Sandheden om Harry Quebert sagen af Joël Dicker

Hvem myrdede Nola Kellergan? Det spørgsmål er motoren, der får læseren til at fræse igennem de knap 700 sider i den stærkt hypede verdensomspændende bestseller-roman Sandheden om Harry Quebert sagen.

Den unge succesforfatter Marcus Goldman er gået helt i stå med at få skrevet den svære to’er. Han opsøger sin gamle mentor Harry Quebert også en forfatter, som har været berømt i mange år for sine romaner og lever et stille liv i den lille fredelige by Aurora i New Hampshire. Idyllen bliver brudt, da der en dag bliver fundet et lig i Harry Queberts baghave. Det viser sig at være resterne af den unge Nola, som forsvandt 33 år tidligere og var forfatterens store kærlighed. Harry Quebert bliver anholdt for mordet men nægter sig skyldig. Marcus Goldman sætter sig for at undersøge sagen til bunds og rense sin vens navn. Han dykker ned i en guldgrube af en historie, der leverer alt stoffet til hans næste store roman – ja flere endda, for i Aurora er ingen, hvad de giver sig ud for at være. Med velkonstruerede spring i tid og sted får vi serveret en kærlighedshistorie, løst mordgåden samt et indblik i forfattergerningens kvaler og glæder.

Selv om hovedpersonerne er store litterater, er der dog ikke meget at komme efter hverken sprogligt eller litterært. Sproget er jævnt og lige ud af landevejen. Dialogen er stærkt svingende mellem det interessante og troværdige og det håbløst klichéfyldte. Karaktererne er flade, og især kvinderne fremstår komplet idiotiske og karikerede. Beskrivelsen af 15-årige Nola som den mandlige våde forfatterdrøm om den hengivne muse, opvarter og dørmåtte er lige til at skære tænder over. Heldigvis overrasker hun som en af de få undervejs.

Handlingen pløjer derudaf uden for mange sidespring, hvilket er en god ting, når det mest er plottet, der fænger. Jeg kan nu også godt lide historien om Harrys og Marcus venskab, og hvordan forfatterspiren suger til sig af den erfarnes gode råd. Det er mange af de samme råd man kan finde i fagbøger om kreativ skrivning, men det er fornyende at få lidt genopfriskning i romanform.

Sandheden om Harry Quebert sagen er absolut ikke det mesterværk, den i mange, især udenlandske, medier er udråbt til, men den er i sin helhed en top underholdende krimi med et forrygende plot, der tager utallige overraskende drejninger undervejs og holder læseren fanget helt frem til sidste side. Det er romanens store styrke. Jeg kan godt forstå, at den kun 29-årige schweiziske debutant Joël Dicker har høstet mange roser for at holde styr på sine plot twists og binde alle de løse tråde sammen i en flot buket. Det er ret godt gået.