Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz

Skærmbillede 2015-03-30 kl. 21.58.15Det vælter ud med spændingsromaner om selvbedrageriske, forliste og skræmmende parforhold, der slår sig stort an som den næste Gone Girl/Kvinden der forsvandt, Gillian Flynns storhittende mesterværk, og jeg har tænkt mig at læse en del af dem, selv om jeg tvivler på, at nogen af dem kan nå helt samme højder.

Forventningerne var alligevel store, da jeg fik fat i Det burde du have vidst, for det er Gads Forlag, der udgiver den. Samme forlag som spottede Gone Girl og sikrede sig en af de helt store bestseller-succeser sidste år. Se min anbefaling her.

Lad mig sige det med det samme. Det her er ikke den næste Gone Girl. Den er ikke i nærheden af at være ligeså spændende. Plottet er langtfra ligeså raffineret og skrækindjagende, og hverken sproget eller evnen til at fange tidsånden ligeså syleskarpt og dybsindigt som Gillian Flynns. Hvis du har læst den så tænk på Amys cool-girl monolog. Helt exceptionel, blændende god. Det burde du have vidst når ikke Gone Girl til sokkeholderne. Men der er altså også langt op. Romanen er faktisk værd at læse, hvis du skruer forventningerne lidt ned.

Hovedpersonen Grace lever et ubekymret liv som psykoterapeut i de øvre lag på Manhattan. Hun er gift på 18. år med en børnelæge og sammen har de deres vidunderlige vidunderbarn Henry, som spiller violin og går på en af byens fineste, dyreste skoler. Grace er ved at få udgivet sin første bog Det burde du have vidst som baseret på sine erfaringer med forvildede klienter skal belære knuste hjerter om, at de skal lytte til de indre alarmklokker, når de bliver bedraget af deres ægtefæller, for de bimler lige fra starten af et nyt forhold. Er din mand en egoist, så ved du det. Er din mand homoseksuel, så ved du det. Er din mand notorisk utro, så ved du det. Eller du burde i hvert fald have vidst det, hvis du havde lyttet til din intuition. Grace har selv valgt sin mand, fordi hun bare vidste, at det skulle være ham, og de har levet sådan nogenlunde lykkeligt siden da. På overfladen er hendes eget ægteskabelige liv perfekt. Lige indtil det ikke er det, og alle Graces fasttømrede teorier rammer som en boomerang lige i nakken.

En mor til en af skoleleverne på Henrys eliteskole bliver myrdet, og kort efter er Graces mand Jonathan sporløst forsvundet. Alle spor peger på ham som mistænkt morder. Graces perfekte liv går i opløsning, og hun må tage alle sin forudindtagede holdninger og dogmer om, hvem hun er, og hvem hendes familie er til alvorlig revision.

Som psykologisk portræt er det interessant et godt stykke hen ad vejen. Grace udvikler sig fra at være et selvoptaget, snobbet, bedrevidende overklasseløg til at blive et helt, fornuftigt og sympatisk menneske mod slutningen. Men hold da op hvor skal vi igennem mange af hendes indre betragtninger om dette og hint, før vi når derhen. Og hold da fest hvor er det irriterende med Graces konstante selvfornægtelse og manglende vilje til at se tingene i øjnene. Hun lukker totalt af og nægter et alt for langt stykke ind i historien at tage den viden til sig, som resten af New York og omegn besidder, og det er enerverende at være vidne til som læser. Romanen er velskrevet men langtrukken, og mindst 100 sider kunne med rette have været skåret ud. Selve krimiplottet er kedsommeligt og forudsigeligt i det lange løb. Alligevel er der mange gode afsnit om et new yorker kvindeliv og et forhold, der krakelerer, som gør det værd at holde ud til sidste side. Så læs den gerne hvis du ikke kan få nok af Manhattan personager men lad være med at sammenligne med Gone Girl.

Reklamer