Patrick Melrose-romanerne af Edward St. Aubyn

Det er ikke alle, der har haft en hård barndom, der nødvendigvis skal skrive om den, men når man skriver så uforskammet godt som den britiske forfatter Edward St. Aubyn, er det nærmest en forpligtigelse.

Som barn af den britiske overloadede overklasse kunne St. Aubyn have valgt ikke at bestille andet end at smide om sig med penge og gå amok i sex, drugs and rock n’ roll. Det gjorde han så også i den første tredjedel af sit liv, indtil pinslerne fra barndommen trængte op til overfladen, og han begyndte at skrive og dermed at arbejde for første gang i sit liv.

Som storlitterær hitforfatter har han også skrevet om andet end sig selv, men det er de selvbiografiske romaner om Patrick Melrose, han er mest kendt for. De udkom allerede i 1990’erne, men er først blevet oversat til dansk fornylig af Gads Forlag.

Jeg har nu afsluttet de tre første Glem det, Dårligt Nyt og En smule håb, som fås samlet i én bog, mens de to sidste Moders mælk og Til sidst bliver udgivet samlet den 6. november. Dem skal jeg have fat i. For samtidig med at historien om Melrose er forstemmende læsning, er den også sært opmuntrende og tragisk-komisk. Spækket med ironi og sort britisk overklasse humor, der mildt sagt er usympatisk men også morsom. Især når den er selvironisk og træder på fortælleren selv men også på de andre mestendels ubehagelige karakterer med stiff upperlip og facaderytteri. Patrick Melrose-romanerne er blevet kaldt Downtown Abbey After Dark af anmeldere. Jeg kan ikke heelt se sammenligningen, bortset fra at det handler om britisk overklasse. Det er for det første forskellige tidsaldre, vi befinder os i, og så vidt jeg kan forstå, er der op til flere sympatiske karakterer i den populære tv-serie, som jeg endnu kun har set få afsnit af. Men som en veninde pointerede: “De laver jo ikke noget.” De har bare penge, og mange af dem bruger tiden på at udfylde rollen som overklasseløg, der sparker nedad. Hvilket romanen bekræfter med denne konstatering.“Folk afskyr altid dem, de har behandlet dårligt.”

De tre i én romaner finder sted på hver sit tidspunkt i en afgrænset periode af Patricks liv.

Glem det

Vi starter, da Patrick er fem år omkring 1965. Hele denne del foregår i løbet af et par dage på hans forældres sommerresidens i Frankrig. Patricks far er uddannet læge men har ikke bestilt andet end at være et dumt svin, efter han har giftet sig til en formue. Han er mildt sagt en sadist og en syg stodder både overfor Patricks iøvrigt irriterende passive og forsagte mor og overfor sin søn, som han misbruger psykisk, fysisk og seksuelt. Forældrene holder dekadente selskaber, hvorfra gæsterne egentlig helst bare vil hjem, inden de selv bliver spiddet verbalt, mens de er vidner til, at en dreng og en mor tydeligvis har det skidt. Grobunden er lagt for Patricks selvdestruktive og dystre fremtid.

Dårligt Nyt

Patrick er i 20’erne og modtager nyheden om, at hans far (endelig)er død. Han tager til New York for at hente faderens aske, og over et par dage udlever han den ondeste stofrus, mens han tænker på farens opførsel, og hadet og selvhadet vokser. Han har været narkoman af hårde stoffer i årevis og veksler sit liv mellem at checke ind på fornemme luksushoteller, splitte det hele ad i løbet af et par dage, og at vandre søgende og hvileløst rundt i de fattigste kvarterer efter det næste fix eller en kvindelig favn.

En smule håb

Patrick er i 30’erne. Han skal til fint selskab med britiske nobiliteter, og aftenens højdepunkt  er deltagelsen af prinsesse Margaret. Men han er ikke den eneste gæst, der hader det overfladiske liv. Et par på vej til selskabet har denne dialog i bilen. “Ved du hvor vi er? Ja vi er helt ude i hampen. Det er det, vi er. Vi er på vej hen for at møde en masse museumsstykker, arrogante snobber, fladpander og feudale bonderøve.”

Til festen opdager Patrick, at hans elskerinde er ham utro med hans bedste ven og tidligere med-junkie Johnny. Han er ligeglad. Patrick er afvænnet og forsøger så småt at komme videre med sit liv, selv om en læge siger, at Patrick lider af en depression oven i en anden depression. “Så kom du dig i det mindste over den første,” lyder det tørre svar fra Johnny. Patrick sidder ubehjælpeligt fast i et intetsigende overklasseliv fyldt op af hadet til sin far men nu mere reflekterende omkring sit eget liv og med en smule håb om at finde en bedre udgave af sig selv.

Alligevel kunne han aldrig befri sig for vreden over, at hans far havde frataget ham muligheden for sjælefred, og han var klar over, at uanset hvor meget han anstrengte sig for at reparere sig selv, kunne han kun skabe en illusion om helhed – han var som en vase, hvis mønstrede overflade virker hel, men som engang er blevet knust og i sit blege indre fremviser de tynde mørke linjer fra restaureringen.

Eneste håb er at hele ved at betro sig til vennen. Men det er ikke nok. Patrick prøver at komme overens med tanken om, at faderen måske snarere var syg end ond, og at han selv havde været udsat for ting, der var om ikke værre så ligeså grusomme på en anden måde.

“Jeg har altid troet at sandheden ville gøre mig fri, men sandheden driver bare en til vanvid,” konstaterer han.

Det er mørkt, det er dystert, det er gribende, det er ondt, det er morsomt, og det er helt igennem forrygende og fængende læsning.

Den 18. november kan du iøvrigt møde forfatteren på Den Sorte Diamant. Tjek det ud her

Patrick Melrose romanerne er venligst tilsendt af Gads Forlag.