Forfattermøde med Henriette Rostrup

En dansker i New York – eller når nissen flytter med

“Man kan godt være god ved andre, selv om man er et røvhul.” Så enkelt kan det siges, når en forfatter skal opsummere temaerne i sin nye roman. Men tag ikke fejl, hvis du synes, det lyder banalt. Det år vi gik til begravelser af Henriette Rostrup er en multifortælling i den amerikanske skønlitterære tradition. En dannelsesroman, en kærlighedshistorie. En roman om at finde og tilgive sig selv. En historie af internationalt format med lag-på-lag erkendelser og et væld af sidefortællinger. Men også en historie der udfordrer sin læser og forfatteren selv, der ligesom bogens hovedperson lader ting ske uden en større plan eller struktur i selve skriveprocessen.

“Jeg kan godt lide at lege med sidehistorier og se, hvor langt jeg kan gå ud. Hvor meget kan jeg få folk til at tro på? Det er især sjovt, når fortællingen bliver klogere end mig, og når karakterne bestemmer, hvad vi skal.”

Det og meget andet fortalte hun om for en uge siden, hvor jeg var med til endnu et spændende og vellykket blogger-arrangement på Politikens Forlag.

Romanen foregår i New York, hvor forfatteren selv har boet og arbejdet som assistent for en af de mest velansete og hårdhudede literære agenter. I USA kommer man nemlig ikke langt som forfatter uden sådan en. Henriette Rostrup delte velvilligt ud af anekdoter fra dengang:

“Jeg havde engang lavet en fejl, og så røg det ud af mig: “Oh my god, I just didn’t think about it.” Og fik svaret: “Then think!”

Nej, forlagsbranchen er ikke for mimoser. Og slet ikke i New York. Alligevel opnåede Henriette Rostrup agentens fulde tillid, og hun var faktisk den første til at opdage selveste Jonathan Safran Foer, forfatteren til den skønne roman Ekstremt højt og utroligt tæt på.

Erfaringerne fra storbyen over dem alle har inspireret, men romanen handler ikke som sådan om New York, og der er også langt fra universet i Sex and the City, selv om forlaget i aftenens anledning serverede dybrøde og småfarlige Cosmopolitans.

New York er mere en kulisse i en fortælling, der handler om at flygte fra fortiden og om at omskrive sin egen virkelighed, så den er til at holde ud. Og om at skabe en ny familie på sine egne vilkår, når man har en baggrund med en alkoholiseret mor og en fraværende far, der går mere op i døde børn som politiefterforsker end i sit eget levende. Resultatet af det er en voksen kvinde, der ikke kan træffe valg selv men lader skæbnen og de andre råde samtidig med, at hun pakker sig ind i løgnen.

Det gamle New York

Alligevel spurgte hele blogger-forsamlingen ind til årene i New York, fordi byen bare bliver ved med at fascinere.

“Alle har et forhold til den by, uanset om de har været der eller ej. Men New York er i konstant forandring, og folk flytter sig hele tiden – for at tjene flere penge eller få billigere husleje.”

Henriette Rostrup boede der i sluthalvfemserne før terrorangrebet 11. September 2001. Dengang byen stadig var farlig. Man tog ikke med Subway som turist, folk blev myrdet i Central Park, og kunstnere og bohemer havde råd til at bo i kvarterer som Hell’s Kitchen sammen med transerne, luderne og lommetyvene. De er for længst flyttet ud af byen nu. Efterhånden er det kun kedelige børshajer og ekstremt rige mennesker, der har råd til at bo på Manhattan.

“Alt det hårde og kriminelle findes ikke længere, men kunstnerne har heller ikke råd til at bo der. Hele det kunstneriske miljø er flyttet ud. Jeg ville ikke kunne skrive om byen, som den er nu post 9/11. Sidst jeg var der, gik det op for mig, at det er en sindssygt stressende by. Jeg kender ikke New York længere,” siger hun.

Socialt handicappet

I Henriettes New York flytter hovedpersonen Jewel ind i en lille lejlighed i samme bygning som transvestitten Mr. V. og den prostituerede Lydia. De bliver snart det tætteste, hun og datteren Nadia Belle kommer på at have en familie. Senere kommer den aldrende forfatter Lawrence Scott til, hvis biografi Jewel skal ghostwrite. Jewel hed engang Julie og voksede op i Danmark, men hun har ikke længere kontakt til sine forældre, og det har som nævnt sine årsager.

Jewel har en temmelig livlig fantasi og for at skabe et pænere billede af sin barndom, skriver hun falske breve fra mormor i Danmark til sin datter med idylliserede historier om opvæksten. Jewel gør i det hele taget mange ting, som nogle af os i læsegruppen havde svært ved at forstå.

Flere fandt hende utroværdig som person på grund af hendes handlinger eller mangel på samme, men der var også bred enighed om, at det gjorde hende mere spændende som person. At hun er uforudsigelig og agerer modsat af, hvad de fleste ville gøre. Og at hun i flere tilfælde overhovedet ikke reagerer men bare lader ting ske for hende. For eksempel har hun svært ved at gribe ud efter kærligheden. Til tider er hun selvoptaget, egoistisk, møgirriterende og en smule selvudslettende.

Så meget desto større et privilegium at få lov til at spørge forfatteren direkte. Hun elsker, at hendes karakter irriterer og provokerer læserne, for så er de da ikke ligeglade.

“Jewel er socialt handicappet, og når hun handler ved ikke at handle, er det for at beskytte sig selv. Hun stikker af, når tingene bliver ubehagelige. Det, at hun ikke træffer valg, er en tillært handling, som hun har fra sin mor, og det kan hun ikke flygte fra,” forklarer Henriette Rostrup.

På grund af sin opvækst er Jewel blevet en mytoman, der bruger sin fantasi til at digte på sit liv. I tilbageblik fortæller hun om barndommen og ungdommen som små spøgelseshistorier, der skaber mere forståelse for hvor Jewel er i dag. De historier berørte mig som læser en hel del mere end selve hovedhistorien i New York.

At leve på en løgn

Kort efter at Jewel flytter til New York bliver hun gravid med journalisten Tor, som hun er forelsket i, men han får ikke noget at vide om barnet. Hun bliver en bedre mor for sit barn, end hendes egen mor har været, men kommer til at svigte på andre måder. Til gengæld svigter hun ikke sine nye venner i New York, og de har brug for hende. Ligesom hun har brug for dem. Gennem de nære relationer her opdager Jewel nye sider af sig selv, og hun lærer at tilgive og respektere sig selv, for den hun er.

Der er mange spændende temaer i bogen og rig mulighed for selvfortolkning. Hvis Henriette Rostrup selv skal gøre hovedbudskabet op, så er det helt enkelt men ikke desto mindre godt at blive husket på: “Vær dig selv!”