvis Panama og Mexico.

Historien foregår nu og her i Obamas post-finanskrise Amerika, men bortset fra at bogens personer har mere råd til en mobiltelefon end et ordentligt måltid, kunne det ligeså godt foregå under depressionen i 30’erne.

Mayors forældre er flygtet fra urolighederne i Panama år tilbage og er nu solidt plantet som amerikanske statsborgere. Maribel er nyligt ankommet fra Mexico, som hendes forældre kun har forladt af én årsag. At hjælpe Maribel. En utålelig ulykke og efterfølgende hjerneskade har ændret hende for altid, og det er håbet om en bedre skole og hurtigere bedring for deres datter, der driver Alma og Arturo til USA, selv om de bolig og arbejdsforhold, der venter er langt værre, end dem, de kom fra.

Kapitlerne i bogen skifter synsvinkel mellem Mayor og Alma, der hver for sig fortæller den gribende historie, men vi hører også andre stemmer fra bygningen. De er de ukendte amerikanere med hver deres unikke baggrund og begrundelse for at søge mod det forjættede land for blot at kæmpe mod fordomme, sprogproblemer, arbejdsløshed og ulighed. Og der er heldigvis også de, der om ikke får opfyldt deres drømme i hvert fald lykkedes i en eller anden forstand.

For Mayor er det kærlighed ved første blik, da han ser Maribel, og hans hengivenhed hjælper hende i kampen for at blive sig selv igen. Men deres kærlighed får fatale konsekvenser, og det er slet, slet ikke til at bære.

Kærligheden mellem forældrene er også stor og stærk trods et væld af sorg og bekymringer. Jeg er ikke den store dyrker af romantik i bøger men prøv lige at læse dette bjergtagende afsnit, hvor Alma og Arturo efter måneder uden det mindste overskud eller nærvær har genfundet hinanden:

– no matter what else happened, we would be fine, as long as we had each other. Contigo la milpa es rancho y el atole champurrado. And then, the rush. It was as if the whole world sighed. As if every human and every creature and every gas and liquid and speck of dirt and granule of sand and gust of air settled all at once, and all was right in the universe. If only for that moment.

Jeg anbefaler på det varmeste The Book of Unknown Americans.

Bogforum 2014 – En fest for alle bogentusiaster

november 12, 2014november 17, 2014 ~ isabelrosado

Og med alle mener jeg ALLE. For det er både festligt, folkeligt og fornøjeligt at være på Bogmesse, og det var det så absolut også i år. Der er bestemt meget at komme efter, uanset om man er højlitterær debattør, sci-fi- og fantasynørd, krimisluger, topstjerne forfatter eller bare generelt glad for bøger.

Jussi, I ved godt hvem, ejede Bogforum i år, og det er ham så vel undt. Der var sat fuld skrue på promoveringen af sjette del af Afdeling Q, Den Grænseløse med Carl Dark, som hovedpersonen muligvis kommer til at hedde, når serien med Mørck, Assad og Rose bliver omsat til tv-serie i USA. Det er ret fantastisk, så godt det er gået for Jussi Adler-Olsen og hans krimier, som topper alverdens bestsellerlister. De er også hver gang originale, fornyende, spændende og af høj kvalitet, og ligesom resten af lemmingerne glæder jeg mig til at læse den nye. Jussi har en utrolig god kontakt til sit publikum, et utrætteligt engagement og en vedholdende evne til at bevare jordforbindelsen. Det må man bare tage hatten af for. Men der er jo også andre gode, som Jussi selv så fint pointerede i sin åbningstale, da han åbnede Bogforum 2014.

Derfor var det også en ekstra cadeau, at debutantprisen gik til en indtil nu ubemærket krimi, Eremitten af Thomas Rydahl, som er udkommet på det lille enmandsforlag Bindslev. Endnu et tegn på at bogbranchen er i opbrud og i forandring, og at det ikke nødvendigvis er skidt. Hvordan bogmarkedet ser ud om ti år, er der vist ingen, der har det endegyldige svar på.

Det var på mange måder en bogmesse i krimiens tegn, selv om der jo også var rigeligt med skønlitterære indslag. Jeg sprang på forhånd kokkene, livsstilsguruerne og de fleste af biografierne over. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at høre om Renee, Qvortrup, Puk og Linse og find dig selv og kend dig selv og sig fra og sig til. Jeg er journalist og interesserer mig vældigt for fagbøger men altså ikke helt på samme måde, som jeg brænder for litteraturen og fiktionen, som tager mig med til steder, jeg aldrig har været før.

Det var umuligt at være med til det hele i så tætpakket et program med så mange kvalitetsindslag. Flere gange skøjtede jeg rundt fra det ene til det andet for til sidst at træffe nogle valg og slå rumpetten i sædet og lytte til de kloge mennesker i stedet for at tænke på alt det, jeg gik glip af.

For der er meget at lære af de bedste forfattere. De har noget på hjerte, og de er beundringsværdigt villige til at dele ud af det, også foran et summende publikum med støj i baggrunden fra de bogspækkede rullekufferter. Og også selv om teknikken i flere tilfælde drillede med mikrofoner, der skulle justeres eller skiftes ud, så tiden gik fra det væsentlige. Der var i det hele taget ret elendige lydforhold, og publikum var ved at træde hinanden over tæerne for at høre med.

Højdepunktet for mig i år var at lytte til Peter Høeg. Jeg er godt i gang med hans seneste roman Effekten af Susan, der ligesom Frøken Smillas Fornemmelse for sne kombinerer det finlitterære med spænding i højeste gear. Peter Høeg er, hvis nogen skulle have glemt det Danmarks største litterære verdensstjerne. Han har ry for at være lukket og mystisk, men det var en åbenhjertig, dybt poetisk og ikke mindst stærkt underholdende forfatter, der mødte op på Bogforum. Han fortalte en fantastisk historie om sin farmor, der lærte ham at fortælle. Hun var en klog, stærk og underfundig dame, som sagde: “Man skal aldrig give en dreng en springkniv, før han har lært at danse.” Hendes godnathistorier var ikke for sarte sjæle, men den, vi fik, vil jeg ikke beskrive her. Blot opfordre enhver til at skynde sig ud at høre Peter Høeg næste gang, han optræder. Jeg hørte ham to gange på Bogforum med lige stor fornøjelse.

Peter Høeg taler lige så smukt, som han skriver: “Jeg vil gerne gøre sløret mellem mennesker tyndere,” sagde han for eksempel om, hvorfor han skriver. Det er ikke alle, der kan slippe afsted med at sige sådan. Men det kan han.

Helle Helle var også super interessant. Hun belyste i sine samtaler mange ting om sine bøger, som måske har været uklart for os læsere, som i øvrigt er begejstrede for hende. Blandt andet: “Jeg skriver ikke om kvinder eller mænd men om mennesker.” Og til spørgsmålet om hvor samfundet er i hendes romaner, der mest beskriver de nære relationer, svarede hun: “Sprog er samfund.”

Det kan man i den grad også sige om den svenske (og temmeligt pæne) forfatter Jens Lapidus’ bøger. De hårdtslående krimier i Stockholm Noir–trilogien Cash, Aldrig Fucke op og Livet Deluxe er alt andet end pæne, men indeholder et sprog, der afspejler samfundet.

Fra den nederste bund i et ghetto- og gangstermiljø til den øverste eksklusive top i et Sverige, der er blevet mere klasseopdelt med årene, og ifølge forfatteren er ved at gå i opløsning. Lapidus, som selv er forsvarsadvokat, mestrer street-slang, advokat-formaliteter og det poetiske om livet og kærligheden i sine krimier på samme høje niveau, alt efter hvilken synsvinkel vi følger. Nu er han aktuel med en helt ny krimi: VIP-Rummet, den første af en ny serie, som skulle være mere moden i sit udtryk. Den lyder mycket spännande, og jeg glæder mig til at læse den.

Udover Lapidus fik jeg også lejlighed til at møde en svensk forfatterduo Mons Kallentoft og Markus Lutteman, som med deres nye serie om kriminalinspektør Zack fortsætter stilen fra Stockholm Noir. Den har jeg også på natbordet for tiden, og den tegner særdeles godt. Zack er ung, kvik og dygtig men lidt af en antihelt med sin dystre fortid og trang til at give los i kokainrus og ravefester. Han kommer til at opklare nogle gruopvækkende sager fra den stockholmske underverden, og han må nødvendigvis konfrontere sine indre dæmoner undervejs. Serien er bygget på Herkules-myten, så det bliver interessant at se, hvordan den udspiller sig i det moderne Sverige. Jeg mødte de to meget sympatiske forfattere til et morgenmøde om lørdagen arrangeret af Politikens forlag sammen med andre gode bogbloggere, og det var jätte trevligt og inspirerende.

Og så var der Bodil. Skuespilleren Bodil Jørgensen er udkommet med den ene biografi, jeg bare måtte høre om. En rejse gennem bly og græs, som jeg glæder mig til at læse.

De fleste, der har mødt Bodil Jørgensen, falder pladask for hende, og det gjorde jeg også, da jeg mødte hende i sommers et par uger før den frygtelige traktorulykke, der næsten kostede hende livet og førligheden. Nu er hun gudskelov stærkt tilbage og om muligt endnu sejere og mere inspirerende og i hvert fald lige så sjov som før. Bodil Jørgensen er sødme, skævhed og skarphed i smuk forening, og så er hun oprigtigt interesseret i sine medmennesker, imødekommende, åben og ærlig på en måde, jeg tror, ligger langt fra de fleste andre skuespillere, men som hun siger: “Hvis man er selvoptaget, så møder man jo kun…sig selv”.

Bodil Jørgensen er ikke bleg for at levere et par af de vanvittigt skægge og sjofle replikker, vi kender fra Rytteriet og Frokost med mor, hvis nogen beder hende om det i bussen. Og det på trods af at hun har haft et ekstremt hårdt år, hvor hun har mistet begge sine forældre og så været igennem en hel fantastisk helingsproces efter ulykken. Når man ser, hvor hurtigt hun er kommet på benene igen, kan man egentlig godt forstå, at hun trods al den modgang stadig er stærk i troen, som altid har været en stor del af hendes liv. Da hun blev spurgt, om ulykken havde ændret hendes forhold til Gud, svarede hun: “Jeg har altid troet, at Gud var i lyset, men han er lige der, hvor der er allermørkest.”

Jeg hører altid efter, når Bodil Jørgensen taler, og det samme gælder forfatteren Knud Romer, som fortalte om sin nye Børne ABC.

Han har sin egen form for hudløst ærlig skarphed og ved at udstille alle sine egne svagheder, indre kampe og alt det der er galt i samfundet, så man både griner og græder, er det selvfølgelig helt i orden, når han tordner: “Man må aldrig svigte sine børn ved at lyve.” Og senere til alle os med forfatteraspirationer:

“Hvis du ikke har noget på hjerte, så hold kæft.”

Men inden jeg gør det, vil jeg lige nævne et lavpunkt fra årets bogmesse. Nemlig at digtere som for eksempel Theis Ørntoft ikke fik helt samme grad af opmærksomhed under sin oplæsning, som Yahya Hassan fik sidste år. Han er mindst ligeså god, hvis ikke bedre. Og på sin helt egen globalt udfarende måde. Jeg skriver ikke så meget om digte her på bloggen, fordi jeg ikke er kvalificeret til at anmelde dem, men jeg er begyndt at læse flere digtsamlinger som så mange andre og netop på grund af Yahya-effekten, hvilket selvfølgelig er en god ting.

Tak for et godt Bogforum. Vi ses næste år.

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette: