Tag: slægtsroman

Hvide blomster af Sissel-Jo Gazan

~ isabelrosado ~ 1 kommentar

Når Sissel-Jo Gazan udgiver en roman, er der ofte garanti for en velfortalt og indlevende historie med en hovedkarakter, som beskæftiger sig med et videnskabeligt emne, der formidles på bedste nørdede vis og på en måde, der fænger den uvidende læser. Researchen er grundig, flot flettet ind i historien. Der er en imponerende detaljerigdom i fortællingen, og man lærer noget nyt hver gang.

Sådan er det også i den syvende roman Hvide blomster, der netop er udkommet, og her handler det om tatoveringer og botanik. I den forrige Blækhat var det Streetart, svampe, BZ-bevægelse og Aarhus i 1980’erne. Tidligere i de videnskabelige krimier med Dinosaurens fjer som verdensomspændende gennembrud har forfatteren beskrevet dinosaurer og fugle, og i Svalens graf vaccinationsbivirkninger og medicinalindustri. Sissel-Jo Gazan er selv biolog og har udover en dybdegående interesse i naturvidenskabelige emner også et bankende hjerte for de menneskelige relationer. For som gennemgående tema i flere af romanerne finder man også store familiedramaer om svigt, hemmeligheder og løgne. Dertil kommer et altid veltilrettelagt spændingsplot med adskillige overraskelser undervejs. 

Hvide blomster tillægger sig temaer som hævn og tilgivelse og har derudover en stærk socialrealistisk skildring af nogle af de mest sindsoprivende børneskæbner på dansk jord. Det er den fjerde roman, jeg læser af Sissel-Jo Gazan og efter min mening den bedste, siden Dinosaurens fjer. 

Hvide blomster starter på Samsø i 1993. En pige ved navn Bettina forsvinder, og lokalsamfundet er på den anden ende. Vi følger de to 14-årige kusiner Jenny og Tessa, der bor på Samsø og betragter forløbet og eftersøgningen af pigen. De er som nat og dag, og det samme er deres familier, men sammenholdet er stærkt. Jenny er kvik og dygtig til at tegne og nørder med botanik. Hun arver sin oldefars plantesamling, og det har en vægtig betydning for historien. Tessa er den rastløse, skoletrætte med det hårde ydre og det skrøbelige indre. Jennys mor Kisser er tatovør med et stort hjerte for svigtede børn, som hun hjælper udenfor lovens rammer. Hun er tvillingesøster til Jimmy, Tessas far, der også har et godt hjerte men en række alvorlige svagheder, der spænder ben, som det gennemsvigtede barn han er. Tato-Palle, der har egen legendarisk shop i Aarhus er deres far og pigernes højtelskede bedstefar. Hver især gemmer de på hemmeligheder fra fortiden og nutiden, der gennemsyrer familien i generationer.

Omkring dem et omfattende galleri af bipersoner fra den nysgerrige lokale betjent til de utallige halvsøskende og plejebørn, der er indlogeret hos Tessas mor Mona, der selv er en trøstesløs karakter med ret ringe forældreevne. Samt et væld af mystiske og mistænksomme typer fra øen, der skaber stigende uro omkring spørgsmålet, hvad er der sket med Bettina? 

Der er mange karakterer, og man kan godt blive lidt forvirret over, hvem der gør hvad mod eller for hvem, og nogle af bipersonernes bevæggrunde for deres handlinger flagrer lidt i vinden, men de centrale personer fremstår lyslevende og flerdimensionelle.

Romanen blander virkelige historier med fri og forrygende fantasi. Den er et yderst vellykket genremiks af spænding, socialrealisme, dannelsesroman, slægtsroman og tidsbillede, der på flere måder sætter nutidens debatter om for eksempel svigt og krænkelser i perspektiv. Det er i det mindste gået fremad. Opmærksomheden på børn der går for lud og koldt vand er noget større i dag, selvom alle problemer langt fra er løst. 

Jeg har haft en periode, hvor jeg gik kold i store murstensfortællinger men ikke denne gang. Ord og indhold flyder og fænger i et flow, man ikke har lyst til at afbryde trods 500 sider med 300 kapitler. Fortællingen kører derudaf med et herligt uprætentiøst men ikke desto mindre sprødt og sprudlende sprog, livagtig og humørfyldt dialog, og i modsætning til nogle af de tidligere romaner – uden overflødige sætninger og klichélignende fyld. Det er en fuldfed og fremragende roman, spækket med fantastiske detaljer, der leverer en helstøbt fortælling med vigtig samfundsrelevans samt indlevelse og hjertevarme for de svigtede og sårbare. 

Hvide Blomster er årets store fortællende roman. Den er ikke blot underholdende, den er vigtig. 

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

Folkets skønhed af Merete Pryds Helle

~ isabelrosado

Den store danske roman i 2016 bærer titlen Folkets skønhed, en sand læser darling der vandt både De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris. Nu har jeg også læst den, og jeg forstår helt og holdent begejstringen. Historien er en slægtsroman baseret på forfatterens egen familiehistorie, og den er grum og meget lidt skøn.

Vi befinder os på Langeland først i 1930’erne, op gennem besættelsen og senere 1960’erne. Marie bor med sine søskende, mor og far i et hus på landet. Alle må hjælpe til, køer skal malkes, der er kartofler og kød på bordet hver dag, men også ydmygelser, lussinger og nedsættende bemærkninger. Seksuelt misbrug fra både far og bror indgår som en nærmest naturlig del af hverdagen.

Det eneste skønne i familiens tilværelse er et maleri, der bærer titlen Folkets skønhed. Det forestiller to kvinder, der arbejder i marken med ryggen til og rumpen i vejret. Maries far er en dedikeret socialdemokrat og erhverver sig maleriet, der bærer signaturen Vincent, med enorm stolthed.

Da faren kommer ud for en alvorlig ulykke som arbejdsmand og bliver indlagt i København først med brækket ryg, senere på lukket psykiatrisk afdeling, ændrer det dynamikken i familien, men det bliver ikke nemmere med mor, der er trist, træt og streng.

Marie kommer ud at tjene på Frøken Videbæks hjem for piger, der er kommet i uføre herunder Frøken Mortensen: Elna satte Marie ind i, hvordan proceduren var. De skulle ikke lindre fødslen, for pigerne skulle ligge, som de havde redt, ellers ville de hore igen, og frøken Mortensen havde ikke engang lært det første gang.

Den ene ubærlige situation efter den anden præsenteres som hverdagskost, og personerne er ulykkeligt uvidende om al den dobbeltmoral og hykleriet, de gebærder sig i. Hver og en påtager sig sin skæbne uden at kny, for sådan var det nok dengang.

Marie vil noget andet og mere, og hendes udkårne elektrikerlærlingen Otto vil gerne give hende det, men Marie er brændt af barndommen og svær at gøre glad. Otto har temperament og kan blive ond i sulet. Han har en dårlig vane med at kalde Marie for ‘luder’, så snart noget går ham imod. Som da Marie bliver gravid første gang, og det ikke lige passer ind i planerne, selvom de på det tidspunkt er blevet gift og flyttet til København.

I takt med at Marie og Otto opnår større velstand, køber hus og materielle goder bliver de i stand til at konfrontere familiens dæmoner, men det bliver ægteskabet ikke lykkeligere af.

Folkets skønhed er dansk historie og socialrealisme af højeste kaliber, og hvis man vil kende vrangsiden af fattig-Danmark dengang og følge en families historie fra den spæde udvikling af velfærdsstaten og udflytningen fra land til by, så er det bare med at gå i gang med denne fantastisk velskrevne skønhed af en roman.

Romanen er venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.