Man behøver ikke at have gået på Nørre Gymnasium i firserne for at synes godt om Niels Lyngsøs roman Min ukendte bror, men det gør den lidt sjovere at læse. Jeg var putte (1.) G’er, da forfatteren var 3.G’er og dermed var afstanden lagt fra starten. Men alle vidste, hvem Niels Lyngsø og hans slæng var. Alle os, der var til Cure, Clash og U2 og gik i sort tøj fra Roger, ville gerne være venner med dem. En stor del af de andre i gymnasiet på den tid var medlem af KU og gik med Lacoste poloer og morfartrøjer, så de var nok ligeglade. Men det var vi ikke. Slet ikke når den musikalske del af gruppen optrådte til festerne. Jeg husker, at det var dem, der fik mig til at søge til dette gymnasium efter en introaften, hvor de gav fuld gas i fællessalen og spredte så meget energi og gode vibes omkring hele skolen. Det, og så det at jeg både kunne få spansk og filmkundskab, fik mig til at pendle fra Amager til Brønshøj hver dag i tre år.
Det sjove er, at når man læser om hovedpersonen Hans-Peters ungdomsår på Nørre G. i Brønshøj, så er det ret nemt at sætte ansigter på flere af de karakterer, der omgiver ham. Desværre ikke den person man er mest nysgerrig på, selv om jeg har bladret ivrigt i de gamle årbøger. Nok om det.
Uanset hvor du kommer fra, og om og hvor du har gået på gymnasiet, så må du læse Min ukendte bror. Den er så fremragende, som en roman kan være.
Hans-Peter bliver i nutiden fundet på helikopterplatformen på Rigshospitalet. Den nu fyrreårige mand er brudt sammen i en slags psykose. Han taler i tåger og kan ikke redegøre for de seneste par dage af sit liv. I tågestrømmen af ord opdager en portør versene fra U2 sangen I still haven’t found what I’m looking for, som har en særlig betydning for Hans-Peter. Og jo den går dybere end for de fleste, selv om sangen betyder noget for mange i den generation.
Hans-Peter kommer i terapi hos hospitalets psykiater og vender så småt tilbage til sig selv. Men det er en mystisk fortæller, der beretter om hans liv. Fra barndommen i “trygge” rammer i et parcelhus i Skovlunde som bag hæk og mur “…skulle beskytte kernefamilien mod udefrakommende farer….uanset at det som reelt kunne true kernefamilien, såsom utroskab eller arbejdsløshed, ikke lod sig standse af en hæk eller en mur….” til hans nyligt afsluttede ægteskab i en liebhaverlejlighed på Østerbro. Det bliver en fuldstændig fantastisk fortælling om søgen efter kærlighed, fællesskab og den højere mening med at være et lille fnug i det store univers. Fra helt ung er Hans-Peters krop styret af umættelige seksuelle drifter, samtidig med at hans hjerne fungerer skarpere end de flestes med en nærmest overnaturlig sans for sprog, filosofi og astronomi. I den ualmindeligt velskrevne historie bliver læseren overøset med fint formidlet viden indenfor disse og andre emner, samtidig med at man berøres dybt af Hans-Peters liv, der langtfra er nemt.
Fra lille føler han sig udenfor og malplaceret i eget liv og familie som en alien fra det ydre rum. En extra terrestrial – eller som David Bowies Starman på midlertidigt besøg på den forunderlige planet jorden.
“Jeg har altid været som en fremmed. Derhjemme, i skolen, og også senere, da jeg blev voksen. Jeg ser tingene udefra, nogle gange ser jeg også mig selv udefra. Jeg er aldrig med, jeg er aldrig en del af noget,” siger Hans-Peter til sin terapeut.
Det er fiktion, men der er utvivlsomt en hel del elementer fra forfatterens eget liv at finde i denne overraskende beretning, der blander danmarkshistorie, dannelsesroman, familiefortælling, psykologisk spænding og en smule sci-fi i et værk. Det gør den ikke mindre rørende og ovenikøbet spændende at læse.
Niels Lyngsø er digter, debattør og en af Danmarks bedste oversættere af skønlitteratur. Min ukendte bror er hans anden roman, men det er ikke hans sidste. Historien lægger i den grad op til en fortsættelse. På de sidste sider bliver den mystiske og alvidende fortæller afsløret, og som læser bliver man nødt til at vide mere. Efter sigende er forfatteren i fuld gang. Det bliver en to’er, jeg glæder mig usigeligt meget til.
Min ukendte bror er venligst tilsendt af Forlaget Gyldendal.
You must be logged in to post a comment.