Effekten af Susan af Peter Høeg

december 1, 2014december 1, 2014 ~ isabelrosado

Jeg har længe glædet mig til Peter Høegs seneste roman Effekten af Susan. For mange år og længe siden, læste jeg ham med stor begejstring, og som resten af verden var jeg vild med Frøken Smillas Fornemmelse for Sne, og De måske egnede gjorde også stort indtryk på mig. Kvinden og Aben måske knap så meget. Efter den bevægede Peter Høeg sig ud af mainstream-litteraturen og vendte efter års tavshed tilbage med nogle sikkert mageløse men for mig mindre tilgængelige værker. Jeg ved det egentlig ikke. Jeg kom aldrig i gang med hverken Den stille pige eller Elefantpasserens Børn.

Nu er Peter Høeg stærkt tilbage for igen at ramme segmentet udenfor intelligentsiaen med en skarpt skåret thriller med bestsellerpotentiale, men det er Effekten af Susan bestemt ikke blevet mindre intelligent af.

Peter Høeg vil meget mere end at underholde og sælge bøger til masserne. Han har noget på hjerte, som man siger, og i Effekten af Susan er det blandt andet bekymringen for kloden og klimaets tilstand og et bud på et dystert fremtidsscenarie, der godt kunne lure lige om hjørnet, hvis ingen gør noget.

Heldigvis har Peter Høeg opfundet en kvindelig superhelt til at tage sig af sagen, og hun er både sej, skarp, sårbar og svær at blive klog på. Feminist og filosof på den fede måde og på intet tidspunkt kedelig.

Som en ægte superhelt har Susan særlige evner, og udover at hun kan nedlægge enhver mand hun møder på sin vej eller knuse ham med et solidt greb om kronjuvelerne, så fremkalder hun oprigtighed fra ethvert menneske i hendes nærhed. Så snart hun træder ind i et rum, betror folk sig til hende og udleverer deres indre liv og hemmeligheder. Det er effekten af Susan.

Det er en evne, som suspekte kræfter i regeringen kan bruge for at få oplysninger ud af medlemmerne af en hemmeligholdt Fremtidskommission, et særligt udvalg af personer, der simpelthen kan spå om fremtiden. Magthaverne har et godt greb om Susan og hendes familie, der hver på forskellig vis har klokket i det på en rejse til Indien og nu har udsigt til lange fængselsstraffe. Husbond Laban og tvillingerne Thit og Harald, der heller ikke er uefne i superevner og højintelligens, udgør sammen med Susan en atypisk drøm om den perfekte kernefamilie, der i tæt samspil kan sno sig ud af enhver sprængfarlig situation, som superagenter nu kan. Alle i familien bliver sat på prøve, da medlemmer af Fremtidskommissionen bliver myrdet, lige inden Susan når at få det oprigtige ud af dem, og snart er skurkene også på jagt efter Susan og resten af familien.

Det sjove ved Susan er hendes ultra rationelle tankesæt og forkærlighed for naturvidenskab og kvantefysik. Selv hendes magiske superkræfter finder hun en forklaring for via naturlovene ligesom de modstridende følelser overfor forældrene og Laban og den ubetingede kærlighed til sine børn. Her er hun en brølende løvemor, der forsvarer med næb og klør, men udover det har hun også langt mindre sympatiske og hensynsløse sider. Måske en del af arven fra en dysfunktionel baggrund med en narcissistisk mor og en fraværende og savnet far.

Hvis jeg vover at tage chancen og tage de videnskabelige forklaringer for gode varer, så er Effekten af Susan da absolut den bedste fysikbog, jeg nogensinde har læst. Den er så også nær ved den eneste, men lad det nu ligge. Man skal ikke læse romanen for at blive klogere på fysik. Historien taler forbilledligt til de sprogligt anlagte, for Peter Høeg er selv en superhelt hvad angår evnen til at skrive poetisk, dybt og ikke mindst uforudsigeligt. Det har han bevist hver gang i sine romaner, og det gør han bestemt også her.

Effekten af Susan er smukt skrevet, super spændende, medrivende og relevant, og den har fuldt fortjent at blive en verdensomspændende bestseller på linje med Frøken Smillas Fornemmelse for Sne. En international filmatisering burde også være i sigte, selv om det vil være noget af en bedrift af få alt det spændende ved Susans tankesæt med. Det vil dog også være en forudsætning for, at filmen kan lykkes. Men læs nu lige bogen først.

The Book of Unknown Americans af Cristina Henríquez

november 14, 2014 ~ isabelrosado

Indrømmet. Jeg har en svaghed for latino-forfattere og social realistisk immigrantlitteratur og gerne den amerikanske af slagsen.

Jeg havde aldrig hørt om Cristina Henríquez, men alene omslaget til paperback udgaven af hendes roman The Book of Unknown Americans er så fint, at jeg blev nødt til at købe bogen, da jeg stødte på den hos boghandleren. Never judge a book by it’s cover, siger man på engelsk. Men i dette tilfælde hjalp det altså, og indholdet viste sig at leve fuldt op til forventningerne.

For det er både en smuk og vigtig bog Henríquez har skrevet. Handlingen er centreret om kærlighedshistorien mellem teenagerne Maribel og Mayor. En kærlighed der i en moderne udgave af Romeo og Julie har ret så dårlige odds. De bor i samme forfaldne bygning et sted i udkants-USA nærmere betegnet Newark, Delaware med deres immigrant forældre fra henholdsvis Panama og Mexico.

Historien foregår nu og her i Obamas post-finanskrise Amerika, men bortset fra at bogens personer har mere råd til en mobiltelefon end et ordentligt måltid, kunne det ligeså godt foregå under depressionen i 30’erne.

Mayors forældre er flygtet fra urolighederne i Panama år tilbage og er nu solidt plantet som amerikanske statsborgere. Maribel er nyligt ankommet fra Mexico, som hendes forældre kun har forladt af én årsag. At hjælpe Maribel. En utålelig ulykke og efterfølgende hjerneskade har ændret hende for altid, og det er håbet om en bedre skole og hurtigere bedring for deres datter, der driver Alma og Arturo til USA, selv om de bolig og arbejdsforhold, der venter er langt værre, end dem, de kom fra.

Kapitlerne i bogen skifter synsvinkel mellem Mayor og Alma, der hver for sig fortæller den gribende historie, men vi hører også andre stemmer fra bygningen. De er de ukendte amerikanere med hver deres unikke baggrund og begrundelse for at søge mod det forjættede land for blot at kæmpe mod fordomme, sprogproblemer, arbejdsløshed og ulighed. Og der er heldigvis også de, der om ikke får opfyldt deres drømme i hvert fald lykkedes i en eller anden forstand.

For Mayor er det kærlighed ved første blik, da han ser Maribel, og hans hengivenhed hjælper hende i kampen for at blive sig selv igen. Men deres kærlighed får fatale konsekvenser, og det er slet, slet ikke til at bære.

Kærligheden mellem forældrene er også stor og stærk trods et væld af sorg og bekymringer. Jeg er ikke den store dyrker af romantik i bøger men prøv lige at læse dette bjergtagende afsnit, hvor Alma og Arturo efter måneder uden det mindste overskud eller nærvær har genfundet hinanden:

– no matter what else happened, we would be fine, as long as we had each other. Contigo la milpa es rancho y el atole champurrado. And then, the rush. It was as if the whole world sighed. As if every human and every creature and every gas and liquid and speck of dirt and granule of sand and gust of air settled all at once, and all was right in the universe. If only for that moment.

Jeg anbefaler på det varmeste The Book of Unknown Americans.

Bogforum 2014 – En fest for alle bogentusiaster

november 12, 2014november 17, 2014 ~ isabelrosado

Og med alle mener jeg ALLE. For det er både festligt, folkeligt og fornøjeligt at være på Bogmesse, og det var det så absolut også i år. Der er bestemt meget at komme efter, uanset om man er højlitterær debattør, sci-fi- og fantasynørd, krimisluger, topstjerne forfatter eller bare generelt glad for bøger.

Jussi, I ved godt hvem, ejede Bogforum i år, og det er ham så vel undt. Der var sat fuld skrue på promoveringen af sjette del af Afdeling Q, Den Grænseløse med Carl Dark, som hovedpersonen muligvis kommer til at hedde, når serien med Mørck, Assad og Rose bliver omsat til tv-serie i USA. Det er ret fantastisk, så godt det er gået for Jussi Adler-Olsen og hans krimier, som topper alverdens bestsellerlister. De er også hver gang originale, fornyende, spændende og af høj kvalitet, og ligesom resten af lemmingerne glæder jeg mig til at læse den nye. Jussi har en utrolig god kontakt til sit publikum, et utrætteligt engagement og en vedholdende evne til at bevare jordforbindelsen. Det må man bare tage hatten af for. Men der er jo også andre gode, som Jussi selv så fint pointerede i sin åbningstale, da han åbnede Bogforum 2014.

Derfor var det også en ekstra cadeau, at debutantprisen gik til en indtil nu ubemærket krimi, Eremitten af Thomas Rydahl, som er udkommet på det lille enmandsforlag Bindslev. Endnu et tegn på at bogbranchen er i opbrud og i forandring, og at det ikke nødvendigvis er skidt. Hvordan bogmarkedet ser ud om ti år, er der vist ingen, der har det endegyldige svar på.

Det var på mange måder en bogmesse i krimiens tegn, selv om der jo også var rigeligt med skønlitterære indslag. Jeg sprang på forhånd kokkene, livsstilsguruerne og de fleste af biografierne over. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at høre om Renee, Qvortrup, Puk og Linse og find dig selv og kend dig selv og sig fra og sig til. Jeg er journalist og interesserer mig vældigt for fagbøger men altså ikke helt på samme måde, som jeg brænder for litteraturen og fiktionen, som tager mig med til steder, jeg aldrig har været før.

Det var umuligt at være med til det hele i så tætpakket et program med så mange kvalitetsindslag. Flere gange skøjtede jeg rundt fra det ene til det andet for til sidst at træffe nogle valg og slå rumpetten i sædet og lytte til de kloge mennesker i stedet for at tænke på alt det, jeg gik glip af.

For der er meget at lære af de bedste forfattere. De har noget på hjerte, og de er beundringsværdigt villige til at dele ud af det, også foran et summende publikum med støj i baggrunden fra de bogspækkede rullekufferter. Og også selv om teknikken i flere tilfælde drillede med mikrofoner, der skulle justeres eller skiftes ud, så tiden gik fra det væsentlige. Der var i det hele taget ret elendige lydforhold, og publikum var ved at træde hinanden over tæerne for at høre med.

Højdepunktet for mig i år var at lytte til Peter Høeg. Jeg er godt i gang med hans seneste roman Effekten af Susan, der ligesom Frøken Smillas Fornemmelse for sne kombinerer det finlitterære med spænding i højeste gear. Peter Høeg er, hvis nogen skulle have glemt det Danmarks største litterære verdensstjerne. Han har ry for at være lukket og mystisk, men det var en åbenhjertig, dybt poetisk og ikke mindst stærkt underholdende forfatter, der mødte op på Bogforum. Han fortalte en fantastisk historie om sin farmor, der lærte ham at fortælle. Hun var en klog, stærk og underfundig dame, som sagde: “Man skal aldrig give en dreng en springkniv, før han har lært at danse.” Hendes godnathistorier var ikke for sarte sjæle, men den, vi fik, vil jeg ikke beskrive her. Blot opfordre enhver til at skynde sig ud at høre Peter Høeg næste gang, han optræder. Jeg hørte ham to gange på Bogforum med lige stor fornøjelse.

Peter Høeg taler lige så smukt, som han skriver: “Jeg vil gerne gøre sløret mellem mennesker tyndere,” sagde han for eksempel om, hvorfor han skriver. Det er ikke alle, der kan slippe afsted med at sige sådan. Men det kan han.

Helle Helle var også super interessant. Hun belyste i sine samtaler mange ting om sine bøger, som måske har været uklart for os læsere, som i øvrigt er begejstrede for hende. Blandt andet: “Jeg skriver ikke om kvinder eller mænd men om mennesker.” Og til spørgsmålet om hvor samfundet er i hendes romaner, der mest beskriver de nære relationer, svarede hun: “Sprog er samfund.”

Det kan man i den grad også sige om den svenske (og temmeligt pæne) forfatter Jens Lapidus’ bøger. De hårdtslående krimier i Stockholm Noir–trilogien Cash, Aldrig Fucke op og Livet Deluxe er alt andet end pæne, men indeholder et sprog, der afspejler samfundet.

Fra den nederste bund i et ghetto- og gangstermiljø til den øverste eksklusive top i et Sverige, der er blevet mere klasseopdelt med årene, og ifølge forfatteren er ved at gå i opløsning. Lapidus, som selv er forsvarsadvokat, mestrer street-slang, advokat-formaliteter og det poetiske om livet og kærligheden i sine krimier på samme høje niveau, alt efter hvilken synsvinkel vi følger. Nu er han aktuel med en helt ny krimi: VIP-Rummet, den første af en ny serie, som skulle være mere moden i sit udtryk. Den lyder mycket spännande, og jeg glæder mig til at læse den.

Udover Lapidus fik jeg også lejlighed til at møde en svensk forfatterduo Mons Kallentoft og Markus Lutteman, som med deres nye serie om kriminalinspektør Zack fortsætter stilen fra Stockholm Noir. Den har jeg også på natbordet for tiden, og den tegner særdeles godt. Zack er ung, kvik og dygtig men lidt af en antihelt med sin dystre fortid og trang til at give los i kokainrus og ravefester. Han kommer til at opklare nogle gruopvækkende sager fra den stockholmske underverden, og han må nødvendigvis konfrontere sine indre dæmoner undervejs. Serien er bygget på Herkules-myten, så det bliver interessant at se, hvordan den udspiller sig i det moderne Sverige. Jeg mødte de to meget sympatiske forfattere til et morgenmøde om lørdagen arrangeret af Politikens forlag sammen med andre gode bogbloggere, og det var jätte trevligt og inspirerende.

Og så var der Bodil. Skuespilleren Bodil Jørgensen er udkommet med den ene biografi, jeg bare måtte høre om. En rejse gennem bly og græs, som jeg glæder mig til at læse.

De fleste, der har mødt Bodil Jørgensen, falder pladask for hende, og det gjorde jeg også, da jeg mødte hende i sommers et par uger før den frygtelige traktorulykke, der næsten kostede hende livet og førligheden. Nu er hun gudskelov stærkt tilbage og om muligt endnu sejere og mere inspirerende og i hvert fald lige så sjov som før. Bodil Jørgensen er sødme, skævhed og skarphed i smuk forening, og så er hun oprigtigt interesseret i sine medmennesker, imødekommende, åben og ærlig på en måde, jeg tror, ligger langt fra de fleste andre skuespillere, men som hun siger: “Hvis man er selvoptaget, så møder man jo kun…sig selv”.

Bodil Jørgensen er ikke bleg for at levere et par af de vanvittigt skægge og sjofle replikker, vi kender fra Rytteriet og Frokost med mor, hvis nogen beder hende om det i bussen. Og det på trods af at hun har haft et ekstremt hårdt år, hvor hun har mistet begge sine forældre og så været igennem en hel fantastisk helingsproces efter ulykken. Når man ser, hvor hurtigt hun er kommet på benene igen, kan man egentlig godt forstå, at hun trods al den modgang stadig er stærk i troen, som altid har været en stor del af hendes liv. Da hun blev spurgt, om ulykken havde ændret hendes forhold til Gud, svarede hun: “Jeg har altid troet, at Gud var i lyset, men han er lige der, hvor der er allermørkest.”

Jeg hører altid efter, når Bodil Jørgensen taler, og det samme gælder forfatteren Knud Romer, som fortalte om sin nye Børne ABC.

Han har sin egen form for hudløst ærlig skarphed og ved at udstille alle sine egne svagheder, indre kampe og alt det der er galt i samfundet, så man både griner og græder, er det selvfølgelig helt i orden, når han tordner: “Man må aldrig svigte sine børn ved at lyve.” Og senere til alle os med forfatteraspirationer:

“Hvis du ikke har noget på hjerte, så hold kæft.”

Men inden jeg gør det, vil jeg lige nævne et lavpunkt fra årets bogmesse. Nemlig at digtere som for eksempel Theis Ørntoft ikke fik helt samme grad af opmærksomhed under sin oplæsning, som Yahya Hassan fik sidste år. Han er mindst ligeså god, hvis ikke bedre. Og på sin helt egen globalt udfarende måde. Jeg skriver ikke så meget om digte her på bloggen, fordi jeg ikke er kvalificeret til at anmelde dem, men jeg er begyndt at læse flere digtsamlinger som så mange andre og netop på grund af Yahya-effekten, hvilket selvfølgelig er en god ting.

Tak for et godt Bogforum. Vi ses næste år.

Drown af Junot Díaz

oktober 15, 2014oktober 17, 2014 ~ isabelrosado

“Motherfuckers will read a book that is 1/3 elvish, but put two sentences in Spanish and they think we’re taking over” – citat Junot Díaz

Jeg har endnu ikke læst en eneste bog, der indeholder elversprog eller elver for den sags skyld, men at læse Junot Díaz’s på en gang slagkraftige og poetiske engelske prosa krydret med spanske gloser på såkaldt Spanglish sætter hver gang mit blod i kog på den helt puta fede måde. For min skyld må den sproglige stil han kører med sit formfuldendte engelsk tilsat latino slang gerne overtage den litterære verden. Díaz er uden tvivl en af mine all time favorit forfattere.

Junot Díaz skal ikke kun læses for hans særegne sproglige stil men så sandelig også for de både rørende og oprørende historier, han har at dele ud af.

Díaz’s noveller er et smukt sammensurium af erindringer og fiktion. Karaktererne optræder i flere værker, og dermed lærer vi dem bedre at kende for hver fortælling. Jeg ved ikke, hvor meget af det, han fortæller, der er selvoplevet, men det er nok en del.

Jeg har tidligere anbefalet This is how you loose her og bliver da nødt til at gentage, at jeg også er fuldstændig ellevild med Junot Díaz’ ene roman til dato The Brief Wondrous Life of Oscar Wao, som jeg læste for en fem år siden og som iøvrigt fik Pullitzer-prisen. Der kommer forhåbentlig flere romaner fra Díaz. Men da han er kendt for at gøre sig umage og var elleve år om den første, der udkom i 2008, kan der nok gå lidt tid endnu.

Indtil da har jeg endelig haft hans debut Drown fra 1995 i hænderne, og alene det elegante cover gør, at jeg er helt loca med den. Men det er selvfølgelig ikke det vigtigste ved denne eminente samling af noveller. Ej heller sproget, beatet, varmen eller rytmen. Det vigtigste er de ti historier om at være barn og ung i latino-ghettoen, om familien, kærligheden, desillusionen, de første seksuelle erfaringer, svigtet, håbet og ikke mindst konstant hårdt arbejde for at opnå bare en lille bid af den amerikanske drøm. En drøm der aldrig bygger på lige forudsætninger, når den udspringer fra et latino perspektiv med brun hud og lange sorte øjenvipper, der nok kan score et par chicas blancas men på ingen måde undslippe ghetto-stemplet.

Díaz’s alter ego Yunior er den gennemgående figur, og i Drown følger vi ham, hans familie og venner fra barndommen og op i teenageårene. Først de tidlige år i hjemlandet Den Dominikanske Republik sammen med hans stærke mor og hårdkogte storbror Rafa i el barrio i Santo Domingo og så de første år, som immigranter i New Jersey, USA. Faren, som er lidt af en slubbert, rejser til Staterne et par år i forvejen og er gennem Yuniors barndom enten fuldstændig fraværende eller tenderende tyrannisk. Inden han henter sin familie til USA har han lige nået at være gift med en anden kvinde og få et barn mere, mest for at få papirerne i orden.

Da Yunior som teenager bliver lidt for kæphøj sammen med vennerne og stjæler smart tøj, som han gemmer i skabene, får han denne besked fra sin far:

You’re going to get caught, he told me one day. Just you wait. When you do I’ll show them everything you’ve taken and then they’ll throw your stupid ass away like a bad piece of meat.

He was a charmer my pop, a real asshole, but he was right. Nobody can stay smooth forever, especially kids like us.

Som lille lider Yunior af køresyge, og det er, når faren prøver at vænne ham af med det med lange køreture, de har noget sammen.

These were the only times me and Papi did anything together. When we were alone he treated me much better, like maybe I was his son or something.

De noveller i Drown, der gør stærkest indtryk på mig er, Fiesta, Drown, No Face og Negocios. Historien i No Face om den lille dreng, der blev bidt i hovedet af en gris som baby, og som siden har båret maske eller rettere en sæk over hovedet for ikke at skræmme livet af de andre børn, der mobber ham på det grusommeste, er ganske enkelt hjerteskærende.

Her også et lille uddrag fra titelnovellen Drown. Yunior beretter om de natlige dykke- og svømmeture med ghettodrengene i en swimming pool, hvor der er adgang forbudt.

I can still go far without coming up. While everything above is loud and bright, everything below is whispers. And always the risk of coming up to find the cops stabbing their searchlights out across the water. And then everyone running, wet feet slapping against the concrete, yelling, Fuck You, officers, you puto sucios, fuck you.

Kvaliteten taler for sig selv. Hvis du endnu ikke har læst Díaz, har du i den grad noget at glæde dig til. Basta Ya. Enough said.

Hvis det er af Helle Helle

oktober 13, 2014oktober 16, 2014 ~ isabelrosado

Forfatteren Helle Helle kan noget helt særligt med ord. Jeg ved ikke, hvad det er, og hvordan hun gør. Det ser så nemt ud. Det er det ikke. Men det virker. Hver gang. Også i hendes seneste roman Hvis det er.

Jeg har tidligere haft fornøjelsen af at læse Dette burde skrives i nutid, Ned til hundene og Rødby-Puttgarden. Hver især fortrinlige og stærkt anbefalelsesværdige romaner. Korte og koncise i form. Simple og suveræne i sprog. Enkle og til tider banale i handling. Eller uden handling. Men aldrig uden mening. Små underspillede dialoger der sætter følelser i spil. Savn, sorg, svig og sjov.

Helle Helle er kendt som minimalismens mester, og hun formår om nogen at sætte stærke aftryk hos sin læser ved at betragte tilværelsen fra helt almindelige menneskers synsvinkel. Når jeg læser hendes romaner har jeg ofte et lille skævt smil på læben eller et svagt stik i maven.

Personerne er oftest kvinder, gerne introverte typer med et lidt anstrengt forhold til mænd. De bor i provinsen, hvor bussen kører tre gange om dagen og affinder sig pænt og civiliseret med den smule, livet har at byde på, hvilket ikke er særligt meget. De har svært ved at gribe ud efter det, de vil have. De forventer ikke rigtig noget. De kræver ikke ret meget. De er lidt ulykkelige, måske lidt ensomme, men ikke så meget at det gør noget, fuldt bevidste om deres utilstrækkelighed men flyder altid oven vande.

Der er et engelsk udtryk resilience, som er ret populært i debatten, om alt det vi går og mangler for tiden. På dansk vil man vel sige modstandsdygtig, ukuelig eller robust. Ikke til at slå ud på trods af egne begrænsninger. Det er sådan, jeg opfatter Helle Helles karakterer. De er robuste.

Umiddelbart er de ikke særlig interessante men med forfatterens udefinerbare og unikke skrivestil, bliver man som læser meget hurtigt utroligt interesseret i dem. For eksempel kan jeg huske, at da jeg læste Dette burde skrives i nutid, fik jeg lyst til at hoppe ind i bogen og ruske i hovedpersonen for at flå passiviteten ud af hende. Indtil hun selv fandt ud af det.

Som den og de forrige romaner skal også Hvis det er nydes i små bidder. Hver eneste perfekte og præcise sætning fra forfatterens pen er en nøje udført konstruktion, der i al sin enkelhed fortæller læseren en hel del mere om bogens personer, end den umiddelbart udtrykker ved første øjekast. Enhver anden forfatter ville måske bruge 300 sider til at fortælle den samme historie og danne de billeder i læserens hoved, som Helle Helle kan nøjes med at bruge 144 sider til. Hun har om nogen styr på show it – don’t tell it princippet.

For mig når Hvis det er alligevel ikke helt de samme højder, som de tidligere romaner, men den er absolut værd at læse.

Vi møder to løbere, der farer vild i en stor jysk skov. En kvinde og en mand. De kender ikke hinanden men er tvunget til at tilbringe to døgn sammen i det danske vildnis uden mad og drikke, udsat for vabler, regnvejr, kulde og dårlig mave. Hver især fortæller de den anden lidt om sig selv. Snart står det klart, at der nok ikke er nogen, der savner dem, om de så forsvandt for altid.

Det er sikkert slet ikke det, der er pointen. Jeg ved ikke, hvad den er. Måske er der ikke nogen.

Jeg ved bare, at Helle Helles romaner rammer rent hver gang. Det er mere end minimalisme. Det er magisk.

Storhed og fald af Tom Rachman

september 1, 2014 ~ isabelrosado

De der påstår, at journalister ikke kan skrive stor litteratur, bliver i den grad sat til vægs med udgivelsen af Storhed og Fald skrevet af tidligere journalist nu forfatter på fuld tid Tom Rachman.

Som de fleste journalister var jeg vældig begejstret for Rachmans første roman De Ufuldkomne, læs anbefalingen her, som handler om den hensygnende avisbranche og en række ulykkelige og ret så troværdige skæbner omkring den.

Allerede da jeg hørte, at Storhed og Fald handler om en kvinde, der lever et stille liv som boghandler i ly fra en traumatisk fortid, var jeg solgt. Jeg har glædet mig længe til denne bog, og jeg må sige, at selv om den slet ikke er i nærheden af, hvad jeg troede, så overgår den alle mine forventninger.

I Storhed og Fald sætter Rachman spot på bogens position og fremtid i en digital verden, der har udviklet sig med rasende fart med fare for at frarøve al fokus, fordybelse og IRL fællesskab.

Men Storhed og Fald handler om så afsindigt meget andet og det på både mikro- og makro-niveau, fra den kolde krig og frem til nu. The Rise and Fall of Great Powers er den originale titel på Rachmans ekstremt ambitiøse og vanvittigt vellykkede roman. Store samfundsmæssige kræfter influerer på menneskers liv og identitet, og som konsekvens deraf møder vi i denne fuldendte historie menneskelig storhed, når det er størst og det dybeste fald, når det er værst. I psykologisk forstand vel at mærke.

I centrum af det hele står en kvinde Tooley Zylberberg, som elsker bøger og har åbnet en antikvarisk boghandel ved navn World’s End langt ude på landet i Wales. Hun vil hellere fordybe sig i sine bøger end at skaffe kunder i butikken og forsøger også at aflede sig selv med ukulele timer og aftenundervisning for at undgå at tænke på sin mystiske fortid, som har efterladt hende med en bunke uafklarede spørgsmål.

En dag bliver Tooley kontaktet af en ekskæreste på facebook, som fortæller, at hun må komme til New York, da hendes far er alvorligt syg. Hvem mon han mener? Er hendes første tanke.

Tooley er et rodløst barn af globaliseringen, som har levet sit liv på flere kontinenter. Hun er som ganske ung blevet kidnappet og på sin vis frarøvet sit sande jeg. Hun er et barn, der i utraditionel forstand er blevet svigtet og gjort fortræd, vokset op blandt svindlere og skæve eksistenser, opdraget til at leve en omflakkende tilværelse i total frihed med litteraturen som eneste faste følgesvend men også med en eksistentiel tomhed, hvor man ikke knytter sig til nogen og betaler med ensomhed og følelsen af ikke at passe ind nogen steder.

Mens Tooley opsøger skeletterne fra fortiden og gradvist genfinder sig selv og sin personlighed, følger vi hendes historie i tre årtier og i spring mellem fortid og nutid i de skelsættende år 1988, 1999 og 2011. Vi møder de mennesker, der har påvirket hendes liv, og undervejs bliver vi ligeså overraskede over sagernes sammenhæng som Tooley selv.

Tom Rachman brillerer endnu engang som storslået storyteller med et fantastisk overblik og en hel unik evne for karakterer og komposition. Lige fra starten har han fuldstændig hånd i hanke med sine personer, hvilket også er en stor nødvendighed med en roman, der er struktureret som Storhed og Fald. Romanen havde formentlig ikke haft den samme storhed i sig selv, hvis den var skrevet kronologisk. Dertil kommer så de mange skarpe observationer om menneskets natur og om tiden og tilværelsen, som man har lyst til at klippe ud og sætte i glas og ramme.

I bogens første halvdel har jeg mindst ligeså mange spørgsmål som Tooley, og det kræver en vis tålmodighed at overvinde den indledende forvirring, når den ene person efter den anden rulles op for læseren. Det er som om, Rachman bevidst vil udfordre sin læser med spørgsmålet: – nå, er det interessant nok til, at du hænger på, eller vil du hellere på facebook? Det vil jeg ikke, for som læser vil jeg fra side et kende svarene og sandheden om Tooley. Hvis du skulle gå lidt i stå undervejs – så hold ud, for belønningen kommer og hele meningen med dette værk og den måde, det er skruet sammen på, er intet mindre end genial.

Fornylig havde jeg den fornøjelse at møde Tom Rachman til en frokost i godt selskab med andre bog-entusiaster. Det var en særdeles hyggelig, interessant og berigende samtale om bogens fremtid, om overgangen fra at skrive journalistik til litteratur, om at foretrække bøger fremfor tv-serier midt i seriernes guldalder og meget andet. Hvis du vil læse mere om Tom Rachmans forfatterskab, har Politiken bragt et godt interview her.

Storhed og Fald er udkommet på dansk på Politikens Forlag.

Min mands hemmelighed af Liane Moriarty

august 28, 2014august 29, 2014 ~ isabelrosado

I 90’erne blev begrebet chick lit introduceret på bogmarkedet med Bridget Jones i front for en lang række humoristiske romaner, der handlede om singelivets glæder og kvaler. For et par år siden kom husmor-porno så på banen med Fifty Shades of Grey og en masse erotiske efterligninger – jeg vil nødig rubricere Liane Moriartys meget fine og underholdende roman Min mands hemmelighed i nogen form for tilsvarende kategori, men jeg tillader mig alligevel at betegne den som chick lit for kvinder med år på bagen og ar på sjælen, og det er så absolut ment som en kompliment!

Det er en morsom, velfortalt og faktisk så bevægende historie, at den flere steder skærer i hjertet, om tre helt almindelige kvinder med job, familie og forpligtelser. Deres liv bliver viklet ind i hinanden på en måde, de aldrig vil glemme og udfordrer i høj grad deres evne til at tilgive.

Vi er i Sydney, Australien hvor Cecilia lever det tilsyneladende perfekte liv som hustru til en skøn mand, overskudsmor til tre dejlige døtre og forrygende succes som festarrangør og Tupperware sælger. En dag finder Cecilia ved et tilfælde et brev, som afslører hendes mands dybeste hemmelighed, og glansbilledet krakelerer for evigt. Imens opdager reklamekvinden Tess i Melbourne, at hendes ellers bundsolide mand er forelsket i hendes bedste veninde og kusine i øvrigt, så hun flygter med deres lille søn til Sydney og indlogerer sig hos sin mor. På skolen hvor børnene går, arbejder den noget ældre og ensomme Rachel, som bærer rundt på den helt ubærlige sorg. I løbet af få uger kommer de tre kvinder tæt på hinanden, og det viser sig, at der er en højere mening med det hele.

Liane Moriarty har skrevet en virkelig god historie med karakterer man føler med, en stærk dialog, et sikkert sprog og et flot sammensat plot, der udover at underholde, more og røre så dybt at man flere steder dvæler over ordene og tænker over, hvad man selv ville gøre, også er så spændende, at den simpelthen er svær at lægge fra sig. Min mands hemmelighed er middelklassedrama af højeste kaliber.

Jeg glæder mig allerede til at læse Moriartys næste roman Big, Little Lies som for tiden er i toppen af New York Times Bestsellerliste.

Jeg vil så tilføje, at det nok er fjerde gang, jeg læser en roman som e-bog, og der er altså noget om det, de aktuelle undersøgelser viser. Det kan godt være, at den sparer hyldeplads, men en e-bog sidder simpelthen ikke ligeså godt fast i hukommelsen som en papirbog. Derfor er der kun at sige: længe leve papirbogen og så af sted for at købe flere hylder!

Stoner af John Williams

juli 31, 2014 ~ isabelrosado

“Den bedste bog, du aldrig har hørt om.“ “Den bedste bog i årtier.“

“Et overset mesterværk” “Mere sjælden end en god bog – det er en perfekt bog.”

Der blev ikke sparet på superlativerne i omtalen af romanen Stoner, da den udkom på dansk tidligere i år. Stoner er skrevet af amerikanske John Williams og udkom første gang i 1965 uden at modtage særlig opmærksomhed. Først da den blev genudgivet i 2006 blev den opdaget for alvor, og har siden stille og roligt bevæget sig op af bestsellerlisterne i flere lande. Desværre nåede forfatteren ikke at opleve den enorme anerkendelse, bogen siden har fået, da han døde i 1994.

Og ja det er en utroligt god bog. Først og fremmest fordi den er så enkelt og smukt skrevet.

Det er også en trist bog. Sørgelig. På grænsen til det deprimerende. Men på sin vis alligevel opløftende. Nogle mener, at den ikke rigtig handler om noget. Det er jeg ikke enig i. Der er en historie, og flere gange får den blodet i kog hos denne læser.

Den handler om et levet liv, om at følge sit kald uden at give afkald på sin integritet, om at stå ved sine valg i livet, erkende fejl og mangler og acceptere sin skæbne med værdigheden i behold.

I et roligt, afdæmpet tempo fortælles historien om William Stoner. Han bliver født i starten af det nittende århundrede og vokser op i en fattig bondefamilie. Stoner kommer på landbrugsskole og opdager litteraturen og en helt ny verden. Som mønsterbryder distancerer han sig snart fra sin baggrund og sin familie, men uden at kunne bryde med den ydmyghed, der ofte følger med, når man begiver sig opad den sociale stige.

Stoner bliver gift og får barn, men det bliver kærligheden langtfra nemmere af. Han lander sit drømmejob som collegeprofessor i litteratur men må finde sig i uretfærdig og uretmæssig behandling af kollegaer og overordnede, og det kommer til at påvirke resten af hans liv.

Jeg tror, at en af grundene til at denne bog slår igennem hos så mange – nok især midaldrende læsere er den høje grad af identifikation med bogens hovedperson. Vi er i høj grad vores valg i livet, og vores karakter formes også af, hvordan vi forholder os til udefra kommende omstændigheder, men vores personlighed har vi med os fra fødslen, og nogle gange spænder den ben for os.

Uanset hvor man er vokset op, hvad man beskæftiger sig med, og hvem man omgås med, vil man kunne genkende Stoners følelsesmæssige udfordringer og hans indre og ydre kamp i det stille for at bevare sin ære og stolthed og være tro mod sig selv.

Jeg kan nok ikke finde på et nyt superlativ om denne bog, som ikke allerede er sagt. Men jeg kan sige, at du snyder dig selv, hvis du ikke får læst den.

Stoner er en meget rørende og fantastisk velskrevet roman.

Den Hemmelige Historie af Donna Tartt

juni 30, 2014 ~ isabelrosado

Efter at have læst Donna Tartts fantastiske mesterværk The Goldfinch, på dansk Stillidsen, som hun fornylig vandt Pullitzer-prisen for, har jeg sat mig for at læse hele Tartts forfatterskab. Det består indtil videre af tre værker, så det burde være en overkommelig opgave, også selv om hun skriver laaange romaner. Stillidsen er på cirka 800 sider, og det er ikke én side for meget, og jeg kedede mig ikke et eneste sekund, da jeg læste den, som jeg skriver i min anbefaling her.

The Secret History, Den Hemmelige Historie på dansk, er Donna Tartts debutroman fra 1992, og den fik også strålende anmeldelser verden over, da den udkom.

Som i Stillidsen følger vi en ung mands hårrejsende dannelseshistorie, og her bør enhver sammenligning mellem de to romaner så også stoppe.

Den unge Richard får studieplads på det finere Hampden college i Vermont ved hjælp af et uddannelseslegat. Han kommer fra en underklasse baggrund i Californien hos et par forældre, der får ham til at tænke på at træde ind i cockpittet på et fly, hvor piloterne er besvimet af druk, ingen har kontrol over flyet, og ingen ved, hvor det er på vej hen. Richard er en begavet og belæst fyr, der forstår at klare sig selv men savner en familie. Den finder han blandt en lille gruppe højintellektuelle, yderst velhavende, sære snegle, der studerer oldgræsk og klassisk filologi med en overbevisning om, at det er det eneste saliggørende i verden.

Deres karismatiske lærer og faderfigur Julian Morrow kræver 110 procents dedikation til faget, og det samme gør gruppens magnetiske, magtfulde og mystiske leder Henry, der har de andre i sin hule hånd. Der er kun seks studerende på holdet, og de danner snart et helt særligt sammenhold, der kommer til at besegle deres skæbne på linje med en græsk tragedie.

Gruppen holder sig mest for sig selv og langt væk fra campuslivets udskejelser. Det betyder dog ikke, at de lever et stille asketisk liv med snuden nede i bøgerne. De har derimod ry for at være en gruppe filosofinørder, der dyrker okkulte ritualer i fritiden. Og det viser sig snart, at der er noget om snakken.

Som den nye dreng i klassen bliver Richard lidt efter lidt indviet i studiekredsens hemmeligheder, og da der bliver begået et mord, er der ingen vej tilbage. Engagementet i studierne og i fællesskabet kommer til at koste på alle tænkelige planer.

Den Hemmelige Historie er en fremragende litterær thriller på “kun” lidt over 600 sider. Alligevel bliver den flere steder for langtrukken for mig med de mange indgående beskrivelser af alting samt gentagelser af personernes gøren, laden og laster. Følelsesmæssigt investerer jeg heller ikke i personerne. Karaktererne er interessante og nuancerede men for distancerede for læseren, og jeg kommer ikke rigtigt til at forstå dem. Det ændrer dog ikke ved, at Den Hemmelige Historie i sin helhed er en stærk og ret så uhyggelig historie i al sin langsommelige men sikre, snigende suspense, og at Donna Tartt var en ligeså blændende forfatter og storslået skribent, da hun debuterede, som hun er i dag.

Læs Den Hemmelige Historie for sproget og den subtile, nærmest gotiske uhygge men læs The Goldfinch først – uden i øvrigt at sammenligne.

Kantslag af Dorthe Nors

maj 30, 2014maj 30, 2014 ~ isabelrosado

Det er tid til at slå et slag for novellerne, der ligesom digtsamlinger alt for ofte bliver overset til fordel for romanerne. Det er synd, for novellers skarptskårne form indeholder, når de er allerbedst, nogle sindsoprivende historier, der er mindst lige så stærke som i de bedste romaner. Hvis de var skrevet som romaner, ville flere af dem faktisk ikke være til at holde ud, for noveller kan være ret hård kost, der skal indtages i små bidder sætning for sætning og tygges godt igennem, inden man kaster sig over den næste.

Af nogle af de bedste og mest anbefalelsesværdige novellesamlinger jeg har læst – og det er desværre alt for få, vil jeg lige nævne Bavian af Naja Marie Aidt og Jan Sonnergaards trilogi Radiator, Sidste søndag i oktober og Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen (det er jeg også). Det er virkelig psykologisk horror forklædt som hverdagsfortællinger, der graver dybt og ondt i de mindst flatterende sider af menneskesindet. Historier der både er vildt originale, foruroligende, og helt fantastiske.

Det samme gør sig gældende med denne lille, fine sart rosa sag med den hårdtslående titel, Kantslag, som Dorthe Nors har skrevet. Dobbeltheden mellem det sarte, skrøbelige og det knaldhårde går igen i novellerne. Historierne er skrevet i et enkelt, jordnært sprog, de er korte og afdæmpede og komplet uforudsigelige. Hver gang man tror, man har regnet pointen ud, bliver det hele vendt på hovedet. Nors noveller overrasker for hver sætning. De er simpelthen geniale.

Som selveste Oprah har beskrevet det:

I denne bog fremstår dansk skønlitteratur som dansk møbeldesign: enkel og sublim.

Danske Nors har nemlig fået strålende anmeldelser worldwide og er blevet et stort navn i USA. Hun har som den første danske forfatter nogensinde haft en af sine noveller i The New Yorker, og det er faktisk en bedrift som i sig selv burde få flere til at læse med herhjemme.

Hvad handler historierne så om? Det vurderer du bedst selv som læser. Men for mig handler de i sin helhed om følelser og om handlinger som følge deraf. Kærlighed der begynder. Kærlighed der dør. Overgreb, forstillelse, selvbedrag, opløsning, magtesløshed, resignation, ensomhed, håb og ikke mindst grusomhed. De er subtile og livskloge men ikke for sarte sjæle. Det skal du på ingen måde lade dig skræmme af.

Så tag denne lille lyserøde sag med det dystre og tankevækkende indhold med i sommertasken og læs Nors noveller i parken, på stranden eller på caféen. Hold en lang pause mellem hver og kig på menneskene omkring dig. Hvad mon der foregår bag facaden?

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette: