Tag: A.J. Kazinski

Mordet på en havfrue af Rydahl og Kazinski

~ isabelrosado

Danmarks store nationaldigter og eventyrfortæller H.C. Andersen som detektiv i en fiktiv kriminalroman bygget over et af hans mest kendte eventyr. Lyder det skørt? Det tænkte jeg også, da jeg først hørte om projektet.

Nu udkommer resultatet af det forfattereventyr, der startede som en vild ide hos krimimakkerne A.J. Kazinski (Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund) i samarbejde med Thomas Rydahl.

Det kunne have gået så grueligt galt, og almindeligvis er gruppearbejde mellem tre personer med godt etablerede forfatteregoer måske heller ikke den bedste kombi. Ifølge forfatterne har samarbejdet dog været fortrinligt men også en af de hårdeste processer, de har været igennem. Den bog, der er kommet ud af det, er i alle tilfælde ganske fortrinlig og overraskende vellykket. Et forfattereventyr, der ender godt.

Mordet på en havfrue er ikke blot en krimi men også en historisk og psykologisk fortælling med et troværdigt tidsbillede, substans og komplekse karakterer og meget tro mod den H.C. Andersen, som vi tror, vi kender ham: poetisk, forfængelig, naiv, sensitiv, empatisk, observant og med en lettere barnlig tilgang til tilværelsen. Her under et forhør hos politidirektøren Cosmus:

– Fortæl hvad de har bedrevet, Andersen.

– Jeg kan tale med ting. De taler til mig.

– Hvordan dog? Hvordan tale med ting?

– Jeg har det, som om der er liv i lysestager og tinsoldater, at træer og blomster kan tænke og føle som vi, at alle ting er spærret inde i deres form og higer efter at komme ud.

– Forbandet sludder, Andersen. Tilbage til sagen. De følger efter fruentimmeret Anna, og hvad så, hvad sker der så?

Jeg skal ikke afsløre for meget, men jeg tør godt satse på, at bogen her, som er den første i en serie, bliver en af efterårets store bestsellere, og det gør den fordi, den ej blot er en medrivende og unik krimifortælling med konstant spænding og interessante personer.

Forfatterne har ikke kun gjort sig umage med at være tro mod H.C. Andersens karakter men også begået et eminent researcharbejde så både sprog, dialog og beskrivelser af bylivet og menneskene dengang giver et troværdigt billede af det gamle, stinkende København. Det er en overbevisende rejse tilbage til fortiden, og den er ikke kedelig.

Overalt vælter københavnerne ud af husene og de lave kaserner langs kanalen. Ved Knippelsbro er der trængsel for at komme over. Lotterisælgere, kontorister og piger, der sælger kandisklumper i papir. Men også horder af unge mænd og kvinder, familier, bedstemødre og småbørn. Høj og lav, mest lav. Med madkurve og tændte piber. Der er endda en trup af portugisiske musikanter med kulørte jakker, den ene spiller på en lang fløjte. De går langs volden og ser folk stimle sammen ved Amagerport. Der er kun en smal port åben. Bommændene står tæt og skubber folk videre efter et hurtigt kig på deres papirer. Molly griber fat i Hans Christians arm og prøver at stoppe ham. Trafikken omkring dem presser dem videre, en ung soldat klemmer sig udenom og siger noget irriteret på tysk.

– Du kan ikke gå gennem porten, siger Molly.  – Du har ikke dine papirer.

Det har han ikke tænkt på. Han mærker igen frygten for at blive indespærret. Han ser mod Amagerport. Den gule portnerbygning ligner en mægtig mand med rød hat og åben mund, der sluger alle rejsende.

 – Måske kan jeg klemme mig igennem? Men hvad nu, hvis de genkender mig? Jeg blev tegnet på Domhuset, da de arresterede mig. Molly hvisker i hans øre. – Tag lille Marie på skuldrene. Det burde være forklædning nok.

Ja den gode Andersen er under mistanke for mord, og nu har han allernådigst tre døgn til at bevise sin uskyld sammen med sine to hjælpere. Den prostituerede og vakse Molly og mordofrets datter lille Marie.

Sproget er velafbalanceret mellem det klassiske, som det kunne have været talt dengang tilsat det moderne, så de gammeldags fraser ikke sløver tempoet. Forståelsen af begrebet ‘lorteøen’ om det gamle Amager bliver i den grad penslet ud, så det kan lugtes og mærkes. Ligesom de smalle gader omkring Nyhavn og indre by dengang området var befolket af prostituerede og sejlende sømænd. Der er sågar besøg i kongehuset omgivet af dekadence, lir og latterlighed og ikke megen smiger der.

Plottet er klassisk krimi i den groteske ende, ikke så plausibelt men med en tråd til tidens trend af gru og bestialitet, og når det foregår i 1834 mere troværdigt, end når seriemordere lemlæster for sjov i krimier fra nutiden. Det gjorde ordensmagten også dengang.

Skurken er i en klasse for sig. Kompleks og ulykkelig drevet af kræfter, der havde gjort livet lettere, hvis det hele foregik i nutiden. Et interessant perspektiv på nutidens privilegier, der måske vil vække debat.

Handlingen er, som titlen antyder spundet over eventyret om den lille havfrue men samtidig helt sin egen, og også påmindelser om andre Andersen eventyr finder plads i historien spundet ind på elegant og diskret vis.

Uanset hvad man måtte mene om det her greb på H.C. Andersen, så giv den en chance for det, den først og fremmest er: en ægte pageturner og en formidabel læseoplevelse.

Mordet på en havfrue er en genistreg af en krimi, elegant, spændende og grusom.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag

 

 

 

 

Samtaler jeg har haft med min kone af Anders Klarlund

~ isabelrosado

Romanen her røg ulæst ind på min bogreol i en strøm af nyudgivelser, da den udkom sidste år. Forleden greb jeg fat i den igen, og det er jeg glad for. Jeg havde en forudindtaget holdning om, at den nok handlede om et af kreaklassens selvskabte kærlighedsdramaer, og det gad jeg ikke lige. Det med handlingen havde jeg sådan set ret i, bortset fra at jeg gad den godt. Det er nemlig en virkelig god, vedkommende og personlig fortælling, der griber fat i læseren fra første til sidste side.

Anders møder Carmen, og de forelsker sig. De er voksne fraskilte mennesker med store børn og frihed til at gøre som de vil, men de er på ingen måde fri af de bånd og følelser, deres egne forældre har lagt på dem siden barndommen, og det komplicerer forholdet i ødelæggende grad. Anders må ikke møde Carmens mor, og hans egen døende far vil heller ikke møde Carmen.

Men det er ikke kun forældrene, parret kan klandre for en række af besværligheder i forholdet men også sig selv. Begge er dem, der er gået i de tidligere forhold, og det har efterladt en byge af selvbebrejdelser og nok en følelse af ikke at fortjene kærligheden. Den slags skaber selvdestruktive svigt og afvisninger fra begge sider, samtidigt med at begge nægter at være den, der giver op, og selvom det er uklædeligt, at midaldrende mennesker opfører sig som vaklende, ubeslutsomme teenagere, så forstår man godt, at det sker.

Det er åbenbart med træer som med mennesker, skader forårsaget for længe siden vokser med årene, bliver tydeligere. Vi kommer nogenlunde yndigt gennem tyverne, før barndommens traumer kan ses. Det ville ellers være logisk, at jo længere på afstand af barndommen, vi kom, jo mindre kunne smerten mærkes – og næsten vigtigere – jo mindre kunne smerten ses. Men sådan er det ikke. Jeg ser på træet C+A. Det er vokset, helt vildt, faktisk, barken er svulmet op rundt om mine årgamle ridser, det har næsten fået et sært erotisk præg.

 Det handler ikke kun om kærlighed men også om den angst og usikkerhed, der følger med et liv fuld af bagage og erfaringer på godt og ondt og om den skyld og skam, der naturligt følger som en del af en skilsmisse, der berører andre end en selv: Skilsmissen er livets eneste absolutte, definitive beslutning. Alle andre beslutninger kan gøres om. Man kan skifte job, uddannelse, bo i et andet land. Kun skilsmissen er en ægte beslutning. Og kun skilsmissen, hvor der er børn. For det handler om dem. Man ændrer blikket i deres øjne for altid, kursen i deres liv, intet bliver nogensinde det samme… Det kan aldrig omgøres. Alt andet i livet kan omgøres.

Romanen er en autofiktiv fortælling skrevet af Anders Rønnow Klarlund, som også er kendt for sit stærke krimisamarbejde med Jacob Weinreich under pseudonymet A.J. Kazinski.

Det er en ægte og ærlig historie, modigt beskrevet, fyldt af livskloge betragtninger og med et meget tyndt filter mellem forfatter og hovedperson. Der bliver ikke sparet på selvudleveringen, og det rammer rent.

Anders Klarlund ønskede egentlig ikke at udgive denne bog men blev opfordret til det af sit forlag. Han har sagt noget om, at den godt må flyve under radaren, og at det er den af hans bøger, der gerne må få færrest læsere. Fordi den er så personlig. Det er lidt synd, for det er den bedste bog af forfatteren, jeg hidtil har læst, og nok er den personlig men bestemt også relevant for os andre. Den var lige ved at flyve under min radar, men jeg er glad for, jeg fangede den.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag

Forfølgerne af A.J. Kazinski

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-06-26 kl. 11.47.14Sommertid er lig med krimitid og dasedage under solen. Varme dage med behov for læse-let bøger med sider, der næsten vender sig selv – måske med lidt hjælp fra en svag brise. Det gør så heller ikke noget, at pulsen kommer lidt op under al dovneriet, og at læsningen er så spændende, at man sørger for at holde armene og bogen oppe, i stedet for at nappe endnu en lur under palmerne.

Sådan en krimi er Forfølgerne. Selv om vi nok bør kalde den en thriller, men who cares, så længe det virker, for det gør det.

Der er så mange dygtige krimiforfattere derude, der virkelig kæmper for at skabe originale, overraskende og nytænkende plots med interessante karakterer, der i form af deres handlinger leverer isnende spænding. Nogle lykkedes bedre end andre, og så er der dem på toppen. Blandt dem hører så absolut A.J. Kazinski, et forfatter pseudonym der dækker over makkerparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. Deres succesfulde samarbejde begyndte med krimien Den Sidste Gode Mand, som jeg (og resten af verden) var ret begejstret for, da den udkom i 2010. Her stillede de filosofisk anlagte forfattere spørgsmålet: Hvad vil det egentlig sige at være et godt menneske?

Forfølgerne er de erfarne forfatteres fjerde udgivelse sammen, og i den her heftige historie griber de fat i et vigtigt og højaktuelt tema nemlig: overvågning. Og det der er endnu værre: stalking. Altså personlig forfølgelse. En problematik der er så udbredt, at der fornylig blev indført en anti-stalking lov.

Det er ikke ligefrem en hemmelighed, at den digitale tidsalder giver os mulighed for at snage i hinandens liv som aldrig før. Men en ting er, hvad globale mekanismer som Snowden afsløringen af NSA-overvågningen gør ved os. En anden ting er, hvordan det at kunne følge med i de andres liv kan udvikle sig til ren og skær forfølgelse, der overskrider alle grænser?

For de fire hovedpersoner synes grænsen ingen ende at have, og det får selvfølgelig konsekvenser for dem selv og ikke mindst de personer de hver især er besat af.

De er naboer og mødes til en vejfest, hvor den forsmåede enlige mor Julie i sin brandert viser et lummert billede på sin telefon, som hun har taget af kvinden, hun hader men ikke kender. Kvinden der fik eks’en til at forlade familien. Da Julie tilfældigvis ser hende i Magasin begynder besættelsen og forfølgelsen. Julie har ét mål. Hun vil have magten over denne kvinde. Hun vil ødelægge hende. Hun vil have hende til at føle samme smerte som hun selv. De andre tre er først forargede men bliver snart inspirerede til at optage deres egen forfølgelse af mennesker for at forløse deres indre dæmoner, som bunder i håbet om kærlighed, hævn og hurtige penge.

Intet er selvfølgelig som det ser ud til at være, og i hvert eneste kapitel møder de fire nye overraskelser og mere modstand, der blot bringer stædigheden frem i stedet for at få dem til at opgive forfølgelsen. Det, der i starten får de fires handlinger til at fremstå som idioti for typer, der ikke har andet at lave, udvikler sig til nærmest skæbnebestemte heltegerninger.

Det er altså virkelig godt skruet sammen af Kazinski symbiosen. Det er imponerende, hvordan de fires historier væves ind og ud af hinanden i et sammenhængende stærkt plot uden at tabe en eneste tråd. Det hele kammer så en smule over mod slutningen, hvilket, jeg også syntes, var tilfældet med plottet i Den Sidste Gode Mand. Men det vælger jeg som læser at bære over med og siger i stedet tak for god og solid underholdning, der ovenikøbet giver noget at tænke over.