Et lille liv af Hanya Yanagihara

I sin helhed er Hanya Yanagiharas roste roman Et Lille Liv en fremragende bog, men med tanke på need to know, nice to know og don’t wanna know indeholder romanen for meget af det sidste. Derfor har jeg det meget blandet med den. Den er et klasseeksempel på, at en forfatter bør lytte til sin redaktør. Også når forfatteren er overbevist om at have leveret et mesterværk.

Fornylig fortalte Yanagihara om sin bog i Politikens boghal, om hvordan hun havde insisteret på, at bogens omfang skulle bibeholdes på de knap 800 sider ud fra argumentet om, at hun skriver for karakterernes skyld og ikke for sin egen eller læsernes. Hendes forlag ønskede en nedredigering, men forfatteren var kompromisløs og slap godt fra det. Forlaget ville stadig udgive, romanen blev en kæmpe succes, og alle er glade.

Jeg skal lige pointere, at jeg på ingen måde har noget imod eller svært ved at læse lange romaner. Især ikke hvis de holder mig fanget med nye og ikke forudsigelige begivenheder, og jeg lærer nyt og væsentligt om hovedpersonen og dennes udvikling. For eksempel kunne jeg ikke få nok af Stillidsen som var på cirka 600 sider, og da jeg nåede mod slutningen ville ønske, der var 600 mere. Da jeg læste Et Lille Liv, ville jeg ønske, der var 300 mindre og mod slutningen havde jeg lyst til at kyle den tunge bog ud af vinduet med fare for at slå nogen ihjel.

Historien trak ud i overdrevet langdrag, mens jeg kæmpede for at nå i mål, da jeg trods alt involverede mig så meget, at jeg måtte have det hele med. Desværre var slutningen og forløsningen på fortællingen helt forudsigelig. Og selvom der er et par overraskelser undervejs, er vejen dertil fyldt op af gentagelse på gentagelse. Pointerne om hovedpersonens lidelser og gøremål i hverdagen, hans formidable evner til at præstere alting og være elskelig uden selv at fatte det, bliver banket ind med syvtommersøm. Jeg synes, det er lidt en hån mod læserne og vores sparsomme tid.

Når det så er sagt, vil jeg stadigvæk anbefale Et Lille Liv for alle de tålmodige, for romanen besidder en særlig originalitet og en fantastisk indlevelsesevne i et plaget liv.

Jude St. Francis er omdrejningspunktet for fire venner, hvis liv i New York vi følger over en periode på fyrre år. De møder hinanden på college, hvor Jude er optaget med særstipendier og en skjult fortid, der er så mørk og traumatisk, at det overskrider ens fatteevne. Vennerne opfatter hurtigt, at de ikke skal spørge ind til de tunge lig i lasten, den uovervindeligt stakkels Jude bærer rundt på. De accepterer det og gennem alle årene, oplever Jude en ubetinget, bundløs og uoverstigelig kærlighed fra sine tre trofaste venner. Og også fra sin universitetslærer og hans kone, som adopterer ham og opfatter ham som deres egen søn samt hans trofaste læge Andy. Problemet med Jude er, at han er så psykisk og fysisk skadet fra barn og indtil sit sekstende år, at genoprejsningen og troen på, at han er noget værd, og at nogen kan elske ham er umulig.

Udadtil bliver han en succesfuld og hyperbegavet advokat. Indadtil lever han et lille usselt liv, hvor han dagligt må pine sig selv for at føle blot en snert af eksistensberettigelse her i verden. Han skærer i sig selv og kaster sig ind i vægge, for at den fysiske smerte kan dulme den psykiske.

I første del af romanen følger vi hver af de fire venners rejse fra studier og ind i de mest privilegerede kredse i New York. JB bliver anerkendt kunstmaler men slås kontinuerligt med kærligheden, Willem bliver feteret skuespiller og kan vælge og vrage, men hans hjerte tilhører kun én, Malcolm er arkitekt med ambitioner, der ikke helt bliver indfriet men ellers fast forhold og styr på tingene. Det følelsesmæssige bånd mellem dem og loyaliteten der forbliver intakt, selvom de alle udvikler sig i forskellige retninger er et forfriskende og fornyende syn på kærlighed og relationer helt i tråd med den moderne urbane tidsånd. Parforhold er midlertidige, ægte venskaber varer evigt, og vennerne er familien.

Jude forstår det før de andre, for som han siger til en ensom teenagedreng, han hjælper med lektierne:

Jeg tror, at det eneste trick, der er med venskaber, det er at finde mennesker, der er bedre end én selv. Ikke smartere, ikke sejere, men sødere og mere åbne og overbærende…og værdsætte dem for det, de kan lære én, uanset hvor skidt – eller godt – det er, og have tillid til dem, hvilket er det sværeste. Men også det bedste.

Snart er det Jude, og hans dystre fortid, det handler om. Hans lille liv påvirker de andres på skæbnesvangre måder, men de svigter ham ikke et eneste sekund, selvom han gør alt, hvad han kan for at skubbe dem væk, og det er det virkeligt smukke i denne roman.

Fortællingen er yderst velskrevet i et fint og flydende sprog, men det er især empatien for personerne, man bemærker. Forfatterens evne til at sætte sig i sine karakterers sted og forstå begivenheder fra deres synsvinkel er forbilledlig.

De modbydeligheder der overgår Jude i hans ungdom er til gengæld så rædselsfulde, at det tangerer en parodi på en horrorfilm. Jeg kan godt tåle den slags, og formålet er tydeligt og berettiget. Men her er det så overdrevet, at jeg faktisk ikke kan tage det ind og derfor heller ikke bliver helt ramt eller berørt af det, som intentionen tydeligvis er. Andre anmeldere siger, at de græder floder af tårer, når de læser. Og selv om romanen muligvis skal forstås i et skær af en Dickens fortælling, er det for mig simpelthen for utroværdigt, at så megen ondskab kan ramme et enkelt ungt menneske på så kort tid. At uretfærdighederne til gengæld fortsætter med at slå ham ned som voksen, på trods af al den ubetingede og til dels også urealistiske kærlighed, der strømmer mod ham, er nemmere at forstå, da han nærmest selv beder om dem med sin ødelagte og selvdestruktive sjæl. Det vil der helt sikkert være delte meninger om, ligesom der også er det om, hvorvidt bogen skulle have være kortere eller ej.

Læs den endelig for dens originalitet, hvis du har god tid, og er du i en læsegruppe, er den det rene guf og helt oplagt til en god lang diskussion. Der er virkelig noget af tage fat på.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.