Punktum af Olav Hergel

Forsiden ligner noget fra 70’erne og har umiddelbart en appel som en slidt socialrealistisk roman på en støvet sommerhushylde, men den passer fortrinligt til sit tema om en avisbranche på vej mod afgrunden og stoltheden ved at bedrive et fag som et snarligt fortidslevn, der trækker sine sidste krampagtige åndedrag gennem en stædig smøg.

Olav Hergels nye roman Punktum er et selvreflekterende studie i den klassiske journalistiks ånd, og det er den bedste spændingsroman med en journalist som hovedperson, jeg har læst længe. Hvis ikke nogensinde.

Den er fortalt med et veldrejet fiktivt plot men kunne også sagtens stå på fagbogshylderne som pligtlæsning for både nuværende og kommende journalister. Såmænd også for alle mediekritikere og brugere, der ønsker at få indblik bag kulisserne i en branche, der kæmper med daglige dilemmaer, og hvis tjenende udøvere, trods store idealer der over tid udvikler sig til kynisme og selvhøjtidelighed, langt fra bliver opfattet som ladies and gentlemen of the press, men tværtimod står i bund på troværdighedslisten.

Mikkel Haslund er stjernereporter på Berlingske Tidende og en af de få, der stadig har det privilegium at blive sendt ud i verden og virkeligheden, møder mennesker der hvor de er og skrive om det, han brænder for. Men selvfølgelig er der også andre mere selviske motiver end at redde verden.

Mikkel Haslund blev journalist for at erobre de kvinder, der venter for enden af en smuk sætning, står der på de indledende sider. Jeg tror ikke, jeg kender de kvinder, men derfor kan jeg godt beundre de mange smukke, skarpe og sande sætninger, der flyder fra Olav Hergels blændende pen, et af dansk presses journalistisk fyrtårne, som har pænt meget tilfælles med sin hovedperson.

Han er ved at blive overhalet indenom af de unge digitale, der uden piv oplever verden bag skærm og telefon og kører netnyheder, breaking bjælker og clickbait ud på stribe 60 timer om ugen til den halve løn. Efter en redaktionel konflikt om en artikel om en kommunal ansat der bliver fyret for at ryge udendørs i arbejdstiden, må også Haslund se sig fyret, men han får hurtig en ny chance på Ekstra Bladet.

Nu var han ansat i journalistikkens dødsrige. Han kendte mindst tyve journalister, der havde ladet sig friste af de høje lønninger og var gået ind af døren med den hensigt at ville ændre bladet til, hvad det var engang. Skamløst, frækt, begavet. De stærke var gået igen. Resten lå og gispede et eller andet sted inde i bladets bug, hvor de producerede lavloftet misundelsesjournalistik, mens de forsøgte at bilde sig selv ind, at det er smudspressen, der holder demokratiet rent. Nu var han der selv, og ingen havde tvunget ham.

Her får han lov til at kæmpe for det enkelte menneskes lille men principelle sag og imod uretfærdigheder, men det er også her man går hårdt i struben på magthavere og dobbeltmoralske politikere. Mikkel Haslund bliver anset for at være en dygtig journalist og et godt menneske, men han tør ikke altid gå derud, hvor de andre tier, og det har man pligt til på Ekstra Bladet. Hverdagen bliver hurtigt en daglig konfrontation med ledelsen og konstante dilemmaer for og imod at skrive historier, der har store konsekvenser ikke kun for en minister men også for hendes familie. Alt er udførligt, klart og konkret beskrevet, dialogerne er både sindige og skarpe, men intet er sort og hvidt, og som læser er det ligeså nemt at falde i de dobbeltmoralske og selvretfærdige fælder, som det er for Mikkel Haslund. Hvad ville man selv have gjort i samme situation? Uanset hvilke valg man træffer, er der en negativ konsekvens.

Undervejs bliver der både delt skulderklap og hug ud til alle tænkelige typer indenfor medie- og magtbranchen sammen med stærke, nuancerede scener og skildringer fra flygtningekrisen, indvandrerghettoen, prostitutionsmiljøet, folkedybet og overklassen. I mødet med dem må godhedens vogter nå nogle erkendelser om sig selv, sin journalistiske forfængelighed og sit virke, der ikke er lige klædelige. Til gengæld er det ærligt og modigt, dybt underholdende og hamrende spændende. Og ikke mindst særdeles smukt skrevet.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.