Årets folkefest for bognørder og andre glade læsere er slut, og nu når vi alle sammen er færdige med at brokke os over støjniveauet, at der er for varmt, at der er for koldt, det manglende overblik, at det smalle og top-literære fylder for lidt, at mainstream og populisme regerer det hele, den klaustrofobiske samling omkring bestsellerforfatterne ved stande med for lidt plads, at vi er ved at falde over alle rullekufferterne og snuble over de kendte, at der er for meget overlap på de gode indslag, over ændringer i programmet, at Bogforum er bagud på det digitale, at der er for mange mennesker med gråt hår, for mange børn, for mange kvinder over fyrre, at maden er for dyr og for kedelig, at toiletkøen er for lang, at vi ikke kan se og ikke kan høre, at vi er trætte og nu vil vi hjem, og nu kan det være nok, og nu vil vi have lov til at læse og skrive i fred – så kan man jo også bare vælge at tage klaphatten på og konstatere, at messen har haft rekordbesøg, forfatterne har nået deres publikum, læserne har mærket deres respekt, forlagene har solgt en ordentlig r..fuld bøger, der er blevet debatteret, der er blevet grint og grædt, pisket stemninger op, øjnet op for noget nyt, og selv om der altid vil være plads til forbedringer og fornyelser, så er det mit indtryk, at de fleste gik glade hjem.
Ellers er der jo altid den mulighed at blive væk. Det gjorde jeg i mange år, da Bogforum foregik i Forum. Jeg havde simpelthen svært ved at få luft i menneskevrimlen, og meget kan man sige om Bella Centret, men der er altid en redning fra at blive kvalt eller mast, så siden bogmessen flyttede derud, har jeg været med og det med stor fornøjelse. Også i år.
Mit største problem var som altid, at jeg ikke havde tid nok til at stene over lækre bogomslag og fortabe mig i standenes tilbud, fordi der var så mange interessante indslag. Næsten alle mine billeder blev noget crap og er totalt uegnede til publicering – nu må jeg snart spare op til en nyere smartphone. Jeg nåede naturligvis ikke at høre alle de forfattere, jeg havde sat mig for, selv om jeg var tilstede alle tre dage. I stedet valgte jeg at høre nogle af de samme flere gange, fordi de var så pokkers interessante.
Hvert individ har sin egen personlige oplevelse. Her er højdepunkterne som jeg så dem:
Jeg skraldgrinede da skønne Caitlin Moran væltede Scenen med en jubelperformance om at være en underlig teenager i 80’erne og uddanne sig selv på biblioteket, mens mor var på syre og far var drugdealer. Om hvad man kunne bruge en lyserød Mum deodorant til, hvis man ellers kunne se udover, at den hed Mum. Om hvordan man forholder sig til en meget veludrustet person af det modsatte køn. Om sit syn på feminismen der i bund og grund handler om at slappe af og give sig selv lov til at være uperfekt, at lade strømperne løbe og blive halvfed og midaldrende og have det fint med det ligesom mange mænd er så dygtige til. Om at skrive for at redde sit liv og sin familie ud af fattigdom og om lysten til at starte et nyt revolutionerende parti der for alvor gør mænd og kvinder lige og udrydder fattigdom. Sådan – hende stemmer jeg på!
Jeg kneb en tåre da jeg så Ejersbo Ekspeditionen den nye og glimrende dokumentar film om forfatteren Jakob Ejersbo, der sled sig selv op for at fuldføre storværket Afrika-trilogien Eksil, Revolution og Liberty og døde alt for tidligt uden at få lov til at nyde det fulde omfang af sin succes. Filmen er også et interessant portræt af hans nærmeste venner, og hvordan Jakob Ejersbos død har påvirket dem. Det er fantastisk at se, hvordan ham der er mest ødelagt bliver bygget op igen, da de sammen med et fotografhold beslutter sig for at bestige Kilimanjaro og sprede noget af Jakobs aske ud fra toppen efter hans eget ønske.
Der er så meget, jeg gerne vil se på Cph. Dox, men jeg kan ikke nå det. Grrr!
Jeg var dybt rørt, da fotograf Daniel Rye holdt en dundertale om mediernes til tider ensidige og forfejlede vinkling af hans historie, og hvorfor det var så vigtigt for ham at fortælle det hele samlet i Ser du månen, Daniel. Da han fortalte om sit livs bedste juleaften, der fandt sted i cellen og de menneskelige relationer, der opstod mellem ham og de andre gidsler. Og da han forklarede grunden til at han kom igennem 13 måneder som gidsel hos Islamisk Stat i Syrien uden at blive traumatiseret for livet: “ Hvis jeg havde været løsladt efter en måned, havde jeg været et vrag i dag.” Det at komme direkte ud i verden efter en måned i chok over gidseltagningen og udsat for gentagen tortur ville have været sværere end at gennemgå de fire faser, der forløb: Chok, tilpasning, hverdag og løsladelse. Daniel var det svage led i starten men blev med sin solide jyske kernefamiliebaggrund og gymnastiktræning i stand til at bygge sig selv op fysisk og mentalt. Han blev robust af opholdet og af at høre de andre gidslers historier. “Jeg lærte at sætte mig ind i andre menneskers smerte.” Respekt for det!
Mit smil var bredest da Ole Henriksen fortalte om, Sådan får du Ole Henriksens hjerne. Lyt til den indre stemme – sjælen I ved – for at få de tilsvarende grøn-blå harmoniske hjernescanninger som hans egne i modsætning til de ildevarslende rød-gule, der er tegn på stress og vrede. Bare op med armene og smiiiil.
Jeg var helt opslugt da Kamilla Hega Holst fortalte om sin seneste roman På Træk, om en kvinde der flygter til Thailand efter et forlist forhold – den vil jeg læse. Og da Jan Sonnergaard fortalte om sin nye generationsroman for midaldrende Frysende våde vejbaner. Han kaldte den også en afviklingsroman og en historie om en mand i frit fald. Den er skrevet ud fra forfatterens værste mareridt om, hvordan hans deroute kunne have set ud, hvis ikke han havde været fornuftig nok til ikke at lade det ske. For det gælder for os alle, at afgrunden er lige ude til højre og for ikke at falde udover kanten lever vi i selvforblændelsen og ønsketænkning om hvem vi er og hvor vores position er i samfundet. Jeg kan godt lide Sonnergaards dystre 80’er nostalgi og ikke mindst hans fantastiske sprog og spydigheder om samtiden, så den glæder jeg mig til at læse.
Jeg var gladest da Amagerdrengen Morten Pape vandt Bogforums debutantpris og lagde hele parnasset ned med sin roman Planen om opvæksten i ghettoen i Urban Planen. Det var så interessant at høre ham fortælle om processen med at skrive den, og om hvordan familien og vennerne har taget imod hans hudløst ærlige skildring. En vanvittig god bog, som jeg ikke kan anbefale nok. Kig med her
Det var skægt da Rikke fik sig en litterær tatoo hos Lindhardt og Ringhof som nok den eneste i 40+ segmentet. Læs eller dø! Så kan det vist ikke siges klarere.
Det var første gang, jeg bad om forfatter selfies på Bogforum og fik en lille sludder med blandt andre den gode Jakob Melander, forfatter til De berusedes vej. En mester i Copenhagen noir, som skriver så englene (og punkerne) synger.
Det var uhyggeligt, da skarpe Susanne Staun fortalte om sin dokumentariske roman Velkommen til mit mareridt og fremlagde de psykologiske mekanismer, der kan være årsag til at kvinder bliver hos psykopatiske, voldelige mænd. Det handler ofte om sex og om en gradvist tiltagende afhængighed af at blive afvist og taget til nåde. Det er vel også en form for opmærksomhed. Jeez.
Det var spændende at høre om tilblivelsen af min gamle studiekammerat Tommy Heisz nye biografi Himmelflugt og Højdeskræk om den danske supergruppe Loveshop, der nu er reduceret til en mand med en uforglemmelig stemme Jens Unmack. Det er herligt at se, hvor dygtig og selvsikker en fortæller Tommy er blevet, og jeg glæder mig meget til at læse min tredje musikbiografi nogensinde.
Det var også sjovt, da Adam og Noah delte klogskab ud til danskerne hos People’s Press. Deres helt flækket videoer på You Tube og på DR2 og nu også på bog, er befriende midt i den uhyggelige til tider skingre men nødvendige debat om dårlig integration.
Hvis du synes, det var for langt et indlæg, så lad mig afslutte med et citat fra mit nye feministiske idol (og sådan et har jeg ikke haft før udover Gloria Steinem) Caitlin Moran:
Too much is never enough!
Isabel Fluxá Rosado 
You must be logged in to post a comment.