Samtaler jeg har haft med min kone af Anders Klarlund

Romanen her røg ulæst ind på min bogreol i en strøm af nyudgivelser, da den udkom sidste år. Forleden greb jeg fat i den igen, og det er jeg glad for. Jeg havde en forudindtaget holdning om, at den nok handlede om et af kreaklassens selvskabte kærlighedsdramaer, og det gad jeg ikke lige. Det med handlingen havde jeg sådan set ret i, bortset fra at jeg gad den godt. Det er nemlig en virkelig god, vedkommende og personlig fortælling, der griber fat i læseren fra første til sidste side.

Anders møder Carmen, og de forelsker sig. De er voksne fraskilte mennesker med store børn og frihed til at gøre som de vil, men de er på ingen måde fri af de bånd og følelser, deres egne forældre har lagt på dem siden barndommen, og det komplicerer forholdet i ødelæggende grad. Anders må ikke møde Carmens mor, og hans egen døende far vil heller ikke møde Carmen.

Men det er ikke kun forældrene, parret kan klandre for en række af besværligheder i forholdet men også sig selv. Begge er dem, der er gået i de tidligere forhold, og det har efterladt en byge af selvbebrejdelser og nok en følelse af ikke at fortjene kærligheden. Den slags skaber selvdestruktive svigt og afvisninger fra begge sider, samtidigt med at begge nægter at være den, der giver op, og selvom det er uklædeligt, at midaldrende mennesker opfører sig som vaklende, ubeslutsomme teenagere, så forstår man godt, at det sker.

Det er åbenbart med træer som med mennesker, skader forårsaget for længe siden vokser med årene, bliver tydeligere. Vi kommer nogenlunde yndigt gennem tyverne, før barndommens traumer kan ses. Det ville ellers være logisk, at jo længere på afstand af barndommen, vi kom, jo mindre kunne smerten mærkes – og næsten vigtigere – jo mindre kunne smerten ses. Men sådan er det ikke. Jeg ser på træet C+A. Det er vokset, helt vildt, faktisk, barken er svulmet op rundt om mine årgamle ridser, det har næsten fået et sært erotisk præg.

 Det handler ikke kun om kærlighed men også om den angst og usikkerhed, der følger med et liv fuld af bagage og erfaringer på godt og ondt og om den skyld og skam, der naturligt følger som en del af en skilsmisse, der berører andre end en selv: Skilsmissen er livets eneste absolutte, definitive beslutning. Alle andre beslutninger kan gøres om. Man kan skifte job, uddannelse, bo i et andet land. Kun skilsmissen er en ægte beslutning. Og kun skilsmissen, hvor der er børn. For det handler om dem. Man ændrer blikket i deres øjne for altid, kursen i deres liv, intet bliver nogensinde det samme… Det kan aldrig omgøres. Alt andet i livet kan omgøres.

Romanen er en autofiktiv fortælling skrevet af Anders Rønnow Klarlund, som også er kendt for sit stærke krimisamarbejde med Jacob Weinreich under pseudonymet A.J. Kazinski.

Det er en ægte og ærlig historie, modigt beskrevet, fyldt af livskloge betragtninger og med et meget tyndt filter mellem forfatter og hovedperson. Der bliver ikke sparet på selvudleveringen, og det rammer rent.

Anders Klarlund ønskede egentlig ikke at udgive denne bog men blev opfordret til det af sit forlag. Han har sagt noget om, at den godt må flyve under radaren, og at det er den af hans bøger, der gerne må få færrest læsere. Fordi den er så personlig. Det er lidt synd, for det er den bedste bog af forfatteren, jeg hidtil har læst, og nok er den personlig men bestemt også relevant for os andre. Den var lige ved at flyve under min radar, men jeg er glad for, jeg fangede den.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.