Kategori: Uncategorized

Hambros Allé 7-9-13 af Lotte Kaa Andersen

~ isabelrosado

Skærmbillede 2016-04-21 kl. 18.26.02Lotte Kaa Andersens debutroman handler om mennesker, der beboer nummer 7, 9 og 13 på en villavej i Hellerup. Kæmpevillaer, der kun er de mest velhavende forundt, gemmer sig bag forskansende hække på Hambros Allé, en adresse så celeber at den er en turistattraktion i sig selv.

Men også på de hvidskurede millionærpalæer revner væggene, utøj kravler ind i sprækkerne, og rotter sidder fast i hulrum og spreder en rådnende og varslende stank i de fine huse.

Det går ellers forrygende i månederne op til finanskrisen. Både gamle og nye penge, diskrete velhavere og ferrari-flashende nyrige mingelerer til fester med fri champagne og frugt- og chokoladedekorationer i 10.000 kroners klassen. Da finanskrisen slår til for fuld styrke, krakelerer det hele både i fysisk og mental forstand.

Det her er ikke et peepshow bag kulisserne hos de rige og smukke, og der er ikke meget glamourøs virkelighedsflugt at hente i Lotte Kaa Andersens debutroman. Det handler om virkelige mennesker med de samme eksistentielle og konkrete problemer som alle andre.

De økonomiske af slagsen er dog i en helt anden prisklasse end gennemsnittets. Det samme kan man sige om forbruget og opretholdelsen af den livsstil på 1. klasse, personerne har været vant til.

Men depression, utroskab, meningsløshed, arbejdsløshed, parforhold i krise og frygt for ikke at kunne betale husleje er også almene problemer for beboerne på Hambros Allé, og det bliver beskrevet med både indsigt og empati i denne yderst velskrevne roman.

Line er gift med virksomhedsarvingen Kristian. Hun har aldrig rigtig brugt sin journalistuddannelse til noget men har passet villaen og børnene i en årrække, mens han har betalt regningerne. Hun kan agere den perfekte værtinde og arrangerer storslåede middage som ingen anden.

Men nu er tiden gået. Line har aldrig misset en kageliste på skolen, men hun har glemt sig selv. Det er der smerten ligger, hun ser det først nu, og måske er det for sent.

Ægteskabet knirker, Line har været utro med en ung fitnessfyr, der bor på Nørrebro. Kristian er deprimeret, og familievirksomheden er i økonomisk uføre.

Det unge par Cille og Ask er nybagte forældre og har købt et faldefærdigt og overvurderet hus på den dyre adresse. Det er Asks drøm at bo på den fine adresse, selv om han er fra Amager, og Cille fra starten kan se, at de er totalt fejlcastet til at være en del af Hellerup-segmentet. Men boliglånet fanger, og drømmen om det gode liv falder fra hinanden i takt med, at hullerne i taget bliver større.

Kaare er udspekuleret ejendomsmægler med hang til udenomsægteskabelige udskejelser, hans kone Caroline aka Jernkussen foragter ham men tåler ham, så længe han opretholder økonomien. Hun er selv en succesfuld advokat, der hjælper nødstedte rigmandsfruer med at sikre sig, inden de skal skilles og bliver sendt ud i en etværelses i ekskonernes ghetto, når manden har fundet sig en yngre model. Og mens de har travlt med det, overser de fuldstændigt deres ensomme søn.

Ingen er lykkelige, uanset hvor flot de bor, og hvor meget de uhæmmet kan købe delikatesser til middagen og det rigtige porcelæn, men alle opretholder facaden indtil pengene forsvinder. Da finanskrisen rammer, skrider gulvtæppet for alvor under dem alle.

Det er en flot og meget læseværdig debut, Lotte Kaa Andersen har skrevet, og hvis du er til socialrealisme i 2900 med både vid og bid, må du ikke gå glip af den.

 

Stockholm Delete af Jens Lapidus

~ isabelrosado

9788771465075Sveriges efter min mening bedste krimiforfatter, hedder Jens Lapidus. Ophavsmand til begrebet Stockholm Noir. I sine bøger portrætterer han en underverden i den ellers så smukke by, der ligger langt væk fra et postkort image som nordens Venedig, men som ikke desto mindre er fuldstændigt overbevisende og troværdigt. Lapidus er inspireret af retssager i sin anden profession som forsvarsadvokat, og selvom han for længst kan leve af sit forfatterskab, kan man sagtens forstå, at han holder fast i sit hverv, for dér er stoffet til de mange bøger.

Nu er han tilbage med opfølgeren til VIP-rummet , og den fik ikke lov at ligge uåbnet længe.

I Stockholm Delete (genial titel med en dobbeltbetydning!) bliver hovedpersonerne, ex-gangsteren Teddy, indhentet af sin fortid som betalt kidnapper, og den kloge advokatsild Emilie ryger ud i en eksistentiel og karrieremæssig krise. Det umage par dannede makkerskab i første del af serien om de to, som efterlod en gevaldig cliffhanger i VIP-rummet, og som læserne endelig kan få svar på i denne historie. I hvert fald noget af svaret. For igen bliver kun en del af den konstante spænding forløst mod slutningen. Vi efterlades med en ny ulidelig cliffhanger, og vi får ikke alle svarene men nok til, at man som læser kan være tilfreds men må væbne sig med tålmodighed og vente på næste bog for svar på nye spørgsmål. Det gælder om at finde de bageste bagmænd af organiseret kriminalitet, som udover kidnapning også omhandler økonomisk svindel i milliardklassen, våbensmugling, hvidvask, en hemmelig pædofiliring, mord, korruption og alt det snavs, man overhovedet kan komme i tanke om. Men det handler også om et tiltagende skel mellem bund og top i det svenske samfund og en åben diskussion om, hvor der er mest råddent at være.

Der er mange gangstere, mellemmænd og håndlangere at holde styr på og nogle går endda under flere navne som Mazern og Kum. Det kan godt blive lidt forvirrende. Men det hele hænger forbandet godt sammen. Ikke én løs forbindelse bliver efterladt i de mange plottråde, og det er så jävligt godt fortalt.

Karaktererne er autentiske og troværdige. Man interesser sig for dem og følger gerne med Emelie til hjembyen, den fordrukne far og den fornægtende mor, og når Teddy husker tilbage på barndomsminder og den moral og opdragelse, han trods alt har fået med sig af sin far.

Jeg har tidligere rost Lapidus formidable evne til at arbejde med sprog, stilskifte og sans for detaljer alt efter hvilken karakter, vi følger, og her er han helt tilbage på toppen med sin sikre vekslen mellem gangsterdialog spækket med slang og de høfligere men ikke mindre anspændte samtaler mellem de fine advokater og velhavere i den stockholmske overklasse. Med helt korte skarpe sætninger sætter Lapidus eminent en scene: spændingen i lokalet: tusinde megawatt…. eller beskriver en handling eller følelse med et rammende og originalt ordvalg.…Nikola løftede Teddys gøb: holdt den nede med begge hænder foran sig som en Beck nar i en svensk uvirkelighedsfilm.

I Stockholm Delete er vi med Nikola på udgang, Teddy unge nevø, der blot en uge efter han er lukket ud af ungdomsanstalten ryger ud på et seriøst skråplan. Og i tilbageblik er vi med til politiafhøringer af Mats Emanuelsson, den mand Teddy engang kidnappede men som senere tog sit liv. Nu er hans efterladte familie i ekstrem knibe.

En mand bliver fundet myrdet og skamferet til ukendelighed i et sommerhus på Värmdö og i nærheden finder politiet en anden kvæstet mand, Benjamin søn af Mats. Han kan ikke huske noget men bliver tiltalt for mordet. Nu beder han Teddy og Emelie om hjælp.

Emelie skal være Benjamins forsvarsadvokat, mens hun og Teddy efterforsker på egen hånd. Det er ikke velanset i det prestigefyldte advokatfirma, hun arbejder for, så forsvaret må hun klare i smug og i sin fritid. Snart befinder Teddy og Emelie sig i livsfare. For Emelie ender det med alvorlig stress og selvmedicinering med beroligende Stesolid, stærkt vanedannende og farligt sammen med alkohol. For Teddy bliver det en returbillet til hans gamle farlige og voldelige selv.

De seksuelle spændinger mellem Teddy og Emilie bliver uventet forløst. Han er så meget ikke hendes type og slet ikke den fyr, hun stolt kan vise frem på de fine caféer i Stockholm, og det ved han. Til gengæld har han det uimodståelige “den gode gangster-gen” og er samtidig en fyr med pæren i orden og hjertet på rette sted. Det er et klart fremskridt og langt mere interessant, at spændingerne mellem dem fremover skal handle om, hvorvidt de kan finde ud af både at være elskere og samarbejdspartnere end om hvorvidt de nogensinde skal knalde, som krimiklichéen ellers foreskriver.

Efter min mening kan en krimi ikke skrues bedre sammen. Sprog, plot og karakterer går op i en højere enhed og til forskel fra flertallet af de nordiske krimier er realismen og troværdigheden helt på plads. Det der foregår her, kan du  jævnligt høre om i nyhederne; våbensmuglere, kriminelle netværk, skandinavisk mafia med rødder i Balkan, mord for penge og magt. Det her sker til forskel fra mange andre krimiers overdrevne dyrkelse af psykopatisk og dæmonisk splatterhævnsadisme som motiv.

Jens Lapidus er toppen af toppen af superligaen i nordisk krimi. Serien om Emilie og Teddy er som skabt til en stærk TV-serie. Det skulle virkelig undre mig, hvis den ikke snart dukker op på en skærm i nærheden af dig. Den kan blive helt forrygende god men aldrig bedre end bøgerne!

Stockholm Delete er udkommet på dansk på Forlaget Modtryk.

 

Min far er en tiger af Sara Roepstorff

~ isabelrosado

Skærmbillede 2016-02-27 kl. 17.43.49Forleden på biblioteket stod den her roman og bød sig til på hylderne. Jeg havde ikke rigtig lyst til at læse den, for jeg vidste, at den handlede om kræft. Men alene det smukke omslag, som burde have prisen for det pæneste i 2015, havde jo gjort sig bemærket i min bevidsthed, og nu stod den her og brølede blidt og knurrede kælent: læs mig, læs mig. Jeg tog den med hjem og tænkte at det nok blev en af dem, der røg ulæst retur en måned efter, når sms’en med tilbagekaldelsen tikkede ind.

Så en eftermiddag læste jeg de første sider, og jeg slap den ikke igen, før jeg var færdig, og det var blevet nat. Indholdet er mindst ligeså smukt som omslaget. En meget rørende og vedkommende og så fint skrevet fortælling for alle der har kræft inde på livet, hvad enten det er som sygdomsramt, pårørende eller berørt af angsten for at få det på tæt hold. Men også for alle andre som gerne vil aflive lidt af berøringsangsten omkring kræft, sygdom og døden. Jeg var pårørende til min højtelskede mormor under et ret intenst forløb i 1997-98. Hun vil altid bo i mit hjerte. Jeg var med hende hver dag og til det sidste, men det gjorde mig ikke mindre berøringsangst overfor sygdommen senere hen, tværtimod. Det gjorde mig skrækslagen.

Jeg ville ønske, at jeg havde haft denne bog i hænderne dengang, hvor jeg havde nogenlunde samme alder som forfatteren har i 2012, da hun skal indstille sig på at miste sin far.

Debutanten Sara Roepstorff fortæller om sin fars sygdomsforløb, der strækker sig over to ulidelige år i et virvar af chok, frygt, håb, afmagt og stor smerte men også af skønhed og genfundet nærvær, glæde over de små ting i tilværelsen og sammenhold i en familie med kærlige forældre og tre unge søstre. Udover farens sygdom og snarligt afsluttede liv står de midt i udfordringer med uddannelse og eksamener, ny kærlighed og nybagt moderskab. Sara skal flytte sammen med sin kæreste og to år efter, hvor hun gradvist bliver forandret for stedse, er han der til hendes overraskelse stadig. Bogen er fortalt fra hendes jeg til kærestens du.

Saras forældre er biologer, og ligesom de finder stor glæde i at følge med i fugleliv og udklækning af havørneæg på en iPad over flere dage, har Sara en særlig evne til at bemærke naturens liv og mirakler omkring hende og beskrive den på smukkeste vis. Måske som en afledning for sin egen frygt og sorg men også som bevis på, at når man står ude ved kanten af følelsesmæssig afgrund, så folder antennerne sig helt ud, og man suger livets mening til sig og den helt nødvendige følelse af at være en del af naturen, fra forårets spirer til efterårets forfald. Hun ser poesi i det hele fra knopper der springer ud, solstråler der varmer, bølgelyd der beroliger, farvestrålende malerier på hospitalet, en buket tulipaner, hun har med til sin far:

Jeg rækker de auberginefarvede tulipaner, som jeg har plukket foran stakittet til kollektivet til min far, han stikker næsen ned til støvdragerne og snuser pollen ind i lungerne fra foråret udenfor, nede under os et sted, fra jorden.

Sara ser sin far som en sej og stærk tiger, og hendes drømme og allegorier hjælper også ham i forløbet.

 Ved du godt, at dit kraftdyr er en tiger? Min far smiler, nej, det vidste jeg ikke, siger han, men ifølge den kinesiske kalender er jeg faktisk født i tigerens år. Det er en tiger, far, jeg tror det er rigtigt, jeg tænker på det hele tiden. Jeg kan se på min far, at han indvendig er stolt over det dyr jeg har valgt til ham, han tror det er mig, der har valgt tigeren. Men det er ham, der får mig til at se den.

Men som han mod slutningen må konstatere, er selv en tiger ikke uforgængelig. Slet ikke når den er indespærret i et bur, den aldrig kan komme ud af.

Romanen er på ingen måde en påtvunget tåreperser af den slags, der vil have læseren til at hulke med billige tricks. Det er en stærk, nøgtern, poetisk selvbiografisk roman, der sætter livet og døden i et meningsfuldt perspektiv, og som jeg ser det, kan den fungere bedre som hjælp til selvhjælp, end nogen selvhjælpsbog formår.

Min far er en tiger er udkommet på Forlaget Gladiator.

 

Poesi og andre former for trods af Adda Djørup

~ isabelrosado

Skærmbillede 2016-02-26 kl. 13.59.36Jeg var nummer 31 til bibliotekets venteliste til denne lille skønne sag, og alligevel gik der kun tre dage, så stod den på hylden på mit lokale bibliotek klar til afhentning. Med min egen kode og et sygesikringsbevis kan jeg hente bøger, når det passer mig udenfor normal åbningstid. Det er lidt syret at gå alene rundt på biblo om aftenen og snuse til boghylderne, men det er også ret vidunderligt med komplet fred og ro til at lade sig friste af spændende titler, der byder sig til på boghylderne, når der hverken er personale eller andre lånere tilstede.

Hurra for bibliotekerne må de aldrig lukke og må der trods alt altid være behov for bogkyndigt personale.

 Poesi og andre former for trods har stået på min læseliste i lang tid. 150 skarptskårne sider med noveller og en skønsom blanding af prosa og poesi. Jeg er vild med den!

Adda Djørup skriver vanvittigt, vittigt og vedkommende. De første noveller i bogen fortæller små skøre og ret så fantasifulde surrealistiske historier med helt uforudsigelige drejninger. Ligesom karaktererne trodser alle konventioner og forventninger om korrekt opførsel drevet af lyster og indskydelser, trodser forfatteren læsernes forestillinger om, hvad der vil ske. Der tegner sig et mønster for hver historie. Hver gang man nærmer sig de sidste sider, gyser det lidt i kroppen at vende dem, for hvad pokker finder de nu på. Så snart man tror, at man har regnet personerne ud, vender de 180 grader på en tallerken, og gør noget helt forrykt. Det er sjovt, syret og exceptionelt godt skrevet. Fællestemaet er trods i flere afskygninger.

Prøv selv om du ikke kan regne ham her ud fra novellen med titlen Vesterhavet og så læs bogen og se hvad der så sker.

Jeg har det hele. Topmave, hængenosser, ekskone, måne, en bjørnerøv der snart er grå. Lægen siger at det er de lange ture, bøfferne og sovsen der giver mig forstoppelse og højt blodtryk. Jeg har en hæmoride. Sidst kom jeg hjem med gonorre. Jeg hader gummi, jeg plejer at holde mig til håndarbejdet, også for pigernes skyld. Men der var en svipser udenfor Milano.

 Så tror jeg godt, vi alle sammen kan se stereotypen på en langturschauffør for os. Men da han forsøger sig som kokainsmugler på en tur med fragt af  levende grise, får han pludselig en åbenbaring!

Længere hen bliver novellerne mindre skæve og langt mere personlige og alvorlige, fortællingerne dybere og alment rammende med temaer om kærlighedens magtmisbrug, om død, fødsel og angst for at miste. Men hver gang med et sprog der sprudler og et strejf af humor.

Novellen Nej gik lige i hjertet, og der kom tårer fra side 136 og frem. Du må selv få fat i bogen og finde ud af hvorfor. I Poesi, en historie om forfatterens yngre jeg, fortæller hun om, hvorfor hun valgte at skifte fra digter til prosaist. En sjov historie om at få tildelt en plads blandt Europas kulturelite og føle sig benovet og malplaceret på samme tid og derfra finde sit eget ståsted.

Det er dog tydeligt, at der er en erfaren lyriker tilstede i hver eneste veloplagte sætning i denne meget fine bog, som alle med interesse for det ypperste i dansk litteratur og sprogligt overskud bør skynde sig at læse.

Poesi og andre former for trods er udkommet på Samlerens Forlag.

 

 

Slå først frøken! Og Vind Mordersken.

~ isabelrosado

Skærmbillede 2016-01-26 kl. 12.36.38I fredags udkom tredje del af renæssancetrilogien Mordersken af forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen. Her udvikler en ung, blid adelsfrøken, Madeleine de Montdidier, sig til en blanding af Walther White fra Breaking Bad og The Bride fra Kill Bill. Der er altså lagt op til en god gang ramasjang med en slagkraftig dame i front, og det er jo dragende i sig selv, når man som helt ung slugte tegneserier på stribe med seje damer som Yoko Tsuno, Franka, Modesty Blaise, Natacha og også selv tegnede kvindelige superhelte med vilde, outrerede og spaceagtige outfits, der kunne få Wonderwoman til at blegne af misundelse.

I anledning af udgivelsen havde Politikens Forlag inviteret til bloggerevent, og det bød på et møde med endnu en spændende forfatter, som er ligeså multifacetteret som sin hovedperson.

Madeleine starter sin dannelsesrejse i Dronningens Dame ved det franske hof, kæmper i Spanien under inkvisitionen i Bastarden og fortsætter som handlet slave i Mordersken til veltrænet snigmorder i Osmannerriget i Konstantinopel. Den unge dame kommer altså vidt omkring i en yderst anspændt periode af Europæisk historie fra 1567-1570 med dertil hørende religionskrige og intrigante magtkampe. Jeg har kun læst et par kapitler ind i Mordersken, men det er faktisk så velskrevet og troværdigt beskrevet en historie, at jeg har besluttet mig for i hvert fald at læse to’eren, før jeg går i gang med tre’eren, selv om de godt kan læses uafhængigt af hinanden.

Historisk præcision

Normalt er jeg mest til litteratur, der foregår fra anden verdenskrig og frem, men så er det jo også på tide med et større indblik i en tid, der går meget længere tilbage men har ligeså stor betydning for verden af i dag. Og når det kan gøres med både høj underholdningsværdi og velresearchet historisk præcision, er det bare at gå i gang.

Anne-Marie Vedsø Olesen vil dog meget mere med sine bøger end at underholde. Udover en stor interesse for historien hel tilbage til den ægyptiske mytologi, er hun begejstret for fantasy, science fiction og inspireret af stærke tv-serier som Game of Thrones og Breaking Bad. Her går væsentlige temaer igen som; udforskningen af volden dens væsen og æstetik om man vil, kroppens og psykens formåen, hvor langt vil man gå for at få det, man vil have og ikke mindst stærke, handlekraftige kvinder. Madeleine kæmper sin feministiske kamp i en tid, hvor der virkelig var noget at kæmpe for, selv om slaget om komplet og verdensomspændende ligestilling jo langtfra er udkæmpet endnu.

“Det er ikke en traditionel historisk roman, jeg har skrevet men en moderne fortolkning. Mit mål har været at skrive en feministisk dannelsesroman sat i en historisk ramme. Fra at være ung og benovet lærer Madeleine at tage magten og sætte præmissen for sit eget liv,” siger Anne-Marie Vedsø Olesen. En proces vi alle skal igennem som kvinder, men som kan sættes endnu mere på spidsen i en tid med et så stærkt patriarkalsk samfund.

“Kvinder kan blive ligeså stærke og seje som mænd både kropsligt og fysisk gennem hård træning. Og de kan blive ligeså gode til at slå ihjel og ryge ud af den moralske glidebane og oven i købet være stolte af det,” pointerer forfatteren.

IMG_0050
Forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen i Kill Bill gult og redaktør Helle Stavnem fra Politikens Forlag.

Heavy Combat

Fra egen krop ved hun hvad det betyder at opbygge fysisk og mental styrke. Med sit milde og sofistikerede væsen er det nemt at gætte sig til, at forfatteren synes godt om opera, kunst og historie, men at hun også er vild med at headbange til heavy metal og hver eneste dag banker løs på en sandsæk med boksehandsker til intens bodycombat træning er ikke lige det første, man tænker på, når man møder hende.

“Jeg startede på boksetræning for halvandet år siden og elsker det. Det er ren katharsis – en udrensning af krop og sjæl. Det giver en stolthed og ranker ryggen, når man får den råstyrke og mærker 1:1 oplevelsen af at slå på sandsæk. Det giver et gennembrud som kvinde at vide, at man kan banke en fuld idiot i Gothersgade ned klokken tre om natten, og hvis du ved det, så udstråler du det også,” siger hun.

Træningen er også et opgør med pænheden og konfliktskyheden, som mange af os kæmper med. Ideen til den første bog i trilogien opstod allerede for tyve år siden, men Anne-Marie Vedsø Olesen er glad for at hun først har fuldført sit værk nu. Var det udkommet dengang havde det været en langt kedeligere historie.

“Jeg var ung og naiv, da jeg fik ideen, og historien har udviklet sig i en langt mere spændende retning i takt med min egen modningsproces. Var den udkommet for tidligt havde den været mere klichéfyldt. Madeleine havde været slave i haremmet i stedet for trænet snigmorder. Det havde været så kedeligt,” ler hun.

Det er ikke kedeligt at lytte til Anne-Marie Vedsø Olesen, og der er også flere spændende karaktertræk ved Madeleine, der gør, at jeg glæder mig til at læse. Blandt andet mister hun sin skønhed, som hun tidligere har kunnet spille på og som har hjulpet hende ud af svære situationer, men når hun mister den, hvad gør hun så?

Anne-Marie Vedsø Olesen er uddannet læge, men har helliget sig forfattergerningen, siden hun vandt en pris i 2000 for sin debut Salernos Sol. Efterfølgende har hun udgivet otte romaner.

IMG_0046
Jeg er vild med det cover! Perfekt farve til en gråkedelig januardag.

Vind Mordersken!

Jeg har erhvervet mig to eksemplarer af Mordersken med tak til Politikens Forlag og den ene kan blive din. Du skal blot skrive en mail til mig isabelfluxa@gmail.com skriv Mordersken i overskriften og skriv i mailen hvilke to tv-serier Anne-Marie Vedsø Olesen er inspireret af. Den første, der skriver de rigtige svar, får hurtigst muligt tilsendt bogen med posten. Husk at anfør din adresse.

 

 

Min ukendte bror af Niels Lyngsø

~ isabelrosado

Skærmbillede 2016-01-20 kl. 14.05.58Man behøver ikke at have gået på Nørre Gymnasium i firserne for at synes godt om Niels Lyngsøs roman Min ukendte bror, men det gør den lidt sjovere at læse. Jeg var putte (1.) G’er, da forfatteren var 3.G’er og dermed var afstanden lagt fra starten. Men alle vidste, hvem Niels Lyngsø og hans slæng var. Alle os, der var til Cure, Clash og U2 og gik i sort tøj fra Roger, ville gerne være venner med dem. En stor del af de andre i gymnasiet på den tid var medlem af KU og gik med Lacoste poloer og morfartrøjer, så de var nok ligeglade. Men det var vi ikke. Slet ikke når den musikalske del af gruppen optrådte til festerne. Jeg husker, at det var dem, der fik mig til at søge til dette gymnasium efter en introaften, hvor de gav fuld gas i fællessalen og spredte så meget energi og gode vibes omkring hele skolen. Det, og så det at jeg både kunne få spansk og filmkundskab, fik mig til at pendle fra Amager til Brønshøj hver dag i tre år.

Det sjove er, at når man læser om hovedpersonen Hans-Peters ungdomsår på Nørre G. i Brønshøj, så er det ret nemt at sætte ansigter på flere af de karakterer, der omgiver ham. Desværre ikke den person man er mest nysgerrig på, selv om jeg har bladret ivrigt i de gamle årbøger. Nok om det.

Uanset hvor du kommer fra, og om og hvor du har gået på gymnasiet, så må du læse Min ukendte bror. Den er så fremragende, som en roman kan være.

Hans-Peter bliver i nutiden fundet på helikopterplatformen på Rigshospitalet. Den nu fyrreårige mand er brudt sammen i en slags psykose. Han taler i tåger og kan ikke redegøre for de seneste par dage af sit liv. I tågestrømmen af ord opdager en portør versene fra U2 sangen I still haven’t found what I’m looking for, som har en særlig betydning for Hans-Peter. Og jo den går dybere end for de fleste, selv om sangen betyder noget for mange i den generation.

Hans-Peter kommer i terapi hos hospitalets psykiater og vender så småt tilbage til sig selv. Men det er en mystisk fortæller, der beretter om hans liv. Fra barndommen i “trygge” rammer i et parcelhus i Skovlunde som bag hæk og mur “…skulle beskytte kernefamilien mod udefrakommende farer….uanset at det som reelt kunne true kernefamilien, såsom utroskab eller arbejdsløshed, ikke lod sig standse af en hæk eller en mur….” til hans nyligt afsluttede ægteskab i en liebhaverlejlighed på Østerbro. Det bliver en fuldstændig fantastisk fortælling om søgen efter kærlighed, fællesskab og den højere mening med at være et lille fnug i det store univers. Fra helt ung er Hans-Peters krop styret af umættelige seksuelle drifter, samtidig med at hans hjerne fungerer skarpere end de flestes med en nærmest overnaturlig sans for sprog, filosofi og astronomi. I den ualmindeligt velskrevne historie bliver læseren overøset med fint formidlet viden indenfor disse og andre emner, samtidig med at man berøres dybt af Hans-Peters liv, der langtfra er nemt.

Fra lille føler han sig udenfor og malplaceret i eget liv og familie som en alien fra det ydre rum. En extra terrestrial  – eller som David Bowies Starman på midlertidigt besøg på den forunderlige planet jorden.

“Jeg har altid været som en fremmed. Derhjemme, i skolen, og også senere, da jeg blev voksen. Jeg ser tingene udefra, nogle gange ser jeg også mig selv udefra. Jeg er aldrig med, jeg er aldrig en del af noget,” siger Hans-Peter til sin terapeut.

Det er fiktion, men der er utvivlsomt en hel del elementer fra forfatterens eget liv at finde i denne overraskende beretning, der blander danmarkshistorie, dannelsesroman, familiefortælling, psykologisk spænding og en smule sci-fi i et værk. Det gør den ikke mindre rørende og ovenikøbet spændende at læse.

Niels Lyngsø er digter, debattør og en af Danmarks bedste oversættere af skønlitteratur. Min ukendte bror er hans anden roman, men det er ikke hans sidste. Historien lægger i den grad op til en fortsættelse. På de sidste sider bliver den mystiske og alvidende fortæller afsløret, og som læser bliver man nødt til at vide mere. Efter sigende er forfatteren i fuld gang. Det bliver en to’er, jeg glæder mig usigeligt meget til.

Min ukendte bror er venligst tilsendt af Forlaget Gyldendal.

Patrick Melrose-romanerne II af Edward St. Aubyn

~ isabelrosado

Untitled-1Hvis du går rundt og er lidt småbitter over din egen barndom, så skal du læse Patrick Melrose romanerne. Snart vil dine forældre fremstå som de mest pragtfulde i verden, og du vil sende dem et par kærlige tanker i taknemmelighed over, at du trods alt ikke har haft samme opvækst som ham.

Jeg har netop afsluttet 4. og 5. del af romankvintetten af den uforlignelige forfatter Edward St. Aubyn, som fornylig gæstede København. Jeg har læst dem langsomt, for den engelske forfatter er så brilliant og velskrivende, at jeg håbede på at lagre hvert eneste ord og indsigtsfulde sætning i langtidshukommelsen, hvilket selvfølgelig er umuligt. Og så skal man heller ikke glemme den høje underholdningsværdi med de i britisk særklasse sarkastiske og ironiske spydigheder, der siver ned langs siderne.

Du er nødt til at læse de tre første Glem det, Dårligt Nyt og En smule håb i den sammenhængende selvbiografiske historie, før du går videre til næste bind med de to sidste Moders Mælk og Til Sidst. Læs min anbefaling af de tre første her

Både hver for sig og samlet set er det fornem romankunst af allerhøjeste kaliber. Ordet mesterværk synes ikke helt at retfærdigøre skrivearbejdet, for det er trods alt levet liv og et virkeligt menneske, der har oplevet frygtelige overgreb og afsavn, før han formår at omsætte sine erfaringer og refleksioner og forvandler dem til et litterært konstrueret storværk med relevans for alle.

I sin helhed handler det om Patricks kvaler med sin opvækst, der forfølger ham hele voksenlivet i form af selvdestruktion, selvhad, depressioner, ensomhed og misbrug.

Det foregår på første klasse i England og Frankrig, men det bliver det ikke mindre gribende eller mere distancerende af. Der er masser at hente på identifikationskontoen også for os fra den gennemsnitlige danske middelklasse. Der er desuden andre vigtige temaer end forældres gigantiske påvirkning af barne- og voksensindet. Afhængighed, fortabelse, moderskab, kærlighedssurrogater og til sidst det altoverskyggende: Frihed. Friheden til selv at vælge sine tanker, fokusere på det man er interesseret i, og leve det liv, man ønsker uden at blive vildledt af projektioner, vrede, bitterhed, afhængighed, tvangstanker og ufrivilligt tvunget til at svælge i sine traumer.

I de to sidste romaner følger vi ikke kun Patricks synsvinkel men også flere af de mennesker, der omgiver ham. Undervejs præsenteres læserne for det fulde omfang af grusomheder, der er blevet begået mod Patrick men også mod andre i hans barndom.

Moders Mælk

Patrick er blevet gift med Mary og far til Robert og Thomas. Hans mor Eleanor har i en årrække dedikeret sit liv til en spirituel bevidsthedsbevægelse og organisationen Red Barnet. Som gammel og tiltagende dement beslutter hun sig for at gøre Patrick arveløs og overlader residensen i Frankrig til sin guru Seamus i stedet for sin fortabte søn. Patrick er rasende, for det er det eneste sted, der forbinder ham til barndommen og hans rødder på godt og ikke mindst på ondt. Han er hunderæd for at overføre sin fars sadistiske tilbøjeligheder og sin mors afmagt og inkompetence som forælder til sine egne børn og kæmper nu med en voksende vrede overfor hende. Udover Patrick følger vi den ældste søn Robert, som forguder sin far og hurtigt følger ham i distanceringen til sin bedstemor. Senere følger vi Mary, der selv har et anstrengt forhold til sin selviske, ufølsomme mor Kettle, og som nu har overgivet sig til moderskabet i en sådan grad, at Patrick bliver skubbet ud på et sidespor, mens han hungrer både efter en kvinde og en moderlig favn. Selvhadet vokser i takt med den midaldrendes trængsler. Ægteskabet er på gyngende grund.

Til sidst

Eleanor er død. Patrick og Mary er separeret. Romanen foregår til Eleanors bisættelse. Af spøgelserne fra fortiden er nu kun faderenes ven og ligeså verbalt sadistiske Nicholas Pratt tilbage på jordkloden. I et kort sekund ønsker Patrick, at hvis blot han også faldt død om, ville vejen mod friheden i en post-forældre verden langt om længe stå åben. En skør kvinde fra både Patricks og Eleanors fortid dukker uventet op til bisættelsen og laver ravage i det hele. Hun viser sig at få funktion af en slags hjælpende engel, der til sidst kan få Patrick til at slippe sine lidelser og den afhængighed han har haft hele livet af såvel lidelserne som stofferne, kvinderne, alkoholen og den distancerende ironi “- the hardest addiction to give up.” Han ser det hele og sin mor i et andet lys. Ikke et tilgivende lys “ – to forgive you have to feel morally superior.” men et frigørende lys. Måske det lys der senere får Edward St. Aubyn til at skrive sine romaner.

Verden er latterlig og hjerteskærende på samme tid

I november var Edward St. Aubyn på besøg i Den Sorte Diamant og fortalte om sin roman til Mikkel Bruun Zangenberg foran et henført publikum. Med hans stoiske ro og myndige, afdæmpede forfatterstemme var det svært at forestille sig, at Patrick Melrose er hans alterego. Men hvor er det fantastisk, at man kan komme så godt ud på den anden side af hårdt levet liv, og hvor er han dog umådelig interessant at lytte til.

Forfatterens definition af den ultimative frihed er en af de smukkeste, jeg nogensinde har hørt:

“Freedom is to react to nothing and respond to everything.”

Se selv med og oplev interviewet fra Den Sorte Diamant her: 

Patrick Melrose-romanerne er venligst tilsendt af Gads Forlag.

I en snæver vending af Mette Sø

~ isabelrosado ~ 1 kommentar

Skærmbillede 2015-12-08 kl. 16.59.42Hvem er de sjove danske kvindelige forfattere?

Hvilke danske kvindelige forfattere kan få jer til at grine? Ikke bare trække på smilebåndet midt i alvoren med en bemærkning der er komisk, bittersød, ironisk eller mere sørgelig end egentlig sjov? Som i Kirsten Hamman, Naja Marie Aidt og Helle Helle. Nej, jeg mener sådan skraldgrine helt nede fra maven, og så det sprutter ud i lokalet? Der er ikke så mange vel? Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen, siden de tre forfattere af Nynnes Dagbog rumsterede i Politiken og ramte tidsånden lige i øjet.

Det er lidt af en påstand men smid gerne fluks de gode eksempler i hovedet på mig, så jeg kan blive klogere og få noget at grine af – det er nemlig tiltrængt. Der må være nogen, jeg har overset? Jeg ved godt, at jeg skal læse Lone Hørslev, Adda Djørup og Stine Pilgaard men er vi ikke lidt i samme genre som ovennævnte forfattere? Og så er der jo Susanne Staun og Leonora Christina Skov, som kan levere et godt grin med deres ætsende onde penne i en ellers dyster historie, men ligefrem lårklasker humor er de vel næppe repræsentanter for? Lad mig høre hvad I synes? Hvilke danske kvindelige forfattere kan få jer til at grine højt?

Jeg kom til at tænke på det, da jeg afsluttede I en snæver vending af Mette Sø. Her er vi heller ikke i lårklasker kategorien, men det er det tætteste, jeg har været længe. Smil og klukkende grin opstod tit under læsningen, og de udsprang af varme og sympati med personerne i stedet for af fryd over det ironiske, pinlige eller kiksede hos svært genkendelige karakterer, som det ofte er tilfældet i  andre romaner.

Mette Sø leverer en underfundig og skæv humor i sine historier, samtidig med at hun har noget dybere på hjerte. Noget genkendeligt. Også selv om det er skævt.

Betty er hovedpersonen. Hun lever af at sælge brugte trusser per postordre. Dem fabrikerer hun nøjsomt ved hjælp af æggehvideblandinger – og yes det er big worldwide business. Lad mig i den forbindelse indskyde at Mette Sø har skrevet sin bog længe før samme gesjæft opstod blandt de indsatte i kvindefængslet i TV-serien Orange is the New Black. Gad vide om de har fået ideen fra Mette? Eller er der virkelig flere “skæve” forfatterhoveder derude, der har opsporet, at det skulle være en efterspurgt vare? Betty har et tæt forhold til sin bror og et anstrengt forhold til sin mor, som har opfostret begge børn alene. Betty er veninde med Jasmin, der bor ovenover og er enlig mor, og hun har en belgisk gift elsker, som er rejsende i chokolade og inviterer Betty på hotel. Resten af tiden bruger Betty på TV-serier og sine tanker. Hun er bange for farlige dyr og ved præcist, hvordan man gebærder sig, hvis man møder en haj eller slange, og hvad man gør I en snæver vending, når alt andet er umuligt. Hun sammenligner sit liv med yndlingskaraktererne fra TV-verdenen, og når livet bliver for svært gemmer Betty sig i et skab og lukker verdenen ude, indtil hun kan lidt igen.

En trist begivenhed i familien tvinger Betty ud af skabet og til at tage ansvar og hun nærmer sig langsomt om ikke en forståelse så en form for tilgivelse af morens bitre væsen og ikke mindst en accept af sig selv og den virkelige verden.

I en snæver vending er en skøn og hyggelig lille dannelseshistorie om at være ung og følsom, mens man gemmer sig bag det panser, man nu engang har bygget op for at beskytte sig selv. Og om at udvikle sig, turde at lægge panseret fra sig, stå ved sig selv og komme videre. Sproget er med sine korte sætninger og plim-bam-bum vendinger lige ud af landevejen og til at tage at føle på, og historien om Betty er sjov og rørende.

Jeg har engang været kollega med Mette Sø for mange år siden i reklamebranchen. Dengang var hun også indbegrebet af god humor, altid klar med en kæk bemærkning der sad – og en vis kvindes dybde, præcis som i sine små finurlige romaner. Fire har hun skrevet indtil nu. Alle har fået strålende anmeldelser. Jeg har dem på hylden men af en eller anden mærkelig årsag, er jeg først begyndt at læse dem fornylig. Måske fordi jeg kender Mette lidt og derfor nødig vil virke forudindtaget positiv. Eller af frygt for at jeg slet ikke havde lyst til at anbefale. Heldigvis har Mette Sø ikke brug for en blogger i koret af bifald. Hun klarer det fint selv og er senest blevet københavner-darling i Vendelbo-området med sin seneste roman Fordi at, der udover at fortælle en historie om en kvinde, der støder på det overnaturlige i naturen, udforsker sproget i det nordjydske.

Petit-Petit var gennembruddet, som jeg ikke har fået læst endnu. Måske fordi det er noget med sport og en kvindelig cykelrytter, selv om den selvfølgelig handler om alt muligt andet. Og så er der Snebær, som handler om tre kvindelige modstandsfolk med dæknavnene Moskva, Pim og Spot under 2. Verdenskrig.

Der er meget at glæde sig til. Og hvis I ikke kan hjælpe mig med forslag til flere sjove kvindelige danske forfattere, så er der i hvertfald Mette Sø.

 

De sære børn

~ isabelrosado

Forfattermøde med Erik Valeur

Der er dage, hvor det er en ekstra stor fornøjelse at blogge om bøger. I går fik jeg mulighed for at møde et journalistisk og skønlitterært fyrtårn, jeg har beundret på afstand i mange år.

Erik Valeur og Politikens Forlag havde inviteret til forfattermøde med en lille udvalgt skare af dedikerede bogbloggere i anledning af hans nye roman Logbog fra et livforlis, der udkommer i dag. Det var en hyggelig og indholdsrig formiddag, hvor bogens mange spændende temaer blev vendt, og hvor Erik Valeur også fortalte om sin forrige roman Det syvende barn og selve arbejdet med bøgerne.

IMG_5484
Forfatteren Erik Valeur og Helle Skov Wacher fra Politikens Forlag

Nogle forfattere vægrer sig ved at dele ud af, hvor meget af deres værk der er hentet fra eget liv, og hvor meget der er fri fantasi. Sådan er det ikke med Erik Valeur, der på trods af at være et lidt sky element fortæller fuldstændig åbent og ærligt om sine erfaringer fra barndommen og voksenlivet som undersøgende journalist.

Det har sit formål, for Erik Valeur har et overordnet budskab, han gerne vil have ud: Vi voksne skal være bedre til at forstå vores børn og til at fornemme hvordan de egentligt har det, for kløften mellem børn og voksne er uundgåelig, og det er svigtet af dem også.

“De voksne overser tit børnenes særheder og den ensomhed, de føler. De ved instinktivt godt, at hvis de gør eller siger noget forkert, så bliver de voksne irriterede, vrede, kede af det eller bekymrede. Så børn lever i deres egne små tunneller, der dækker for alt det, de synes er pinligt, svært og gør dem bange  – for at hjælpe og beskytte de voksne. Vi skal være bedre til at opdage de ting,” siger han.

To års tortur

Erik Valeur var selv et frygtsomt barn. Han lå vågen om natten for at undgå uhyggelige drømme, og så tænkte han på døden i stedet . Om morgenen var hans øjne blodrøde af træthed, men der blev ikke spurgt ind til det.

“De dryppede mine øjne med borvand, og så var jeg jo bange for at blive blind.”

Han sagde ikke noget om det. Hans mor havde allerede været rigeligt igennem. Først da hun måtte overlade ham til spædbarnshjemmet Kongslund i hans første år, som er afsættet for historien i Det syvende barn, og senere da han som ti-årig fik konstateret en sjælden hoftesygdom. Han blev indlagt på kysthospitalet på Røsnæs i to år og lå på ryggen og i stræk i et helt år uden at kunne foretage sig andet end at læse.

“ Forældrene måtte kun komme på kort besøg om søndagen, for så mente man, at børnene netop ikke ville savne dem så meget. Og hospitalet var bevidst placeret langt væk fra den forstyrrende verden. Så lå jeg der og kiggede udover Kalundborg Fjord,” husker han.

Viggo er Valeur

Erik savnede sin mor, og det gør hovedpersonen Viggo i Logbog fra et livsforlis også, men for ham bliver omstændighederne endnu hårdere.

I bogen flytter den voksne Viggo ud til et forladt fyrtårn på Røsnæs for at være i fred, mens hans liv er ved at kæntre.

Et sted som Erik Viggo Valeur besøgte flere gange, efter han endelig blev udskrevet fra hospitalet. Jo Viggo er hans mellemnavn, og bogens Viggo er Erik, selv om voksne Viggo er betydeligt mere ensom og mindre succesfuld end Erik, der er far til fire voksne børn.

 Far vil have fred

Forfatteren er heller ikke bleg for at fortælle, hvordan han selv har svigtet sine børn. For han havde enormt travlt med at afsløre korrumperede magthavere og udstille samfundets svigt og uretfærdigheder.

“Da børnene var små, arbejdede jeg hjemme som journalist, for så var jeg jo hos dem. Men jeg havde travlt med at snakke i telefon og med skrivearbejde, og så blev jeg jo irriteret når de forstyrrede. Min lille datter hostede en del på et tidspunkt, og så fik hun nogle gange en halv codymagnyl for at være stille.”

Fem venners livsforlis

Som journalist og forfatter har Erik Valeur altid interesseret sig for dem, der har det værre end ham selv, og der var både de børn, der aldrig fik besøg på hospitalet og gik helt til grunde, alle de skæbner hvis liv han har berettet om som journalist, og de voksne der ikke kunne klare presset i mediebranchen eller i samfundet for den sags skyld.

“Vi har sådan en perfektheds- og konkurrencekultur, der er ved at tage livet af os. Jeg kender mange, der er helt blå i hovederne af at leve op til kravene om forandringsvillighed og effektivitet. Og så er der hele sundhedstrippet. Jeg har virkelig ondt af alle de arbejdspladser, der bliver kaldt til DHL-stafet,” siger Erik Valeur, der gør en dyd ud af at skrive samfundskritikken ind i sine historier.

“Jeg fik en del vrede ud, da jeg skrev Det syvende barn. Det var terapi, men der er jo stadig ting at hidse sig op over.”

Erik Valeur har tasken fuld af avisudklip om alle de svigt, vi som samfundsborgere bliver budt. Fra kummerlige forhold på plejehjem hvor beboerne føler sig som “indsatte,” og som lever fuldt ud op til betegnelsen “dødens forgård” til opgørelser over ministeriernes forbrug af milliarder til managementkonsulenter. Han har hovedet fuld af anekdoter om mennesker og magthavere, der har krydset hans vej, og flere af dem optræder i romanen.

Viggo og hans venner fra barndommen i Søborg mødes igen som voksne, og det er ikke kun Viggos liv, der er ved at kæntre. Men måske er det netop dem, der på overfladen har mest succes og styr på sagerne, der for alvor er ved at drukne, mens Viggo stadig har en chance for at blive på båden, selv om den gynger.

Læs mere om hvorfor jeg synes Logbog fra et livsforlis er et hit her

Forfattermøde med Anthony Doerr

~ isabelrosado ~ 1 kommentar

Politikens Forlag var så venlige at invitere en gruppe af os bogbloggere til forfattertræf med Anthony Doerr, der har skrevet den vidunderlige roman Alt det lys vi ikke ser.

Ti år har det taget Anthony Doerr at skrive sit mesterværk.

Han fik ideen en dag i toget, hvor en mand bag ved ham brokkede sig højlydt over, at hans mobilforbindelse gik ud under en tunnel, mens han hamrede løs på tasterne i frustration. I stedet for at tænke over hvor fantastisk det egentlig er, at vi overhovedet kan tale med hinanden over lange afstande ved hjælp af radiobølger.

“ Jeg vidste, at jeg ville skrive en historie om en dreng, der er indespærret efter et krigsbombardement og klarer sig ved at lytte til en historie i radioen. Et år efter jeg fik ideen, besøgte jeg den smukke by Saint-Malo i Bretagne i Frankrig. Min forlægger fortalte mig, at byen var blevet bombet af amerikanerne i 1944. Da vidste jeg, hvor historien skulle foregå.”

IMG_3767
Det er bare en fornøjelse at få lov til at møde en stjerneforfatter – især når han er så flink som Anthony Doerr.

Anthony Doerr er selv amerikaner men har ved hjælp af omfattende research og sit enorme literære talent skrevet sin roman set ud fra to unge europæeres synsvinkel, og det gør han fuldstændigt overbevisende.

“Jeg gjorde det ikke nemt for mig selv. Der medvirker ikke en eneste amerikaner i historien, og inden jeg besøgte Saint-Malo, troede jeg, at Bretagne var en del af Storbritannien. Nogle gange var jeg tæt på at give op, og jeg skrev to bøger imellem arbejdet med denne bog.”

Heldigvis fortsatte Anthony Doerr, og Alt det lys vi ikke ser har nu tronet på New York Times bestsellerliste i snart et år. Priserne er regnet ned over forfatteren, og mon ikke også der kunne være en Pullitzer-nominering i sigte? Det håber jeg.

Propaganda på nettet

Mange spændende spørgsmål blev vendt på bogbloggermødet. Vi talte blandt andet om radioen og internettet som propaganda maskine, og om 2. Verdenskrig kunne ske igen. Det er mindst ligeså let at flytte holdninger på nettet i dag, som det var over radioen dengang. Så jo det kunne det nok.

Vi talte om den ene hovedperson Werner, som et langt stykke hen ad vejen ikke formår at gøre det rigtige, som en del af nazi-hæren, selv om han føler det er forkert, og hvor menneskeligt det er ikke at turde protestere, især hvis man er så uheldig at være født ind i et totalitært samfund.

“ I virkeligheden er det svært at forstå, hvordan folk formår at gøre det rigtige specielt i en krigstid, hvor de fleste andre gør det forkerte. Men det gør vi jo også i dag, selv i de lande hvor der ikke er krig. Jeg flyver for eksempel over kontinenterne for at promovere min bog, selv om flyvning ikke er godt for klimaet. Det kommer jeg måske til at høre for af mine børn i fremtiden.”

IMG_3770Anthony Doerr har skrevet i over tyve år og har flere udgivelser bag sig. På trods af at han nemt bliver distraheret, er han meget disciplineret omkring sin skrivning og sørger for at få skrevet hver dag. Han får det dårligt, hvis han ikke har gjort det, også når det er en af de mindre gode skrivedage.

“ Min familie er meget overbærende. Men jeg tror også, at vi skylder vores familier at sørge for at vi er lykkelige ved at gøre det, der gør os lykkelige.”

Læs min anbefaling og hvorfor jeg synes, du skal give dig selv årets indtil videre bedste læseoplevelse med Alt det lys vi ikke ser her.