Drown af Junot Díaz

“Motherfuckers will read a book that is 1/3 elvish, but put two sentences in Spanish and they think we’re taking over” – citat Junot Díaz

Jeg har endnu ikke læst en eneste bog, der indeholder elversprog eller elver for den sags skyld, men at læse Junot Díaz’s på en gang slagkraftige og poetiske engelske prosa krydret med spanske gloser på såkaldt Spanglish sætter hver gang mit blod i kog på den helt puta fede måde. For min skyld må den sproglige stil han kører med sit formfuldendte engelsk tilsat latino slang gerne overtage den litterære verden. Díaz er uden tvivl en af mine all time favorit forfattere.

Junot Díaz skal ikke kun læses for hans særegne sproglige stil men så sandelig også for de både rørende og oprørende historier, han har at dele ud af.

Díaz’s noveller er et smukt sammensurium af erindringer og fiktion. Karaktererne optræder i flere værker, og dermed lærer vi dem bedre at kende for hver fortælling. Jeg ved ikke, hvor meget af det, han fortæller, der er selvoplevet, men det er nok en del.

Jeg har tidligere anbefalet This is how you loose her og bliver da nødt til at gentage, at jeg også er fuldstændig ellevild med Junot Díaz’ ene roman til dato The Brief Wondrous Life of Oscar Wao, som jeg læste for en fem år siden og som iøvrigt fik Pullitzer-prisen. Der kommer forhåbentlig flere romaner fra Díaz. Men da han er kendt for at gøre sig umage og var elleve år om den første, der udkom i 2008, kan der nok gå lidt tid endnu.

Indtil da har jeg endelig haft hans debut Drown fra 1995 i hænderne, og alene det elegante cover gør, at jeg er helt loca med den. Men det er selvfølgelig ikke det vigtigste ved denne eminente samling af noveller. Ej heller sproget, beatet, varmen eller rytmen. Det vigtigste er de ti historier om at være barn og ung i latino-ghettoen, om familien, kærligheden, desillusionen, de første seksuelle erfaringer, svigtet, håbet og ikke mindst konstant hårdt arbejde for at opnå bare en lille bid af den amerikanske drøm. En drøm der aldrig bygger på lige forudsætninger, når den udspringer fra et latino perspektiv med brun hud og lange sorte øjenvipper, der nok kan score et par chicas blancas men på ingen måde undslippe ghetto-stemplet.

Díaz’s alter ego Yunior er den gennemgående figur, og i Drown følger vi ham, hans familie og venner fra barndommen og op i teenageårene. Først de tidlige år i hjemlandet Den Dominikanske Republik sammen med hans stærke mor og hårdkogte storbror Rafa i el barrio i Santo Domingo og så de første år, som immigranter i New Jersey, USA. Faren, som er lidt af en slubbert, rejser til Staterne et par år i forvejen og er gennem Yuniors barndom enten fuldstændig fraværende eller tenderende tyrannisk. Inden han henter sin familie til USA har han lige nået at være gift med en anden kvinde og få et barn mere, mest for at få papirerne i orden.

Da Yunior som teenager bliver lidt for kæphøj sammen med vennerne og stjæler smart tøj, som han gemmer i skabene, får han denne besked fra sin far:

You’re going to get caught, he told me one day. Just you wait. When you do I’ll show them everything you’ve taken and then they’ll throw your stupid ass away like a bad piece of meat.

He was a charmer my pop, a real asshole, but he was right. Nobody can stay smooth forever, especially kids like us. 

Som lille lider Yunior af køresyge, og det er, når faren prøver at vænne ham af med det med lange køreture, de har noget sammen.

These were the only times me and Papi did anything together. When we were alone he treated me much better, like maybe I was his son or something.

De noveller i Drown, der gør stærkest indtryk på mig er, Fiesta, Drown, No Face og Negocios. Historien i No Face om den lille dreng, der blev bidt i hovedet af en gris som baby, og som siden har båret maske eller rettere en sæk over hovedet for ikke at skræmme livet af de andre børn, der mobber ham på det grusommeste, er ganske enkelt hjerteskærende.

Her også et lille uddrag fra titelnovellen Drown. Yunior beretter om de natlige dykke- og svømmeture med ghettodrengene i en swimming pool, hvor der er adgang forbudt.

I can still go far without coming up. While everything above is loud and bright, everything below is whispers. And always the risk of coming up to find the cops stabbing their searchlights out across the water. And then everyone running, wet feet slapping against the concrete, yelling, Fuck You, officers, you puto sucios, fuck you.

Kvaliteten taler for sig selv. Hvis du endnu ikke har læst Díaz, har du i den grad noget at glæde dig til. Basta Ya. Enough said.