Husker du Bitterfissen? Danmarks nok mest berømte blogger, som ingen vidste hvem var, men som var helt sin egen og skrev så spydigt og spiddende, at det var rigtig sjovt. Bitterfissen havde et fantastisk og originalt skrivetalent. Personligt synes jeg, hun spildte alt for meget af det på at svine de kendte til, selv om det til tider også var ret sjovt – bare ikke for de kendte. Men når hun skrev om Bitterfissens indtag af Fernet Branca, sagesløse mænd hun havde i kikkerten eller problemerne med mænd, kvinder og samfundet som sådan – var det hyle-morsomt og ofte spot on.
Da det så kom frem, at der bag bloggeren gemte sig en dysfunktionel (ifølge hende selv), enlig mor fra Farum med alle (u)mulige problemer, var det svært at få armene ned. Heldigvis var det ikke en eller anden selvfed, udspekuleret professionel forfatter eller journalist, der gemte sig bag pseudonymet for så at springe ud i et kæmpe mediestunt. Det var derimod en genert forfatterspire, som udlevede sit sproglige overskud med sprudlende tekster, der kunne få mange professionelle til at blegne af misundelse.
Jeanett Veronica Hindberg lagde Bitterfissen bag sig og skrev en ny og langt mere personlig blog, som gjorde, at man som læser kun kunne holde endnu mere af hende.
Nu har hun udgivet en “næsten sandfærdig” dagbog, der spænder over et halvt år, hvor hun både skal nå at tabe sig, score en mand eller bare at få noget og blive færdig med sin bog – inden hun fylder 41. Imens kæmper hun med ensomhed, angst og social fobi, sorgen over tabet af sin elskede “moffi”, arrene efter en opvækst med en alkoholiseret mor og nogle virkelig ærgerlige valg af mænd og ikke mindst et kolossalt mindreværd.
Det lyder måske tungt og traurigt, men det hele er skrevet i Bitterfissens velkendte skarpe tone med masser af humor, selvironi og sjove indslag om alt fra at modtage dillerbilleder på telefonen af mænd hun ikke gider, til flirten med en Kvickly-ansat der ikke aner, hun eksisterer, til at være ung med de unge til Nik og Jay koncert og gemme sig under en varm paryk og kasket. Der er en overflod af skægge udtryk og herlige hug til feminister, curlingmødre, modedyr og madsnobber men mest af alt til sig selv. Det er selverkendelse på højeste og yderst overdrevne plan.
Jeanett vil helst skrive chick-lit, og det er hun også god til. Selv om vi er langt fra både London og Kartoffelrækkerne i forhold til noget social bolig i Farum, er der hilsener til både Bridget Jones og Nynne, og Jeanetts historier er sjove og rørende et langt stykke hen ad vejen. Lige indtil det hele altså begynder at blive lidt langtrukkent.
Selv om der sikkert er godt med krydderi på sagerne, så er det hendes eget liv, det handler om, og som hun selv siger, er det ikke voldsomt spændende. Hvis jeg skal sætte min ene anke lidt på spidsen, så handler PS. Trænger til flødeskum(og diller) om en fyrreårig, der skriver alt for meget om det, der interesserer tyveårige. Jeanett har heldigvis mange fans i alle aldre, og det er hende virkelig vel undt. Jeg må bare erkende, at jeg ikke rigtig er i målgruppen. Øv.
Hvis der kommer en bog, der i endnu højere grad foregår nord for navlen (og højere oppe end patværket), så gider jeg godt at læse meget mere af Jeanett. Hun har unægteligt et stort talent og virkelig sans for både underholdning og dybde. Jeg tror også, hun gemmer på en prisværdig roman om opvæksten, og hvordan hun har klaret sig på trods af alle odds. Eller om noget helt andet. Jeg vil i hvert fald følge med fra sidelinjen. Men nok om flødeskum og dillere.
Isabel Fluxá Rosado 
You must be logged in to post a comment.