The Book of Unknown Americans af Cristina Henríquez

november 14, 2014 ~ isabelrosado

Indrømmet. Jeg har en svaghed for latino-forfattere og social realistisk immigrantlitteratur og gerne den amerikanske af slagsen.

Jeg havde aldrig hørt om Cristina Henríquez, men alene omslaget til paperback udgaven af hendes roman The Book of Unknown Americans er så fint, at jeg blev nødt til at købe bogen, da jeg stødte på den hos boghandleren. Never judge a book by it’s cover, siger man på engelsk. Men i dette tilfælde hjalp det altså, og indholdet viste sig at leve fuldt op til forventningerne.

For det er både en smuk og vigtig bog Henríquez har skrevet. Handlingen er centreret om kærlighedshistorien mellem teenagerne Maribel og Mayor. En kærlighed der i en moderne udgave af Romeo og Julie har ret så dårlige odds. De bor i samme forfaldne bygning et sted i udkants-USA nærmere betegnet Newark, Delaware med deres immigrant forældre fra henholdsvis Panama og Mexico.

Historien foregår nu og her i Obamas post-finanskrise Amerika, men bortset fra at bogens personer har mere råd til en mobiltelefon end et ordentligt måltid, kunne det ligeså godt foregå under depressionen i 30’erne.

Mayors forældre er flygtet fra urolighederne i Panama år tilbage og er nu solidt plantet som amerikanske statsborgere. Maribel er nyligt ankommet fra Mexico, som hendes forældre kun har forladt af én årsag. At hjælpe Maribel. En utålelig ulykke og efterfølgende hjerneskade har ændret hende for altid, og det er håbet om en bedre skole og hurtigere bedring for deres datter, der driver Alma og Arturo til USA, selv om de bolig og arbejdsforhold, der venter er langt værre, end dem, de kom fra.

Kapitlerne i bogen skifter synsvinkel mellem Mayor og Alma, der hver for sig fortæller den gribende historie, men vi hører også andre stemmer fra bygningen. De er de ukendte amerikanere med hver deres unikke baggrund og begrundelse for at søge mod det forjættede land for blot at kæmpe mod fordomme, sprogproblemer, arbejdsløshed og ulighed. Og der er heldigvis også de, der om ikke får opfyldt deres drømme i hvert fald lykkedes i en eller anden forstand.

For Mayor er det kærlighed ved første blik, da han ser Maribel, og hans hengivenhed hjælper hende i kampen for at blive sig selv igen. Men deres kærlighed får fatale konsekvenser, og det er slet, slet ikke til at bære.

Kærligheden mellem forældrene er også stor og stærk trods et væld af sorg og bekymringer. Jeg er ikke den store dyrker af romantik i bøger men prøv lige at læse dette bjergtagende afsnit, hvor Alma og Arturo efter måneder uden det mindste overskud eller nærvær har genfundet hinanden:

– no matter what else happened, we would be fine, as long as we had each other. Contigo la milpa es rancho y el atole champurrado. And then, the rush. It was as if the whole world sighed. As if every human and every creature and every gas and liquid and speck of dirt and granule of sand and gust of air settled all at once, and all was right in the universe. If only for that moment.

Jeg anbefaler på det varmeste The Book of Unknown Americans.

Bogforum 2014 – En fest for alle bogentusiaster

november 12, 2014november 17, 2014 ~ isabelrosado

Og med alle mener jeg ALLE. For det er både festligt, folkeligt og fornøjeligt at være på Bogmesse, og det var det så absolut også i år. Der er bestemt meget at komme efter, uanset om man er højlitterær debattør, sci-fi- og fantasynørd, krimisluger, topstjerne forfatter eller bare generelt glad for bøger.

Jussi, I ved godt hvem, ejede Bogforum i år, og det er ham så vel undt. Der var sat fuld skrue på promoveringen af sjette del af Afdeling Q, Den Grænseløse med Carl Dark, som hovedpersonen muligvis kommer til at hedde, når serien med Mørck, Assad og Rose bliver omsat til tv-serie i USA. Det er ret fantastisk, så godt det er gået for Jussi Adler-Olsen og hans krimier, som topper alverdens bestsellerlister. De er også hver gang originale, fornyende, spændende og af høj kvalitet, og ligesom resten af lemmingerne glæder jeg mig til at læse den nye. Jussi har en utrolig god kontakt til sit publikum, et utrætteligt engagement og en vedholdende evne til at bevare jordforbindelsen. Det må man bare tage hatten af for. Men der er jo også andre gode, som Jussi selv så fint pointerede i sin åbningstale, da han åbnede Bogforum 2014.

Derfor var det også en ekstra cadeau, at debutantprisen gik til en indtil nu ubemærket krimi, Eremitten af Thomas Rydahl, som er udkommet på det lille enmandsforlag Bindslev. Endnu et tegn på at bogbranchen er i opbrud og i forandring, og at det ikke nødvendigvis er skidt. Hvordan bogmarkedet ser ud om ti år, er der vist ingen, der har det endegyldige svar på.

Det var på mange måder en bogmesse i krimiens tegn, selv om der jo også var rigeligt med skønlitterære indslag. Jeg sprang på forhånd kokkene, livsstilsguruerne og de fleste af biografierne over. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at høre om Renee, Qvortrup, Puk og Linse og find dig selv og kend dig selv og sig fra og sig til. Jeg er journalist og interesserer mig vældigt for fagbøger men altså ikke helt på samme måde, som jeg brænder for litteraturen og fiktionen, som tager mig med til steder, jeg aldrig har været før.

Det var umuligt at være med til det hele i så tætpakket et program med så mange kvalitetsindslag. Flere gange skøjtede jeg rundt fra det ene til det andet for til sidst at træffe nogle valg og slå rumpetten i sædet og lytte til de kloge mennesker i stedet for at tænke på alt det, jeg gik glip af.

For der er meget at lære af de bedste forfattere. De har noget på hjerte, og de er beundringsværdigt villige til at dele ud af det, også foran et summende publikum med støj i baggrunden fra de bogspækkede rullekufferter. Og også selv om teknikken i flere tilfælde drillede med mikrofoner, der skulle justeres eller skiftes ud, så tiden gik fra det væsentlige. Der var i det hele taget ret elendige lydforhold, og publikum var ved at træde hinanden over tæerne for at høre med.

Højdepunktet for mig i år var at lytte til Peter Høeg. Jeg er godt i gang med hans seneste roman Effekten af Susan, der ligesom Frøken Smillas Fornemmelse for sne kombinerer det finlitterære med spænding i højeste gear. Peter Høeg er, hvis nogen skulle have glemt det Danmarks største litterære verdensstjerne. Han har ry for at være lukket og mystisk, men det var en åbenhjertig, dybt poetisk og ikke mindst stærkt underholdende forfatter, der mødte op på Bogforum. Han fortalte en fantastisk historie om sin farmor, der lærte ham at fortælle. Hun var en klog, stærk og underfundig dame, som sagde: “Man skal aldrig give en dreng en springkniv, før han har lært at danse.” Hendes godnathistorier var ikke for sarte sjæle, men den, vi fik, vil jeg ikke beskrive her. Blot opfordre enhver til at skynde sig ud at høre Peter Høeg næste gang, han optræder. Jeg hørte ham to gange på Bogforum med lige stor fornøjelse.

Peter Høeg taler lige så smukt, som han skriver: “Jeg vil gerne gøre sløret mellem mennesker tyndere,” sagde han for eksempel om, hvorfor han skriver. Det er ikke alle, der kan slippe afsted med at sige sådan. Men det kan han.

Helle Helle var også super interessant. Hun belyste i sine samtaler mange ting om sine bøger, som måske har været uklart for os læsere, som i øvrigt er begejstrede for hende. Blandt andet: “Jeg skriver ikke om kvinder eller mænd men om mennesker.” Og til spørgsmålet om hvor samfundet er i hendes romaner, der mest beskriver de nære relationer, svarede hun: “Sprog er samfund.”

Det kan man i den grad også sige om den svenske (og temmeligt pæne) forfatter Jens Lapidus’ bøger. De hårdtslående krimier i Stockholm Noir–trilogien Cash, Aldrig Fucke op og Livet Deluxe er alt andet end pæne, men indeholder et sprog, der afspejler samfundet.

Fra den nederste bund i et ghetto- og gangstermiljø til den øverste eksklusive top i et Sverige, der er blevet mere klasseopdelt med årene, og ifølge forfatteren er ved at gå i opløsning. Lapidus, som selv er forsvarsadvokat, mestrer street-slang, advokat-formaliteter og det poetiske om livet og kærligheden i sine krimier på samme høje niveau, alt efter hvilken synsvinkel vi følger. Nu er han aktuel med en helt ny krimi: VIP-Rummet, den første af en ny serie, som skulle være mere moden i sit udtryk. Den lyder mycket spännande, og jeg glæder mig til at læse den.

Udover Lapidus fik jeg også lejlighed til at møde en svensk forfatterduo Mons Kallentoft og Markus Lutteman, som med deres nye serie om kriminalinspektør Zack fortsætter stilen fra Stockholm Noir. Den har jeg også på natbordet for tiden, og den tegner særdeles godt. Zack er ung, kvik og dygtig men lidt af en antihelt med sin dystre fortid og trang til at give los i kokainrus og ravefester. Han kommer til at opklare nogle gruopvækkende sager fra den stockholmske underverden, og han må nødvendigvis konfrontere sine indre dæmoner undervejs. Serien er bygget på Herkules-myten, så det bliver interessant at se, hvordan den udspiller sig i det moderne Sverige. Jeg mødte de to meget sympatiske forfattere til et morgenmøde om lørdagen arrangeret af Politikens forlag sammen med andre gode bogbloggere, og det var jätte trevligt og inspirerende.

Og så var der Bodil. Skuespilleren Bodil Jørgensen er udkommet med den ene biografi, jeg bare måtte høre om. En rejse gennem bly og græs, som jeg glæder mig til at læse.

De fleste, der har mødt Bodil Jørgensen, falder pladask for hende, og det gjorde jeg også, da jeg mødte hende i sommers et par uger før den frygtelige traktorulykke, der næsten kostede hende livet og førligheden. Nu er hun gudskelov stærkt tilbage og om muligt endnu sejere og mere inspirerende og i hvert fald lige så sjov som før. Bodil Jørgensen er sødme, skævhed og skarphed i smuk forening, og så er hun oprigtigt interesseret i sine medmennesker, imødekommende, åben og ærlig på en måde, jeg tror, ligger langt fra de fleste andre skuespillere, men som hun siger: “Hvis man er selvoptaget, så møder man jo kun…sig selv”.

Bodil Jørgensen er ikke bleg for at levere et par af de vanvittigt skægge og sjofle replikker, vi kender fra Rytteriet og Frokost med mor, hvis nogen beder hende om det i bussen. Og det på trods af at hun har haft et ekstremt hårdt år, hvor hun har mistet begge sine forældre og så været igennem en hel fantastisk helingsproces efter ulykken. Når man ser, hvor hurtigt hun er kommet på benene igen, kan man egentlig godt forstå, at hun trods al den modgang stadig er stærk i troen, som altid har været en stor del af hendes liv. Da hun blev spurgt, om ulykken havde ændret hendes forhold til Gud, svarede hun: “Jeg har altid troet, at Gud var i lyset, men han er lige der, hvor der er allermørkest.”

Jeg hører altid efter, når Bodil Jørgensen taler, og det samme gælder forfatteren Knud Romer, som fortalte om sin nye Børne ABC.

Han har sin egen form for hudløst ærlig skarphed og ved at udstille alle sine egne svagheder, indre kampe og alt det der er galt i samfundet, så man både griner og græder, er det selvfølgelig helt i orden, når han tordner: “Man må aldrig svigte sine børn ved at lyve.” Og senere til alle os med forfatteraspirationer:

“Hvis du ikke har noget på hjerte, så hold kæft.”

Men inden jeg gør det, vil jeg lige nævne et lavpunkt fra årets bogmesse. Nemlig at digtere som for eksempel Theis Ørntoft ikke fik helt samme grad af opmærksomhed under sin oplæsning, som Yahya Hassan fik sidste år. Han er mindst ligeså god, hvis ikke bedre. Og på sin helt egen globalt udfarende måde. Jeg skriver ikke så meget om digte her på bloggen, fordi jeg ikke er kvalificeret til at anmelde dem, men jeg er begyndt at læse flere digtsamlinger som så mange andre og netop på grund af Yahya-effekten, hvilket selvfølgelig er en god ting.

Tak for et godt Bogforum. Vi ses næste år.

Hvis det er af Helle Helle

oktober 13, 2014oktober 16, 2014 ~ isabelrosado

Forfatteren Helle Helle kan noget helt særligt med ord. Jeg ved ikke, hvad det er, og hvordan hun gør. Det ser så nemt ud. Det er det ikke. Men det virker. Hver gang. Også i hendes seneste roman Hvis det er.

Jeg har tidligere haft fornøjelsen af at læse Dette burde skrives i nutid, Ned til hundene og Rødby-Puttgarden. Hver især fortrinlige og stærkt anbefalelsesværdige romaner. Korte og koncise i form. Simple og suveræne i sprog. Enkle og til tider banale i handling. Eller uden handling. Men aldrig uden mening. Små underspillede dialoger der sætter følelser i spil. Savn, sorg, svig og sjov.

Helle Helle er kendt som minimalismens mester, og hun formår om nogen at sætte stærke aftryk hos sin læser ved at betragte tilværelsen fra helt almindelige menneskers synsvinkel. Når jeg læser hendes romaner har jeg ofte et lille skævt smil på læben eller et svagt stik i maven.

Personerne er oftest kvinder, gerne introverte typer med et lidt anstrengt forhold til mænd. De bor i provinsen, hvor bussen kører tre gange om dagen og affinder sig pænt og civiliseret med den smule, livet har at byde på, hvilket ikke er særligt meget. De har svært ved at gribe ud efter det, de vil have. De forventer ikke rigtig noget. De kræver ikke ret meget. De er lidt ulykkelige, måske lidt ensomme, men ikke så meget at det gør noget, fuldt bevidste om deres utilstrækkelighed men flyder altid oven vande.

Der er et engelsk udtryk resilience, som er ret populært i debatten, om alt det vi går og mangler for tiden. På dansk vil man vel sige modstandsdygtig, ukuelig eller robust. Ikke til at slå ud på trods af egne begrænsninger. Det er sådan, jeg opfatter Helle Helles karakterer. De er robuste.

Umiddelbart er de ikke særlig interessante men med forfatterens udefinerbare og unikke skrivestil, bliver man som læser meget hurtigt utroligt interesseret i dem. For eksempel kan jeg huske, at da jeg læste Dette burde skrives i nutid, fik jeg lyst til at hoppe ind i bogen og ruske i hovedpersonen for at flå passiviteten ud af hende. Indtil hun selv fandt ud af det.

Som den og de forrige romaner skal også Hvis det er nydes i små bidder. Hver eneste perfekte og præcise sætning fra forfatterens pen er en nøje udført konstruktion, der i al sin enkelhed fortæller læseren en hel del mere om bogens personer, end den umiddelbart udtrykker ved første øjekast. Enhver anden forfatter ville måske bruge 300 sider til at fortælle den samme historie og danne de billeder i læserens hoved, som Helle Helle kan nøjes med at bruge 144 sider til. Hun har om nogen styr på show it – don’t tell it princippet.

For mig når Hvis det er alligevel ikke helt de samme højder, som de tidligere romaner, men den er absolut værd at læse.

Vi møder to løbere, der farer vild i en stor jysk skov. En kvinde og en mand. De kender ikke hinanden men er tvunget til at tilbringe to døgn sammen i det danske vildnis uden mad og drikke, udsat for vabler, regnvejr, kulde og dårlig mave. Hver især fortæller de den anden lidt om sig selv. Snart står det klart, at der nok ikke er nogen, der savner dem, om de så forsvandt for altid.

Det er sikkert slet ikke det, der er pointen. Jeg ved ikke, hvad den er. Måske er der ikke nogen.

Jeg ved bare, at Helle Helles romaner rammer rent hver gang. Det er mere end minimalisme. Det er magisk.

Storhed og fald af Tom Rachman

september 1, 2014 ~ isabelrosado

De der påstår, at journalister ikke kan skrive stor litteratur, bliver i den grad sat til vægs med udgivelsen af Storhed og Fald skrevet af tidligere journalist nu forfatter på fuld tid Tom Rachman.

Som de fleste journalister var jeg vældig begejstret for Rachmans første roman De Ufuldkomne, læs anbefalingen her, som handler om den hensygnende avisbranche og en række ulykkelige og ret så troværdige skæbner omkring den.

Allerede da jeg hørte, at Storhed og Fald handler om en kvinde, der lever et stille liv som boghandler i ly fra en traumatisk fortid, var jeg solgt. Jeg har glædet mig længe til denne bog, og jeg må sige, at selv om den slet ikke er i nærheden af, hvad jeg troede, så overgår den alle mine forventninger.

I Storhed og Fald sætter Rachman spot på bogens position og fremtid i en digital verden, der har udviklet sig med rasende fart med fare for at frarøve al fokus, fordybelse og IRL fællesskab.

Men Storhed og Fald handler om så afsindigt meget andet og det på både mikro- og makro-niveau, fra den kolde krig og frem til nu. The Rise and Fall of Great Powers er den originale titel på Rachmans ekstremt ambitiøse og vanvittigt vellykkede roman. Store samfundsmæssige kræfter influerer på menneskers liv og identitet, og som konsekvens deraf møder vi i denne fuldendte historie menneskelig storhed, når det er størst og det dybeste fald, når det er værst. I psykologisk forstand vel at mærke.

I centrum af det hele står en kvinde Tooley Zylberberg, som elsker bøger og har åbnet en antikvarisk boghandel ved navn World’s End langt ude på landet i Wales. Hun vil hellere fordybe sig i sine bøger end at skaffe kunder i butikken og forsøger også at aflede sig selv med ukulele timer og aftenundervisning for at undgå at tænke på sin mystiske fortid, som har efterladt hende med en bunke uafklarede spørgsmål.

En dag bliver Tooley kontaktet af en ekskæreste på facebook, som fortæller, at hun må komme til New York, da hendes far er alvorligt syg. Hvem mon han mener? Er hendes første tanke.

Tooley er et rodløst barn af globaliseringen, som har levet sit liv på flere kontinenter. Hun er som ganske ung blevet kidnappet og på sin vis frarøvet sit sande jeg. Hun er et barn, der i utraditionel forstand er blevet svigtet og gjort fortræd, vokset op blandt svindlere og skæve eksistenser, opdraget til at leve en omflakkende tilværelse i total frihed med litteraturen som eneste faste følgesvend men også med en eksistentiel tomhed, hvor man ikke knytter sig til nogen og betaler med ensomhed og følelsen af ikke at passe ind nogen steder.

Mens Tooley opsøger skeletterne fra fortiden og gradvist genfinder sig selv og sin personlighed, følger vi hendes historie i tre årtier og i spring mellem fortid og nutid i de skelsættende år 1988, 1999 og 2011. Vi møder de mennesker, der har påvirket hendes liv, og undervejs bliver vi ligeså overraskede over sagernes sammenhæng som Tooley selv.

Tom Rachman brillerer endnu engang som storslået storyteller med et fantastisk overblik og en hel unik evne for karakterer og komposition. Lige fra starten har han fuldstændig hånd i hanke med sine personer, hvilket også er en stor nødvendighed med en roman, der er struktureret som Storhed og Fald. Romanen havde formentlig ikke haft den samme storhed i sig selv, hvis den var skrevet kronologisk. Dertil kommer så de mange skarpe observationer om menneskets natur og om tiden og tilværelsen, som man har lyst til at klippe ud og sætte i glas og ramme.

I bogens første halvdel har jeg mindst ligeså mange spørgsmål som Tooley, og det kræver en vis tålmodighed at overvinde den indledende forvirring, når den ene person efter den anden rulles op for læseren. Det er som om, Rachman bevidst vil udfordre sin læser med spørgsmålet: – nå, er det interessant nok til, at du hænger på, eller vil du hellere på facebook? Det vil jeg ikke, for som læser vil jeg fra side et kende svarene og sandheden om Tooley. Hvis du skulle gå lidt i stå undervejs – så hold ud, for belønningen kommer og hele meningen med dette værk og den måde, det er skruet sammen på, er intet mindre end genial.

Fornylig havde jeg den fornøjelse at møde Tom Rachman til en frokost i godt selskab med andre bog-entusiaster. Det var en særdeles hyggelig, interessant og berigende samtale om bogens fremtid, om overgangen fra at skrive journalistik til litteratur, om at foretrække bøger fremfor tv-serier midt i seriernes guldalder og meget andet. Hvis du vil læse mere om Tom Rachmans forfatterskab, har Politiken bragt et godt interview her.

Storhed og Fald er udkommet på dansk på Politikens Forlag.

Min mands hemmelighed af Liane Moriarty

august 28, 2014august 29, 2014 ~ isabelrosado

I 90’erne blev begrebet chick lit introduceret på bogmarkedet med Bridget Jones i front for en lang række humoristiske romaner, der handlede om singelivets glæder og kvaler. For et par år siden kom husmor-porno så på banen med Fifty Shades of Grey og en masse erotiske efterligninger – jeg vil nødig rubricere Liane Moriartys meget fine og underholdende roman Min mands hemmelighed i nogen form for tilsvarende kategori, men jeg tillader mig alligevel at betegne den som chick lit for kvinder med år på bagen og ar på sjælen, og det er så absolut ment som en kompliment!

Det er en morsom, velfortalt og faktisk så bevægende historie, at den flere steder skærer i hjertet, om tre helt almindelige kvinder med job, familie og forpligtelser. Deres liv bliver viklet ind i hinanden på en måde, de aldrig vil glemme og udfordrer i høj grad deres evne til at tilgive.

Vi er i Sydney, Australien hvor Cecilia lever det tilsyneladende perfekte liv som hustru til en skøn mand, overskudsmor til tre dejlige døtre og forrygende succes som festarrangør og Tupperware sælger. En dag finder Cecilia ved et tilfælde et brev, som afslører hendes mands dybeste hemmelighed, og glansbilledet krakelerer for evigt. Imens opdager reklamekvinden Tess i Melbourne, at hendes ellers bundsolide mand er forelsket i hendes bedste veninde og kusine i øvrigt, så hun flygter med deres lille søn til Sydney og indlogerer sig hos sin mor. På skolen hvor børnene går, arbejder den noget ældre og ensomme Rachel, som bærer rundt på den helt ubærlige sorg. I løbet af få uger kommer de tre kvinder tæt på hinanden, og det viser sig, at der er en højere mening med det hele.

Liane Moriarty har skrevet en virkelig god historie med karakterer man føler med, en stærk dialog, et sikkert sprog og et flot sammensat plot, der udover at underholde, more og røre så dybt at man flere steder dvæler over ordene og tænker over, hvad man selv ville gøre, også er så spændende, at den simpelthen er svær at lægge fra sig. Min mands hemmelighed er middelklassedrama af højeste kaliber.

Jeg glæder mig allerede til at læse Moriartys næste roman Big, Little Lies som for tiden er i toppen af New York Times Bestsellerliste.

Jeg vil så tilføje, at det nok er fjerde gang, jeg læser en roman som e-bog, og der er altså noget om det, de aktuelle undersøgelser viser. Det kan godt være, at den sparer hyldeplads, men en e-bog sidder simpelthen ikke ligeså godt fast i hukommelsen som en papirbog. Derfor er der kun at sige: længe leve papirbogen og så af sted for at købe flere hylder!

Stoner af John Williams

juli 31, 2014 ~ isabelrosado

“Den bedste bog, du aldrig har hørt om.“ “Den bedste bog i årtier.“

“Et overset mesterværk” “Mere sjælden end en god bog – det er en perfekt bog.”

Der blev ikke sparet på superlativerne i omtalen af romanen Stoner, da den udkom på dansk tidligere i år. Stoner er skrevet af amerikanske John Williams og udkom første gang i 1965 uden at modtage særlig opmærksomhed. Først da den blev genudgivet i 2006 blev den opdaget for alvor, og har siden stille og roligt bevæget sig op af bestsellerlisterne i flere lande. Desværre nåede forfatteren ikke at opleve den enorme anerkendelse, bogen siden har fået, da han døde i 1994.

Og ja det er en utroligt god bog. Først og fremmest fordi den er så enkelt og smukt skrevet.

Det er også en trist bog. Sørgelig. På grænsen til det deprimerende. Men på sin vis alligevel opløftende. Nogle mener, at den ikke rigtig handler om noget. Det er jeg ikke enig i. Der er en historie, og flere gange får den blodet i kog hos denne læser.

Den handler om et levet liv, om at følge sit kald uden at give afkald på sin integritet, om at stå ved sine valg i livet, erkende fejl og mangler og acceptere sin skæbne med værdigheden i behold.

I et roligt, afdæmpet tempo fortælles historien om William Stoner. Han bliver født i starten af det nittende århundrede og vokser op i en fattig bondefamilie. Stoner kommer på landbrugsskole og opdager litteraturen og en helt ny verden. Som mønsterbryder distancerer han sig snart fra sin baggrund og sin familie, men uden at kunne bryde med den ydmyghed, der ofte følger med, når man begiver sig opad den sociale stige.

Stoner bliver gift og får barn, men det bliver kærligheden langtfra nemmere af. Han lander sit drømmejob som collegeprofessor i litteratur men må finde sig i uretfærdig og uretmæssig behandling af kollegaer og overordnede, og det kommer til at påvirke resten af hans liv.

Jeg tror, at en af grundene til at denne bog slår igennem hos så mange – nok især midaldrende læsere er den høje grad af identifikation med bogens hovedperson. Vi er i høj grad vores valg i livet, og vores karakter formes også af, hvordan vi forholder os til udefra kommende omstændigheder, men vores personlighed har vi med os fra fødslen, og nogle gange spænder den ben for os.

Uanset hvor man er vokset op, hvad man beskæftiger sig med, og hvem man omgås med, vil man kunne genkende Stoners følelsesmæssige udfordringer og hans indre og ydre kamp i det stille for at bevare sin ære og stolthed og være tro mod sig selv.

Jeg kan nok ikke finde på et nyt superlativ om denne bog, som ikke allerede er sagt. Men jeg kan sige, at du snyder dig selv, hvis du ikke får læst den.

Stoner er en meget rørende og fantastisk velskrevet roman.

Hændelsen af Anne Sofie Allarp

juli 30, 2014 ~ isabelrosado

Indimellem bliver jeg lidt overvældet af min alenlange must read liste med alle de bøger, jeg gerne vil læse eller genlæse, og så hjælper det lidt at trodse sig selv med en overspringshandling, for eksempel ved at gribe fat i en bog, der slet ikke er med på listen.

Jeg faldt lige over denne hurtigt læste gyser på biblioteket, og den er ganske god. Den er skrevet af forfatteren Anne Sofie Allarp, som bor i Madrid og har stiftet familie med en spansk mand. Historien tager udgangspunkt i samme situation, så der er nogle erfaringer at trække på.

Danske Cecilie Holmgaard er flyttet ind i en flot gammel lejlighed i det centrale Madrid med sin mand Gabriel, klar til barsel og deres første barn. Men livet i det sydlandske bliver ikke helt som forventet. Vejret er måske varmt, men menneskene er kolde.

Først bliver fødslen en dårlig oplevelse i et ubehageligt hospitalsmiljø med nedladende læger og hårdhændede jordmødre. Svigermor er fra helvede med konstante negative bemærkninger og irettesættelser, typen der bliver møgfornærmet, når hun ikke får sin vilje. Veninder er der heller ikke mange af. De spanske kvinder er ikke så åbne overfor en smuk, blond en af slagsen fra det høje nord.

Værst af alt Gabriel begynder at ændre sig. Fra at være den elskelige, forstående mand bliver han snart til et alkoholiseret monster. Det meste af tiden er Cecilie alene med sin søn i den kæmpestore lejlighed, og her begynder der at ske mystiske ting og sager.

Ud fra balkonen har hun udsigt til den smukke by men også en masse larm fra baren og de rumænske gademusikanter på torvet nedenfor, som hun heller ikke har meget til overs for.

Gennem klip med politi- og nyhedsrapporter bliver læseren snart bekendt med, at der kommer til at ske noget frygteligt på netop dette torv. Noget der har forbindelse til Cecilies bopæl. Brrr.

Fantasien har fået frit spil, mens forfatteren vist nok selv har kedet sig lidt i en stor lejlighed i Madrid i løbet af sin egen barsel. Resultatet er en langt ude men alligevel ret så spændende pageturner med en uventet slutning.

Læs den også for Allarps skarpe portræt af spansk kultur, visse spanieres nostalgi over Franco-fascismen og gammeldags børneopdragelse med sukker bombardementer og hårde “Godnat og Sov Godt” – metoder. Jeg kan godt genkende noget af det, men det er alligevel et ensidigt og fordomsfuldt billede i forhold til det Spanien, jeg selv kender. På den anden side behøver der jo ikke altid være plads til de store kulturelle og menneskelige nuancer i en roman – og slet ikke i en gyser. Og så har Allarp jo noget at have det i. Hun har boet i Spanien meget længere, end jeg har, og hun er blond fuldblodsdansker, mens jeg er mørk halvspanier, så kulturkløften har nok været til at tage og føle på.

Den Hemmelige Historie af Donna Tartt

juni 30, 2014 ~ isabelrosado

Efter at have læst Donna Tartts fantastiske mesterværk The Goldfinch, på dansk Stillidsen, som hun fornylig vandt Pullitzer-prisen for, har jeg sat mig for at læse hele Tartts forfatterskab. Det består indtil videre af tre værker, så det burde være en overkommelig opgave, også selv om hun skriver laaange romaner. Stillidsen er på cirka 800 sider, og det er ikke én side for meget, og jeg kedede mig ikke et eneste sekund, da jeg læste den, som jeg skriver i min anbefaling her.

The Secret History, Den Hemmelige Historie på dansk, er Donna Tartts debutroman fra 1992, og den fik også strålende anmeldelser verden over, da den udkom.

Som i Stillidsen følger vi en ung mands hårrejsende dannelseshistorie, og her bør enhver sammenligning mellem de to romaner så også stoppe.

Den unge Richard får studieplads på det finere Hampden college i Vermont ved hjælp af et uddannelseslegat. Han kommer fra en underklasse baggrund i Californien hos et par forældre, der får ham til at tænke på at træde ind i cockpittet på et fly, hvor piloterne er besvimet af druk, ingen har kontrol over flyet, og ingen ved, hvor det er på vej hen. Richard er en begavet og belæst fyr, der forstår at klare sig selv men savner en familie. Den finder han blandt en lille gruppe højintellektuelle, yderst velhavende, sære snegle, der studerer oldgræsk og klassisk filologi med en overbevisning om, at det er det eneste saliggørende i verden.

Deres karismatiske lærer og faderfigur Julian Morrow kræver 110 procents dedikation til faget, og det samme gør gruppens magnetiske, magtfulde og mystiske leder Henry, der har de andre i sin hule hånd. Der er kun seks studerende på holdet, og de danner snart et helt særligt sammenhold, der kommer til at besegle deres skæbne på linje med en græsk tragedie.

Gruppen holder sig mest for sig selv og langt væk fra campuslivets udskejelser. Det betyder dog ikke, at de lever et stille asketisk liv med snuden nede i bøgerne. De har derimod ry for at være en gruppe filosofinørder, der dyrker okkulte ritualer i fritiden. Og det viser sig snart, at der er noget om snakken.

Som den nye dreng i klassen bliver Richard lidt efter lidt indviet i studiekredsens hemmeligheder, og da der bliver begået et mord, er der ingen vej tilbage. Engagementet i studierne og i fællesskabet kommer til at koste på alle tænkelige planer.

Den Hemmelige Historie er en fremragende litterær thriller på “kun” lidt over 600 sider. Alligevel bliver den flere steder for langtrukken for mig med de mange indgående beskrivelser af alting samt gentagelser af personernes gøren, laden og laster. Følelsesmæssigt investerer jeg heller ikke i personerne. Karaktererne er interessante og nuancerede men for distancerede for læseren, og jeg kommer ikke rigtigt til at forstå dem. Det ændrer dog ikke ved, at Den Hemmelige Historie i sin helhed er en stærk og ret så uhyggelig historie i al sin langsommelige men sikre, snigende suspense, og at Donna Tartt var en ligeså blændende forfatter og storslået skribent, da hun debuterede, som hun er i dag.

Læs Den Hemmelige Historie for sproget og den subtile, nærmest gotiske uhygge men læs The Goldfinch først – uden i øvrigt at sammenligne.

Sandheden om Harry Quebert sagen af Joël Dicker

april 16, 2014 ~ isabelrosado

Hvem myrdede Nola Kellergan? Det spørgsmål er motoren, der får læseren til at fræse igennem de knap 700 sider i den stærkt hypede verdensomspændende bestseller-roman Sandheden om Harry Quebert sagen.

Den unge succesforfatter Marcus Goldman er gået helt i stå med at få skrevet den svære to’er. Han opsøger sin gamle mentor Harry Quebert også en forfatter, som har været berømt i mange år for sine romaner og lever et stille liv i den lille fredelige by Aurora i New Hampshire. Idyllen bliver brudt, da der en dag bliver fundet et lig i Harry Queberts baghave. Det viser sig at være resterne af den unge Nola, som forsvandt 33 år tidligere og var forfatterens store kærlighed. Harry Quebert bliver anholdt for mordet men nægter sig skyldig. Marcus Goldman sætter sig for at undersøge sagen til bunds og rense sin vens navn. Han dykker ned i en guldgrube af en historie, der leverer alt stoffet til hans næste store roman – ja flere endda, for i Aurora er ingen, hvad de giver sig ud for at være. Med velkonstruerede spring i tid og sted får vi serveret en kærlighedshistorie, løst mordgåden samt et indblik i forfattergerningens kvaler og glæder.

Selv om hovedpersonerne er store litterater, er der dog ikke meget at komme efter hverken sprogligt eller litterært. Sproget er jævnt og lige ud af landevejen. Dialogen er stærkt svingende mellem det interessante og troværdige og det håbløst klichéfyldte. Karaktererne er flade, og især kvinderne fremstår komplet idiotiske og karikerede. Beskrivelsen af 15-årige Nola som den mandlige våde forfatterdrøm om den hengivne muse, opvarter og dørmåtte er lige til at skære tænder over. Heldigvis overrasker hun som en af de få undervejs.

Handlingen pløjer derudaf uden for mange sidespring, hvilket er en god ting, når det mest er plottet, der fænger. Jeg kan nu også godt lide historien om Harrys og Marcus venskab, og hvordan forfatterspiren suger til sig af den erfarnes gode råd. Det er mange af de samme råd man kan finde i fagbøger om kreativ skrivning, men det er fornyende at få lidt genopfriskning i romanform.

Sandheden om Harry Quebert sagen er absolut ikke det mesterværk, den i mange, især udenlandske, medier er udråbt til, men den er i sin helhed en top underholdende krimi med et forrygende plot, der tager utallige overraskende drejninger undervejs og holder læseren fanget helt frem til sidste side. Det er romanens store styrke. Jeg kan godt forstå, at den kun 29-årige schweiziske debutant Joël Dicker har høstet mange roser for at holde styr på sine plot twists og binde alle de løse tråde sammen i en flot buket. Det er ret godt gået.

Anden Person Ental af Daniel Dencik

april 7, 2014 ~ isabelrosado

Historien i Anden Person Ental er oprørende læsning, og det er den især, fordi vi ved, den er baseret på forfatterens egne erfaringer. Der står godt nok roman på omslaget, men hovedtrækkene er fra virkelighedens verden, og det gør, at man som læser i den grad kommer op af stolen og får trang til at gøre oprør mod det system, som hovedpersonen Alexander er oppe imod. Han er delefar til tvillinger, som bor hos deres mor i Sverige, og han selv bor i Danmark. Samvær og samarbejde fungerer tilsyneladende upåklageligt, indtil den dag børnenes mor beslutter sig for, at Alexander ikke længere skal se sine børn med beskyldninger om, at han har været voldelig mod dem.

Et bureaukratisk mareridt og en følelsesmæssig nedtur der strækker sig over måneder og år tager sin begyndelse og står den dag i dag uforløst. Daniel Dencik har som sin fortællerstemme Alexander ikke set sine børn i næsten to år. Forfatteren beskriver sit følelsesmæssige kaos, der svinger fra håb og optimisme til total magtesløshed og selvmordstanker. Han formår gennem hele forløbet at opføre sig civiliseret og efter reglerne, selv om hans indre rebel bliver vækket og fremmaner tanker om kidnapning og hævn samt forståelse for de værste massemordere, der føler sig snydt af systemet. Trods det at hans venner kalder ham for skvattet, holder han fast i sig selv. Han har som de fleste af os ikke personlighed til bøllemetoder og ved, at det intet nytter i det lange løb. Han bliver nødt til at spille efter reglerne, kæmpe for sin sag via rettens vej og holde ud. Processen med at skrive sig igennem smerten med denne uhyrlige og højt roste roman hjælper ham formentlig med at bevare sin forstand.

Som læser bliver man hurtigt overbevist om, at Alexander er uskyldig i anklagerne, blandt andet fordi han bliver renset for dem af anklagemyndighederne i løbet af historien. Det hjælper ham bare ikke, for da han endelig får mulighed for at se sine børn, er meldingen, at det ønsker de ikke. Alexander mener, de er underlagt en form for hjernevask, og at de siger det for at undgå konflikter med moren. Vi ved reelt intet om, hvad der foregår hos modparten, og det er bogens eneste svaghed. Vi hører kun historien fra hovedpersonens side. Den mulige forklaring, vi får, på morens besynderlige opførsel er, at hun gentager et svigt, hun selv har været udsat for i barndommen. Men selv om der skulle være det mindste hold i anklagerne mod Alexander, er det en fuldstændig urimelig modstand og mangel på forståelse, der venter, da han står overfor de svenske myndigheder i sagen.

– Åh hvor kommunalt, siger vi, når noget bliver for bureaukratisk, trækker i langdrag eller er for rigidt i system-Danmark. I Sverige har stadsdelsförvaltningen åbenbart fået den pædagogiske, politiske og regelrette korrekthed så galt i halsen, at man har lyst til at skrige. Man kan kun håbe, at romanen maner til eftertanke hos de implicerede parter, der sikkert vil kunne genkende sig selv. Daniel Denciks roman er ligeså vigtig, som den er velskrevet, og jeg vil kraftigt anbefale den til alle, der har børn, arbejder med børn eller med forældres rettigheder, – såvel som til alle andre.

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette: