Halløj på Bogforum 2015

IMG_5856
Årets debutant Morten Pape læser op fra Planen.

Årets folkefest for bognørder og andre glade læsere er slut, og nu når vi alle sammen er færdige med at brokke os over støjniveauet, at der er for varmt, at der er for koldt, det manglende overblik, at det smalle og top-literære fylder for lidt, at mainstream og populisme  regerer det hele, den klaustrofobiske samling omkring bestsellerforfatterne ved stande med for lidt plads, at vi er ved at falde over alle rullekufferterne og snuble over de kendte, at der er for meget overlap på de gode indslag, over ændringer i programmet, at Bogforum er bagud på det digitale, at der er for mange mennesker med gråt hår, for mange børn, for mange kvinder over fyrre, at maden er for dyr og for kedelig, at toiletkøen er for lang, at vi ikke kan se og ikke kan høre, at vi er trætte og nu vil vi hjem, og nu kan det være nok, og nu vil vi have lov til at læse og skrive i fred – så kan man jo også bare vælge at tage klaphatten på og konstatere, at messen har haft rekordbesøg, forfatterne har nået deres publikum, læserne har mærket deres respekt, forlagene har solgt en ordentlig r..fuld bøger, der er blevet debatteret, der er blevet grint og grædt, pisket stemninger op, øjnet op for noget nyt, og selv om der altid vil være plads til forbedringer og fornyelser, så er det mit indtryk, at de fleste gik glade hjem.

Ellers er der jo altid den mulighed at blive væk. Det gjorde jeg i mange år, da Bogforum foregik i Forum. Jeg havde simpelthen svært ved at få luft i menneskevrimlen, og meget kan man sige om Bella Centret, men der er altid en redning fra at blive kvalt eller mast, så siden bogmessen flyttede derud, har jeg været med og det med stor fornøjelse. Også i år.

Mit største problem var som altid, at jeg ikke havde tid nok til at stene over lækre bogomslag og fortabe mig i standenes tilbud, fordi der var så mange interessante indslag. Næsten alle mine billeder blev noget crap og er totalt uegnede til publicering – nu må jeg snart spare op til en nyere smartphone. Jeg nåede naturligvis ikke at høre alle de forfattere, jeg havde sat mig for, selv om jeg var tilstede alle tre dage. I stedet valgte jeg at høre nogle af de samme  flere gange, fordi de var så pokkers interessante.

Hvert individ har sin egen personlige oplevelse. Her er højdepunkterne som jeg så dem:

IMG_5860
Smile and screeeam med Caitlin Moran. Gyldendal hjalp til med fan-fotos. God service dér.

Jeg skraldgrinede da skønne Caitlin Moran væltede Scenen med en jubelperformance om at være en underlig teenager i 80’erne og uddanne sig selv på biblioteket, mens mor var på syre og far var drugdealer. Om hvad man kunne bruge en lyserød Mum deodorant til, hvis man ellers kunne se udover, at den hed Mum. Om hvordan man forholder sig til en meget veludrustet person af det modsatte køn. Om sit syn på feminismen der i bund og grund handler om at slappe af og give sig selv lov til at være uperfekt, at lade strømperne løbe og blive halvfed og midaldrende og have det fint med det ligesom mange mænd er så dygtige til. Om at skrive for at redde sit liv og sin familie ud af fattigdom og om lysten til at starte et nyt revolutionerende parti der for alvor gør mænd og kvinder lige og udrydder fattigdom. Sådan – hende stemmer jeg på!

Jeg kneb en tåre da jeg så Ejersbo Ekspeditionen den nye og glimrende dokumentar film om forfatteren Jakob Ejersbo, der sled sig selv op for at fuldføre storværket Afrika-trilogien Eksil, Revolution og Liberty og døde alt for tidligt uden at få lov til at nyde det fulde omfang af sin succes. Filmen er også et interessant portræt af hans nærmeste venner, og hvordan Jakob Ejersbos død har påvirket dem. Det er fantastisk at se, hvordan ham der er mest ødelagt bliver bygget op igen, da de sammen med et fotografhold beslutter sig for at bestige Kilimanjaro og sprede noget af Jakobs aske ud fra toppen efter hans eget ønske.

Der er så meget, jeg gerne vil se på Cph. Dox, men jeg kan ikke nå det. Grrr!

IMG_5830
Jo, jo den er god nok. Puk Damsgård og Daniel Rye befinder sig derinde et sted i menneskehavet.

Jeg var dybt rørt, da fotograf Daniel Rye holdt en dundertale om mediernes til tider ensidige og forfejlede vinkling af hans historie, og hvorfor det var så vigtigt for ham at fortælle det hele samlet i Ser du månen, Daniel. Da han fortalte om sit livs bedste juleaften, der fandt sted i cellen og de menneskelige relationer, der opstod mellem ham og de andre gidsler. Og da han forklarede grunden til at han kom igennem 13 måneder som gidsel hos Islamisk Stat i Syrien uden at blive traumatiseret for livet: “ Hvis jeg havde været løsladt efter en måned, havde jeg været et vrag i dag.” Det at komme direkte ud i verden efter en måned i chok over gidseltagningen og udsat for gentagen tortur ville have været sværere end at gennemgå de fire faser, der forløb: Chok, tilpasning, hverdag og løsladelse. Daniel var det svage led i starten men blev med sin solide jyske kernefamiliebaggrund og gymnastiktræning i stand til at bygge sig selv op fysisk og mentalt. Han blev robust af opholdet og af at høre de andre gidslers historier. “Jeg lærte at sætte mig ind i andre menneskers smerte.” Respekt for det!

IMG_5821
Ole Henriksen deler smil ud til bogfolket.

Mit smil var bredest da Ole Henriksen fortalte om, Sådan får du Ole Henriksens hjerne. Lyt til den indre stemme – sjælen I ved – for at få de tilsvarende grøn-blå harmoniske hjernescanninger som hans egne i modsætning til de ildevarslende rød-gule, der er tegn på stress og vrede. Bare op med armene og smiiiil.

IMG_5871
Kamilla Hega Holst læser op fra sin bog På Træk i samtale med Nanna Goul.

Jeg var helt opslugt da Kamilla Hega Holst fortalte om sin seneste roman På Træk, om en kvinde der flygter til Thailand efter et forlist forhold – den vil jeg læse. Og da Jan Sonnergaard fortalte om sin nye generationsroman for midaldrende Frysende våde vejbaner. Han kaldte den også en afviklingsroman og en historie om en mand i frit fald. Den er skrevet ud fra forfatterens værste mareridt om, hvordan hans deroute kunne have set ud, hvis ikke han havde været fornuftig nok til ikke at lade det ske. For det gælder for os alle, at afgrunden er lige ude til højre og for ikke at falde udover kanten lever vi i selvforblændelsen og ønsketænkning om hvem vi er og hvor vores position er i samfundet. Jeg kan godt lide Sonnergaards dystre 80’er nostalgi og ikke mindst hans fantastiske sprog og spydigheder om samtiden, så den glæder jeg mig til at læse.

IMG_5862
Tillykke fra en amagerkaner til en anden. Morten Pape er vinder af årets debutantpris.

Jeg var gladest da Amagerdrengen Morten Pape vandt Bogforums debutantpris og lagde hele parnasset ned med sin roman Planen om opvæksten i ghettoen i Urban Planen. Det var så interessant at høre ham fortælle om processen med at skrive den, og om hvordan familien og vennerne har taget imod hans hudløst ærlige skildring. En vanvittig god bog, som jeg ikke kan anbefale nok. Kig med her

IMG_5878
Miss Vogelsang siger det: Læs eller dø! Var der ellers noget?

Det var skægt da Rikke fik sig en  litterær tatoo hos Lindhardt og Ringhof som nok den eneste i 40+ segmentet. Læs eller dø! Så kan det vist ikke siges klarere.

IMG_5865
Jakob Melander skriver kanon gode københavner krimier.

Det var første gang, jeg bad om forfatter selfies på Bogforum og fik en lille sludder med blandt andre den gode Jakob Melander, forfatter til De berusedes vej. En mester i Copenhagen noir, som skriver så englene (og punkerne) synger.

IMG_5868
To tæskeseje damer. Susanne Staun og Mette Fugl.

Det var uhyggeligt, da skarpe Susanne Staun fortalte om sin dokumentariske roman Velkommen til mit mareridt og fremlagde de psykologiske mekanismer, der kan være årsag til at kvinder bliver hos psykopatiske, voldelige mænd. Det handler ofte om sex og om en gradvist tiltagende afhængighed af at blive afvist og taget til nåde. Det er vel også en form for opmærksomhed. Jeez.

IMG_5846
Tommy Heisz og Jens Unmack om at ville levere det ypperste i hver deres felt.

Det var spændende at høre om tilblivelsen af min gamle studiekammerat Tommy Heisz nye biografi Himmelflugt og Højdeskræk om den danske supergruppe Loveshop, der nu er reduceret til en mand med en uforglemmelig stemme Jens Unmack. Det er herligt at se, hvor dygtig og selvsikker en fortæller Tommy er blevet, og jeg glæder mig meget til at læse min tredje musikbiografi nogensinde.

IMG_5875
Hvad sker der danskere? Adam og Noah trak fans i alle aldre.

Det var også sjovt, da Adam og Noah delte klogskab ud til danskerne hos People’s Press. Deres helt flækket videoer på You Tube og på DR2 og nu også på bog, er befriende midt i den uhyggelige til tider skingre men nødvendige debat om dårlig integration.

Hvis du synes, det var for langt et indlæg, så lad mig afslutte med et citat fra mit nye feministiske idol (og sådan et har jeg ikke haft før udover Gloria Steinem) Caitlin Moran:

Too much is never enough! 

Bogforum 2014 – En fest for alle bogentusiaster

logo-2014Og med alle mener jeg ALLE. For det er både festligt, folkeligt og fornøjeligt at være på Bogmesse, og det var det så absolut også i år. Der er bestemt meget at komme efter, uanset om man er højlitterær debattør, sci-fi- og fantasynørd, krimisluger, topstjerne forfatter eller bare generelt glad for bøger.

Jussi, I ved godt hvem, ejede Bogforum i år, og det er ham så vel undt. Der var sat fuld skrue på promoveringen af sjette del af Afdeling Q, Den Grænseløse med Carl Dark, som hovedpersonen muligvis kommer til at hedde, når serien med Mørck, Assad og Rose bliver omsat til tv-serie i USA. Det er ret fantastisk, så godt det er gået for Jussi Adler-Olsen og hans krimier, som topper alverdens bestsellerlister. De er også hver gang originale, fornyende, spændende og af høj kvalitet, og ligesom resten af lemmingerne glæder jeg mig til at læse den nye. Jussi har en utrolig god kontakt til sit publikum, et utrætteligt engagement og en vedholdende evne til at bevare jordforbindelsen. Det må man bare tage hatten af for. Men der er jo også andre gode, som Jussi selv så fint pointerede i sin åbningstale, da han åbnede Bogforum 2014.

Derfor var det også en ekstra cadeau, at debutantprisen gik til en indtil nu ubemærket krimi, Eremitten af Thomas Rydahl, som er udkommet på det lille enmandsforlag Bindslev. Endnu et tegn på at bogbranchen er i opbrud og i forandring, og at det ikke nødvendigvis er skidt. Hvordan bogmarkedet ser ud om ti år, er der vist ingen, der har det endegyldige svar på.

Det var på mange måder en bogmesse i krimiens tegn, selv om der jo også var rigeligt med skønlitterære indslag. Jeg sprang på forhånd kokkene, livsstilsguruerne og de fleste af biografierne over. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at høre om Renee, Qvortrup, Puk og Linse og find dig selv og kend dig selv og sig fra og sig til. Jeg er journalist og interesserer mig vældigt for fagbøger men altså ikke helt på samme måde, som jeg brænder for litteraturen og fiktionen, som tager mig med til steder, jeg aldrig har været før.

Det var umuligt at være med til det hele i så tætpakket et program med så mange kvalitetsindslag. Flere gange skøjtede jeg rundt fra det ene til det andet for til sidst at træffe nogle valg og slå rumpetten i sædet og lytte til de kloge mennesker i stedet for at tænke på alt det, jeg gik glip af.

For der er meget at lære af de bedste forfattere. De har noget på hjerte, og de er beundringsværdigt villige til at dele ud af det, også foran et summende publikum med støj i baggrunden fra de bogspækkede rullekufferter. Og også selv om teknikken i flere tilfælde drillede med mikrofoner, der skulle justeres eller skiftes ud, så tiden gik fra det væsentlige. Der var i det hele taget ret elendige lydforhold, og publikum var ved at træde hinanden over tæerne for at høre med.

IMG_3049Højdepunktet for mig i år var at lytte til Peter Høeg. Jeg er godt i gang med hans seneste roman Effekten af Susan, der ligesom Frøken Smillas Fornemmelse for sne kombinerer det finlitterære med spænding i højeste gear. Peter Høeg er, hvis nogen skulle have glemt det Danmarks største litterære verdensstjerne. Han har ry for at være lukket og mystisk, men det var en åbenhjertig, dybt poetisk og ikke mindst stærkt underholdende forfatter, der mødte op på Bogforum. Han fortalte en fantastisk historie om sin farmor, der lærte ham at fortælle. Hun var en klog, stærk og underfundig dame, som sagde: “Man skal aldrig give en dreng en springkniv, før han har lært at danse.” Hendes godnathistorier var ikke for sarte sjæle, men den, vi fik, vil jeg ikke beskrive her. Blot opfordre enhver til at skynde sig ud at høre Peter Høeg næste gang, han optræder. Jeg hørte ham to gange på Bogforum med lige stor fornøjelse.

Peter Høeg taler lige så smukt, som han skriver: “Jeg vil gerne gøre sløret mellem mennesker tyndere,” sagde han for eksempel om, hvorfor han skriver. Det er ikke alle, der kan slippe afsted med at sige sådan. Men det kan han.

IMG_3035Helle Helle var også super interessant. Hun belyste i sine samtaler mange ting om sine bøger, som måske har været uklart for os læsere, som i øvrigt er begejstrede for hende. Blandt andet: “Jeg skriver ikke om kvinder eller mænd men om mennesker.” Og til spørgsmålet om hvor samfundet er i hendes romaner, der mest beskriver de nære relationer, svarede hun: “Sprog er samfund.”

Det kan man i den grad også sige om den svenske (og temmeligt pæne) forfatter Jens Lapidus’ bøger. De hårdtslående krimier i Stockholm Noirtrilogien Cash, Aldrig Fucke op og Livet Deluxe er alt andet end pæne, men indeholder et sprog, der afspejler samfundet.

IMG_3046Fra den nederste bund i et ghetto- og gangstermiljø til den øverste eksklusive top i et Sverige, der er blevet mere klasseopdelt med årene, og ifølge forfatteren er ved at gå i opløsning. Lapidus, som selv er forsvarsadvokat, mestrer street-slang, advokat-formaliteter og det poetiske om livet og kærligheden i sine krimier på samme høje niveau, alt efter hvilken synsvinkel vi følger. Nu er han aktuel med en helt ny krimi: VIP-Rummet, den første af en ny serie, som skulle være mere moden i sit udtryk. Den lyder mycket spännande, og jeg glæder mig til at læse den.

IMG_3032Udover Lapidus fik jeg også lejlighed til at møde en svensk forfatterduo Mons Kallentoft og Markus Lutteman, som med deres nye serie om kriminalinspektør Zack fortsætter stilen fra Stockholm Noir. Den har jeg også på natbordet for tiden, og den tegner særdeles godt. Zack er ung, kvik og dygtig men lidt af en antihelt med sin dystre fortid og trang til at give los i kokainrus og ravefester. Han kommer til at opklare nogle gruopvækkende sager fra den stockholmske underverden, og han må nødvendigvis konfrontere sine indre dæmoner undervejs. Serien er bygget på Herkules-myten, så det bliver interessant at se, hvordan den udspiller sig i det moderne Sverige. Jeg mødte de to meget sympatiske forfattere til et morgenmøde om lørdagen arrangeret af Politikens forlag sammen med andre gode bogbloggere, og det var jätte trevligt og inspirerende.

Skærmbillede 2014-11-12 kl. 11.22.53Og så var der Bodil. Skuespilleren Bodil Jørgensen er udkommet med den ene biografi, jeg bare måtte høre om. En rejse gennem bly og græs, som jeg glæder mig til at læse.

De fleste, der har mødt Bodil Jørgensen, falder pladask for hende, og det gjorde jeg også, da jeg mødte hende i sommers et par uger før den frygtelige traktorulykke, der næsten kostede hende livet og førligheden. Nu er hun gudskelov stærkt tilbage og om muligt endnu sejere og mere inspirerende og i hvert fald lige så sjov som før. Bodil Jørgensen er sødme, skævhed og skarphed i smuk forening, og så er hun oprigtigt interesseret i sine medmennesker, imødekommende, åben og ærlig på en måde, jeg tror, ligger langt fra de fleste andre skuespillere, men som hun siger: “Hvis man er selvoptaget, så møder man jo kun…sig selv”.

Bodil Jørgensen er ikke bleg for at levere et par af de vanvittigt skægge og sjofle replikker, vi kender fra Rytteriet og Frokost med mor, hvis nogen beder hende om det i bussen. Og det på trods af at hun har haft et ekstremt hårdt år, hvor hun har mistet begge sine forældre og så været igennem en hel fantastisk helingsproces efter ulykken. Når man ser, hvor hurtigt hun er kommet på benene igen, kan man egentlig godt forstå, at hun trods al den modgang stadig er stærk i troen, som altid har været en stor del af hendes liv. Da hun blev spurgt, om ulykken havde ændret hendes forhold til Gud, svarede hun: “Jeg har altid troet, at Gud var i lyset, men han er lige der, hvor der er allermørkest.”

Jeg hører altid efter, når Bodil Jørgensen taler, og det samme gælder forfatteren Knud Romer, som fortalte om sin nye Børne ABC.

Han har sin egen form for hudløst ærlig skarphed og ved at udstille alle sine egne svagheder, indre kampe og alt det der er galt i samfundet, så man både griner og græder, er det selvfølgelig helt i orden, når han tordner: “Man må aldrig svigte sine børn ved at lyve.” Og senere til alle os med forfatteraspirationer:

“Hvis du ikke har noget på hjerte, så hold kæft.”

Skærmbillede 2014-11-12 kl. 11.23.51Men inden jeg gør det, vil jeg lige nævne et lavpunkt fra årets bogmesse. Nemlig at digtere som for eksempel Theis Ørntoft ikke fik helt samme grad af opmærksomhed under sin oplæsning, som Yahya Hassan fik sidste år. Han er mindst ligeså god, hvis ikke bedre. Og på sin helt egen globalt udfarende måde. Jeg skriver ikke så meget om digte her på bloggen, fordi jeg ikke er kvalificeret til at anmelde dem, men jeg er begyndt at læse flere digtsamlinger som så mange andre og netop på grund af Yahya-effekten, hvilket selvfølgelig er en god ting.

Tak for et godt Bogforum. Vi ses næste år.