Den Hemmelige Socialdemokrat

Skærmbillede 2014-04-04 kl. 14.08.30Man kan sige meget om den stærkt medieomtalte bog Den Hemmelige Socialdemokrat. Men kedelig er den i hvert fald ikke.

Det er en afslørende bog for de, der ikke til dagligt interesserer sig voldsomt for spillet bag kulisserne på Borgen. Selv er jeg ikke en af de journalister, der dækker Christiansborg og hænger ud med partimedlemmer i baren på kongresserne. Faktisk er jeg en af de (sikkert få), der ikke bryder sig om det politiske spil, spin, strategier, magtkampe, intriger og afledningsmanøvrer. Jeg interesserer mig mere for det, som de fleste almindelige vælgere gør: Den konkrete politik der bliver gennemført, og de konsekvenser den har for befolkningen og for Danmark som helhed.

Og måske netop derfor synes jeg, at Den Hemmelige Socialdemokrat er en dybt underholdende men også foruroligende bog. For hvis det, den fortæller mig, er sandt, så får jeg i den grad bekræftet mine værste fordomme om politikere, og hvordan ambitioner spænder ben for idealisme. Folketingsmedlemmer vil åbenbart sælge deres sjæl for at tage del i magten. Under pseudonymet Mefisto beskriver den anonyme forfatter, som angiveligt er et medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe, de interne stridigheder i partiet fra 2005 og frem til nu. Og især tiden efter regeringsdannelsen i 2011, hvor Socialdemokratiet med statsminister Helle Thorning-Schmidt i spidsen måtte give køb på ja faktisk alt, hvad de havde lovet vælgerne inden valget for at danne regering med de nu så magtfulde Radikale og et amputeret SF, der stille og roligt er blevet flået for ethvert selvstændigt synspunkt sidenhen.

Bogens forfatter, som anser sig selv som whistleblower, fortæller lystigt om konflikterne mellem de enkelte i ledelsen i partiet, alliancer, kaffeklubber og netværk i gruppen, problemer med baglandet og vælgerne og ikke mindst om magtspil og kynisme af værste skuffe. Bortset lige fra det med at begå mord for at nå i mål er de fleste politikere åbenbart helt på linje med superskurken Frank Underwood fra tv-serien House of Cards. Der er vitterligt ikke den store forskel. De, der har lederskabet dikterer, hvad de menige medlemmer må mene og sige og ve den, der vover at tale fra hjertet, når en fastlagt strategi med regeringspartneren skal køres i stilling overfor pressen. Det bliver påtalt og straffet. De stakkels MF’ere må dårligt nok have en selvstændig mening eller stille kritiske spørgsmål internt i partiet. Det må virkelig være en flad fornemmelse, når man endelig er valgt ind i Folketinget for at gøre en forskel og repræsentere sine vælgeres interesser. Men sådan er det jo.

Politik handler om kompromiser diktatorisk bestemt af de stærkeste. De der ikke retter ind med det samme kommer til at makke ret som små drenge og piger i matrostøj, når de mærker konsekvenser som udfrysning, decideret voksenmobning eller i visse tilfælde underhåndslevering af de skeletter de selv har i skabene til den altid velvillig presse.

Bogen fortæller ikke noget nyt, siger de garvede politiske journalister. Det er bare fiktion og fri fantasi siger andre – dog mest de politikere den handler om. Flere respekterede analytikere er enige om, at det, der beskrives, i store træk holder, selv om det hele er spicet gevaldigt op med kulørte metaforer og sladder fra tredje geled. Det er top underholdende, særdeles velskrevet men i bund og grund også ret så nedslående læsning. Hvis jeg nogensinde skulle have haft en naiv og idealistisk drøm om at gå ind i politik, så er den da slået helt til jorden nu. Bortset fra det, er det en god bog, men den gør ikke noget godt for den aktuelle vælgerlede – tværtimod.

Reklamer