Inderst inde er vi alle sammen små børn, præget af vores følelser, vores forældre og de vilkår tilværelsen har tildelt os på godt og ondt. Alt det vi ikke er så glade for at bære med os fra barndommen, forsøger vi efter bedste evne at skjule som voksne. For nogle lykkedes det bedre end andre – så meget at de ofte glemmer barnet i sig selv. Sådan er det ikke for Viggo Larssen, der bliver voksen alt for tidligt. Den lille generte, ensomme dreng, der slås med uhyggelige drømme, tvangstanker, en konstant frygt og en særlig evne til at gennemskue alle de andre, får det som voksen så svært, at han flytter ud i et fyrtårn i det yderste af landet for at leve uforstyrret af alt andet end sine dæmoner med en daglig flaske Rioja som eneste trøst.

Men en kvinde holder øje med ham, og hende har læsere af Erik Valeurs forrige og meget roste roman Det syvende barn mødt før. Mystiske Marie, der nu kalder sig Malin (som i Malign!) har kastet sin åndelige kærlighed på Viggo, da hun føler, de er forbundsfæller som de sære og nærmest svævende eksistenser de er. I København er en ældre kvinde, der både er mor til landets Statsminister og Justitsminister forsvundet fra sit plejehjem og har efterladt nogle mystiske spor, der tyder på drab. Drabschefen, som insisterer på at et bæst er et bæst, også når det bliver fanget og hans Nummer To bliver sat på sagen. Som et makkerpar der minder om Axel Strøbye og Ole Ernst i Olsen Banden, ryger de hele tiden bagud på point i efterforskningen, et komisk islæt i en ellers dybt seriøs roman. Sagen har en relation til Viggo Larssens barndom og hans gamle venner fra Søborg, der voksede op på samme vej som de magtfulde brødre og led under deres tyranni, og på hver deres måde er de ved at kæntre i eget liv, uanset om de står på toppen eller bunden af succesbarometret.

Logbog fra et livsforlis er en formidabel roman, der for min skyld godt må tage prisen som årets danske mesterværk. En samtidsroman, fabel og thriller i ét med en hel masse på hjerte. Jeg var begejstret for Det syvende barn, omend jeg synes den var meget lang. Den her er bedre.

Erik Valeur har en enestående evne til at sætte ord på menneskers livsdrama i en form, der minder om magisk realisme uden at miste jordforbindelsen. Han formår at skabe en fortælling fra den grå andedam, der har en ligeså fortryllende effekt som en sydamerikansk, dampende jungle og så endda med et overnaturligt lag, der overbeviser i al sin enkelhed. Viggo er gennem hele sit liv stødt på enslydende dødsvarsler, der går i opfyldelse og overbeviser ham om, at intet er tilfældigt, og det plager ham ligesom alle de ulykkelige hændelser, han gennemgår som barn og senere som voksen introvert journalist med en særlig fascination af døden og en forkærlighed for grundighed og fordybelse i den journalistiske proces. Sådan nogle har det svært på de danske mediearbejdspladser i dag.

Erik Valeur er en ekstremt dygtig fortæller med en fortid på journalistiske fyrtårne som magasinet Press og DRs montage – og dokumentargruppe. Han har modtaget hyldemeter af priser for sin journalistik og også for sin første roman Det syvende barn. Uanset om han skriver fakta eller fiktion, leverer han knivskarpe iagttagelser om den tid, vi lever i. Og det er observationerne, fortælleevnen og det elegante sprog, der imponerer mig mere end selve spændingsplottet.

…Ove havde set, hvordan globaliseringen sendte gammastråler af utryghed ind gennem især den ældre del af befolkningen. Han havde fornemmet hvordan frygten voksede og voksede, hvordan synerne af den stadig mere uregerlige klode udviklede enorme behov for at vende indad og i dækning og rulle gardinerne for og koncentrere sig om sin egen, måske endnu overskuelige verden. Kroppen, sjælen, familien, det gode liv. Jo mere urolig verden blev, jo mere kredsede de velstående befolkninger omkring deres egen personlige sårbarhed, kroppens forfald og mangel på kontrol – og i den skrækhvirvel var døden det ultimative forræderiske fingerkys fra oven….

 Ove er en af Viggos barndomsvenner, der har forrådt 70’er ungdommens idealer og ladet sig overmande af grådigheden. Han har opfundet et nyt velindbringende koncept, der skal tage rædslen ud af døden og gøre mennesker udødelige og uforglemmelige, hvis de altså investerer i en helt særlig gravplads med knapper, lyd og skærme…..

Nej, der er ingen tvivl om, hvem skurkene og de fordømte er.

Skrupelløse magthavere, selvhøjtidelige medier, management konsulenter der forblænder med blålys og buzzwords og effektiviserer livet, sjælen og meningen ud af folk med fast arbejde, ledere i det offentlige der melder sig syge så snart de skal stå til ansvar for et svigt, sundhedsfanatikere på evig flugt fra døden, danskere der pakker sig om sig selv og vender blikket indad af frygt for globaliseringens trængsler, den tilskærpede debat der gør enhver til sin egen lykkes smed i verdens lykkeligste land, den hårdere tone og lavere tolerance, manglen på rummelighed og næstekærlighed overfor kontanthjælpsmodtagerne, flygtningene, de skæve eksistenser, og de der bare har svært ved at følge med. Erik Valeur uddeler lammende øretæver til samtiden med en sproglig præcision, der rammer målskiven hver gang.

Fortællingen bærer tydeligt præg af forfatterens eget levede liv med anekdoter fra virkeligheden i skøn forening med den frie fantasi og nye greb på de helt store spørgsmål om menneskets natur, klarsyn, livet, døden, universet og meningen med det hele.

Hvad læsere måtte mangle af ramasjang, tempo, isnende spænding, blod, vold og uforudsigelige drejninger og overraskelser i denne geniale roman, får vi der elsker en velfortalt historie rigeligt kompenseret for med al den rammende dybde og klogskab, der får hjertet til at bløde af sig selv.

Logbog fra et livsforlis er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Læs mere om forfattermøde med Erik Valeur her